Det tredje Sjælland - En hypertekst af Rolf Sindø

Den 18. december 1642 fik Abel Tasman landkending med, hvad han troede var 'Staten Landt' i det sydlige Chile. Han lagde sit skib, Heemskerck, for anker ud for en paradisisk udseende bugt. Mandskabet på følgeskibet, Zeehagen, satte to joller i vandet og roede ind til land for at proviantere drikkevand. Jollerne vendte tilbage og meldte, at stranden stødte op til et uigennemtrængeligt buskads. Under tilbagefarten til konvojen havde man observeret fremmede fartøjer – vist nok kanoer – på en halv sømils afstand. Om aftenen bemærkede europæerne, at der tændtes fakler inde på land. Lidt senere sejlede en kano på næsten ti meters længde, en udhulet træstammer bemandet med 20 mand, ud til Heemskerck. Abel Tasman noterede sig især farten, hvormed det fremmede fartøj navigerede, men også de indfødtes aparte adfærd, da de nåede frem, gjorde indtryk. Da kanoen nåede op på siden af Heemskerck, begyndte det halvnøgne mandskab at råbe og gestikulere, højt og voldsomt. Tasman beordrede alle, undtagen officererne, under dæk. Mandskabet forholdt sig afventende, i højeste beredskab, og stående ved styrbord ræling studerede kaptajnen optrinnet på vandet under sig.

De vildes ansigter og kroppe var dækket af sortblå tatoveringer. Stående i kanoen opførte de en slags krigsdans, hvor de råbte og skreg, rytmisk og i kor. De klaskede sig på overalt på kroppen, de slog og sparkede ud i luften. De rakte tunge af det europæiske skib, og de truede og hånede Europæerne med obskøne fagter. De syntes ikke at kende det mindste til moderne våben og krigsførelse, men blottede sig selvmorderisk for skibets kanoner, musketter og pistoler. Abel Tasman havde aldrig set noget lignende. Stående i faklernes flakkende lys mærkede han en sælsom angst ile igennem sig.

”Dæmoner,” tænkte han. ”Og dog er de mennesker, lige som os.”

Pludselig holdt de vilde inde og forsvandt i mørket. Så hurtigt og lydløst, som de var kommet til syne.

Den følgende morgen, kort efter daggry, kom to kanoer ud til de hollandske skibe. De cirklede omkring Zeehagen i ti favnes afstand, imens fartøjernes halvnøgne mandskaber opførte sig nøjagtig lige så aparte som aftenen forinden.

”Dæmoner,” tænkte Tasman atter. ”Og dog er de mennesker.”

Han besluttede, at det i dagslys gik an at søge at skabe kontakt med de indfødte. Tolken forstod ikke en stavelse af de vildes kaudervælsk, og Tasman tyede til gestikulation, en strategi der med held anvendtes hjemme i dårekister og på fattiggårde. Med åbne arme og favnende bevægelser signalerede han, at de indfødte var velkomne om bord på Heemskerck. Men disse signaler blev fuldkommen misforstået. Med et blev der stille på vandet, krigerne greb årerne og sejlede tilbage imod stranden med en forbløffende fart.

Abel Tasman lod nu Heemskerck manøvrere tættere på land. Planen var, at Zeehagen skulle følge efter, og at de to skibe sammen skulle rekognoscere området. Han måtte imidlertid konstatere, at for mange kanoer på dette tidspunkt havde forsamlet sig i bugten til, at en fælles manøvre med de to skibe var mulig. Men nu lå Hemskerck isoleret, omringet af kanoer fyldt med vilde, der blæste i hæsligt støjende konkylier. Tasman, som ikke opfattede en melodisk struktur i de vildes konkylie-trut, lod blæse en stolt fanfare for Vereinigte Oostindische Compagnie for at demonstrere, hvor udviklet hans egen kultur var. Samtidig beordrede han en jolle i vandet til bagbord side for at advare følgeskibet om, at navigation i bugten besværliggjordes af uforudsete forhindringer. De vilde, der vippede i kanoer på bølgerne omkring det hollandske skib, opfattede imidlertid europæernes fanfare som en krigserklæring. I rasende fart angreb de jollen med Tasmans mænd, og skønt matroserne roede, som var det den onde selv, der forfulgte dem, blev jollen vædret. De fire, tapre søfolk kastedes i bølgerne, hvor de vilde, en for en, slog dem ihjel med med korte og brede køller af grøn sten. Forfærdet iagttog Tasman og hans mandskab, hvorledes vandet farvedes rødt af blod, og hvordan mændene førtes bort af strømmen. Den fjerde matros blev trukket op af vandet, og de vilde gjorde afskyvækkende fagter over det afsjælede legeme. Det var tydeligt, at de agtede at spise den stakkels sjæl.

”Dæmoner!” tænkte den stærkt troende Tasman for tredje gang ved synet af de vilde.

Heemskerck ejedes af Vereinigte Oostindische Compagnie og sejlede under hollandsk flag. Alle ombord var gode, kristne mænd. Det, der gik for sig på vandet under Heemskercks dæk var hedensk og ondt, men Abel Tasman kunne intet gøre for forhindre den forfærdende forbrydelse. Han forlod det nyfundne land i sjæleligt oprør og skrev i Heemskercks logbog, at han fordømte episoden som udtryk for de indfødtes primitive kultur.

”De vilde er barbarer, som man under ingen omstændigheder kan stole på,” skrev han i logbogen og døbte bugten 'Moordenaers Baij', Mordernes bugt.

Abel Tasman lod fremstille en skitse til et kort af det nye landområde, han ved et tilfælde havde opdaget i sin søgen efter en farbar passage imellem Batavia og Staten Landt. Han kom aldrig selv til at sætte fod på jorden i det nye land. Hvad, han ikke vidste, var, at landet af de indfødte, han netop havde stifte bekendtskab med, kaldtes Aotearoa. Det betyder ”De lange, hvide skyers land” og myten fortæller, at landet befolkedes af mennesker, da 7 kanoer med maorier omtrent 1000 år efter Kristus kom sejlende fra Polynesien. Det var netop skyer, der viste navigatørerne vej til fast land. Aotearoa var et vulkansk ørige på størrelse med England, Skotland og Irland, der på grund af vulkansk aktivitet i området kendetegnedes ved en uhørt frugtbarhed, både hvad landområderne og de omkringliggende have angik. Abel Tasmans opdagelse blev imidlertid ikke udnyttet af europæere i de næste mange år. Dels på grund af Tasmans højst ufordelagtige beskrivelse af landet, dels fordi det lå så afsides. De sæl- og hvalfangere, der kom til landet henved 50 år senere, lærte det at kende som Niew Zeeland eller Zeelandia Nova.

Landet er vor fortællings brændpunkt, det andet Sjælland. Vereinigde Oostindische Compagnie navngav de nye landområder i fjernøsten efter hollandske stednavne. Tasmans land blev kaldt Zeeland efter det marskområde i Holland, hvor firmaets næststørste filial lå. Dette er det første Sjælland

Endelig er der det tredje Sjælland, navnet på den største ø på danernes mark. Øen har fået sit navn fra de mægtige sælbestande, der i forhistorisk tid levede her. På oldnordisk betød 'sjæl' 'sæl', og sælfangst var i Hedenold en væsentlig kilde til livets opretholdelse. I dag betyder navnet ikke længere noget som helst. Det tredje Sjælland danner baggrunden for den fortælling, der her skal berettes om en mand ved navn Jacob Jensen.

Der var engang en mand, som hed Jacob Jensen. Han var knap fyrre år gammel og levede den første halvdel af sit liv i Danmark. Han oplevede både medgang og modgang, og skønt ingen har lovet os, at tilværelsen skal være let, gjorde han dog visse ting på en måde, så man kan hævde, at han besværliggjorde sin egen tilværelse. Efter en alvorlig trafikulykke arvede han en betragtelig sum efter sin mor, og så solgte han alt, hvad han ejede, og rejste til New Zealand. Han sagde, at han emigrerede for at slippe ud af ”Danmark og velfærdsfælden”, og at han ønskede at ”starte helt forfra”. Han sagde, at han ønskede at leve og dø i et land med ”ægte natur og ægte mennesker”. Hans venner sagde om ham, at han med et begyndte at opføre sig ”temmelig teenageragtigt”. De talte om ”fear of fourties” og lo venligt ad ham, men de havde selvfølgelig også alle sammen slået rod med ægtefæller, børn og job. Ikke mange indså, at deres gode ven i virkeligheden var en rodstukket plante, som utålmodigt ventede på at blive omplantet.

