|
- Du skrev på et tidspunkt i Griflen,
at du opfattede den menneskelige bevidsthed som et slags hus med
mange forskellige rum. Du gennemgik derefter nogle af de forskellige
rum, som huset kunne bestå af: Nogle kunne ligge på førstesalen, på loftet og nogle i kælderen. Et
af dine mindst besøgte, men ikke mindst betydende rum, er
et rum, hvor Agatha Christie bor. Men din anden bog, Bogen,
som er en roman med et kriminalistisk plot, kan i sin labyrintiske
struktur også minde om Inger Christensens bøger, blandt
andet Det malede værelse. Kan disse forfattere betragtes som
forfædre til dit forfatterskab?
- Formødre! Jo, det kan godt være.
De er fantastiske på hver deres måde. Selv om de selvfølgelig
ligger langt fra hinanden. Jeg har svært ved at lave plottet,
men det har Inger Christensen vel også? Jeg vil gerne lave
et plot, men kan alligevel ikke lade være med at bevæge
mig ud ad alle mulige sproglige veje, og så bliver jeg mere
optaget af det. Da jeg skrev Bogen,
ville jeg gerne lave en rigtig kriminalroman, men det kunne jeg
ikke.
- Bogen starter
ellers ud med et klassisk kriminalistisk anslag, men det viser sig,
at romanen alligevel ikke er en krimi. Nu siger du så, at
nogle gange kommer sproget i vejen for plottet i prosafortællingen?
- Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det kommer i
vejen for plottet, men sproget holder op med at være formidlende,
det bliver noget i sig selv. Og plottet bliver mindre væsentligt
i samme åndedrag.
- Hvad bliver sproget i sig selv?
- Jamen, sproget bliver bærer af fortællingen. Man kan også bygge en situation op
i sproget, stemningen og rytmen … Og det gør man selvfølgelig
også, selv om man som Agatha Christie skriver meget "plain".
Man bruger jo alligevel sproget til at bygge op, men det handler
vel om, at man også kan skabe suspense i sin måde at
bruge sproget på, måske står der konkret i bogen
ikke noget spændende eller uhyggeligt, men sproget gør
det.
- Du skrev i Griflen,
at alene på grund af Christies suspense, havde du i puberteten
genlæst hendes historier op til 50 gange. Er det en ambition
for dig at skabe suspense i plottet?
- Nej, sådan tænker jeg ikke historierne.
Så ville jeg kunne skrive en rigtig krimi, og det kan jeg
ikke!
- Hvordan tænker du så historierne?
- Jeg skriver måske en tredjedel af en historie,
før jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved det ikke på forhånd.
- Det lyder, som om din skriveproces er meget
spontan, meget lidt planlagt? Du får sjældent på forhånd en stor, forkromet ide til en bog; de vokser frem
af sproget?
- På et tidspunkt i de sidste to-tredjedele
af en bog bliver jeg nødt til at vide, hvad der skal ske.
Det kan ikke blive ved sådan hele vejen igennem. Jeg er aktuelt
i gang med noget, der bare er en lang novelle. Jeg ved endnu ikke,
hvad der skal ske i den, men jeg må overgive mig til den og
bare skrive det, der kommer, selv om jeg synes at det, jeg sidder
og skriver nu, er noget mærkeligt noget. Der er mange personer, og den er skrevet anderledes end det,
jeg tidligere har skrevet. I virkeligheden er det måske en
"almindelig" historie med en masse mennesker. Men jeg ved, at det
er vigtigt at lade være med at spekulere over, hvad jeg selv
skal mene om det og hvor, det skal hen. Jeg må bare skrive
det, der kommer. På et eller andet tidspunkt kommer formen,
og så ved jeg, hvad der skal ske, og så kan jeg skrive
den færdig. Først når den er færdig, kan
jeg gå tilbage og se kritisk på den. Men jeg har kastet
mig ud på dybt vand, for jeg synes selv, at jeg rent sprogligt
og stilistisk har fundet en skrivestil, som jeg behersker. Og nu
tror jeg, det er vigtigt at komme et andet sted hen.
