Mit MIT-kort
Fra den 1. marts til den 9. maj boede jeg i Boston, Massachusett, USA. Jeg var på et studieophold på Massachussetts
Institute of Technology (MIT) for at opleve amerikansk
universitetscampus-kultur og for at se, hvordan man anvender teknik i
undervisningsøjemed. Jeg gik til timer og til foredrag, talte med en mængde
studerende og forskere og hørte flere kritiske bemærkninger om og skarpe analyser
af George W. Bushs regering og amerikansk politik, end P1s Orienterings-redaktion
formentlig nogensinde vil kunne producere. Denne del af turen var en ubetinget succes.
Jeg havde desuden blandt andet medbragt min Specialized
Roubaix Pro for at cykeltræne i USA. Jeg skulle
have set New England fra cykelsadlen. Jeg havde en drøm om at kunne vende hjem
og berette, hvor fantastisk det kan være at cykle i USA. Jeg havde planlagt at
træne med MITs cykelhold (MIT Racing
Cycling Team) for at opleve, hvordan amerikanske ingeniør-studerende
træner cykling. Trænede de metodisk, så jeg kunne lære noget? Gik de lige så
meget op i teknik som jeg selv? Denne del af turen udviklede sig imidlertid til
en fæl skuffelse.
MITs neo-klassicistiske hovedbygning, tegnet anno 1919
Der findes en myte om en særlig, amerikansk konkurrencementalitet. Et træk, der kendetegner amerikanske skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor man kan komme ind på de dyre skoler, blot man
er dygtig nok til at en af de store sportsgrene. Inden min afrejse fortalte
nogen mig, at Tyler Hamilton
vist nok havde kørt på MITs cykelhold, som havde ry
for at være udklækningsanstalt for cykeltalenter i USA. Var det sandt? Jeg slog
op på klubbens hjemmeside og læste:
“I kampen mod udfordrende vejrforhold og hård modstand har MIT Cycling Team præsteret topplaceringer i løb i fra New York til New Hampshire i april, og har
afsluttet sæsonen på en stærk 2. plads i den samlede stilling, foran tre dusin
skoler i Eastern Collegiate
Cycling Conference (ECCC).
Holdet sprang tre pladser fra en 5. plads i 2004 og efterlod alle – på nær
sidste års vindere – bag sig i kampen om at nå toppen i ECCC, den mest
konkurrenceprægede universitetsdivision i landet.”
Det må siges at være et meget stærkt signal, der her udsendes til omverdenen. Set
fra mit snævre perspektiv i dag vil jeg hævde, at der i realiteten mest er tale
om ”marketing-jive” henvendt til glæde for sponsorerne. De var i hvert fald ikke
nær så farlige, som de lyder, disse ingeniører.
Vejret omtales indirekte i citatet ovenfor, og alt er som bekendt større i USA, således også vejrsystemerne. Vintrene er lange og kolde i New England, der har fastlandsklima. Kort fortalt er luften tørrere, somrene varmere, og vintrene en del hårdere end de danske. Det blæser mindst
lige så meget som den danske vestenvind, men pga. den lavere luftfugtighed opleves
vindafkølingen langt mere intenst.
Det mest moderne hus på campus, Frank Gehrys Stata-bygning
Da jeg ankom til Boston, var der stadig nattefrost, og der lå sne i store bunker i
gaderne, og den mægtige Charles
River, der løber tværs igennem byen, var frosset til. Inden afrejsen til USA
havde jeg korresponderet med medlemmer af MITs
cykelklub for at få lidt at vide om, hvordan forholdene var i det amerikanske,
og jeg havde desuden fulgt vejrudsigten via Nettet og kigget på Boston på diverse hjemmesider og web-cam
sites. Alligevel kom vejret bag på mig. Der lå
meterhøje snedynger overalt i gaderne, og da jeg i gennemsnit på årsplan træner
4 gange om ugen og kun havde medbragt min sommerracer, blev jeg virkelig
bekymret. Jeg var jo sneet inde i en fremmed storby uden muligheder for at
komme ud. Jeg købte mit første sæt løbesko i 10 år, og frustreret gav jeg mig
til at træne i et nærliggende fitnesscenter: Løbebåndet og kondicyklen blev næsten
brugt dagligt i denne periode, imens jeg olmt skulede til vejene udendørs. Da
det det 17. marts blev snestorm efter nogle dage med temperaturer lige omkring
frysepunktet, var jeg virkelig bekymret for, om det nogensinde ville blive
forår i USA.