Den gode Jacob havde været ung i 1980'erne. Han havde oplevet, hvorledes Danmark forandredes i takt med, at det socialdemokratiske projekt – at løfte arbejderklassen ind i middelklassen – fuldførtes. Det gamle parti løb tør for ideer og mistede vælger-appellen, da Anker Jørgensen gav op og forlod statsministerkontoret i utide. Ideologisk set var der et stort efterslæb i befolkningen. Mange troede dengang fortsat på de socialistiske idealers berettigelse, og Jacob blev – sammen med mange unge – involveret i kampen imod det, man i tiden kaldte ”demagogers fordrejning af sandhedsbegrebet”. Udtrykket ”ondskabens imperium” vandrede fra den amerikanske præsident, Ronald Reagans, læber og ind i de danske medier. Sovjetrussiske spøgelsesubåde hærgede Skandinavien, og der var spioner på færde overalt i hele Nordeuropa. En diffus angst for kommunismen var udbredt i den danske befolkning, men mange unge ønskede trodsigt at støtte det største kommunistiske samfund i verden. På den tid var USSR under partiformand Mikhail Gorbatjovs ledelse, og den nye sovjetiske politiks kurs blev markeret med udtryk som ”perestrojka” og ”glasnost”. Det var mode-ord, der i oprørske unges rødglødende øren lød som sød musik. Sammen med BZ'ere, SFU'ere og ungkommunister rejste Jacob til Moskva for at markere solidaritet med Sovjetunionen. Realiteten bag den propagandaen fortonede sig for danskerne i kilometerlange køer foran fødevarebutikkerne og i mødet med illusionsløs fattigdom overalt, hvor de kom frem. Det eneste, sovjetrusserne ønskede at tale med de danske idealister om, var dollarkursen på det sorte marked og prisen på en walkman.

Sænkningen af Rainbow Warrior i Aucklands havn den 10. juli 1985 og den efterfølgende politisag, hvor den franske stat blev afsløret som ansvarlig for attentatet, opfattede han som et udtryk for, at der stadigvæk fandtes små, frie og idealistiske nationer, der kæmpede imod ”senkapitalistisk statsterrorisme”. Ak ja, Jacob så nogle gange kun det, han ønskede at se, og han opfattede aldrig nuancerne i denne triste historie. Han begreb ikke, at den i bund og grund ikke havde det mindste at gøre med hverken Greenpeace eller kampen for miljøet. Frøædernes forbrydelse i Auckland var en krænkelse imod den engelske krones og jernladyens ære, og den gamle kolonimagt slog naturligvis hårdt igen med en række politiske og efterretningsmæssige tiltag. Alligevel indlejredes historien sig i Jacob som en ubevidst fornemmelse af, der omme på den anden side af jorden fandtes et moderne og rummeligt lighedssamfund. Noget at drømme om, med andre ord.

Jacob Jensen mistede gradvist interessen for politik, men som den ivrige sejlsportsmand, han var, kastede han sig i stedet over kampen for miljøet. Han begyndte at gå til møder i Greenpeace og indbetalte månedlige beløb til græsrodsbevægelser af forskellig art, som han undlod at trække fra i skat. Han mente, at den slags var småborgerligt og fedtet.

Flygtning var nok det sidste, han ville beskrive sig selv som, men det var det, han var. Vi ved, at han flygtede han fra en delvist indkapslet sorg og en dyb skyldfølelse. Nogle år forinden var hans kæreste igennem mange år omkommet i en trafikulykke. Jacob havde været fører af bilen, som kæresten omkom i. Kæresten familie sagde, at Jacob havde slået deres datter ihjel. Han overlevede selv mirakuløst uheldet, men til gengæld døde hans forældre næsten samtidig med ulykken af cancer. Og – ja, læseren kan vist godt regne ud, at der var en række ubehagelige minder, han rejste fra.

Rejsen til den modsatte side af jorden fik nogle ting til at falde på plads for vores hovedperson. Han indså meget hurtigt, at det havde været en stor fejl at forlade Danmark. Han vendte hjem igen. Efter at have sluppet alt materielt og socialt i Danmark, forstod han, hvilken betydning, det i virkeligheden havde haft. Han erfarede på sin egen krop, at han ikke blot mistede sit netværk og sin lille familie, sin fortid og kultur satte han også over styr. Ikke-fysiske ting lå indlejret i hans sprog, men de var ikke noget værd i et engelsktalende land på den anden side af jorden. Han mærkede, at han aldrig ville kunne falde til down under. Der var for mange ting i ham, der ikke lod sig integrere i det land, han havde drømt om i næsten tyve år. Han forstod, at denne drøm ganske vidst havde været drivkraften i mange ting, han foretog sig, men den havde også betydet, at han ikke havde værdsat sin tilværelse i Danmark efter fortjeneste. Han havde tolket det som en følelse af rodløshed, men da han bosatte sig i Auckland, og den løsslupne feriestemning gradvist erstattedes af almindelige, new zealandske hverdage, kunne han pludselig mærke, hvor meget han længtes hjem igen. Så meget nybygger var han alligevel ikke. Et løg har som bekendt en kerne, og med sin emigration forrådte han kernen i sig selv. Forklaringen var, at der ikke havde været nogen egentlig dybtliggende årsag til at emigrere. Han indså, at han var en forkælet overflodsdansker, som havde forladt Danmark i trods, og blot fordi det var muligt. Han mærkede, at at han ikke fik det bedre på den anden side af jorden, men blot anderledes.

Og hvad værre var: Umiddelbart inden sin afrejse havde han indledt et forhold til en kvinde, men som den stædige rad, han var, havde han insisteret på at forlade landet. Billetten var jo købt og betalt, og så måtte de ellers se, hvad tingene kunne udvikle sig til. Sandheden var, at han var bange. Bange for at involvere sig i et nyt forhold til en kvinde. Bange for angsten for at miste. Bange for minderne om sin forrige kæreste. Og når en mand har identificeret en angst i sig selv, vælger han ofte at gå uden om den. Benægte dens eksistens og betydning. Fortrænge. Få det væk. Det er i virkeligheden ikke så vigtigt. Og da han vendte hjem, skulle han være far. Sådan.

Ak ja, den moderne tilværelse er på en gang såre let og uhyre vanskelig at overkomme ...

Det er blevet spået, at Arawa-folket vil leve ved den kæmpemæssige sø, Rotorua, så længe der findes svovlpøle og dampskyer. De mange stammer lever i iwier i de frugtbare bjerge og mødes til store sammenkomster. Hver gang iwierne mødes og holder råd fortælles historien om Hinemoa og Tutanekai.

Tutanekai boede med sine to storebrødre og sin mor og far på øen Mokaia, midt ude i Rotorua. Familien var jævne fiskere, og den levede for sig selv, men modtog af og til besøg fra fastlandet, ligesom den deltog i Arawa-folkets sammenkomster. Således hørte familien en skønne dag om Hinemoa, som var datter af en af de højest rangerende høvdinge i området. Den besøgende fortalte familien på Mokaia om Hinemoa, som levede med sine brødre og søstre i iwien Owhata. Hendes skønhed var stor, hendes væsen mildt og hendes omsorg for andre højt berømmet. Blot ved at høre om Hinemoa forelskede de tre brødre sig i hende. De to ældste brødre pralede. Den ene sagde: ”Jeg skal gøre Hinemoa vanvittig af kærlighed til mig.” Den anden sagde: ”Hun vil tigge mig om at gifte mig med hende”. Men den yngste broder, Tutanekai, sagde ingenting. Han gik afsides og satte sig og spillede på sin fløjte. Hele aftenen sad han og spillede og drømte om prinsessen. Ind imellem standsede han og sukkede trist, og så spillede han atter, og tonerne fra hans fløjte førtes over vandet af vinden. Tonerne flød hele vejen til Owhata, hvor Hinemoa netop sad sammen med sine venner og fortalte om den kano, der førte Arawa-stammen til Aotearoa. De hørte den sørgmodige fløjtes klang og blev tavse. Vennerne fortalte nu om familien på Mokaia og om de tre brødre, der var fiskere. Alle var de dygtige mænd, men den klogeste var nu Tutanekai. Om ham sagdes det, at han kunne læse på søens vand, hvor fiskestimerne stod. Hans ruser var altid fyldt med ål, og ingen kunne spille fløjte som han. Hinemoa lyttede og blev tavs. Hun gik lidt afsides og tænkte ved sig selv: ”Det var Tutanekai, hvis fløjtespil, vi hørte.”