- Hvorhen?
- Vandpest og Men
jorden står til evig tid hænger sammen for mig
at se i kraft af, at de er forfattet med samme skrivestil, samme
måde at bruge sproget på. Jeg synes, Jorden
står til evig tid er en bedre bog end Vandpest,
jeg er mere sikker. Men jeg tror, den sikkerhed er farlig, jeg risikerer
at gentage mig selv. Så nu sidder jeg og laver noget, hvor
jeg ikke aner, hvor jeg havner.
- Så det, du i dag omtaler som en novelle,
kunne godt ende med at blive til noget helt andet? En roman for
eksempel med de mange personer?
- Ja, ja! Jeg ved ikke, hvad der foregår.
Jeg har lovet mit forlag at skrive en novelle, og det bekymrer mig,
for hvis jeg begynder at skrive en roman, får jeg ikke lavet
en novelle.
- Kunne man i overskriftsform sige, at dit
forfatterskab er en slags improvisationsteknik?
- Kun til dels. På et tidspunkt i skriveprocessen
begynder jeg at vide, hvad det skal være og skriver det ned,
laver en plan. Jeg har også lavet meget research. Især
til de to seneste bøger. Der gik jeg målrettet ud og
ledte, dér vidste jeg, hvad der skulle stå. Det er
kun starten på bogen, der er en improvisation.
- Du nævnte research, der finder altså også et litterært hestearbejde sted i dit skriveværksted?
- Jeg læser utrolig meget i mit lille hummer.
Jeg har måttet læse en masse faglitteratur, for at kunne
skrive de seneste romaner. Jeg har jo måttet læse alle
de ting, jeg fortæller om i mine egne bøger. Det er
alt sammen fakta, som jeg har måttet sætte mig ind i.
- I Men jorden står
til evig tid kan man blandt andet læse om trikiner.
Du anvender altså på en måde naturvidenskab som
skønlitteratur i romanen. Og når vi nu taler om research:
Hvad er det ved det naturvidenskabelige stof, som interesserer dig
så meget, så du ligefrem må skrive det ind i dit
eget sprog?
- To ting: Det er virkeligheden. Naturen som sådan
overgår fuldstændig min forstand! Jeg synes, der er
så mange fantastiske naturfænomener. Noget andet er,
at de mennesker, der har forsket og skrevet dette stof, er så optaget af det. Deres grebethed inspirerer mig.
- Du mærker altså forskernes følsomhed
og grebethed i deres sprog? Normalt forventer man jo af forskeren,
at han er nøgtern og i stand til at objektivere sig i forhold
til sit forskningsområde?
- Derfor holder jeg også mest af ældre
faglitteratur. Dér giver forskerne sig selv mere lov til
at svømme hen over deres forskningsemne. Megen nyere faglitteratur
er sværere at læse, fordi den netop er blevet mere objektiv.
Ikke altid, selvfølgelig. For eksempel skulle jeg finde noget
litteratur om lyslederkabler, som jo er et fuldstændig vildt
teknologisk fænomen. Det er endnu så nyt, at der ikke
rigtig er skrevet bøger om det på et niveau, hvor jeg
kan følge med. Så jeg ringede til KTAS og kom til at
tale med en person, som jeg bad forklare mig, hvordan det fungerede.
Først syntes han, det var lidt mærkeligt. Men så kunne jeg høre på hans stemme, hvordan han blev grebet
og også selv syntes, at det var fantastisk. Han blev grebet
af at fortælle om det.
