|
I en grum scene i Rolf Sindøs novellesamling, Pindsvin kan ikke svømme, har en dreng har fundet et pindsvin i vejkanten. Han vil gerne hjælpe det ind i hækken, men hans far kommer i det samme forbi, og med et velrettet spark sender han pindsvinet i en bue ud i den nærliggende å.
Ifølge Rolf Sindø er drengens far ikke syg, men til gengæld ude af stand til at forstå sin søn. Set i forhold til resten af sin familie er han kontaktforstyrret, dvs ude af stand til at knytte sig til andre og til at leve sig ind i deres følelser. Han er en del af en udvikling, som Rolf Sindø med sin debutbog gerne vil sætte lys på.
"Da jeg skrev novellerne, var jeg vred. Jeg ville sige noget med dem, og derfor er de heller ikke svære at tolke. Meningen med novellerne var at give et signalement af tiden og måske åbne op for en dialog. Man må gerne opfatte mig som samfundsdebattør med denne bog. Jeg forsøger at forstørre nogle træk i tiden op for derved at sætte dem til diskussion. Jeg anser ikke mig selv for en finlitterat. - Allerhøjst forfatter eller skriverkarl."
Rolf Sindø har heller ikke noget imod at blive opfattet som moralist, han ser sig selv som en gammeldags forfatter.
"Når jeg har valgt det realistiske formsprog, skyldes det, at jeg ikke synes, at den litterære formsprængning kan føres videre, James Joyce og Samuel Beckett har skrevet romanen og dramaet ud til ekstremerne. Og det er godt at have dem som pejlemærker, men jeg har alligevel valgt den modsatte strategi. Jeg har valgt at skrive inden for en litterær tradition, som man nok kan føre tilbage til 30'erne og den kollektive roman, men i modsætning til disse bøger, skildrer jeg et kollektiv, der er eksploderet."
Pindsvin kan ikke svømme består af otte noveller fortalt i jeg-form. Jeg-fortællerne optræder også som bipersoner eller tilskuere i de andre historier. Det giver bogen et romanagtigt præg, men ingen af personerne er dog del af en overordnet fortællestruktur.
"Personerne i novellerne er til en vis grad forpligtet på hinanden, men man kan ikke skrive dem ind i en fælles historie, for de har ingen. Derfor blev det til en novellesamling og ikke en roman, da jeg satte mig til skrive. Det fællesskab, der fx lå bag 30'ernes romaner er væk, der er ingen egentlig solidaritet i dag. Mine noveller peger på et fællesskab, der ikke længere eksisterer."
"I en af novellerne optræder en roadie, som lider af tinnitus (høreskade; kronisk hyletone i mellemøret, red.), og han er et billede på, hvordan jeg opfatter tiden. Der er mange af os, der har en form for mental tinnitus i dag. Der er så meget pis, pop og plat, man kan ikke lukke det ude, det kører i ens underbevidsthed som en konstant hyletone."
"Vi har udviklet os fra at tænke på familiens og samfundets ve og vel til en meget mere individualistisk livsindstilling. Vi vil have endnu mere overflod. Arbejdstagernes interesser står stærkt, ikke engang fagforeningerne kan finde et fælles medlemsgrundlag. Det er i den forbindelse meget sigende, at HK i dag bruger sloganet "Det gælder om at være solidarisk med sig selv".
I bogens sidste novelle, er der dog en, der opfatter mere end støj. Han er Falckredder og overværer en voldsom bilulykke med en gravid kvinde. Senere erfarer han, at hun og barnet overlever, og det får ham til at foretage en ny drejning i sit liv.
"Jeg måtte også have en god historie med. En historie der peger ud mod kærligheden og måske også noget metafysisk, en tro af en eller anden art, for de ting findes naturligvis også. Når mine noveller rummer så mange ubehagelige typer, er det fordi, jeg finder, at mange mennesker i dag ikke orker at række ud over sig selv. Men mine noveller er en negativ bekræftelse på, at kærligheden findes."
|