Og der blev nu holdt en samling, hvor Arawa-stammerne forsamledes for at berette nyt og for at høre om, hvem, som var døde og hvem, som var blevet født siden sidst. Hinemoa så den lille forsamling af jævne folk, der deltog fra Mokaia, hun betragtede de tre unge mænd og tænkte ved synet af den ene af dem – en høj mand med en bred kæbe, en lille næse og kloge øjne – ”Det må være Tutanekai!” Og Hinemoa forelskede sig i Tutanekai, skønt hun vidste, at hendes far, som var høvding med meget stor mana i Rotorua, aldrig ville tillade en alliance, eftersom familien fra Mokaia var af lavere byrd. Tutanekai mærkede Hinemoas blik, og hans kærlighed til pigen, han kun havde hørt fortælle om, flammede op. De to søgte lidt afsides for at tale sammen. Og skønt Hinemoa var omgivet af søstre, der holdt godt øje med hende, talte de to unge mennesker hjertets sprog sammen. Begge vidste de, at de havde fundet deres udkårne. Hinemoa hviskede, ”Hvordan skal vi finde sammen? Min iwi vil aldrig tillade os at mødes igen.” Tutanekai svarede: ”Vinden har en gang båret min fløjtes toner over Rotoruas vand, det vil den gøre igen. Jeg vil hver aften sætte mig og spille, og du vil høre min fløjte og vide, at jeg venter dig.” Hinemoa sagde mildt: ”Jeg skal søge dig i ly mørket, og du skal gøre dig klar, når tiden er inde.”

Og forsamlingen blev hævet, og alle folk rejste hjem til deres iwier. Hver aften herefter satte Tutanekai sig og spillede længselsfuldt på sin fløjte, og Hinemoa hørte dette, og hun længtes og planlagde sin flugt. En aften var alt klar, månen var skjult bag skyer, og i ly af mørket løb Hinemoa afsted imod Rotorua. Hun nåede søen, men fandt ingen kano. Længe søgte hun et fartøj ved søens dampende bredder, men fandt intet hun kunne sejle alene.

Igennem svovlpølenes og de små geyseres svage syden hørte hun Tutanekais fløjte. Mesterligt var hendes udkårnes spil. Oh, hvilken smerte, hvilken fryd!

Hinemoa besluttede sig for at svømme over til Mokaia, skønt afstanden var stor. Hun lod sig glide ud i Rotoruas dybe vand, der var isnende koldt. Hun svømmede og svømmede, ført af fløjtens smukke klang, men mærkede kræfterne svinde. Hun nåede en sivø og klamrede sig til de skarpe blade, rystende af kulde og opfyldt af stor angst. Hun mærkede klædningen tynge sig ned og afførte sig den. Stammen fra en bregne flød omkring i den nattemørke sø, hun greb den og sparkede og trak sig over søen. Tutanekais fløjte reddede hende. Båret af fløjtens forunderlige toner førtes den unge prinsesse til Mokaias bred. Hinemoa gik forsigtigt igennem mørket til Tutanekais hjem. Hun så lyset strømme ud fra husene, men nøgen turde hun ikke vise sig for Tutanekais familie. Hinemoa skjulte sig, da hun i det samme hørte fodtrin, der nærmede sig. En mand kom gående med en krukke. Han bar en fakkel i venstre hånd til at lyse vejen for sig. Han standsede og lyste foran sig. Hinemoa så nu, at hun befandt sig ganske nær en brønd. Manden sænkede krukken i brønden, og i det samme sagde Hinemoa – skjult bag bregner og klipper – ”Hvem er du, og hvor skal du hen?”

”Jeg er Tutanekais tjener, og jeg henter vand til min herre!” svarede manden forskrækket over at blive tiltalt af en skov-ånd.

”Lad mig bringe vand til Tutanekai. Giv mig din krukke!” befalede stemmen i mørket.

Skrækslagen ilede tjeneren tilbage til sin herre. Da han trådte ind i hytten uden vandkrukken, lagde Tutanekai sin fløjte og spurgte strengt: ”Hvor er vandet, jeg bad dig hente?”

”En skov-ånd stjal den fra mig!” svarede tjeneren.

”Sludder!” sagde Tutanekai. ”Gå du blot afsted igen og hent mig noget vand. Mine læber er tørre, og jeg er nødt til at spille.”

Og tjeneren gik afsted for anden gang for at hente vand. Rystende af skræk nærmede han sig brønden og hørte atter en stemme, der spurgte: ”Hvem er du, og hvor går du hen?”

Tjeneren svarede, at han var Tutanekais tjener, og at han var sendt afsted efter vand til sin herre, som spillede fløjte og havde brug for vandet til at fugte sine læber.

Hinemoa mærkede hjertet svulme i sit bryst ved disse ord.

”Giv mig din krukke, jeg skal bringe din herre vand!” befalede hun.

Tjeneren lagde ydmygt krukken på jorden foran sig. Hurtig som vinden kastede Hinemoa sig igennem mørket og greb krukken. Hun tog krukken og kastede den imod jorden, så den knustes med en høj lyd, og tjeneren sprang skrækslagen afsted for at slippe bort fra den væmmelige ånd, der havde vist sig for ham.

For anden gang vendte tjeneren tomhændet tilbage til sin herre, og da Tutanekai hørte om tjenerens oplevelse, sagde han: ”Det kan ikke være sandt. Nogen driver gæk med os. Lad mig selv gå efter vand.”

Og Tutanekai gik varsomt afsted i mørket, med en krukke under armen og bevæbnet med en patu – en kort og tung kølle af grøn sten med skarptslene kanter. Med den ville han udslette drilleånden og derefter hente vand, så han kunne fortsætte sit spil. Da han stod ved brønden og fyldte krukken, hørte han en stemme, der spurgte ham: ”Hvem er du, og hvor kommer du fra?”

”Jeg er Tutanekai, og jeg er kommet for at hente vand. Vis dig for mig!” befalede Tutanekai.

Og i mørket hørte Tutanekai hurtige trin, han hævede patuen til slag, men mærkede i det samme en nøgen kvindekrop, der trykkede sig ind til ham.

”Tutanekai!” sagde stemmen i mørket.

”Hinemoa!” sagde Tutanekai, som nu forstod, hvad der var gået for sig.

Og de to elskende søgte i ly af mørket Tutanekais værelse, hvor de tilbragte natten sammen tæt sammenslyngede i hinanden arme.

Den næste morgen spurgte Tutanekais mor tjeneren, hvor Tutanekai var.

”Gå og hent Tutanekai,” sagde hun. ”Vi spiser vores morgenmåltid nu.”

Tjeneren gik afsted, men kom løbende tilbage.

”Jeg trådte ind på min herres værelse, og jeg ventede at finde ham i sengen. Men jeg så, at der var fire fødder under tæppet, og ikke to.”

”Gå straks tilbage igen og spørg, hvem det er, der er sammen med Tutanekai!” befalede moren.

Tjeneren gik afsted igen og kom løbende tilbage. Han råbte: ”Det er Hinemoa! Det er Hinemoa! Hinemoa ligger hos Tutanekai!”

Og Tutanekais brødre blev jaloux og rejste sig og greb deres våben for at dræbe kvinden, som med sin tøjlesløse handling havde bragt skam over Owhata iwien. Det var tapu, når en prinsesse nedlod sig til en almindelig mand. Men Tutanekais far befalede dem at standse.

”Hinemoa har valgt,” sagde den gamle mand. ”Hun har fulgt sine øren i mørket og lyttet til sit hjerte, og hun han blive for altid hos Tutanekai.”