- I dit forfatterskab bliver det så til
en meget karakteristisk samtale mellem på den ene side et
klassisk litterært projekt, der handler om sproglig eksperimenteren
og på den anden side et naturvidenskabelig interessefelt,
som smelter sammen i dine bøger. I Men
jorden står til evig tid siger den ene af personerne,
Thomas: "Det er meget tydeligt, at man skal holde sig langt væk
fra naturen.". Er det ironi?
- Ja, det er det da. Jeg synes selv, mine figurer
er meget muntre nogle gange, og jeg håber sådan, at
folk kan forstå ironien, men jeg er ikke sikker på det
…
- For mig virker det klart ironisk, fordi du
hele tiden - omend indirekte - viser, hvor optaget du er af naturen,
når du lader teksten køre ud i ekskurser om trikiner,
grundvand, billeder af forbryderhjerner, der er lagt ud på internettet som grafik, eller hvad det nu kan være, og samtidig
lader du altså dine personer sige sådan nogle ting.
- Jeg synes selv, der er mange morsomheder i bøgerne.
Men det er selvfølgelig spørgsmålet, om andre
kan se det sjove.
- Og for dig ligger der noget morsomt i at
skrive ét og mene det modsatte?
- Ja, men det ligger også i situationen, hvor
Thomas netop er blevet stukket af en sværm af jordhvepse.
Det er jo en tåbelig bemærkning, han kommer med.
- Selve scenen er temmelig klovneagtig, fordi
Iris, som er med Thomas i skoven, falder og gør alt forkert,
hvilket resulterer i, at de to må ligge en hel nat i fyldt
badekar og køle af.
- Jeg har selv prøvet en lignende situation,
men vi blev ikke stukket. I den situation var der en, der løb,
som Thomas gør det i bogen. Han blev stukket et par gange,
uden at jeg fattede, hvad der foregik. Jeg nåede dog at komme
væk og undgik at blive stukket.
- Det er så en konkret oplevelse i det
eget liv, der har fået sit eget liv i dine bøger. Er
det virkelige begivenheder, der udgør kernen i dine historier?
- Selvfølgelig fortolket.
- Dels det, dels ting, jeg hører. Jeg skrev
på et tidspunkt en kronik i Fyns Stifttidende,
at jeg altid smuglytter til det, folk fortæller i bussen eller
i toget. Jeg bruger, hvad jeg hører, og har udviklet en teknik:
Det gælder om at se ud, som om man ikke hører efter,
når folk snakker i toget.
- Sjovt nok er offentlige transportmidler jo
af en eller anden grund et sted, hvor folk ofte betror hinanden
meget private og afslørende ting. Og det benytter du dig
som forfatter af?
- Ja, af de utrolige ting, folk fortæller!
Busser er gode, men tog er endnu bedre. Jeg tror, folk snakker lidt
mere. Og der er tit ikke så mange, der snakker i en kupé.
Det bedste er nogen, der ikke har set hinanden i lang tid, gamle
skolekammerater. Og det er ikke kun mig, der lytter. Hele kupéen
sidder og lytter.
- Men du udnytter det altså i dit forfatterskab?
- Ja, og jeg har også lært, at jeg ikke
skal se på de talende. Jeg får jo lyst til at se på dem. men folk bryder sig ikke om, at man ser på dem i den
situation. Så der er bestemt måde, man ikke skal kigge
på folk på i sådanne situationer, hvis man vil
fortsætte med at lytte.
- Hvad betyder poesien for dig som prosaist?
- Jeg læser en hel del lyrik, og jeg har skrevet
en sonetkrans til Brøndums Encyklopædi.
Englen Uriels digt i Men jorden står
til evig tid er én af sonetterne, men jeg føler
alligevel, det er et andet land. Jeg kan ikke skrive almindelig
lyrik. Jeg kunne kun skrive sonetkransen, fordi det er en fast form.
De frie vers behersker jeg ikke. Jeg kunne godt tænke mig
at skrive flere digte, men det bliver nødt til at være
i en helt fast form. Det kan godt være, jeg har lidt af en
lyriker i mig, men jeg synes de bruger sproget på en helt
anden måde.
