De tre prinser fra Serendippo

Oversat af Rolf Sindø

Persisk eventyr. Kilde: Horace Walpole

For længe, længe siden levede der i det fjerne østen, i kongeriget Serendippo, en mægtig konge, som hed Giaffer. Han havde tre sønner, som han elskede højt, og som en god og kærlig far, der var meget optaget af sine sønners uddannelse og fremtid, besluttede han, at han ikke blot ville skænke dem stor magt, men også alle de dyder, som prinser normalt har brug for.

Kongen tilkaldte derfor landets bedste lærere; hver især var de eksperter inden for hver deres særlige felt. Og det blev disse lærere, der herefter kom til at forestå prinsernes uddannelse. Lærerne forstod nok, at det bedste, de kunne gøre for prinserne, var at lære dem, hvorledes de bedst kom til at kende sig selv.

De tre prinser blev således højt uddannet inden for kunst og videnskab, alligevel var kongen skeptisk, hver gang lærerne berettede om sønnernes fremskridt.

Kong Giaffer besluttede sig for at sætte sønnerne på en prøve.

En dag tilkaldte kongen sin ældste søn og bekendtgjorde, at han ønskede at trække sig tilbage og gå i kloster, og at han hermed udpegede sin ældste søn til at blive sin efterfølger. Den ældste søn afslog høfligt faderens tilbud og sagde, at kong Giaffer til sin død ville være den klogeste i Serendippo.

Kongen tilkaldte nu sine to andre sønner, men også de afslog faderens tilbud med ordene: ”Indtil din død vil du være den klogeste i Serendippo, fader.”

Kongen forbløffedes over sine sønners modne beskedenhed og besluttede i stedet, at de alle tre skulle sendes på en lang rejse, så de kunne erhverve sig den nødvendige viden til at overtage tronen. Under påskud af utilfredshed med sønnernes almindelige opdragelse befalede han dem at rejse til det fjerne kongedømme med den mægtige hersker Beramo.

Prinserne havde rejst i mange dage, da en kameldriver standsede dem og spurgte, om de havde set en af hans kameler, der var løbet bort. Skønt ingen af dem havde set kamelen, havde de alligevel bemærket tegn, der tydede på, at en kamel havde gået langs netop dette stykke af vejen.

De spurgte nu til kameldriverens store forbløffelse, om den bortløbne kamel var blind på det ene øje, manglede en tand og var delvis lam.
Kameldriveren nikkede, stum af benovelse. ”Så er kamelen langt forude,” sagde prinserne til kameldriveren.

Imponeret over prinsernes præcise beskrivelse, skyndte kameldriveren sig videre for at indfange den bortløbne kamel. Efter en langvarig og frugtesløs søgen følte kameldriveren sig imidlertid ført bag lyset. Han vendte om og traf atter prinserne, som forsikrede ham om sagens rigtighed ved at bidrage med flere nye oplysninger. Kamelen, sagde de, bar på en last af smør på den ene side og honning på den anden side, og den blev redet af en frugtsommelig kvinde.

Da kameldriveren hørte dem fortælle dette, var han vis på, at det var de tre unge mænd, der havde stjålet kamelen, og fik dem sat fast.

Imidlertid hændte der nu det, at kameldriverens naboer fandt kamelen og hele dens last, og prinserne blev løsladt, da det hermed åbenbaredes, at de var uden skyld i kamelens langvarige forsvinding.

Prinserne blev nu ført til Kejser Beramo, for hvem historien om den forsvundne kamel var kommet for øre. Kejseren udspurgte prinserne om, hvorledes de havde kunnet give en så præcis beskrivelse af en kamel, de aldrig havde set. Snart stod det kejser Beramo og hoffet klart, at prinserne på brillanteste vis blot havde fortolket de få tegn og spor, der havde været efterladt langs vejen.