Eva Elfrida Jensen så verdens lys en sen nattetime den 19. december 1910. Hun fødtes i en lille forsamling af huse, kaldet Sindal, i det mørke Jylland. Evas far, Anders, var kusk, og hendes mor var altid frugtsommelig. Sognepræsten, som hed Skavenius, sagde med en lavmælt blanding af forargelse og tilgivelse, at Anders Jensens familie var ”benådet med en himmelsk frugtbarhed”. Folk i sognet sladrede om familien Jensen. Det var almindelig kendt, at Hulda blev frugtsommelig, ”hver gang husbond knappede bukserne op”. Karlene grinede sjofelt, når ingen hørte dem, og sagde, at Anders ”knap nok kunne sparke sig frem for yngel i sit eget hjem”. I over 20 år satte parret det ene barn efter det andet i verden og fik med tiden sognets største børneflok. Hulda Jensen bragte 21 levende og velskabte børn til verden. Et enkelt barn var dødfødt, så i alt blev det til 22 fødsler for Hulda i hendes 73 år lange liv. Familien havde så mange børn, at de kunne give væk af dem. En barnløs kusine fik en datter af Anders og Hulda, for sådan var de: Flittige og nøjsomme. Gavmilde med alt, hvad de kunne undvære. Lavmælte og retskafne.

Eva blev født som den midterste i børneflokken. Hun blev passet af ældre søstre, og hun blev opdraget selv til at tage sig af sine yngre søskende i takt med, at søskendeflokken voksede. Søstre og brødre kom ud at tjene, når de var fyldt 8 år. Da den store krig var overstået, og rationeringerne ophørte, måtte også Eva ud at tjene. Hun fik stilling som malkepige på Mariesminde, en stor gård der lå halvtredje mil syd for Sindal. Anders Jensen var blevet enig med bonden om, at Eva ville få 20 øre om måneden med en ansættelsesperiode på i første omgang 6 måneder. Det var en rimelig ordning, mente de to mænd, der kendte hinanden fra andelsmejeriet.

Eva blev sendt alene afsted til Mariesminde. Hun gik meget langsomt den dag, og hun græd, så hendes øjne sved. Hun blev ført ind i gårdens grovkøkken af en forkarl, som havde fundet den lille pige stående alene ved gårdens port. Herinde var en lang og knoklet kokkepige i færd med at kærne smør. Eva tørrede øjnene, smøgede ærmerne op og begyndte at hjælpe til.

Passerede en fremmed på den tid Mariesminde efter nadveren, ville han kunne se en lille pige stå ved gårdens gavl og spejde imod Sindal. På klare aftener kunne Eva se hele vejen hjem, og da stivnede hun af en ubegribelig stærk smerte, der varede, indtil solen gik ned og skjulte Sindal for hendes øjne. Arbejdet var hårdt. Hun kunne ikke løfte mælkejungerne og var ikke kvik nok på hænderne til at være til nytte under slagtning og uldklipning. Hun fik dagligt skænd af både husbond og karle og piger og gik omkring med et jaget udtryk i øjnene. En dag løb en kvie væk fra flokken, imens Eva drev kreaturerne hjem til malkning, og den aften fik hun skænd og varme lussinger til nadver. Næste morgen stillede hun ikke rettidigt til malkning, og fodermesteren løb ind på pigeværelset og gav hende lussinger og nakkedrag hele vejen ud, til hun stod på sin plads i stalden.

Eva løb af gårde samme dags aften. På vejen hjem til forældrenes hus græd hun, for hun vidste, at der intet godt ville komme af hendes ulydighed. Hun rystede ved tanken om den straf, der ventede hende, men tanken om at blive på Mariesminde var dog værre.

Hulda sad i køkkenet, da det bankede på døren. Det var sent, og hun stivnede, da døren i næste nu gik op, og hun udenfor i mørket genkendte sin lille Eva. Datteren stod i en møgbeskidt kjole med rødrandede øjne og løbenæse. Hulda, som var frugtsommelig i sidste termin, rejste sig tungt og gik hen til pigen, som hun gav en svidende lussing. Eva stod med træskosnuderne pegende imod hinanden og ansigtet vendt imod jorden og mærkede den brændende følelse i kinden.

”Hvor ser du ud, lille Eva!” var det eneste, moren havde at sige sin datter. Hun trak pigen inden for i køkkenet og anviste hende en plads at sove, nær brændekassen. Eva lagde sig med øjnene fast lukket i. Hun var flov og bange, men samtidig følte hun en vild glæde ved tanken om, at hun var hjemme igen.

Næste morgen fulgte et forhør af Eva, hvor Hulda og Anders fik klarhed for alt, hvad der var gået for sig på Mariesminde. Anders bandede og sagde, at tøsen jo ikke ville få sin betaling. Og han fik ret. Bonden nægtede pure at udbetale løn for Evas fire måneders ansættelse og sagde, at det var slemt nok, at han havde måttet brødføde tøsen uden at få ordentligt arbejde ud af det. Eva var lille af vækst og dertil lidt svagelig, så Hulda tillod at hun blev hjemme i endnu nogen tid. Det var en ekstra mund at mætte, til gengæld hjalp pigen til med de mindste. Men da Eva fyldte ti år, var det definitivt slut med at leve og arbejde i fødehjemmet. Anders sendte hende afsted ud at tjene på en mindre gård, han havde fundet frem til. Pigen tog afsked med sine forældre med den strengeste formaning om, at hun ikke skulle vove at komme hjem igen. Fra nu af måtte hun forsørge sig selv, det var hendes lod.

Der fulgte nu fire år, hvor Eva arbejdede og modtog skoleundervisning i et par timer hver uge udenfor arbejdstiden. Eva lærte at læse og skrive og blev konfirmeret sammen med resten af sin skoleklasse. Ingen mælede et ord om, at lille Eva som den eneste i sin årgang ikke deltog i festligholdelsen af ungdommens glædeligste dag. Sådan var jo tøsens lod ...

Men så hændte det en aften i maj måned, at Eva gik med en veninde til bal i Sindals forsamlingshus. Hun blev budt op af en ung mand ved navn Højmark. Højmark stammede fra Farsø-egnen og var slank og blond og lyskrøllet, Han var både høflig og vittig. Han havde talegaver og kønne, blå øjne. Han ville blot danse og forsøgte ikke at narre Eva ud bagved for at kysse. Han var lige blevet seksten år, fortalte han, og han havde store planer. Han sparede sammen til en billet til København. Der var ikke udsigt til at få arbejde i Nørrejylland, men i København var der vækst, og der ville han bosætte sig.

”Og når jeg er derovre, skal jeg se efter ansættelse til dig!” udbrød han og fik farve i kinderne.

Eva så overrasket på sin kavaler. Hans begejstring var smittende, hans skæve smil såre kønt. Hvad forventninger til andre mennesker angik, havde tilværelsen for længst lært Eva nøjsomhed, men her var en mand, som talte om fremtiden. Hun regnede ikke med noget, men Højmark holdt ord. Otte måneder senere modtog Eva et brev fra København. Højmark berettede i brevet, at han i de første måneder havde levet som 'trappemand' på Vesterbro. Imens han søgte arbejde, havde han imod betaling boet i en fyrkælder sammen med tre andre arbejdsledige, men han havde fået ansættelse som bud på værftet Burmeister og Wain og boede nu i et rigtigt herberg. I København fulgte man med tiden, skrev han og stregede ordet 'tiden' under tre gange. Fagbevægelsen var stærk, og han havde været til møder i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Landarbejderne derhjemme i Sindal kunne lære noget af københavnerne, skrev han. En arbejdsmand lod sig ikke sige noget på, sit arbejde kunne han stå helt og holdent inde for. Højmark skrev, at han havde været til et møde hos kommunisterne, men det måtte hun ikke fortælle til nogen. Eva kendte ikke det mindste til Burmeister og Wain og kommunistpartiet, og Socialdemokratiet og fagforeninger havde hun kun hørt om, fordi en agitator for nylig havde besøgt Sindal. Men hun forstod på Højmarks brev, at hun ville kunne få tjeneste som ung pige i huset, hvis hun sørgede for at få en udtalelse. – Og der var også flere forskellige andre erhverv at vælge imellem i hovedstaden!