Den skumle udsigt fra mit kollegieværelses vindue
Heldigvis blev vejene holdt rene og to-tre dage senere blev der via mail meldt første
samlede træningstur i MITs cykelklub. Det var muligt
at cykle i stor-Boston. Uden for byens forstæder lå
der dog fortsat for megen sne til, at cykling på smalle cykeldæk lod sig gøre.
Holdet trænede inden universitetets undervisning alle hverdage, klokken 06:30 og 07:00
man.-tor. og 12:00 fre., og
turen gik hver dag af sted fra studenterhuset i midten af campus. Der skulle
ikke gå meget end tre træningsture, inden det gik op for mig, hvor få forskellige ture,
klubben havde mulighed for at køre på grund af MITs
beliggenhed i en moderne, amerikansk storby.
Det var hundekoldt ved den første træningssamling. Jeg kiggede på de
fremmødte ryttere, de var alle først i tyverne. Til min overraskelse var der
lige så mange kvinder som mænd, som mødte til træning, og mønsteret viste sig holde:
MITs cykelklub har næsten en 50/50 kønsfordeling. Der
er mange aktive kvindelige medlemmer, som gør det flot i deres respektive
klasser (samtidig med at de uddannede sig til ingeniører). Det fik mig til at
tænke over, hvorfor det er så svært at lokke kvinder til at cykle i Danmark,
jeg kom dog aldrig frem til noget svar på spørgsmålet.
Det var her, alle træningsture begyndte
”Fun” eller ”sjov” var et kodeord for alle rytterne. De kørte af sted i lånte biler til løb hver weekend, overnattede ofte fra lør. til søn. – hvor det kunne lade sig gøre – og returnerede til campus og studierne om søndagen. Der blev skrevet mange mails og publiceret mange billeder online. Det
var tydeligt, at klubbens fællesskab hvilede på de mange ture op og ned af USA's
østkyst, som klubben sammen havde foretaget. Det var lige så tydeligt, hvor
meget en mærkelig dansker som jeg, der kun skulle bo i landet i små tre
måneder, faldt udenfor. Men de tog nu pænt og meget venligt imod mig. De syntes
også, at min Specialized med kulfiber både her-og-der var sej. Det fremgik tydeligt at blikke og
kommentarer. De var meget optaget af mine Zero Gravity bremser. Jeg havde købt dem, mens jeg befandt
mig i en middelsvær vægtfobisk træningstilstand og var skide stolt over, at mit
sæt bremser vejede det samme som en enkelt Campagnolo Record
bremseklo. "Nå," sagde de. Det var nu mere bremsens design og funktionalitet, de var
imponeret over. ”Okay, ja,” tænkte jegt. "De er jo også ingeniører."
Jeg skævede til deres egne cykler. Det var alu-rammer med diverse Shimano D-A stumper. Ikke noget vildt,
men absolut heller ikke ringe. De havde nogle fordelagtige sponsoraftaler med
forhandlere af stort set alle områder af cykelsport og kunne købe stort ind til
lave priser. Fint, når man tager i betragtning, at de fleste af dem levede
meget beskedent som amerikanske studerende.
Udsigten til MITs hovedbygning på Mass. Av.
Nå, vi rullede ud på den stærkt trafikerede hovedindfaldsvej, der løber ind fra
nordvest og fortsætter helt ind til bymidten, Massachusett
Avenue. Der lå snedynger til alle sider, og bilerne kørte tæt på os. Der stank
af bilos, hver gang vi holdt for rødt.
