Interview

15.05.04.

Sp.: Du har arbejdet med musik, men hvad fik dig til at begynde at skrive noveller?

Sv.: Jeg har skrevet tekster t. musik, fra jeg var 16 år gammel. Både på engelsk og på dansk. Det lå på en måde lige for at begynde at skrive fiktion, da jeg var nødt til at stoppe med musikken, fordi jeg fik tinnitus (ligesom min figur, roadie-Anders). Inden novellerne forsøgte jeg mig både med en roman og en digtsamling, som jeg i dag må betragte som penneprøver. De var absolut ikke vellykkede, men et første forsøg med skønlitteraturen.

Sp.: Hvad eller hvem har inspireret dig til at skrive ”Pindsvin kan ikke svømme”?

Sv.: Tematisk og miljømæssigt: Mit eget liv som (nogenlunde) almindelig middelklassedansker; særlig tiden efter at min universitetsuddannelse var afsluttet, og jeg kom igang på arbejdsmarkedet var betydningsfuld for novellerne, der kredser om skildringen af mænd omkring de tredve. Jeg tror dog ikke, at man kan kalde Pindsvin for en ”generations-bog”, dertil er der for mig at se for mange andre ting, der er forsøgt sat i spil, men det må tiden dømme om ... Mange mennesker har i tidens løb fortalt mig anekdoter, som jeg har brugt i novellesamlingen, der er altså tale om små mundtlige beretninger, som jeg ganske enkelt ikke har kunnet glemme, fordi de rummer et element fra den klassiske novellegenre: Den skandaløse faktor. Det drejer sig om historier som f.eks. ”En fed løgn”, ”Ingen lommer i ligklæder” og ”Dobbeltgænger”.
Stilistisk har Grete Roulund været meget vigtig: Jeg lærte hende at kende, mens jeg var ansat som tekstredaktør på Borgens Forlag og lavede to bøger sammen med hende (Men vi mødes her og Silberknabe). Hun skriver fantastisk og er alligevel næsten totalt ukendt herhjemme. Havde hun skrevet på engelsk, er jeg vis på, at hun havde været bestseller.
Som jeg beretter på min hjemmeside begyndte skriveprocessen, der førte til Pindsvin... med, at Grete sendte mig nogle noveller for at høre, hvad jeg syntes om dem. Et eller andet (husker virkelig ikke hvad det var, men måske var det den omnipotente tanke: ”Det her kan jeg sgu også skrive!”) ved disse noveller fik mig til på meget kort tid selv at skrive et par noveller, som jeg sendte til Grete. Hun sagde nogle meget venlige ting om mine forsøg, og det gav mig mod på at fortsætte.
Men ellers må jeg svare: Det meste af, hvad jeg på daværende tidspunkt havde læst, er sikkert løbet over i mine egne historier, uden at man kan gøre præcist rede for det.

Sp.: Igennem hele novellesamlingen møder vi de samme personer, skiftevis som bipersoner og hovedpersoner. Hvad er grunden til denne opbygning og sammenhæng?
Har du fra starten planlagt det sådan, eller blev det udarbejdet igennem skriveprocessen?

Sv.: Fra starten var det ikke planlagt; det var bare sådan, det blev. På et tidspunkt sagde Grete Roulund til mig – efter at læst en 7-8 af mine noveller – ”Ja, man kan jo godt se, at de alle sammen kender hinanden.” Det var på et tidspunkt, hvor samlingens storform – navnene og de hændelsesmæssige sammenfald slet ikke var på plads – men jeg kunne selvfølgelig godt se, hvad hun mente, og for mig forekom det naturligt, at figurerne kendte hinanden og gik ud og ind af hinandens historier: De kom jo alle sammen fra mit hoved! Storformen blev imidlertid først pudset af, efter at redaktøren på Gyldendal også bemærkede, at man godt kunne regne ud, at figurerne kendte hinanden alle sammen. – Det skulle bare gøres lidt tydeligere, og der skulle tyndes lidt ud i familie-slægtstræerne. Der var f.eks. væsentligt flere familiemedlemmer i de første versioner af ”Dobbelgænger”.
Så det arbejdede jeg så med i den efterfølgende skriveproces, der blev kort og intens, da jeg jo skrev i lidt af en rus over at have fået ”hul igennem” til et bogforlag.
I dag er hændelsessammenfaldene og synkroniciteten nok det stilistiske element ved novellesamlingen, som jeg er mest glad for, fordi det får bogen til at hænge sammen i en større sammenhæng, end man normalt ser i novellesamlinger.

