Socialdemokratiet beskylder statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have stjålet velfærden fra dem og gjort den til sit partis mærkesag. Men hvordan kan man stjæle en sag, alle er enige om? Velfærdsbegrebets disciplinerende effekt i den offentlige debat fortjener at blive diskuteret. De, der har vundet taleretten, har samtidigt overtaget retten til at skabe det, man kan kalde et nationalt narrativ. Anders Fogh Rasmussen ynder at karakterisere danskerne i taler til befolkningen. Han har indset, at fortællingen om Danmark som et unikt velfærdssamfund - anvendt som rammesætning om hans politiske projekt, som han _ikke_ fortæller meget om - er af afgørende betydning for hans regerings levedygtighed. Herigennem giver han befolkningen ord og udtryk, den kan bruge til at forstå sig selv ud fra. Danskerne er ikke gjort af en og samme bolledej, ikke desto mindre fortæller statsministeren historien om, hvordan ”vi” danskere er. Denne indsats er ekstremt vigtig, omend dens effekt er vanskelig at måle. Anders Fogh Rasmussen har rost danskerne for deres samfundssindelag og beskrevet dette træk som demokratiets grundlag. Han har defineret ytringsfriheden som kernen i det danske folkestyre og talt om ”retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod”. Og han har i flere sammenhænge rost befolkningen for manglende autoritetstro. For Fogh Rasmussens regering gælder der imidlertid – set inde fra Christiansborg – det bekvemme forhold, at danskerne i virkeligheden er uhyre autoritetstro. Det er vi måske, fordi flertallet af os er vokset op i efterkrigstiden, hvor socialdemokratiet ledede samfundet, og hvor staten passede os, fra vi var helt små, og i øvrigt altid havde ret i næsten alting. Måske er det derfor, at den konservative justitsminister, Lene Espersen med sin konsekvente hårdere-straffe-politik kan skabe den samme følelse af tryghed, som dengang vi alle sammen gik på blå stue, og de voksne passede godt på os.

I og med, at begrebet ”velfærd” har vundet betydning som ”dobbeltplusgodt”, kan regeringen stoppe kritik af sin økonomiske politik blot ved at henvise til hensynet til den fortsatte velfærdssikring og -udbygning. Velfærd er synonymt med fremskridt, men man må huske på, at i vores del af verden er fremskridt lig med forbrug og merforbrug og overforbrug. Ikke mange i oppositionen eller blandt landets intellektuelle og kunstnere vover at stille ”upopulære” spørgsmål som: Har vi opnået et tilstrækkeligt niveau for velfærden, kan vi måske begynde at justere overfloden om fra _forbrug _og til _opsparing_ af hensyn til kommende generationer?

Den retoriske og mentale tvang, danskerne dagligt udsættes for i medierne og fra landets talerstole, har blandt andet forårsaget, at der er opstået en politisk, økonomisk og kulturel mono-kultur i Danmark. Der udvikles ikke slagkraftige alternativer til Foghs nationale narrativer, befolkningen kan opfatte som troværdige. Socialdemokraternes problem er, at de dybest set er enige med Fogh om alt det basale, hvad angår arbejdet med forretningen Danmark. Folk kan udmærket høre, at de lyver, når de påstår, at Fogh gør alting helt forkert. Det er historien, og ikke partiet Venstre, der har overhalet dem indenom, fordi de forsømte rettidigt at forny sig med en vision for, hvad Danmark bør udvikles til i det 21. århundrede.

Vi lever i en tilstand af ”velfærd comme il Fogh”, ikke ”velfærd a la Fogh”, som fru Helle Thorning-Schmidt, vil have os til at mene. Det er ikke velfærdsbegrebet, der defineres af Fogh. Statsministeren er blot et tidstypisk tegn på en generel tendens i vesten: Den grådige trang til endnu mere overflod. Når det for alvor går op for danskerne, at nationale statussymboler og monumenter for værdien af socialdemokratisk politik, som f.eks. DR og sygehusene, er på vej ned i et kvalitativt styrtdyk, fordi citronen (: de nye kommuner) er blevet presset til sidste dråbe af venligt udseende tids- og kvalitetsanalytikere, bliver det interessant at se, om Foghs strategi har virket efter hensigten. Hvis befolkningen vitterligt er anti-autoritært sindet, som statsministeren har fortalt den, at den er, bliver han stemt ud af sit kontor ved næste valg. - Men på den anden side, hvad er alternativet? Mindre velfærd?! Fordi danskerne er en af verdens mest autoritetstro og (for øjeblikket) materielt set velstillede befolkninger får Anders Fogh Rasmussen naturligvis en tredje periode til at føre regering i.

© Rolf Sindø 2007