I modsætning til Danmark, hvor man virkelig skal tage sig i agt, hvis bilerne
kommer for tæt på – fordi der mindst vanker et dyt, ofte får man også fingeren
– var der imidlertid ingen grund til at blive bange. Bilisterne kører meget
mere hensynsfuldt i Boston, end vi er vant til det i Danmark. Måske fordi de er
vænnet til at gøre dette i den ekstremt tætte trafik, måske fordi der
generelt udvises langt større hensyn til medborgere i det offentlige rum i USA.
På grund af Harvard University og MIT er Boston en meget
progressiv og ”europæisk” by, sammenlignet med det øvrige USA. Bydelen, der
huser MIT og Harvard hedder Cambridge, og i det øvrige USA har der i mange år
huseret en vits om bystyret, der efter amerikanske forhold opfattes som meget
venstreorienteret. Man kalder byen for ”Peoples Republic of Cambridge” og skoser
dermed en tendens i retning af centralistisk topstyring,
som var fremherskende i 70’erne og 80’erne. Boston er som sagt en progressiv by.
Boston har cykelstier. Det er langt fra alle byer i USA, der kan prale med det.
Det kan man alt sammen læse i diverse turistfoldere. Og ganske rigtigt: Der var
opmalede cykelstier mange steder i Boston. – De blev brugt til parkeringspladser
af bilisterne … Man skulle desuden passe godt på, at en uopmærksom bilist,
holdende på cykelstien ikke åbnede sin bildør. Amerikanske biler er store og
har brede døre, og bilisterne de parkerer ofte helt uden hensyn til trafikale
regler og uden at skele til, om de holder i vejen for andre. Desuden er amerikanske
bilister slet ikke vant til, at cykler kører stærkt. – En risikabel kombination
af fakta.
At køre med som ny rytter i en stedkendt gruppe er som bekendt ofte en ganske forvirrende oplevelse. Man bruger det meste af opmærksomheden på at sørge for at holde sig rigtigt placere
i gruppen og får ikke set meget af omgivelserne. Den umiddelbart væsentligste årsag til, at jeg i ikke erindrer meget fra den første træningstur var imidlertid den enkle, at jeg simpelthen havde for travlt med at styre cyklen fra lyskurv til lyskurv (som der er mange af) uden at ødelægge mine hjul.
Tænk et øjeblik på asfalten i Hesbjerg skov før vejene
blev asfalteret i efteråret 2004. Læg dertil på Grejsdalsløbets
50 meter bondegårds-pavé og tilføj dernæst de østtyske
motorvejes betonbelagte vaskebræt, inden murens fald. Gang nu dette vejtekniske
og ingeniørmæssige nulpunkt med en faktor 10 og applicer billedet på et
bymæssigt vejsystem, der er 15 gange større end Odenses. Nu har du et relativt
indtryk af vejnettets tilstand i Boston. – Det var simpelthen de dårligste
veje, jeg nogensinde har kørt på!
Denne vej er faktisk helt anstændig ...
Alt er som nævnt større i USA, således også de vejmæssige kalamiteter. Der var tommedybe huller, buler, vejarbejde, brønddæksler,
reparationer, kolossalt høje kantsten og lapninger i et omfang, så jeg næsten vil
hævde, at kørsel på det indre Bostons vejnet er decideret skadeligt for en
racercykel. Jeg brokkede mig til MITs cykelhold. De
gav mig smilende ret. De havde ikke mange punkteringer, fortalte de mig nu, til
gengæld måtte de ret hyppigt justere hjulopspændingen. – Ja, det tror jeg, og
det er sikkert også meget mere interessant for en ingeniør!
Fra MITs campus i Boston kørte vi nu nordpå, igennem Cambridge og Somerville til forstadsbyerne Arlington Heights og Lexington. Bybilledet skiftede fra butiksgader med 4-6
etagers beboelsesejendomme til enfamiliehuse, desto længere ud i retning af
forstæderne man kom. Da vi efter en halv times start-stop-kørsel omsider nåede Arlington Heights i den
nordvestlige del af Boston, fik jeg den besked, at det var nu, vi skulle køre
bakker. ”- Fint!” tænkte jeg, og indså i næste nu, at vi skulle køre ad et
stykke firespors asfalt, der løb parallelt med en Interstate
Highway. Vores vejstykke lå 10 meter over highway'en, det var ikke gravet ned, og også her hamrede bilerne
forbi på vores venstre side.