Da der var ædt af græsset i den side af vejen, hvor det var mindst grønt, konkluderede prinserne, at kamelen måtte være blind på øjet i på den anden side. Fordi der lå klumper af halvt tygget græs langs vejen – netop af størrelsen af en kameltand – konkluderede de dernæst, at græsset måtte have været faldet igennem hullet af en manglende tand. Fodsporene på vejen havde kun vist tre hove, den fjerde var blevet slæbt hen ad vejen, og de konkluderede derfor, at dyret var lamt på det ene ben. At kamelen havde båret smør på den ene side og honning på den anden tolkede prinserne af det faktum, at myrerne havde flokkedes om smørret på den ene side og fluerne om honningen på den anden side af sporet.

Hvordan prinserne sluttede sig til, at kamelens rytter var en frugtsommelig kvinde, vil vi lade prinserne selv fortælle:

”Jeg gættede, at kamelen bar en kvinde,” sagde den mellemste bror. ”Fordi jeg bemærkede et sted, nær på det sted, hvor kamelen havde knælet, hvor der var et aftryk efter et menneskes fod at se. Fordi der var urin lige ved dette sted, dyppede jeg mine fingre i den våde jord og lugtede til den. Ved lugten følte jeg øjeblikkelig en kødelig lyst, og det overbeviste mig om, at det måtte være en kvindes fodspor, jeg netop havde set.

”Jeg gættede, at kvinden måtte være frugtsommelig,” fortsatte den yngste prins nu. ”Fordi jeg havde nær ved dette sted bemærkede håndaftryk, der indikerede, at kvinden ventede sig. - Hun havde støttet sig til jorden, imens hun urinerede!”

Kejser Beramo blev så imponeret over prinsernes skarpsindighed i sagen om den forsvundne kamel, at han inviterede dem til at blive på slottet som sine hædersgæster.

Han fortalte nu prinserne en mærkelig og trist historie. Engang fandtes der i hans rige et særligt spejl, og dette spejl afslørede altid sandheden for dem, der stillede sig foran det. På den måde var freden sikret i hans rige.
En skønne dag blev spejlet imidlertid stjålet og ført til et andet land, hvor det kom i Jomfru-dronningens besiddelse.

Beramo overtalte prinserne til at søge at vinde spejlet tilbage, så freden i hans rige kunne genoprettes.

De tre prinser drog ud på den lange rejse til Jomfru-dronningens rige. Deres opgave blev imidlertid vanskeliggjort af, at landet stod på den anden ende på grund af et skrækkeligt under.

En kæmpemæssig, oprejst hånd, var kommet til syne på stranden nær dronningen hovedstad. Og denne hånd terroriserede byens indbyggere ved at gribe ud efter alle, der kom i den nærhed. Noget måtte gøres.

Der blev nu truffet den beslutning at sandheds-spejlet skulle bringes ned til stranden og vendes imod hånden. Man troede, at dette ville løse rigets største problem. Nu hændte der imidlertid det, at hånden i stedet for mennesker begyndte at gribe ud efter dyr.
De tre prinser fra Serendippo anmodede om audiens hos Jomfru-dronningen, som forståeligt nok ikke var til sinds at lade spejlet returnere til kejser Beramo. I det mindste forhindrede spejlet nu, at hendes rige led yderligere skade.

Det blev nu i stedet prinsernes opgave at overvinde hånden, en gang for alle.

Fra dronningens by begav prinserne sig af sted imod stranden, hvor de skulle møde hånden. Den ældste prins indså, at hånden var et symbol, der illustrerede, at hvis fem mænd sluttede sig sammen om en enkelt opgave, da ville de kunne vinde over alt og alle. Så han holdt i stedet sin ene hånd i vejret med kun den anden, den tredje og den fjerde finger strakt ud i luften foran sig. Dermed viste han, at det var en fejl at tro, at det er nødvendigt med fem mænd, når blot tre ville række til at løse opgaven. Kæmpehånden forsvandt øjeblikkeligt ud i havet, og dronningen overgav herefter med glæde spejlet til de tre prinser.

