Jeg cykler i Auckland, New Zealand. Det er 2. Juledag, klokken er lidt over 12, og solen brænder ned fra en skyfri himmel. Jeg har glemt at tage solblokker på og er kørt afsted i kortærmet cykeltrikot. Sommeren er for alvor kommet, og ”burn time” – den tid, der går fra nøgen hud eksponeres for solen, til forbrændingen er en realitet – er blot 20 min. – Nå, pyt! Det er sommer, og varmen, der stråler imod mig fra asfalten, de parkerede biler og alle steder med læ, virker sært ansporende til at give den gas. Jo højere fart, desto større vindafkøling, og det generer mig ikke at svede om sommeren, når ærmerne og buksebenene er korte.
Jeg cykler igennem Onehunga med retning imod havnen i Mangere på min knaldgule Scott Genius RC30. Trafikken er massiv overalt i Auckland i dagtimerne. En bus passerer mig så tæt, at jeg mærker varmen fra udstødningen. Der er ikke cykelstier i byen, men jeg har vænnet mig til at køre i venstre side af vejen og til, at bilerne kører så tæt på. De første par uger i landet kiggede jeg over venstre skulder, hver gang jeg så mig tilbage, og det var svært for mig at aflæse bilernes baner og chaufførernes hensigter i større kryds og rundkørsler. Men i dag er det som sagt sommer, og da jeg krydser broen imellem Onehunga og Mangere, virker bilisterne venlige og nærmest hensynsfulde overfor mig – den enlige cyklist - et sjældent syn i Aucklands gader.
Jeg kører mountainbike i en storby i stillehavet. Byen fylder lige så meget som Mexico City, men har blot lidt over en million indbyggere (i Mexico City er der over 20 mio.). Næsten alle voksne i NZ ejer en bil, som de kører flittigt i. Byens gader er anlagt som et netværk af mindre by- og villaveje. Motorvejen, der løber fra syd imod nord og er ført vest om Auckland er tosporet, men tilkørslerne er lavet forkert, så der opstår køer, der generer trafikken langt ind i de omkringliggende bydele. Der er konstant trafikpropper i Auckland, og var det ikke for den stikkende varme og de talrige, meget stejle bakker, ville det være hurtigere og lettere at cykle omkring i byen. At slippe ud af byen (i bil) tager minimum en halv time. Og at køre hen til de områder, hvor mountainbike cykler må køre, tager tre kvarter. At bruge halvanden time på at køre til og fra en træningstur hænger ikke sammen, så jeg har fundet et alternativ: Jeg kører på den nærliggende vulkan, Mangere mountain, og kombineret mtb-træningen med asfalttræning et par gange om ugen. Bytræning er aftentræning med lygte på en fast rute, der fører mig igennem Aucklands mindre trafikerede kvarterer i et stærkt kuperet forløb. Men Mangere mountain er for mig ”rigtig” mtb-træning på vandre- og kvægspor.
Auckland er grundlagt på 48 vulkaner. Længe inden de hvide indvandrere lavede om på alting, var Mangere mountain en udslukt vulkan, der var hjemsted for en ”iwi”, en befæstet landsby, hvor maorier – Wai o hua [: efterkommerne efter Hua] – levede af jorden og havet. Siden blev Mangere mountain lavet om til et stenbrud. Pakeha'erne – de hvide indvandrere – skar cirka 500.000 m3 af vulkanens skråninger, inden de opgav arbejdet og lod vulkanen vokse til. I dag græsser der kvæg på det, der i turistguider klassificeres som et ”naturområde”.
Hvis Mangere mountain var flad, kunne man anlægge ca. 10 fodboldbaner på den. Større er den ikke. Derfor kører jeg runder på kraterets inder- og yderside. Terrænet er stærkt kuperet. Fra bunden af vulkanens midte og til toppen er der ca. 50 meter, og det højeste punkt ligger 120 meter over havet. Vulkanen er dækket af græs. Det ser ud, som om der står sjove græstoppe rundt om på vulkanen – lidt ligesom et tilgroet muldvarpeskud – men tag ikke fejl: Hvis man vælter på sådan en top, så slår man sig, for græsset gror på et tyndt lag porøs jord, der dækker et størknet ”lava-blop” fra dengang for ca. 18.000 år siden, hvor vulkanen havde sit seneste udbrud.
På vulkanens sider er der udhugget stier. Nogle er lavet af maorier, de fleste af pakehaerne i løbet af det 20. århundrede. Dem kører jeg på. Ved vulkanens fod er græsset højere, og her følger jeg kvægets spor. De fleste dage holder flokken til inde i vulkanens midte, men der er dage, hvor jeg må holde tilbage for en flok kvæg, der godmodigt og langsommeligt græsser lige der, hvor jeg normalt tramper af sted. Køer er store dyr. En flok på 20 høveder opleves som en kolossal forhindring, når man skal udenom dem på mountainbike på en vulkanskråning, der er svært fremkommelig, så snart man forlader stierne. Altså må jeg enten tage cyklen på nakken og gå udenom kvæget eller stoppe og vente, indtil kvæget har bevæget sig væk, så jeg kan komme videre. På en måde føles det ligesom at sidde fast i en trafikprop, men på en anden måde er det helt anderledes: Det her er jo naturen, som har en anden tid end min egen. Jeg betragter kvæget, der græssende flytter sig. På styret sidder pulsuret og måler min tid. Men høvederne er da ligeglade med mig – de æder!