En tid lang overvejede Eva Højmarks forslag. Efter i tre somre at have arbejdet som malkepige var hendes ryg hende en kilde til bekymring. Den værkede og gjorde ved, hun havde aldrig fred for den om natten. Hun kom pludselig til at tænke på Sindal, som om byen lå på ti miles afstand. Som tingene så ud herfra, turde hun måske håbe på, at der ville blive ved med at være pladser på de tre store gårde i området. Men hun havde på den anden side bemærket, hvorledes bønderne klagede over, at det var blevet sværere at få det til at løbe rundt, nu da man skulle tvinges til at købe de nymodens selvbindermaskiner. Højmark havde vist desværre ret. Det var i København, fremtiden ventede.

Anders og Hulda modtog roligt datterens oplysning om, at Eva ville rejse til hovedstaden. De lagde ingen hindringer i vejen for nogle af deres mange børn, så længe de forsørgede sig selv. Alle Evas ældre søskende var for længst rejst hjemmefra. Nogle af sønnerne var søgt sydpå, til Vejle og Middelfart, og en enkelt var sågar i færd med at spare op til et gårdmandssted på fyrretyve tønder land nord for Kerteminde. De fire ældste døtre var for længst gifte koner og godt i vej med deres egne familier.

Nuvel! Eva lagde til siden til billetten og vovede springet fra Sindal til landets hovedstad. Ingen kat fulgte hende til bussen i Farsø, da hun rejste afsted med kufferten pakket med sine få ejendele. Bussen kørte til Silkeborg, hvor Eva måtte skifte til tog. 'Aarhus', 'Nyborg', 'Korsør', 'Slagelse', 'Ringsted', 'Roskilde', 'Hvalsø' og 'Københavns Hovedbanegaard' stod der på hendes billet. Navnene klang mærkeligt fremmed i hendes øren. Under hele rejsen til København talte Eva kun med tre konduktører, ellers sad hun konstant med ansigtet drejet imod glasruden i den sortbrune kupe. Hun, et lille Guds ord fra landet, turde ikke henvende sig til fremmede. Luften i kupeen var beklumret, men Eva blev siddende i togvognen under hele færgeoverfarten. Hun havde aldrig sejlet med færge før, og så snart kupeen var blevet forladt af de andre rejsende, som søgte op på dækket, græd hun. Urolig til mode, udmattet og fuld af længsel. Hun havde aldrig været alene i en storby før og spekulerede på, hvorledes øboer monstro adskilte sig fra jyder. En stund sad hun og drømte om Højmark og læste i hans brev, som hun medbragte i sin håndtaske. En stund blundede hun med det krøllede stykke papir i hænderne.

Der blæste den dag en stiv kuling på Storebælt, og Eva led for første gang i sit unge liv alle søsygens kvaler. Hun løb ud på gangen for at finde toilettet. Døren hertil var aflåst under overfarten, og der lugtede fælt af sod og jern i mellemgangen. Når hun kiggede ned, kunne hun skimte færgens skinnelegemer under togvognen. På vejen tilbage til sin plads overvandt kvalmen Eva med en frygtelig kraft. For ikke at tilsmudse toggangen holdt hun det ene frakkeærme op til munden og kastede op i jakkens grønne poplins-for. Hun havde ingen muligheder for at rengøre jakken og anede ikke sine levende råd. Hvis hun smed den ud af vinduet, ejede hun intet overtøj, det var frysende koldt udenfor, og hun havde ikke råd til at købe en ny frakke. Hun var altså nødt til at skjule den, så ingen opdagede miseren. Men der var ikke plads i kufferten, altså måtte noget andet ud. To bluser forsvandt op under togsædet. Den sidste bluse, hun ejede, kunne vendes, den nænnede hun ikke at give fra sig. Hun måtte klare sig så godt, som hun nu formåede. Frakken blev rullet hårdt sammen omkring ærmet, og hun satte sig på låget. Men kuffertens lås gjorde knuder, og pludselig revnede kuffertens låg. Med et snørebånd fra sine støvler bandt hun kufferten sammen igen, og hun nåede lige netop at blive færdig, inden de andre rejsende vendte tilbage. Færgen lagde til i Korsør til med en tung vuggen. Efter et kvarters ventetid rangeredes toget ud på banelegemerne og stærkt forkvalmet mærkede Eva, at når toget ikke var i fart, var stanken fra lokomotivets skorsten intens, og sod drev ned over vinduerne i de forreste vognsæt. Ingen af de andre passagerer syntes at bemærke dette, men talte – forfriskede af pausen – om de mange forskellige spillefilm, der forevistes i København.

Eva kiggede tilbage imod Storebælt. Havde det alligevel været en fejl af hende at forlade fødebyen og søge ind til hovedstaden? Et stik af hjemve ramte hende, og hun følte trang til at stå af toget og vente på næste tog tilbage imod Jylland. Men i det samme lød konduktørens fløjte, og den resterende del af rejsen imod hovedstaden sad hun musestille på sin plads og stirrede stift ud af vinduet. Der var gaslys på stationerne i Ringsted og Roskilde, men ellers så hun intet, hun senere evnede at genkalde sig på togturen op igennem Sjælland.

På papiret var Eva nu en voksen kvinde. Af natur var hun sværmerisk og havde dertil en levende fantasi. Hendes skolekundskaber lod en del tilbage at ønske, og hendes mentale evner forblev livet igennem forholdsvis uudviklede. Indeni var hun til sin dødsdag en lille, forskrækket pige, som var blevet sendt væk hjemmefra i en for tidlig alder. Hun kunne ikke ane det, men hun skulle aldrig siden vende tilbage til Jylland. De første, afgørende skridt ind i byen var taget, da hun købte billetten til København i Silkeborg. Sidste gang, Evas familie var forsamlet, var til forældrenes guldbryllup i 1949. Søskendeflokken var på dette tidspunkt spredt som mælkebøttefrø over moderlandets marker, og Eva var for længst blevet 'københavner'. Fra hovedstaden formåede hun ikke at holde kontakten til sine nærmeste søstre ved lige. - Ak ja, årene er gået, og selv en dygtig slægtsforsker vil i dag ikke kunne tegne familien Jensen fra Sindals vidt forgrenede stamtræ!

På Københavns Hovedbanegård fik Eva sig en ny forskrækkelse. Hun havde aldrig før været iblandt så mange mennesker, der var forsamlet på eet sted, og Højmark var intetsteds at se. Eva stod i togets mellemgang og gjorde plads for de andre rejsende, der hastede forbi. Hun spejdede ud af togets beskidte ruder, ud på den dunkle perron. Da hendes vogn var tom, stod hun fortsat og ventede og håbede. Hun trak et vindue ned og lænede sig ud og kiggede op og ned langs togsættet. Omsider fik hun et glimt af Højmark! Hun vinkede til ham, men han så hende ikke. Hun kaldte på ham af sine lungers fulde kraft, og nu lykkedes det hende omsider at få øjenkontakt med ham. Hendes udkårne kæmpede sig igennem mængden hen til Jyllands-toget, greb kufferten i hendes hænder og løftede hende galant ned på perronen. Da de omsider stod over for hinanden for første gang i ni måneder, stammede Eva forlegent, at hun desværre var kommet til at ødelægge sin kuffert.

”Pyt med det. – Den får du ikke brug for igen!” sagde Højmark kækt og gav hende – hans kæreste! – et stort kys midt på munden. Nu var det jo på en måde officielt, at de hørte sammen, sagde han.

Ved disse ord faldt Eva Højmark om halsen. Hun trykkede sig ind til ham, og da hun således mærkede varmen fra hans hud, løb tårerne atter ud af hendes trætte øjne.

Højmark holdt Eva ud fra sig i strakte arme og rynkede brynene.

”Nu fortryder du vel ikke?” spurgte han. ”- Vil du hjem igen?!”

”Næ! Jeg er bare så lettet over, at færgen ikke sank!” sagde Eva og tørrede øjnene.

De blev gift den 9. marts 1932 på Københavns rådhus. På den højtidelige dag var Højmark i spenderehumør og købte et bryllupsfotografi, hvor han og Eva stod på trappen foran Københavns rådhuset.