Sp.: Hvorfor har du valgt titlen ”Pindsvin kan ikke svømme” til hele novellesamlingen?

Sv.: Arbejdstitlen var ”Autofokus”, da mange af historierne handler om at se på sig selv el. at blive ”iagttaget” af kameraer. Men det er jo en røvsyg titel t. en novellesamling. Min redaktør foreslag først ”En form for ømhed”, som jeg afviste og stadig synes er håbløs, men senere kom han med forslaget til titlen med pindsvinet. Et forslag jeg først efter en dags betænkningstid accepterede, men som jeg i dag er meget, meget tilfreds med, da mange af mine mandlige figurer jo er nogle værre pindsvin, der ruller sig sammen og knurrer, når man kommer for tæt på. – Og så fordi pindsvin faktisk godt kan svømme ;-)

Sp.: Sproget i novellen er moderne og ofte nedladende. Har du tænkt over hvilken oplevelse dette giver læseren, og til tider gjort det ekstra voldsomt for at få en reaktion?

Sv.: Stilen er profilen. Dialogen er det bærende element i bogen, fordi det er det, jeg har lettest ved at skrive. Jeg ville have et mundret og slangbetonet talesprog, dels fordi jeg synes, det er sjovt at læse og skrive, og dels fordi folk faktisk bruger slang hele tiden, når man først får øre for det.
Men det er da klart, at jeg har skåret tingene hårdt op, sprogligt set. Der må ikke være tomgang i dialogen, ej heller i eksplicit fortællers niveau, for så går handlingen i stå. Der må til gengæld godt være ”smæk for skillingen” i dialogen, hvis det kan medvirke til at skabe dynamik i handlingen. Og handlingen skal ligeledes helst bygge på noget dramatisk, sensationelt, tabuiseret el. politisk ukorrekt: ”Eine sich ereignete, unerhörtes begebenheit” skrev Goethe engang, at novellen drejede sig om(kring).

Sp.: I novellen mangler hovedpersoner ikke noget materielt, hvorimod hans følelsesliv virker afstumpet. Er dette din skildring af den moderne mands liv? - Og mener du dette er et tidstypisk træk?

Sv.: Ja. Jeg mener, at mange mennesker i velfærdssamfundet, som på overfladen er ”velsituerede”, lige under overfladen lider af en til tider forkrøblende følelse af ensomhed og tomhed. Nogle gange fører det til ret vanvittige handlinger, som man typisk hører omtalt i anekdotisk form (særlig ved sociale sammenkomster). Mange af mine noveller bygger således som nævnt på anekdoter, som i tidens løb er blevet mig fortalt af venner og bekendte, og som jeg efterfølgende har gået og tænkt over.
En historie som ”Autofokus” er omvendt selv-oplevet: Min kone og jeg (vi var ikke gift endnu, da episoden fandt sted) har været ude for episode med en ”Andy”-type, som smugfilmede kvinder, fuldkommen som det er beskrevet i novellen.

Sp.: Titlen på bogen: ”Pindsvin kan ikke svømme” refererer til ”Dobbeltgænger” hvor Tom sparker et pindsvin i en å. Hvorfor lige et pindsvin? - Hvad er pindsvinet symbol på?

Sv.: Jeg havde brug for et dyr til at lade Toms vrede gå ud over. Dels fordi det var for groft og ude af karakterens mulighedsfelt at lade ham afstraffe Thomas korporligt, dels fordi jeg syntes, at det fungerede godt rent grafisk, hvis en fuld idiot sparkede et pindsvin i en bæk i novellens slutning.
Ud over pindsvin er der ikke så mange vilde dyr, man kan komme helt tæt på som menneske, og resten gav egentlig sig selv.
Jeg synes ikke, pindsvinet er symbol på noget specielt, snarere en analogi (sammenligning): Thomas sparker en fodbold over i naboens drivhus. Tom sparker et pindsvin ud i bækken … For mig er selve handlingen et symptom på mange af de ting, Tom lider under: Frustrationerne, mindreværdskomplekserne og aggressionerne ifht. resten af familien. Men også på det fysiske begær han føler i forhold til værtinden, men ikke vil/kan vedkende sig og ikke kan realisere.

Sp.: I novellen ”Dobbeltgænger” har de tre vigtigste personer: Torben, Tom og Thomas alle navne der starte med -To-. Hvilken, hvis nogen, symbolik ligger der i dette?

