Hvad får jeg ud af det? Hvad er der i det for mig? 1968ernes børn er opdraget til at gøre, hvad de vil. Men friheden koster. Bag den tjekkede facades prestigejob og statusbørn gnaver tomheden, mener Rolf Sindø, der i ny novellesamling tegner et grimt portræt af en generation, der har nok i selv.
Rolf Sindø har en fortid som bassist i bandet »Sugar Honey Baby«, men måtte opgive rockstjerne-drømmen, da han fik tinnitus – en lidelse der også rammer en af personerne i hans novellesamling »Pindsvin kan ikke svømme«: »Jeg bruger tinnitus som et billede på den mentale støj, vi lever i,« siger forfatteren. Han er cand.mag. i dansk og kunsthistorie og til daglig ansat som net-redaktør på Danmarks Tekniske Universitet.
Først drikker drengene Lars fuld. Så hælder de ecstasy på ham. Og til sidst en stripper. Efter den sjove polterabend bugseres den kommende brudgom halvt bevidstløs og med bræk ned ad tøjet ind i taxaen af sin bedste ven.
»Følger du mig hjem?« spørger Lars og tager vennen i hånden. Så går han ud som et lys. Vennen tæller til 100 og trækker så sin hånd til sig. Skriver Lars' adresse på en lap papir, rækker den til taxachaufføren sammen med 300 kroner og siger: »Du kan bare sætte mig af her.«
Sådan er personerne i Rolf Sindøs hard-core realistiske novellesamling »Pindsvin kan ikke svømme«: Ensomme egotrippere og afstumpede storforbrugere af andre mennesker. De lever alene eller i familier, trykker den af i prestigejob eller sumper tiden væk med sprut og røg foran videoen. Kun i glimt er der kontakt til andre. Og en skrøbelig ømhed opstår et kort øjeblik, før de hver især skynder sig videre.
Bogen blev hilst velkommen af flere anmeldere som et tiltrængt moralsk opråb til tidens selvoptagede kontrolfreaks, da den udkom på Gyldendal for nylig. Og netop at ruske folk ud af egoismen er også den debuterende forfatters ambition.
»Udgangspunktet for historierne er en iagttagelse af mig selv og min egen generation -os, der er børn af ungdomsoprøret,« siger 32-årige Rolf Sindø.
»Vores forældre gjorde sig fri af normer og borgerlighed. De lærte os, at vi først og fremmest skulle realisere os selv. Og den lektie har vi lært rigtig, rigtig godt,« siger han, der selv er vokset op i et socialistisk kollektiv på Midtsjælland som barn af det, han kalder »hippieforældre«, en lærermor og pædagogfar.
I hans øjne er flippernes børn blevet endnu mere selvoptagede end deres forældre. For ungdomsoprørernes tendens til at sætte sig selv i første række blev forstærket af de efterfølgende tiårs fokus på penge, prestige og materielle goder, mener Rolf Sindø.
»Det er løgn, når man siger, at vi i dag lever i en tid, hvor alle ideologier er døde. Vi lever i høj grad med en ideologi -kapitalismen. Og det er ikke velfærdssamfundet, men overflodssamfundet, vi forsvarer. Vi kræver ting, ting ting. Den grådighed og materialisme er jeg selv præget af, og jeg er ved at brække mig over den.«
I Sindøs let genkendelige fiktive univers giver en far sin søn en på kassen, hvis barnet spilder is på sædebetrækket i bilen. En rockmusiker nægter at besøge sin døende bedstemor, fordi han skal til lydprøve. Mens en skruppelløs onkel boller en 14-årig brudepige til sin nieces bryllup.
At personerne ide nøgternt registrerende historier med ganske fåundtagelser er mænd, er ikke tilfældigt.
»Det er en form for djævleuddrivelse,« siger Rolf Sindø.
»Jeg forsøger at sparke til mig selv og min egen kønsidentitet, når jeg skriver om afstumpede røvhuller. Det er en ucensureret beskrivelse af de impulser, som styrer mænds handlinger - men i øvrigt ofte også kvinders. Kvinder er efterhånden lige så gode til at køre et jegshow af som mænd er.«
Alligevel er det tydeligt, at mændene i Sindøs historier skyr nærhed mere end kvinderne. Hvorfor?
»Jeg tror, at mænd lider af en dyb mangel på selvværd. De har måske ydre selvtillid, social status, prestige og materielle goder. Men det er bare krykker. Selvværd kommer indefra. Og drengebørn er nok i høj grad opdraget til at forlade sig på ydre ting. Som forfatteren Brett Easton Ellis ( »American Psycho«, red. ) siger: »the better you look the more you see«. Altså, i ordenes bredeste betydning -desto bedre du ser ud, desto mere opmærksomhed får du. Det er narcissismens credo. Jeg tror, at mange inklusive mig selv -er præget af den holdning.«
Det paradoksale er, at selvom alle længes efter nærhed, kommer vi næsten aldrig tæt på hinanden, mener Rolf Sindø.
"Selvom man har familie, oplever man ofte kun en konventionelt betinget nærhed. Betjener sig af fraser, siger og gør det samme som man altid har gjort. Det er påfaldende, at vi ikke benytter den slags situationer til for alvor at komme tæt på hinanden," siger han, der afdækker høflighedsfrasernes i flere af novellerne.
I det hele taget er familien i Sindøs røntgenblik ikke et sted, man mødes. Det er et sted, man flygter fra.
"Forrige år havde vi som bekendt storstrejke i Danmark. Et af målene var mere ferie og flere omsorgsdage. Men det viser sig, at mange hellere vil arbejde end gå derhjemme med familien. Jeg kender nogle, der sparede omsorgsdage sammen og tog på ferie – uden børn. Så kunne børnene gå i børnehave, som de plejede og ellers blive passet af bedsteforældrene."
Flugten fra nærhed bunder i en udbredt trang til at være i kontrol, mener han.
"Familier er kaotiske. Arbejdspladsen er i det mindste nogenlunde stabil."
Og bag det hele lurer angsten.
"Vi lever i et samfund, hvor vi konstant føler det nødvendigt at sikre os. I bilen, på arbejdspladsen, i hjemmet. Denne optagethed af sikkerhed peger på en bagvedliggende dyb usikkerhed. Vi er jo ikke sikre på, at den materielle kontrol, vi har, holder. Samtidig med at vi nyder, at det hele glider materielt set, frygter vi hele tiden kontroltabet."
Mig-selv-generationen vågner først op fra illusionen om, at man kan, hvad man vil, når de mærker livets barske side. Som det f.eks. sker for en af novellesamlingens mere sympatiske personer, Falck-redderen Jacob. Han må se i øjnene, at han pga. sterilitet ikke kan få de obligatoriske ønskebørn, da han og kæresten er parate. Derpå får en kæde af begivenheder ham til at opdage en ukendt, religiøst interesseret side af sig selv.
Netop tro – og kærlighed! – er Rolf Sindøs bud på vejen ud af egotripperiet.
"Vi er opdraget til frihed, men at tage eksistentielt ansvar for os selv og andre, det er vi kun dårligt i stand til. Det er frihed uden ansvar. Og vi skal åbenbart have et slag i panden med en forhammer for at vågne op. For Jacobs vedkommende resulterer det i, at han opdager livets metafysiske dimension. Jeg er ikke ude på at missionere, men det handler om fundamental evne til instrospektion. Hvis vi ikke tager os tid til at kigge ærligt på os selv, begynder vi at handle stupidt – grænsende til det bevidstløse og afstumpede – over for andre mennesker."
|