- Der er mange metaforer i dine bøger,
og jeg tænkte helt banalt på, om du i sin tid var startet
som lyriker. Men du er altså startet med historier ... fordi
historier i deres natur giver en form for struktur?
- Det er nok rigtigt, at jeg bruger mange metaforer.
Men den abstraktion og tæthed, der er i lyrikken, ejer jeg
ikke. Hvor ordene er som broer, man springer mellem... Jeg opfatter
ikke sproget på den måde.
- Men du lader dog til at se mange billeder
gennem dit sprog?
- Det er først og fremmest billeder. Lyrikken
laver brud på normalsproget, sætter ord utraditionelt
sammen. Man kan måske sige, at lyrikken sætter to ord
sammen og danner en ny betydning, som ikke er set før, som
er overraskende eller skubber til et eller andet. Men at lave et
billede er også andre ting. Jeg bruger sjældent overraskende
ordsammenstillinger. Jeg har læst en del Hemmingway, og om
ham siger man altid, at han er så skrabet, undlader adjektiver
osv. Det, synes jeg, er helt forkert. Det, han gør, er, at
han fortæller med et ret ordinært sprog, men så kommer der et afsnit, som er meget beskrivende, fyldt med farver,
farveadjektiver. Han er enormt god til farver og vand. Jeg tror,
jeg er blevet meget inspireret af, at man i stedet for at bruge
billede på billede i fortælleteknikken - hvad der kan
være ret udmattende - lader teksten køre og så folder en vifte ud.
- Billeder synes at være en integreret
del af dit sprog. Dukker de helt spontant op, eller er de et mere
beregnet, dekorativt element?
- De dukker op som en del af historien. Jeg ser
alt i mine historier for mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg
oplever det som metaforer på samme måde som du. For
mig er de mere en del af beskrivelsen.
- Man kan slå op på stort set hver
side i dine bøger og finde en række metaforer. Hvor
meget spekulerer du i dem? Hvor bevidst er billeddannelsen?
- Selve billeddannelsen er ikke bevidst. Jeg prøver
bare at beskrive det, jeg ser for mig. Og det foregår i flere
lag: Man ser noget konkret, men der er også en stemning, og
den prøver jeg at få med. Men jeg sidder på ingen
måde og siger, "Nå, her skal jeg bruge en metafor, som
knytter an til andre elementer i bogen". Jeg bliver altid frygteligt
overrasket, når folk begynder at analysere mine bøger
og drager paralleller imellem metaforerne og symbolerne i historierne.
Når de siger, "Her sammenligner du din figur med det og det,
og det betyder sådan og sådan", må jeg konstatere,
at sådan har jeg ikke selv set det.
- Den slags foregår nede i et ubevidst
lag i skriveprocessen?
- Har jeg et billede af en person, må det
nødvendigvis være rimeligt konstant. Og så kan
det godt ske, at jeg bliver ved med at bruge den samme kreds af
metaforer. Men jeg har ingen lister eller noget lignende.
- Rent håndværksmæssigt:
Har du på forhånd en række mål, som du gerne
vil opnå: Et eller andet du gerne vil være bedre til
som forfatter? Hvordan holder man pisken over nakken på sig
selv som forfatter?
- Jeg ønsker hele tiden at lave tingene bedre,
end jeg har gjort tidligere. Og man er nogle gange nødt til
at lade være med at skrive. Hvis man ikke kan skrive, så må man lade være, og det er noget af det sværeste.
Sådan har jeg siddet et stykke tid. - Bortset fra den dér
novelle! Men der er gået mange måneder, hvor der bare
har været fuldstændig tomt.
- Går du tilbage og læser dine
egne bøger kritisk?
- Nej, aldrig. Jeg læser kun op af dem.
- Sker der da det, når du læser
op, at nogen spørger dig om noget i bøgerne, som overrasker
dig?