Første dag på vulkanen kørte jeg op til toppen og vendte spontant cyklen for at køre nedad i en ret vinkel på vulkanens kerne. Det var naivt, for det er komplet umuligt at køre downhill nedad en lille vulkans sider, dels pga. hældningsgraderne, dels pga. bevoksningen og ujævnhederne i terrænet. I stedet kørte jeg omkring på må og få og fik 'mappet' alle farbare stier.
Jeg planlagde en træningsrute på vulkanen. Kørte imod uret i en stor cirkelbevægelse, startende fra nordsiden, hvor Scott St. ender blindt ved et ståltrådshegn, og hvor jeg løftede min cykel over, og kørte via stiernes uregelmæssige spor rundt om og op over vulkanens ydre sider og kanter. Det blev en rute, der både indeholdt en god, lang og bulet nedkørsel, en større klatretur, samt en række drops og skubbepassager. Sidenhen fandt jeg en række sidekratere, som jeg begyndte at køre igennem som var det et gigantisk pump track (det var både svært og sjovt). På denne del vælter jeg to måneder senere og får trykket ribbenene i venstre side, så jeg er tvunget til kun at sove på højre side i næsten 2 måneder …
Nå,
farverne er overalt støvet grøn, mørkegrøn
og hvid. Og det går opad – ca. 2-3 gr. på det
fladeste stykke nede ved villakvarteret og 7-9 gr., når jeg når
til det første plateau, hvorfra en lidt bredere kærre-sti
løber. Det lyder ikke af meget, men det føles sværere
og værre, end stigningsprocenterne fortæller. Det
skyldes, at underlaget er forbandet ujævnt. En bulet, hullet og
ganske smal sti, der efter et 2 km. forløb gradvist stiger
mere og mere, indtil jeg til slut virkelig skal træde igennem
for at have moment nok til at komme op på vulkanens midterste
plateau, hvorfra man lidt til venstre kan overskue vulkanens indre.
Her drejer jeg skarpt til venstre og fortsætter turen opad, de
sidste 30 højdemeter. Fra vestsiden og tilbage imod nordsiden
kører jeg med udsigt til hele den nordlige del af Auckland.
Cikader larmer, og der er insekter overalt i luften og på
jorden omkring mig. Luften føles tør og lugter af tørt
græs. Mit pulsur sladrer om, at jeg lige nu kører 90 %
af min maxpuls. Huden på mine arme er fugtig af sved og brænder
let. Men alt er såre godt. Jeg kommer til et udsigtspunkt, der
deler sig i to. En sti til højre, der løber de sidste
meter op til et geodætisk målemærke, og et til
venstre, der løber en tur rundt om et lille krater.
Denne sti er særligt smal – blot et A4-arks bredde – og
falder stejlt ned til begge sider. På min venstre side ligger
vulkanens ydre kraterkan, på min højre side har et
sidekrater slået et kæmpemæssigt hul, som jeg ikke
må vælte ned i. Jeg balancerer cyklen omkring på
stien og slipper igennem passagen med en let baghjulsudskridning,
indad. Herefter åbner stien sig i et bredere forløb. Til
venstre kan jeg se lige ned i vulkanens centrum. En mængde
visne grene ligger hernede strøet ud over vulkanens krater,
som om en kæmpe har smidt dem fra sig og glemt alt om dem. Der
løber kaniner rundt imellem grene og brokker. Stiens underlag
er lavagrus og minder om tennisbaners rødbrune belægning.
På stien foran mig iler et firben til siden ved den knasende
lyd af mine dæk. Der er cikader, der larmer som over alt i
dette land, hvis klima og årstider er omvendt i forhold til
Nordeuropa. Der er vind heroppe og støj, der når mig fra
byen langt, langt neden under toppen af Mangere mountain. Der er også
lyden af min vejrtrækning, som nu er temmelig høj. Og så
hører jeg med et en lærke. Lige over mig synger den –
nøjagtig som hjemme i Danmark, hvor den hele sommeren svæver
over markerne.
Den første fugl i New Zealand, hvis sang jeg kan genkende. Fuglesangen blander sig med endorfinerne i mit blod og gør mig ekstra glad. Jeg kan snart ikke komme længere op over Auckland, og hvis jeg lukkede øjnene, ville det lige nu være ligesom at køre igennem en græsduftende eng i Danmark på en dejlig sommerdag. Selvfølgelig lukker jeg ikke øjnene, jeg træner jo! Hvis jeg gjorde, ville jeg snart ryge ud over kanten og slå mig selv til spillemand. Jeg kommer til at smile. Sidder og griner over hele hovedet. For det er jul, og lærkerne synger højt over Mangere Mountain.