Da de tre prinser vendte tilbage til kejser Beramos hof ventede der dem en frygtelig nyhed. Der var sket det, at kejser Beramo havde forelsket sig i en smuk slavepige, ved navn Diliramma, og indledt et forhold til hende. En dag havde hun imidlertid i al offentlighed stillet spørgsmålstegn ved kejserens ære og aldeles rasende befalede kejser Beramo nu, at Diliramma blev efterladt i en skov, stramt bundet på hænder og fødder. Allerede næste dag fortrød kejseren imidlertid sin dom og gik ud i skoven for at finde sin elskerinde.

Der var intet spor af Diliramma nogetsteds i skoven, og kejseren blev syg af sorg.

De tre prinser fra Serendip rådede kejseren til at bygge syv, smukke slotte og bo i hvert af dem i en uge. Og desuden skulle de bedste fortællere fra landets syv mest betydningsfulde byer tilkaldes og beordres til at fortælle en fantastisk historie for hans kejserlige højhed.

Der blev nu opført syv slotte, og i de følgende syv uger berettede fortællerne utrolige og smukke eventyr om kærlighed og had, om uskyldighed og nedrighed, om forvekslede identiteter, om fantastiske sammentræf og magiske kræfter.

Uheldigvis er dette eventyr for kort til at genfortælle de skønne og aldeles utrolige beretninger … Det skal blot nævnes, at kejser Beramo i de følgende uger, i skiftende slotte, lyttede til de seks eventyr med den største påskønnelse. Han genvandt også sit helbred. Da han i den syvende uge i det syvende slot pludselig opfattede, at fortællerens historie berettede om en hersker, som vrager sin elskede, gik det op for ham, at eventyret handlede om ham selv og Diliramma. Direkte adspurgt oplyste fortælleren, at han kendte Diliramma, og at hun havde bedt ham søge efter hendes hersker for med denne historie at fortælle ham, at hun stadig elskede ham, på trods af hans grusomhed.
Overstadig af glæde tilkaldte Beramo nu Diliramma, og de to elskende blev lykkeligt genforenede.

Kejser Beramo spurgte prinserne, hvorledes de havde udtænkt en så effektiv plan. De fortalte kejseren, at de havde anbefalet opførelsen af netop syv slotte, fordi denne adspredelse ville kunne kurere hans sygdoms kerne: søvnløshed. Da der ikke var fundet spor af Diliramma i skoven, afviste de ideen om, at et vildt dyr skulle have fortæret hende. Og derfor foreslog de, at de syv slottes syv fortællere skulle indkaldes fra hele landet, såfremt nyheder om Diliramma, skulle komme frem. Og da Diliramma kort efter blev fundet i skoven af en rejsende handelsmand, som bragte hende med sig langt bort fra kejser Beramos slot, havde det vist sig, at de tre prinsers strategi igen havde været rigtig. Alt var gået som forudsagt. Nyheden om Diliramma var efter næsten syv uger kommet den næsten aldeles helbredte kejser Beramo for øren.

De tre prinser vendte nu hjem til Serendippo, overøst med gaver, anerkendelse og hædersbeviser. De blev deres far, kong Giaffers, tre vise mænd. Da kong Giaffer døde, mæt af dage, efterfulgte den ældste af prinserne ham som konge af Serendip. Den mellemste søn rejste tilbage til Jomfru Dronningen, giftede sig med hende og blev ligeledes konge.

Kejser Beramo, som havde en datter, tilkaldte den yngste søn og tilbød ham hende som hustru og dronning. Kort efter brylluppet døde Kejser Beramo, og svigersønnen kom nu til at indtage svigerfaderens plads som kejser.

Og takket være skarpsindig nysgerrighed og tilfældige fund levede de alle lykkeligt til deres dages ende.

Til startsiden af www.sindoe.dk