Det er på bakkerne, at styrkeforholdene i en gruppe viser sig. Men på nær klubbens
enlige ECCC gruppe 2-rytter, der piskede af sted, var der ingen, der viste nogen
som helst kampgejst på bakkerne. Tværtimod: De kom langt bagud i løbet af ingen
tid. Klubben trænede på den måde, at de hurtigste høvlede op til bakketoppen,
hvorefter de stillede sig op og ventede på, at resten af gruppen – i varierende
tempo og yderligere forsinket af lyskurve og trafik – fik arbejdet sig op. Jeg
prøvede det selv på den måde, at jeg gentagne gange stod sammen med en rytter
og ventede, en dag stod vinden lige imod og os, og stanken af bilos fra highway'en og lyskrydset 20 meter fra os var umiskendelig.
”Yeah, bad fumes,” sagde min makker og pillede ved sin cykelcomputer.
Jeg har flere gange nævnt, at alt er større i USA, men allerede nu er jeg nødt til
at korrigere mig selv: Træningsture – selv for et team, der ligger #2 i deres
klasse – er generelt kortere end det, jeg er vant til at i Danmark.
Typisk var MIT Cycling Teams træningsture 35-40 km.
Lange og varede ca. 1½ time. Kan det virkelig lade sig gøre, vil nogen måske
spørge? Kan man træne sig op til topresultater med en så beskeden
træningsindsats? – Ja, når de løb, klubben konkurrerer i, er af samme længde og
af samme tilsnit, kan det faktisk godt lade sig gøre. Der er et endog meget
langt stykke fra den amerikanske ECCC-klasse og op
til det, vi forstår som Elite og prof-hold. Og tænk et overblik over det:
De studerende skal jo også have tid til at uddanne sig og gå til eksaminer.
Og desuden: De unge mennesker kan ikke undgå at blive påvirket af, at cykelsport
betyder r¤v og nøgler i USA. Der er ingen rigtige
sponsorpenge i sporten. Til gengæld elsker amerikanerne at se på tv-programmer med
konkurrencer, hvor sorte millionærer hopper omkring med orange bolde, eller hvor
hvide millionærer spiller noget, der minder om rundbold. Alt i disse transmissioner
er nøje tilrettelagt, så reglerne på banerne passer med reklameblokkenes frekvens og
varighed. Europæisk fodbold har et afgørende problem, som betyder, at det aldrig vil slå igennem i USA, og det er,
at halvlegene varer 45 minutter. – Det er simpelthen uegnet til kommercielt amerikansk tv.
Hvorom alting er: De følgende dage kørte vi blandt andet ud til et område, der i
turlederens info.-mail var blevet omtalt med det tillokkende navn ”Mystic Lake”. Vi skulle
træne intervaller, og det lød jo godt for en bike-aholic som mig. Det viste sig desværre,
at Mystic Lake ligesom den før omtalte bakke var beliggende i Arlingtons tæt bebyggede
og trafikerede område, og at selve vejen var et stykke asfalt på i alt vel 2000 meter, der
nogenlunde fladt løb langs en langstrakt, smal sø, og som udmærkede sig ved ikke at
have nogle lyskurve eller tilkørselsveje. Trafikken var desuden en anelse mindre
tæt i denne del af byen, men by, det var stadig efter mine begreber. Og intervallerne?
En tur op og ned af linealen i en gruppe med 2 andre ryttere. Vejen var for kort
og tempoet for lavt til, at jeg fik pulsen ordentligt op, men o.k. det var da
et ryk i forhold det evindelige stop-start ved lyskurve og sving.
Roubaix Pro bag lygtepælen i Concord, 22 miles uden for Boston
Efter at have kørt med MITs cykelhold i to uger opgav jeg dem.