- Ja, ja.
- Lærer du noget af spørgsmålene?
Kan de give dig noget?
- Jeg har været meget ude med Vandpest og er kommet til at indse nogle ting igennem spørgsmål
fra salen: De dybere strukturer, det ubevidste i det, man sidder
og skriver. Ting, jeg ikke kan se, og som det nok også er
vigtigt, at jeg ikke kan se, mens jeg skriver. Men efter mange spørgsmål
fra folk begynder der at gå en masse ting op for mig.
- I novellen, "Skabet", vokser hovedpersonen,
pigen Jasmin, op i et skab, indtil den dag, hvor hun nærmest
ved et tilfælde opdager, at skabslågen kan åbnes.
- Den novelle er faktisk baseret på en virkelig
historie. Man fandt en kvinde i et skab i Frankrig, og da hun blev
lukket ud, kunne hun så sige nogle ord, som hun selv havde
lavet. Jeg tror, det er tolv år siden, jeg hørte den
historie. Og det var på det tidspunkt, hvor lingvistikken
var meget fremme på universiteterne, så alle lingvisterne
kastede sig over denne kvinde og hendes ord: Hvilke ord hun kunne
og havde lavet. Det var anstødsstenen til den historie.
- Du har garanteret også læst Paul
Austers romantrilogi, City of Glass,
hvor en gal forsker i en af historierne lader sin søn vokse
op i et aflåst rum uden menneskelig kontakt. Han undlader
at lære barnet at tale, for hans idé er, at barnet
skal udvikle sit eget sprog, som ifølge hans logik må være Guds sprog.
- Det er jo en sand historie, den er fra tiden omkring
Voltaire. Men i virkelighedens verden var der tale om en masse børn,
som man anbragte i isolation sammen for at finde det paradisiske
sprog. Man gik ikke ind til dem, og de døde alle sammen.
- Hvorfor er sådan et fænomen interessant
for en forfatter? Er det et spørgsmål om, at forfatteren
også er optaget af ideen om et autentisk sprog?
- Jeg tror, at man som forfatter er optaget af at
sætte sig i andre menneskers sted. Da jeg skrev "Skabet",
var jeg dybt optaget af pigen, men i lige så høj grad
optaget af de mennesker, der havde spærret hende inde, og
som omgav hende. Jeg forsøger at sætte mig i disse
personers sted.
- Tror du, at det paradisiske sprog findes?
- Nej, det tror jeg slet ikke. Det, der interesserer
mig, er, at mennesker kan tænke sådan. Jeg synes, det
er en fantastisk historie, tænk engang at nogen mennesker
virkelig kan tro sådan noget! Den grebethed … Måske
skyldes det, at jeg selv er optaget af så mange forskellige
ting. Jeg bliver ikke grebet af én ting, men af alle mulige
ting, dog måske mindre dybdegående. Så jeg er
meget fascineret af mennesker, som fanatisk dyrker en ide og på grund af den gør nogle ting. Jeg undrer mig over de mennesker,
der spærrer en pige inde i et skab: Hvorfor har de gjort det?
Det, der optager mig ved skabshistorien, er forsøget på at sætte mig ind i mennesker, hvis motiver og tankegang jeg
overhovedet ikke forstår. Måske er det også derfor,
at jeg ofte skriver om mennesker, der er lidt mærkelige. Hvis
man forstår dem, er det ikke så spændende at sætte
sig ind i, hvem de er, og forsøge at forklare dem.
- Så når du skriver, er det altså en eksperimentel proces, hvor det handler om at forstå forskellige
menneskelige typer?
