Rolf Sindø er ikke kun koldingenser. Han er også forfatter, og hans netop udkomne andet skriv, Marv og ben, ser nærmere på kludetæppefamilien
INTERVIEW
22. jun 2005
Af Bo Nielsen

Kærlighedens sti kan være snørklet og fyldt med forhindringer, men også med bedrag, lykke og fortrængelser. Det er ikke alle, langtfra faktisk, der følger kærlighedens snorlige sti. Alle disse forviklinger og udfordringer, som dette betyder for den måde, vi lever med vores familie på, interesserer Rolf Sindø.
- Jeg vil gerne undersøge, hvad den moderne danske familie er for en størrelse. Især den familie, man kalder patchworkfamilien. Hvor skal vi holde jul i år, skal ungerne være hos bio-, bonus-, reserve- eller papmor. Det er sådan nogle iagttagelser, som går på de nye familiemønstre, jeg har gjort mig.
Vi sidder på Kærlighedsstien ved Slotssøen. Hvor ellers. Rolf Sindø har fået sit barns biologiske mor, Ingrid, som også er hans hustru, til at passe på Axel på tre år, mens vi snakker om hans anden bogudgivelse, romanen Marv og ben, der er opfølgeren på novellerne Pindsvin kan ikke svømme.
Historien begynder i 1947, hvor en mand - der bliver familiens far - fødes. Hans livsforløb skildres indtil 2004, hvor han er kommet i psykiatrisk behandling. Imellem de to punkter møder man en mand og en kvinde fra den generation, som er på vej mod 40. Forfatteren selv er 37.
Stort forarbejde
I forsøget på at gøre sin roman så realistisk som muligt har Rolf Sindø researchet grundigt.
- Jeg har talt med forskellige læger på flere afdelinger på Odense Universitetshospital. Èn ting, som jeg med det samme blev meget interesseret i, var, at mellem 10 og 15% af alle organdonorer ikke kan bruges, fordi de ikke er så nært beslægtede, som de troede, de var. Det kommer bag på mange. Derfor siger lægerne oftest noget hokus pokus med "inkompatibiliteter".
- De siger ikke, hvad det reelt handler om. Utroskab.
En and pjasker dovent i vandkanten, mens Rolf Sindø bevæger sig dybere ind på området. Oprulningen af nutidens patchworkfamilie er ikke baseret på hans egen familie, men snakke med venner og bekendte, som har fortalt om deres erfaringer, og om hvordan, de lever deres liv.
- Jeg forsøger at skrive i øjenhøjde. Der er ikke noget eksotisk over bogen. Og netop derfor bliver historien meget mærkelig, når man læser efter. Det, der sker på et psykologisk plan, er temmelig voldsomt, når man opdager, at man ikke er i familie med sin søster. Eller hurra, jeg er alligevel far til det her barn.
Skilsmisse er mainstream
Han kommer også ind på paradokset i, at man ofte udråber mændene som de utro, når de måske i virkeligheden ikke er biologiske fædre til deres børn.
- Næsten 50% af alle ægteskaber opløses inden det syvende år, så det er blevet mainstream at blive skilt, men der er sket noget med vores mentalitet i forbindelse med det juridiske i skilsmissen. Man ser mere på genetiske, retlige og juridiske spørgsmål i dag.
Imens sætter en andefamilie, ja, den ligner en rigtig kernefamilie, kurs ud i Slotssøen.
- Hvor man tidligere kunne bedrive utugt, hor, relativt uopdaget, så har vi i dag nogle gode værktøjer til at få det kortlagt. Noget af det vigtige i min historie er også, at den diskuterer det, der hedder arv og miljø. Hvor meget har man med fra sine forældre. Den diskussion er forandret i dag, hvor vi i højere grad fokuserer på det genetiske materiale, på arven.
- Min bog beskriver mest det sociale, psykologiske kaos, som også udgør en familie, når man ser på den i et større perspektiv. Familier er noget rod på en god måde, men også nogle gange på en uhyggelig måde på et privat niveau. Den uhygge og usikkerhed har jeg forsøgt at dykke ned i i den sidste del af bogen, forklarer Rolf Sindø, mens to andrikker vrisser af hinanden.
Måske er der tvivl om det biologiske ejerskab til ællingeflokken.
Selv betragter Rolf Sindø sig ikke som en specielt bevidst forælder.
- Jeg er lige så tumpet som alle andre forældre. Når jeg står med min søn, så handler jeg lige så instinktivt som andre. Måske adskiller jeg mig en smule, fordi jeg tænker meget over, hvad det så var, jeg gjorde, da jeg var sammen med min søn. Min bog er også udtryk for eftertanke, siger forfatteren, som er vokset op i et hippiekollektiv i 70'erne og søn af fraskilte forældre.
Når lysten melder sig
Rolf Sindøs forfatterskab er udelukkende lystbetonet. Han skal have noget på hjerte, før han sætter sig til tasterne. Det er jobbet som studieassistent på Syddansk Universitet i Odense og arbejdet med hans ph.d.-projekt om undervisning i det 21. århundrede via e-læring som supplement til dansk litteratur og sprog - som han forventer er færdigt til februar - der fylder arbejdsdagen. Han, der er cand.mag i dansk og kunsthistorie, er glad for at formidle.
- Jeg vågner ofte op og har en idé til noget, der skal skrives. Der sker ikke under mit videnskabelige arbejde. Det er mere den rationelle del af min bevidsthed, jeg bruger til det.
- Jeg kunne forestille mig, at en fremtidig bog vil komme til at handle om, hvordan vi har familie om fem eller ti år. Det her en dynamisk proces. Kernefamilien er ikke passé, men jeg tror heller ikke, patchworkfamilien er en endestation. Vi er på vej imod nogle nye måder at have større familienetværk på.
Og Marv og ben, som er frugten af mere end fire års arbejde, er dedikeret til sønnen Axel.
- Om ikke andet, så får min søn den bog af mig, hvis vores familie går fra hinanden. Det er sådan en angst, jeg som skilsmissebarn godt kan have. Det er min gave til ham.
Forbi os på stien slendrer et ungt par. På vej ud ad deres kærligheds sti. På vej mod de glæder og udfordringer, den byder på. Rolf selv skal hjem til Axel, som venter derhjemme.