Jeg fik ikke nok ud af de korte træningsture og blev samtidig mere og mere led
og ked af at cykle i Boston-området. Jeg kørte ture for mig selv. Helt ud til turistbyen Concord, hvor den amerikanske revolution havde sit udspring. Samtidig intensiverede jeg træningen i
fitness-centeret og begyndte at løbetræne omkring Charles River. Det havde
desværre det resultat, at jeg overbelastede højre knæ og fik en tendinitis. Mit højre ben låste på den sidste
træningstur, jeg cyklede i det amerikanske. Ak ja, og på det tidspunkt havde
jeg allerede fået den gale ide, at jeg ville forsøge at sælge min Specialized, fordi jeg indså, at jeg fik kørt alt for lidt
landevej i år, og fordi jeg syntes, at cyklen var for god til at stå og samle
støv. Jeg annoncerede cyklen til salg for 1800$ i MITs
cykelklub ved at sende en e-mail rundt til alle i klubben. Der gik fjorten dage,
uden at jeg feedback på mit ”supertilbud”. Jeg overvejede at indrykke cyklen på
Ebay, da en e-mail pludselig dukkede op i min
indbakke. Det var Nathan på 19, som kørte sin første sæson som cykelrytter, og
som gerne ville prøve en tur på Roubaix’en. Det fik
han naturligvis lov til, og efter en meget grundig inspektion med adskillige
prøveture, endte det med, at han købte cyklen.
Der var på dette tidspunkt stadig 5 uger tilbage af mit ophold i det amerikanske,
og de blev l-a-n-g-e, for nu var tingene ligesom
afgjort. Den eneste form for motion, jeg kunne dyrke, var løb og fitness. Og
stakkels jeg som hårdnakket har påstået, at jeg kun løb efter bussen. Det er jo
løgn, det ved alle, der har set mig køre MTB, hvor jeg konstant må af cyklen og
løbe den op ad bakkerne.
Da jeg den 9. maj rejste tilbage til Danmark, var foråret omsider på vej i New
England. Der var dog et pænt stykke op til danske maj-temperaturer.
Først hen i juni kommer sommervarmen med temperaturer op omkring 40°, og den
holder til gengæld helt til oktober. ”Hjem til foråret”, sagde jeg til mig
selv. ”Hjem til de udsprungne bøge og de lange forårsaftener.” Jeg var snotforkølet
på grund af MITs air condition
– havde siddet til en konference i 3 dage med slemt træk i mange af
auditorierne. Jeg måtte pakke hele min taske om, mange stumper havde kunnet
pakkes ned med min Specialized på udrejsen, men nu …
Nu sad jeg omsider i flyet, på vej hjem til mine cykler, og til gode, lange
ture i åbne landskaber med masser af frisk luft. Da flyet nåede max. højde,
vistes en spillefilm på flyets tv-anlæg: ”Alle præsidentens mænd” fra anno-dazumal.
Jeg kiggede ned på skyerne og kom i tanker om en vits, jeg engang havde hørt Ronald
Reagan fortælle i en lydoptagelse, hvor han talte om storpolitik.
En præst og en politiker bankede på hos Skt. Peter.
”Kom indenfor,” sagde han og så alvorligt på dem.
”Det er denne vej,” sagde han. Han viste dem igennem det
mægtige himmelpalads’ sale og over i fløjene, hvor mange tusinde celler befandt sig.
Skt. Peter åbnede døren til en mørk og ydmyg celle, slog ud med armen og nikkede
til præsten. ”Værsgo!” sagde han. Præsten forstod, at der var her, han skulle han
bo, og gik ind og lukkede døren efter sig.
Skt. Peter og politikeren fortsatte nu deres færd igennem gangene, indtil Skt. Peter omsider åbnede
døren til en luksuriøs suite med en vidunderlig udsigt over smaragdgrønne
marker og isblåt hav. ”Men, øh,” sagde politiken. ”Hvordan har jeg dog gjort mig fortjent til al denne skønhed?”
”Hør her,” sagde Skt. Peter og smilede. ”Vi har i tusindvis af præster, men du er
den første politiker, der nogensinde er kommet i himlen.”
Himlen over Boston
© Rolf Sindø, 2005
|