Højmark ser glad og stolt ud på fotografiet. Han har nu arbejde som post på Burmeister og Wain. Han står med armen om sin nydelige lille hustru, som har ansættelse i huset hos en marskandiserfrue på Frederiksberg, og som desuden syer for fruerne hjemme i gaden. Evas frakkekrave er pyntet med rævepels, og på fødderne bærer hun brune sko med lave, firkantede hæle, der er spændt med tynde remme over hudfarvede strømper. Hendes ansigt er skjult bag en maskeagtig sminke hvor de omhyggeligt plukkede øjenbryn er trukket højt op i panden og munden med de smalle læber er malet op i Greta Garbo-stil.

For at blive skrevet op til en lejlighed måtte man dengang være gift. Var man det, kunne man få en to-værelses med toilet i gården. Eva sagde, at hun mente, at det ville blive dyrt. Højmark, som nu var kommunist med partibog, sagde, at de sgu havde ret til en lejlighed. Han brugte tit udtrykket at ”have ret til noget”.

Det var en travl tid, men Eva følte, at det gik fremad. Hun mærkede tydeligt på sin krop, at arbejdet i byen var af en ganske anden art, end hun var vant til. Hendes frue roste hende for hendes flid og properhed. Fruerne, hun syede for, gav hende altid nye reparationer med hjem. Højmark og Eva fik en datter, Solvej, og siden en søn, Peter. Men så en dag blev Højmark slået halvt ihjel.

Højmark var på arbejde og passerede båsene, da en forårskåd hest sparkede bagud og med sin ene hov ramte ham i panden. Højmark faldt om som ramt af en tordenkile. Blodet løb fra et åbent hul i panden, og kammeraterne tilkaldte værftets læge, som uden at tøve fik den livløse arbejder kørt afsted til Rigshospitalet på Blegdamsvej. Højmark blev opereret i timevis. Et område af kraniet på størrelse med en voksen mands håndflade var blevet knust af hestehoven og måtte bortopereres sammen med en del af det beskadigede hjernevæv. Kirurgen lukkede såret med en muslingeformet sutur. Han sukkede tilfreds over det vel udførte, men vanskelige arbejde og docerede for de beundrende sygeplejersker, ”Ja ... Patienten er i realiteten blevet trepaneret, og kunne det hjælpe de gamle faraoer, vil det måske også komme denne lille mand til gavn ...”

Højmark blev indlagt på neurologisk afdeling og på grund af overlægens særlige interesse i hans specielle tilfælde nød han godt af intensiv og delvis eksperimentel behandling med Klorofyl-salve. Såret smurtes fem gange i døgnet med salven og helede til familiens lettelse uden nævneværdig infektion. Da forbindingen blev taget af efter fire uger, sad Eva hos sin mand. Hun klamrede sig til Højmarks slappe hånd og smilede opmuntrende til ham, imens sygeplejersken holdt et spejl op foran ham for at vise, hvor nydeligt såret var helet op. Huden var vokset sammen hen over hullet i kraniet, men der, hvor knoglevævet manglede, sank den indad, lidt ligesom en bule i en blikspand.

Højmark kiggede ind i spejlet, sygeplejersken holdt op foran ham, og skar ansigt ved synet af det barberede område på issen. Han satte prøvende en pegefinger op imod det bløde område. Eva stivnede ved synet af Højmark, der trykkede på den lyserøde og nydannede hud i panden som for at se, om den kunne holde sammen på pandebrasken. Sygeplejersken greb resolut Højmarks hånd og lagde den tilbage i skødet på ham igen.

”Nej,” sagde hun bestemt. ”Jeg må bede Dem om fremover altid at være meget påpasselig med ikke at røre ved arret. Området, hvor De er blevet opereret, er uhyre følsomt. Der er kun et tyndt lag hud, der dækker deres hjerne nu.”

Højmark så på sygeplejersken med et forvirret udtryk. Eva tog et lommetørklæde frem og tørrede øjnene. Højmarks ansigt skæmmedes i flere måneder af et blåt mærke, der løb fra issen og ned over panden og højre øje. men overlægen lovede dem bestemt, at det ville forsvinde i løbet af nogle måneder. Det viste sig at holde stik, men Højmark måtte resten af sit liv leve med arret i panden, der blev tydeligere med årene i takt med, at hårgrænsen veg.

Økonomisk set hang tingene sammen for Eva og Højmark, fordi Partiet holdt hånden under dem og betalte for både medicin og husleje, indtil kammeraten atter var kommet oven senge. Men Højmark havde skiftet personlighed efter ulykken. Han blev løgnagtig og upålidelig. Han, som ellers altid havde været fornuftig og tålmodig, og som aldrig bandede, anvendte med et så stygge ord og udtryk, så Eva rødmede langt ned ad halsen. Han kunne ikke huske aftaler og begyndte at løbe efter fremmede damer. Han sagde til hvem, der gade høre på det, at han var liderlig. Han skældte Eva ud for at være frigid. Han lod sig skille fra hende og flyttede til en anden del af byen. Han sagde, han havde ret til at gøre det.

Den 24. februar 1938 blev blev langtidsfangen med nummer 23 i Horsens Statsfængsel løsladt. Hans navn var Mozart Lindberg, og han blev løsladt med 1.500 kr. på lommen, penge han havde opsparet ved arbejde i Horsens Statsfængsel. Med sig bragte han desuden forfalskede papirer, der ”dokumenterede” hans identitet som ”Palle Rosenkrans”, chef for det Hemmelige, Internationale Politikorps. Ingen af fængslets betjente opdagede, at Lindberg bar dokumenterne under sin store trench coat. Den aldrende forbryder var født den 29. april 1881 og havde siddet i fængsel i det meste af sit liv. Han blev løsladt efter at have afsonet en dom på 16 års fængsel efter et voldeligt røveri i København.

Lindberg påbegyndte efter sin løsladelse en længere rejse rundt i Danmark. Han startede København og rejste derfra på cykel videre til Skanderborg, Randers, Horsens, Vejle, Holstebro, Kolding, Esbjerg, Ribe og Vejen. Han blev arresteret efter et aldeles fantastisk forsøg på at kidnappe en øvrighedsperson og søge at få løsepenge for ham. Han narrede fem unge mænd til at arbejde for sig og fik fremstillet en stor trækasse, som anvendtes til bortførelsen af præsten i Gram, Pastor Philipsen. Dette forbryderiske arbejde er skildret medrivende i bogen, Mozart Lindberg. En københavnsk Storstadsforbryder, den sønderjydske Kidnapper. Forfatteren, Anders B. Nørgaard, giver heri et interessant psykologisk signalement af manden, som den danske offentlighed i 1938 lærte at kende som psykopatisk storsvindler. Man opfattede dengang Mozart Lindberg som Danmarks farligste mand. Han svingede imellem indtagende charme og latent voldelighed, imellem blændende veltalenhed og bondsk forvrøvlethed. I perioder var han manisk foretagsom, til andre tider var han tavs og præget af upåvirkelig passivitet. Han havde en mageløs fantasi og var enestående kreativ i sin kriminelle virke. Særlig dokumentfalsk havde hans store interesse, idet han iagttog, hvorledes de autoritetstro danskere gerne adlød en person, hvis identitet kun var dem kendt fra et officielt udseende dokument. I fængslets trykkeri lærte han desuden at male med akvarel-teknik, ligesom han ved senere lejligheder demonstrerede et vist kunstnerisk talent, som han imidlertid aldrig fik mulighed for at realisere i sit lange, ulykkelige liv.

Vi kan ikke vide med sikkerhed, hvorledes Mozart Lindberg allerede i begyndelsen af 1938 havde fået kendskab til Walt Disney-filmen Snow White and The Seven Dwarfs, der havde premiere i USA den 21. december året forinden. Sikkert er det imidlertid, at han i 1938, i sin i øvrigt meget beskedne bagage, medbragte 12 billedrammer, indeholdende alle de vigtigste figurer fra tegnefilmen.