- Ja. I Vandpest undersøgte
jeg, hvordan mennesker ville reagere, hvis de blev udsat for nogle
grundvilkår, som var forskellige fra de velkendte. Jeg opererer
med to forskellige psykologiske typer, en mand og en kvinde. Han
fungerer godt i velkendte miljøer, mens hun fungerer mindre
godt og trækker sig tilbage. Når de kommer ud i nye,
uvante sammenhænge, kræves der nogle andre ting af dem,
men så kan de også nogle andre ting. Jeg spørger
i bogen, hvordan man ville reagere, hvis ens vilkår var anderledes.
- Dine seneste bøger kan vel også opfattes som en afdækning af nogle psykologiske strukturer.
Der er nogle udpræget traumatiske islæt i disse historier,
voldsomme tab, overgreb, omsorgssvigt og ødipale konflikter.
Der synes, når det gælder familiestrukturerne, at være
et spil imellem mænd og kvinder, hvor omdrejningspunktet er
fader- eller moderbindinger. Det er måske mest tydeligt i
Men jorden står til evig tid,
hvor hovedpersonen, Iris, som barn mister sin far ved en ulykke.
Som ganske ung forelsker hun sig i sin sanglærer, den meget
ældre Thomas, og knytter sig til ham i et lærer-elev-forhold.
Historien om Iris og Thomas er vel en gennemspilning af Iris' forhold
til den afdøde far. Er dette så strukturer, som du
iagttager på samme måde som de ting, vi har talt om,
eller er det personligt stof?
- Ingen af mine forældre er døde, og
jeg plejer ikke at udtale mig om disse ting i interviews. Jeg vil
dog sige, at når bøgerne først er skrevet, kan
jeg godt se, hvad det egentlig er, jeg har skrevet, og jeg kan godt
se, hvor uhyggeligt meget mine historier ligner noget fra mit eget
liv. Men det er noget, jeg ikke kan se, mens jeg skriver. Og det
er noget, som andre bagefter må pege på, før
jeg kan se det. Jeg får ind imellem nogle insigtseksplosioner,
hvor jeg pludselig kan se, hvorfor jeg egentlig har skrevet disse
ting, jeg ser nogle klare paralleller til mit eget liv. Men når
jeg sidder og skriver, er det vigtigt, at jeg ikke selv er bevidst
om det, for bliver jeg det, visner det for mig. Der skal nok et
"drive" fra uforløst traumer til at få tingene til
at fremstå stærkt.
- Tror du, det forholder sig sådan, som
Søren Ulrik Thomsen skriver i En dans
på gloser, at man i forfattergerningen erstatter det
engang tabte med æsteticerede, sublimerede objekter som en
slags "plaster på såret".
- Nej, jeg tror ikke på den dybdepsykologiske
tolkning, og jeg er ikke enig i den fokusering på tabserfaring.
Jeg tror mere, det er den gode gamle fortrængning. Der ligger
nogle ting, måske en meget stor smerte, og kører rundt
i én. En kæmpe byld, som man har meget svært
ved at være bevidst om, men som danner nogle figurer og nogle
mønstre. Og jeg har da helt klart en snert af den dér
"stakkels datter".
- Der er en række piger i dine bøger,
som lider - eller har lidt - under omsorgssvigt på forskellig
vis. Det kunne siges at være et spor, hvad det psykologiske
angår? - Men det må understreges, at jeg ikke siger
dette for at grave i det biografiske stof under dine bøger...
- Måske skulle man også på et
tidspunkt prøve at ændre mønstrene, forsøge
at komme videre, for ellers kan man komme til at gentage sig selv.
Men Iris bliver trods alt ældre end nogen af de andre piger,
hun kommer ud af sin barndom. Det kan godt være, hun ikke
er et totalt lykkeligt, velfungerende menneske, men hun kommer ud
af sin barndom og får sit eget liv. Og jeg tror, det var vigtigt
for mig ikke at bibeholde lille-pigen, men at fortsætte min
persons liv.
- På den måde har dine figurer
måske fulgt din egen udvikling. Du var relativt ung, da du
debuterede?
- Ja, og jeg er nok selv siden kommet væk
fra den lille pige.
