Marv og ben

Min debutroman, udgivet d. 7. juni 2005

En underlig fisk

 

Marv og ben er et melodrama og en skæbnefortælling. Den er også en samtidsroman og en slægtsroman, ligesom den har enkelte træk fra lægeromanen. Et gennemgående motiv er "galskab" i form af sygdommen skizofreni.

Hvorfor skrive en roman i dag? Hvem har brug for romaner, når der er så mange andre underholdningstilbud at vælge og vrage imellem?
Jeg har intet svar på dette spørgsmål, en ting ved jeg dog, og det er, at denne bog ville skrives af mig. I perioden 2001-2004 sendte jeg tre forskellige versioner af manuskriptet til forlaget. Hver gang blev jeg - høfligt, men bestemt - rådet til at skrive videre (eller begynde på noget andet). Arbejdstitlerne siger lidt om, hvilke forandringer manuskriptet gennemgik: "For meget af en god ting", "Hvordan ved man om kone er død?".

 
 

HVAD!?

Den første titel (For meget ...) kommer - selvfølgelig! - af May Wests berømte ordsprog ("Too much of a good thing is wonderful"). På dette tidspunkt i skriveprocessen forsøgte jeg at skrive en satire over moderne forbrugerisme. Efter tre gennemskrevne versioner, der alle mislykkedes, indså jeg omsider, at jeg ikke var sjov og skarp nok, og at min kritik var forældet. Jeg mener, hvem kan radikalisere kritikken af markedsmekanismer og forbrugerisme yderligere efter Bret Easton Ellis' American Psycho? Det bliver i hvert fald ikke mig.

Den anden titel (Hvordan ved man ...) bygger på en vits, jeg engang læste, mens jeg var på ferie i New Zealand. Det New Zealandske samfund er på nogle måder meget traditionelt, sammenlignet med Vesteuropa, og måske er dette forklaringen på, hvorfor denne feministiske joke var blevet klistret op med tape på en vinduesrude, jeg tilfældigt passerede:

Hvordan ved man, om ens kone er død? - Sex er som det plejer at være, men opvasken bliver ikke taget.
Hvordan ved man, om ens mand er død? - Sex er som det plejer at være, men nu får du fjernbetjeningen.

På dette tidspunkt forsøgte jeg at skrive en samtidsroman om "patch work-familien". Problemet var, at jeg var for provokoret af visse aspekter ved moderne familiemønstre til at kunne sympatisere med mine personer. En anden dum fejltagelse var, at jeg forsøgte at skrive en roman, der skulle kunne læses - kapitel for kapitel - som en novellesamling. Det viste sig - selvfølgelig - at dette ikke lod sig gøre. Den store fortælling i romanen realiseres ikke, og læseren reagerer følgeligt aldrig med det, der kaldes "willing suspension of disbelief".

 
 
Næste side

Facts


Marv og ben, omslag af Emil Salto

Flere links til Emil Salto:
Artnode
Hvedekorn
ftp.salto.dk

Til Anmeldelser

Til Interview

Til Foredrag om Marv og ben

Til sitets index-side