En sen aften i vinteren '38 betjente overtjener Hans Nielsen tilfældigvis Mozart Lindberg som gæst i sit værtshus, Kontoret, der var beliggende lå i Oehlensschlaegergade på Vesterbro. Hans Nielsen lod sig besnakke af Mozart Lindberg til at eftergive en hel aftens beskænkning imod en håndtaske fyldt med akvareller forestillende motiver, som Hans umiddelbart opfattede som eventyrfigurer. Først da den amerikanske tegnefilm fik premiere i Danmark ved juletid samme år gik det op for Hans, at Lindbergs billeder var kopieret fra verdens første tegnede spillefilm. Hans Nielsen hængte billederne op i sit kolonihavehus i Sundby, hvor de hang i de næste 20 år. I 1954 traf han en dame, Eva Jensen, som arbejdede i et ismejeri, og som havde to børn. Hans og Eva giftede sig i september 1957.

Hans kom til at fungere som ”onkel” for Evas to børn. Solvej, som var ældst, knyttede sig aldrig til Hans, men for Peter blev Hans en rigtig 'onkel'. De to slægtede de hinanden på, hvad angik en særlig, sort humor. Hans havde altid haft lettest ved at tale med drenge, og Peter elskede – ligesom han selv – at få fortalt en god historie. Da Peter femten år senere selv stiftede familie, besluttede Hans – som i mellemtiden var blevet skilt fra Eva – sig for at forære Peters søn, Jacob, Mozart Lindbergs billeder i dåbsgave.

”Ja, det er jo ikke noget særligt,” sagde Hans til Peter. ”Men historien om, hvordan jeg fik dem i eje er sgu' go'!”

Og så berettede han historien om, hvordan han lod sig narre af en af Danmarks virkelige berømtheder. Manden, med Danmarksrekord i fængselsophold. Manden, som i over tyve år var på politiets lister over de farligste mænd i Kongeriget – selv imens han var indespærret i Horsens Statsfængsel. Manden, som fortryllede og besatte folk til at tro ham, når han udgav sig for grever og baroner, direktører og admiraler. Kort sagt, Mozart Lindberg. Peter modtog taknemmeligt billederne på sin lille søn, Jacobs, vegne og lovede Hans at fortælle sin søn, Jacob, historien, når drengen var gammel nok til det.

Mozart Lindberg døde i 1975, 95 år gammel. Peter så hans nekrolog i Berlingske Tidende, og det faldt ham ind at fortælle Jacob historien om Mozart Lindberg. Han blev imidlertid skuffet over sønnens tilsyneladende mangel på interesse, men tilskrev det barnets alder.

Blot et år efter Mozart Lindberg døde Hans selv efter længere tids hospitalsindlæggelse, blot 63 år gammel. Dødsårsagen var leversvigt, og overlægen sagde hånligt, at det jo var en følgevirkning af Hans' alkoholmisbrug. Eva – som trofast havde besøgt sin eks-mand under hele hans indlæggelse – sagde, ”Han er vel lige så fint et menneske, som en direktør!”

”Ha!,” sagde lægen. ”Sådan et svin.”

Kgs. Lyngby. November 1973.

Vi står på en stille villavej. Alle husene er nye. Bilerne er parkeret i husenes garager, for det er bilfri søndag. Foran nogle af husene står mænd og vasker bilen ude på gaden, imens deres børn løber omkring og spiller bold eller sjipper.

Vi går hen til et et rødstensmuret parcelhus. På postkassen, ude ved vejen, står der 'Peter & Jette Jensen'. Inde i have står en lille, hvidhåret kvinde på en taburet foran køkkenvinduerne. Hun pudser vinduer iklædt en varm parkacoat og korte gummistøvler. Hun har ragsokker på, der når hende langt op ad benene. Haven er lille, ud over græsplænen gror her et par stikkelsbærbuske og et ganske lille kirsebærtræ. I den fjerneste ende er der en tørreplads med fliser på jorden og et firkantet tørrestativ, der står solidt plantet i betonsokkel. Der holder en FIAT 500 og en MZ motorcykel i carporten. Der står en Husquarna plæneklipper lænet op af carportens væg. Fra carporten og hele vejen ud på gaden ligger SF-fliser i et pænt zip-zag-mønster på havegangen.

Vi går indenfor i husets bryggers, hvor oliefyr, grovvask og klædeskab befinder sig. Gulvet er belagt med små, grå-hvide kvadratiske fliser. Der står et par små ridestøvler og nogle endnu mindre gummistøvler ved siden af et skostativ, fyldt med damesko. I et hjørne ligger en fodbold i imiteret læder og på en bøjle hænger et blåt træningssæt af mærket Hummel.

Huset er pænt indrettet, omend en smule spartansk. Ud over stuen rummer huset tre værelser med bad og bryggers og udgang til baghaven. I stuen er der et TV og sofa-arrangement. Der er også et spisebord i teaktræ med fire stole med polstrede sæder. På bordet ligger en pyntedug symmetrisk følgende bordpladens diagonaler. I diagonalernes skæringspunkt – midt på bordet – er placeret en glasskål, formet som en åben åkandeblomst. I stuens mørkeste ende står et klaver med en lille rya-forligger sat under klaverstolen. Parketgulvet er overalt skinnende rent og næsten ridsefrit. Nær ved spisebordet ser vi køkkenlugen med disken, hvor service og bestik befinder sig. Væggene ude i køkkenet er udsmykket med Bjørn Wiinblad-platter og en reproduktion af Nefertitis dødsmaske. Der er lagt rhombeformede, rødbrune fliser på køkkengulvet, og i det ene hjørne, modsat komfuret, står et lille, rundt bord med stole i patinerede metalrør og plydsbolster. Bordpladen er af imiteret rødbrun marmor. I køkkenvinduerne står potter med Pletter-i-luften og Svigermors skarpe tunge. Vi fortsætter igennem mellemgangen og passerer toilettet og bryggerset på vores venstre side. Over for bryggerset, for enden af gangen, ligger pigeværelset, som er 15 kvadratmeter stort og indrettet med seng, skrivebord, reol og klædeskab i bøgefiner. Sengen er en briks med hvidternet betræk på madrassen, lyserøde puder i hvert hjørne og nedenunder praktiske skuffer til sengetæppe, dyner og lagener. Imellem sengen og skrivebordet ligger et tæppe med et hestemotiv. På væggene hænger plakater og indrammede fotografier af heste og i vinduet, der vender ud imod baghaven, står en lille pokal med en forgyldt hestesko. Næste værelse på gangen – lige overfor toilettet – som med sine 22 kvadratmeter er husets største værelse, er de voksnes soveværelse. Værelset er indrettet med lidt tykkere gulvtæppe end i resten af huset. Der er desuden en sengeforligger med den franske lilje. I den ene ende står et toiletbord med et ovalt spejl og fløjlsforhæng for de små hylder. Til venstre for soveværelsesdøren står et trefløjet klædeskab med hvide låger. Foran den ene sektion står to par tøfler og ved siden af skabet hænger to pastelgrønne morgenkåber, den ene lidt længere end den anden, på nogle langhalsede knager, der er skruet op på et rustikt udseende stykke træ. På væggen ind imod pigeværelset står dobbeltsengen, som er redt med et stort sengetæppe med motiv af en paradisisk udseende, øde strand med kridhvidt sand og en brænding med mægtige bølger. På hver side af sengen er en læselampe skruet ind i væggen. Der er to natborde i lyst bøgetræ og med små skuffer. På det højre bord ligger BoBedre og Alt for Damerne, på det venstre Populær Mekanik og National Geographic. Åbner vi natbordenes skuffer finder vi i højre side et massageapparat med firkantet, nubret hoved. Der ligger også en tube eksplorationscreme. I den anden skuffe ligger øverst et sammenfoldeligt verdensatlas og herunder et nummer af Weekendsex med temaet 'gruppesex'. Husets sidste værelse er drengeværelset. I vindueskarmen ligger et stort forstørrelsesglas og en svensknøgle i træ. Under vinduet står en grønbejset kommode med runde træknapper og syv skuffesektioner. Der er fire små skuffer øverst, og tre brede nederst. På kommodens overside ligger forskelligt legetøj, et fort med indianere og cowboys stillet op over for hinanden i to rækker. Lige til venstre, lige når man træder ind ad døren, står et lille skrivebord. På bordpladen står børnebøger opstillet imellem bogstøtter af gennemsigtig plast. På væggen over skrivebordet er en hvid metallampe monteret på væggen. Langs væggen ind imod stuen står en briks i fineret bøgetræ. Den er redt med gulstribet sengetøj, og der ligger en grå koala-bamse ved hovedgærdet. Over sengen hænger en uro med humlebier af træ, og på væggen overfor er 12 billeder hængt op. Billederne er indrammet i spinkle fyrretræsrammer med glas. Motiverne stammer fra tegnefilmen, Snehvide og de syv dværge.