- Skyldes det så, at du privat og igennem
dine bøger har arbejdet dig videre. Du er blandt andet i
mellemtiden blevet mor?
- Jeg blev mor, den dag Vandpest udkom. Og man bliver naturligvis meget mere voksen af at blive forælder.
Det overraskede mig. Man bliver nødt til at blive voksen
på en helt anden måde. Og jeg tror i virkeligheden,
at man kan blive ret gammel uden at blive voksen, hvis man ikke
har børn. Når man opdrager børn, er man nødt
til at stå inde for de ting, man siger, på en helt anden
måde end tidligere. Og man tager virkelig sin kultur på sig som forælder. For eksempel er det tabu at spytte i restauranter
indenfor vores kulturkreds, og det ville jeg aldrig give mit barn
lov til. Men i Kina, for eksempel, er det helt almindeligt. Når
man er ung, er man kulturkritisk, men på en ureflekteret måde.
Som voksen må man formulere, hvordan tingene skal være,
og hvad man ikke gider se på. Og det er faktisk vanskeligt
at blive voksen, for det afsætter naturligvis en masse tanker
om ikke at være barn, samtidig med at man bliver ført
tilbage til sin egen barndom.
- Men jorden står
til evig tid er en selvstændig fortsættelse af
Vandpest. I den seneste roman er udgangspunktet
Vandpests to hovedpersoner, Beatrice
og Malcolm. Malcolm er død umiddelbart inden romanens begyndelse,
og Beatrice er alene med datteren, Iris. Men hun kan tydeligvis
ikke klare moderrollen, hun er egoistisk og forsømmer datteren,
der savner sin far umådeligt meget. Er Beatrice en undersøgelse
af, hvordan moderskikkelsen kan være? Nu har hun fået
en rolle i to bøger, så hun må betyde noget særligt?
- Det er meget svært at besvare spørgsmålet
uden at blive for personlig, og jeg ved ikke, hvor personlig, jeg
har lyst til at være. Men jeg kender udmærket dén
modertype.
- Man behøver jo ikke at se sig ret
meget omkring i dag for at finde eksempler på kvinder, der
opfører sig som Beatrice, så du behøver vel
ikke afsløre privat stof.
- Jeg synes ikke, jeg selv er sådan. Jeg er
måske snarere den modsatte type. Jeg forstår alt for
meget. Men jeg tror, det har været spændende for mig
at have Beatrice som den person, jeg var tættest på i de to bøger. På en eller anden måde er det
hende, jeg har identificeret mig med. Men det ville være fuldstændig
naturstridigt, hvis hun pludselig i Men jorden
står til evig tid kunne være en perfekt mor set
i lyset af, hvem og hvordan hun er i Vandpest.
- Har Beatrice noget at gøre med Dante,
er hun en muse?
- Det kan man nok ikke sige. Snarere er hun det,
der kommer ud af at have en muse. Som romanfigur i mine bøger
kan hun ikke være muse.
- Hun er meget passiv i forhold til Malcolm
i Vandpest?
- Jo, men hun tænker. Det gør han ikke.
Hun er bestemt ikke noget handlingsmenneske, men hun er ikke tom,
og det er ikke nødvendigvis passivt at tænke eller
reflektere. Det kan virke sådan, men hun reflekterer, og det
gør han ikke. Han handler og agerer. Det er to forskellige
måder at være aktiv på.
- Da du begyndte på Vandpest i sin tid, havde du da nogen som helst idé om, at det projekt
kunne blive til flere bøger?
- Nej. Da jeg havde skrevet Vandpest færdig, syntes jeg, at jeg var færdig med temaet i bogen.
Men jeg var ikke færdig med hende. Så jeg måtte
starte den nye bog med hende. Hun spiller ikke nær så stor en rolle i Men jorden står til
evig tid, hun er vigtig for bogen, men den forlader hende
også.
