Ekstra Bladet 9 juni 2003, 3 . sektion side 16

Rolf Sindø: Hybrider. Fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk. 175 sider. 198 kr. Syddansk Universitetsforlag

- Nu må man huske på, at jeg ikke har nogen akademisk uddannelse og heller ikke har gået på Forfatterskolen, så jeg har et andet forhold til litteratur end en del af mine kolleger, siger Naja Marie Aidt i en samtale med Rolf Sindø, som bliver ved med at presse hende for en forklaring på, hvorfor hun ikke har skrevet en teoretisk afhandling om digtningens væsen. Aidt undskylder nærmest, at hun nøjes med at skrive digte og fortællinger.
Rolf Sindø er foruden forfatter også cand.mag. og ph.d.-stipendiat. Det synes han ville være ideelt for alle digtere -hvis man skal dømme ud fra de 12 interview, han her genoptrykker fra tidsskriftet 'Ildfisken'. Det er faglige samtaler om kunstsyn, skriveproces, forbilleder osv. Meget interessant stof, men også velkendt det meste af det.
Som interviewer formår Sindø ikke at sætte en proces i gang og gå ind til benet. Han får parade-svarene, de færdige meninger og afværgemanøvrerne. Bogen indledes med et hasarderet generationssignalement: 90'er-digterne er reflekterede individualister, som skriver bøger i blandingsformer. Karakteristikken dækker knap nok de 'eksperimenterende' forfattere, Sindø har valgt at snakke med. Christian Jungersen forstår Sindø f.eks. ikke et klap af. Og læseren skal lægge øre til meget mondænt akademisk vrøvl om, at vi lever i 'decentraliseret, hyperkompleks virkelighed', som kræver 'splintrede multifokale udtryk', hvorfor 'den store samtidsroman' en umulighed. Bingo, Sindø, forfattere som Kirsten Thorup og Jakob Ejersbo lever altså slet ikke.

John Chr. Jørgensen