Sv.: Det tænkte jeg ærligt talt ikke over, da jeg skrev historien. Det kom sig af, at jeg havde en jegfortæller (Tom) hvis navn skulle fungere symbolsk (ikke verdens bedste symbol, indrømmet), og så havde jeg i forvejen Torben, som kom fra en historie, der på dette tidspunkt var skrevet færdig. Thomas valgte jeg bare, fordi jeg har iagttaget, at mange forældre vælger navne til deres børn, der minder om deres egne. Det der med to-to-to bemærkede jeg først bagefter, men jeg kan godt se, at det ligner en tanke.

Sp.: Hvor kommer ideen med dobbeltgængeren fra?
- har du selv mødt din?

Sv.: Næ, ikke ud over at jeg engang traf nogen, som mente at de havde haft mig som lærer på en højskole, som jeg aldrig i mit liv havde sat mine ben på.
Min far har til gengæld oplevet selv at blive oplevet som dobbeltgænger: Historierne med oplevelser af ”dobbeltgængeri” på hospitalet og i grillbaren har han oplevet i nogenlunde den form, jeg beskriver i novellen. Og jeg tror faktisk på muligheden af, at vi alle sammen har en dobbeltgænger.

Sp.: I novellen er mænd og kvinder delt op i fastlåste roller, og der synes at forekomme udpræget mandschauvinisme. Er dette som du opfatter 90’ernes middelklasse?

Sv.: Ja. Det er for mig at se et vigtigt socialt aspekt, som bl.a. kan iagttages i den udprægede sexualisering af samfundet, som kan iagttages overalt, i film, medier og (måske især) reklamer. Et andet aspekt ved middelklassen (som jeg hele har vedkendt mig også selv at tilhøre/være en del af) er den himmelråbende materialisme, som kendetegner ”os”. Kvinder er en vare i dag. Danske kvinder – især de helt unge – klæder og opfører sig som de er ”varer”: altså ludere. Eksempler? – Se tv og læs dameblade/modesektioner i aviserne. Der er selvfølgelig en dialektik (en vekselvirkning) i dette forhold, der skal to til tango, og det er lige så meget kvinderne selv, der lader sig indpasse i rollen som enten ”luder” (single) eller ”styresystemet” eller modstandsbevægelsen derhjemme” (parforhold).

Sp.: Tom er usympatisk, nedladende, jaloux, ubehøvlet og i det hel taget ude af kontakt med sit eget jeg. Hvorfor har du valgt at bygge novellen op omkring sådan en personlighed?

Sv.: Jeg synes, han er interessant. I kraft af sine indre konflikter opstår der en masse energi omkring ham, der kan omsættes i handlinger og historier, som fungerer perspektiverende i forhold den såkaldte ”normalitet”, som jeg generelt mener, man bør forholde sig yderst skeptisk til, bl.a. fordi den er en social konstruktion.
Det er klart, at historien diskuterer en moralsk problematik – det er også skrevet på en moralsk anfægtelse over denne mande- og familietype – men den skulle helst ikke opfattes som moraliserende, altså som belærende, ”skolemesterlitteratur”. Det var en af grundene til, at jeg valgte at berette i første person, ental.

Sp.: I novellen fornemmer man hele tiden Toms aggression og er spændt på hvad det udvikler sig til. Har du i skriveprocessen tænkt andre forløb og eller slutninger? Eller havde novellen en fast form fra starten?

Sv.: Ja, jeg har meget nøje overvejet elementer som ”suspense” og ”finale”. Det er vist blevet ret tydeligt i ”Dobbeltgænger”, at jeg bygger op og bygger op og til sidst ”fyrer den af” i noget, der skrivebordsteknisk set faktisk er et antiklimaks. – Nogle venter jo til slut, at han ”voldtager” Anne Louise, tæver Torben Møller og sønnen og måske endda også angriber sin egen kone. I stedet får de en slutning, hvor det er Tom selv, der i virkeligheden ydmyges voldsomst (og han indser det jo selvfølgelig, trods sin brandert!).

Sp.: Jeg synes at novellen slutter uden håb for Tom, han synes at være fanget i sin egen frustration. Hvorfor har du valgt denne slutning?

Sv.: Fordi det er sådan, tingene ender for en fyr som ham ... Han er lige præcis fanget i sin egen frustration, som du formulerer det; ude af stand til at komme i kontakt med sine følelser i forhold til både sin kone og sin søn. Han er tom. Trods sin sociale status som både ægtemand og ”normaldansker” er han er jo ret oplagt både ensom og dum, og da han drikker sig fuld til middagen, må det ende galt. At det netop er det fysiske ”vrag”, Torben Møller, der – verbalt – sætter ham skakmat til slut er en bevidst, tilstræbt kontrast og en pointe. Måske lidt hårdt skåret, men overdrivelse fremmer forståelsen.