Den eksperimenterende og smalle litteratur kanoniseres endnu en gang som
årtiets litteratur i en bog med tolv 9o'er digtere
Jeg er sgu min egen, svarede katten, da den blev spurgt om, hvis den var. Det samme gør
tolv yngre og markante digtere fra 1990'erne, og kan man ikke umiddelbart finde mange andre markante fællestræk ved dem, så er de altså i det mindste fælles om dette statement. Noget generationsprojekt tegner de da heller ikke, sådan som man endnu tilbage i begyndelsen af 80'erne kunne finde det med de unge vilde malere og de sorte punkdigtere. Nu er enhver for sig selv, som lyrikeren Simon Grotrian siger: »Man er jo alene, og alle er ensomme.«.
Og dog er der fællestræk, sådan som forfatteren og litteraten Rolf Sindø peger på i indledningen til sin interviewbog »Hybrider« - der fungerer fint som introduktion til forfatterskaberne, selv om interviewene ikke alle er lige dugfriske,
men er lavet helt tilbage til 1995 og for øvrigt har været bragt i det litterære tidsskrift »Ildfisken«.
De tolv interviewede digtere er nemlig fælles om en stærk traditionsbevidsthed
og om en trang til at sætte de gamle former og genfer sammen på nye måder, i stadig muterende hybrider. Verden er en beskidt og usammenhængende affære, som ikke lader sig fortolke. Det er kunsten også, samtidig med at den er en slags undtagelsestilstand, fordi den også følger sine egne regler, sådan som Solvej Balle er inde på i et af de bedste interview i bogen.
Og så er der yderligere et fælles træk ved majoriteten af disse digtere, og det er, at syv ud af tolv har gået på Forfatterskolen. Det gælder Mads Brenøe, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Solvej Balle, Peter Adolphsen,
Kirsten Hammann og Claus Beck-Nielsen. Hans Otto Jørgensen er gået hen og er blevet rektor for skolen. Det ligner dog noget af en tanke! Fælles for disse digtere er da også, at de er vant til at reflektere over kunst i almindelighed og deres egen praksis i særdeleshed. Her er ikke så meget følesesladet tågetale om digte-metieren, men masser af interessante tanker om, hvad kunst er og skal. Især er det en fornøjelse at
læse Balle, Adolphsen og Beck-Nielsen, der på vidt forskellig måde fortæller om egen praksis. Balle er den dybt koncentrerede værk-digter, mens Beck-Nielsen forsøger at bryde skrankerne ned mellem kunst og liv. Adolphsen gør
godt rede for, hvordan hans digtning bygger på anden litteratur frem for på oplevelser fra »virkeligheden«.
Der er andre måder at fremstille perioden på end Sindøs, og som ville kalde
på interview med andre digtere. Nærliggende er det at spørge efter forfattere som jan Sonnergaard og Jesper Wung-Sung, for slet ikke at tale om den forkætrede Peter Høeg, som med deres realisme peger på en anden kunstnerisk praksis end de fleste af de her præsenterede digtere excellerer i. Sonnergaard - for eksempel - er mere sociologisk end formelt æstetisk anlagt, i modsætning til de fleste af Sindøs forfattere.
De lægger vægt på en undersøgelse af det litterære udtryk og de eksistentielle og ontologiske vilkår frem for at give psykologiske portrætter.
I det hele taget kan man sige, at de interviewede digtere er fælles om at tage
afstand fra traditionelle psykologiske fortolkningsnøgler, som dem Freud og Jung har udstyret digterne med gennem årene, og som er karakteristisk for den mainstream-litteratur, som Sindø heller ikke har med i sine
overvejelser over periodens litteratur. Man kan sige, at digterne er udtryk for en postmodernisme, som har sagt farvel til de store fortællinger Freud og Marx har
leveret, og som er på Herrens mark, fordi verden ikke mere lader sig fortolke.
Markerer Sonnergaard en realisme, som også var med til at tegne det hybride ti-år,
så kunne man også - med litteraten Erik Skyum-Nielsen - pege på, at periodens digtning indeholder en markant religiøs tendens, som Sindøs interviews heller ikke blotlægger.
Sådan er 90'erne ikke noget let ti-år at sætte på fælles
formel, men dog heller ikke ganske umulig. Og lettere går det selvfølgelig, hvis man som Sindø holder sig til den såkaldte eksperimenterende og smalle litteratur, som hermed endnu engang kanoniseres som årtiets litteratur. Men vil man ind i den, så er hans interviewbog til gengæld også en god guide.
Lars Handesten
|