Offentliggjort 18. august 2003 19:32 i Jyllands-Posten

Simon Grotrian: UDVALGTE DIGTE

Af ERIK SVENDSEN

Simon Grotrian i udvalg viser digterens svimlende flyvehøjde - "Hybrider" lader avantgarden forklare sig i interveiws

Simon Grotrian:
UDVALGTE DIGTE
Udvalgt af Morten Søndergaard
258 sider, 249 kr.
Borgen
Rolf Sindø:
HYBRIDER
175 sider, 198 kr.
Syddansk Universitetsforlag.

Jamen, så siger vi det, og jeg kan da også godt se at det passer: Simon Grotrian er en af vores mest særegne, egensindige og suveræne digtere. Han går sine helt egne veje. Der er højt til loftet, masser af ny-barok og masser af overrumplende sammenstillinger som man finder i modernistisk kollage.

Jeg har fundet Grotrians digte rigeligt lukkede og dunkle. Det gør jeg nu stadig efter at have læst kollegaen Morten Søndergaards ganske udførlige udvalg, hentet fra og serveret kronologisk fra de 14 digtsamlinger, som det er blevet til siden debuten i 1987. Men redaktøren er både i udvalget og i forordet god til at gøre opmærksom på komikken og det drillende hos Grotrian. Der er huller i det patetiske loft: »stilen er højnet på kirkernes lår/ jeg vil gerne vise mig påklædt for Abraham/ gerne i shorts«. Og måske kan flere af de kringlede digte læses som ren ordmusik. Eller som spas: »B/ er gravid«. Nå, ja, sådan ser det bogstav jo ud og så er den ikke længere.

Folkelig og fornøjelig bliver Simon Grotrian nu nok aldrig. Det fremgår også af det interview som man kan læse i Rolf Sindøs "Hybrider", men han har helt styr på sin metier. Her gik man, fuld af fordomme, og troede at Grotrian levede i sit eget elfenbenstårn, og så viser det sig at denne erklærede kristne omtaler sig selv som Simon Søjlehelgen og insisterer på at bevare legebarnet - så kan han ikke være tabt for verden:

»Af jord er du kommet/ med Jorden i hodet/ og sportsfly på nervernes bølgesprøjt«. Eller tag denne koldsindige betragtning, der minder om de rutsjeture som digtene rummer: »Nogen er gal/ man må juble ved afgrundens sug«.

I parentes bemærket er Rolf Sindøs interviewbog en udmærket introduktion til andre interessante, yngre forfattere: Mads Brenøe, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Solvej Balle, Peter Adolphsen, Kirsten Hammann, Claus Beck-Nielsen og Hans Otto Jørgensen.