- Og Malcolm lod du afgå ved døden
umiddelbart før Men jorden står
til evig tids indledning? - Dét kom der ud af al hans
foretagsomhed ...
- Ja, for jeg var færdig med ham.
- Der dukker altså af og til figurer
op i forfatterværkstedet, som man ikke kan lægge fra
sig?
- Du bliver ved med at sige figurer, men det er
altså personer.
- Ja. Jeg læste om Jan Kjærstad,
at han skulle have sagt, at han havde aldrig mødt nogen personer
i sine romaner. Og ret beset er det, du kalder for personer, vel
først og fremmest talefigurer i retorisk forstand. Beatrice
er vel kun Beatrice, fordi hun siger nogle ting - og bliver fortalt
af en fortæller?
- Ja, men hun eksisterer jo i min bevidsthed. Det
gør hun.
- Har du nogen idé om, hvordan hun ser
ud?
- Ja, jeg ved da lige, hvordan hun ser ud.
Jeg har også beskrevet hende. Det vigtigste er nok personernes
personlighed, men jeg ser mine figurer for mig, deres form og al
deres personlighed inden i, og så skriver jeg dem ned. Jeg
ser nok ikke deres ansigter så tydeligt, mere hovedtrækkene.
Jeg tror nu nok, jeg i Men jorden står
til evig tid har gjort hendes hår lidt for lyst. I
virkeligheden er det meget mørkerødt.
- Din seneste bog, Men
jorden står til evig tid, handler blandt andet meget
andet om engle. Hvorfor?
- Jeg ser dem jeg faktisk for mig. Havde jeg ikke
evnen til at skrive dem, ville jeg gå rundt på en anstalt
og se ting. Det at skrive er en kanal for mig, og var jeg ikke forfatter
ville de måske være i min bevidsthed i en ubrugelig
form.
- Mange mennesker tror da på engle?
- Ja, men de ser dem måske ikke så livagtigt,
som jeg gør. Jeg er glad for at leve et helt almindeligt
liv med opvask, madlavning, afhenting af barn i børnehaven
osv., for uden faste rammer ville det ikke gå at leve med
de engle, jeg har.
- Du siger med andre ord, at der er ting i
"forfatternaturen", der peger i retning af grænsepsykotiske
tilstande?
- Min fantasi er voldsom, og jeg er heldig, at jeg
har den evne, at jeg kan skrive, få struktur på de tilstande
og formulere dem. Men de fleste mennesker, der ikke er kunstnere,
ser på den anden side ikke disse ting. - Nogen gør
selvfølgelig, men de har så også problemer.
- Så fantasien er brændstoffet
i forfattergerningen, men den skal også tøjles, for
ellers bliver man gal?
- Ja. Spørgsmålet er så, om det
gør noget at være gal. Men det er svært, de fleste
gale lider jo.
- Hvornår dukkede englene op første
gang?
- Er de ikke først kommet med i den sidste
bog?
- Det kunne være, at de repræsenterede
et eller andet, du havde arbejdet med tidligere?
- Der har kun været Thomas i novellen "Skabet",
der vel også er en engel. Og så digtene til Brøndums
Encyklopædi.
- Hvad betyder begrebet "engel" for dig?
- Der skulle jeg jo næsten komme med standardsvaret
og sige: "Det må du jo læse i bogen"! Men jeg må sige, at kunne jeg svare dig, ville jeg jo ikke skrive om dem. De
har til alle tider været en væsentlig del af menneskets
forestillinger. Det er et paradoks, at jeg på den ene side
forsøger at gøre en dyd ud af ikke at være religiøs
og på den anden side alligevel har en klar fornemmelse af, at engle findes og vitterligt har missioner
i menneskets virkelighed nogle gange. Man ser dem ikke, mærker
blot deres tilstedeværelse. Og i nogle situationer i mit liv
har de næsten været så meget til stede, at jeg
kunne se dem.
|