Vi ser Snehvide, Gnavpot, Dumbe, Prosit, Brille, Flovmand, Søvnig, Fessor, jægeren, dronningen, heksen og prinsen.

Der kommer en spinkel og fregnet dreng med strithår ind på værelset og begynder at lege med fortet. Efter nogle minutter går han i stå og sidder og piller i en hudafskrabning på sit ene knæ. Så rejser han sig og går hen til billederne. Han rækker ud efter et et af dem. Billedet med heksen falder på gulvet, og glasset splintres i tusind stykker. Drengen springer til siden, men træder derved i et af skårene. Han skærer en fire centimeter lang flænge i højre fod og skriger skrækslagent ved synet af sit eget blod. Ude i haven smider den lille kvinde, hvad hun har i hænderne, og løber ind i huset.

Peter Jensens motto var: ”Hvis du venter for længe, vil alle beslutninger til slut blive truffet for dig. Derfor skal du selv kunne træffe en beslutning!” Jacob forstod aldrig rigtig det motto. Han forstod dybest set ikke sin far ret godt, men han så betingelsesløst op til ham som dreng. Han elskede, når faren fortalte røverhistorier fra sin ungdom. Særlig historien om den røde bus tænkte han jævnligt over, hver gang noget i hans eget liv gik ham imod. Det var en syret historie om at sætte sig et mål og ikke give op. Det var historien om, hvorfor Jacobs forældre var blevet forlovet i USA. Det var dengang, Peter Jensen havde sin hippie-sommer on the road i USA. Faren var rejst tværs fra Boston til Los Angeles for mødes med en sød, dansk pige, Jette, som han havde truffet på et kollegium i Bagsværd, kort inden hun rejste til USA som au pair.

Da jeg tog mine sidste eksaminer som teknikumingeniør, var der nogen, der ventede på mig. Jette var taget til Los Angeles som au pair, og hun var frygtelig ensom hos sin familie derovre. Militæret ville også have mig, nu da jeg ikke længere var studerende. Militæret skal altid bruge kroppe, men jeg var ikke til sinds at give dem min. Ikke frivilligt, i hvert fald. Jeg mente selv, at jeg udgjorde et perfekt eksempel på en person, der virkelig ikke egnede sig til at blive rekrut. Jeg mener, dengang var jeg langhåret og kørte motorcykel og havde ingen ambitioner om at gøre karriere som andet end et menneske, der var god til at have det sjovt. Men hvis jeg ikke mødte op på kasernen til det dikterede klokkeslæt, vidste jeg, at MP'erne ville hente mig og køre mig afsted til session, og så ville jeg for alvor hænge på den.

Jeg tog bussen til kasernen i Hillerød og kom – sammen med en masse andre stakler, der ligesom mig var blevet indkaldt – ind i en stor gymnastiksal, hvor der langs den ene væg stod mænd med knivskarpe sideskilninger i uniformer og i hvide kitler. Alle os rekrutter blev stillet op ved den modsatte væg.

Det første, manden med mest sildesalat på brystet sagde til os, var: Alle, som har fået foretaget en blodtryksmåling tidligere, ræk hånden op!” Jeg rakte hånden op, eftersom jeg nogle uger forinden var blevet behandlet efter et motorcykeluheld, hvor jeg havde slået ryggen temmelig slemt.

”Okay, flipper, du går over til den båre og lægger dig.”

Der kom en hvid kittel og tog mit blodtryk. Han stirrede på sit apparat og tilkaldte nogle andre hvide kitler. Til sidst var jeg omgivet af hvide kitler. En af dem spurgte mig, hvilke stoffer jeg plejede at tage. Jeg svarede, at jeg havde en livlig fantasi, og eftersom Vietnam var på TV hver aften, så var min hjerne for øjeblikket på konstant overarbejde. De bad mig om at ligge og hvile mig, imens de undersøgte de andre rekrutter, men lige meget hvor længe, jeg ventede, og hvor meget de forsøgte, så formåede de ikke at tage en måling på mig, hvor mit blodtryk så bare nogenlunde normalt ud. Sidst på eftermiddagen blev jeg erklæret fysisk uegnet til at gøre militærtjeneste. Jeg fik et stempel i mine papirer med en fin, lille anmærkning om, at jeg ville kunne blive indkaldt som reservist i tilfælde af krig i Danmark. De gav mig et vel ment råd om at passe på, når jeg forlod kasernen. For deres skyld støttede jeg mig taknemmeligt til samtlige dørkarme hele vejen ud på gaden udenfor kasernen. Jeg hoppede ind i en taxa og kørte hjemad imod Lundtofte. I taxaen besluttede jeg at sælge min motorcykel og det, jeg ellers havde. Mine studier var overstået, militærtjenesten var netop undgået, og nu skulle der ske noget i mit liv. Jeg ville til USA. Efter Easy Rider-filmen havde jeg det sådan, at jeg var vis på, at jeg ville komme til at gå i graven som en skuffet mand, hvis jeg ikke engang selv kom til at køre på de amerikanske highways. Jeg valgte at tage til Boston. Efter Kennedys død ville jeg se, hvad det var for en by, der havde fostret så stor en mand. Jeg blev skuffet, må jeg indrømme, for ud over universiteterne MIT og Harvard havde byen ikke rigtig noget at byde på. Jeg tog ud til kirkegården i Arlington, hvor Kennedy er begravet. Den var bevogtet af fire soldater, som stod bomstille. De blinkede ikke engang! Jeg gik hen foran den ene af dem og stillede mig op over for ham på måske kun 20 centimeters afstand. Jeg smilede til ham, og mærkede i det samme noget hårdt i maven. Jeg så ned. Hans maskinpistol var drejet ind lige under mine nederste ribben. Jeg trådte til side og bukkede pænt, og så spænede jeg min vej. En dag gik jeg på værtshus. Jeg forsøgte at finde ud af, hvordan jeg kunne komme ”på landevejen”. Og der sad jeg så ved bardisken, og siden guderne ikke ville tale med mig den dag, henvendte jeg mig til fyren ved siden af mig. Jeg spurgte for sjovs skyld, hvordan han havde tid til at sidde sammen med en dum dansker og drikke øl. Med en meget engelsk accent sagde han, ”Det har jeg, fordi jeg er britisk statsborger.”

Det lød rimeligt nok i mine øren.

Fyren fortsatte, ”Jeg har lige købt en bus for 1200 dollar og solgt den for 10.000 til en fyr i Los Angeles. Og nu mangler jeg bare en til at køre bussen fra Bostons havn og hele vejen over til vestkysten.”

Han sendte mig et undersøgende blik.

”Og hvad laver du så?”

”Kører taxi, når jeg ikke studerer,” sagde jeg. ”Når jeg altså ikke går til session og bliver kasseret hos militæret.”

Han nikkede og tømte sit glas.

”Måske skulle vi køre sammen hen og kigge på bussen og se, om du kan styre sådan en krabat.”

Nede på havnen stod ganske rigtigt en knaldrød dobbeltdækker-bus. Rattet og gearkassen sad omvendt af, hvad jeg var vant til. Gearstangen skulle skubbes tyve centimeter, hver gang man skiftede gear, og kiksede man et skifte, blev man nærmest smidt tilbage i førersædet af stangen.

”Training for your left arm!” lo englænderen, da jeg forsøgte mig som chauffør.

”Not a problem. I'm a leftie,” grinede jeg tilbage.

Han blinkede til mig og sagde, at han godt forstod min dobbeltbundede bemærkning. Det var en af de få gange i mit liv, hvor jeg var tilfreds med at være kejthåndet. Jeg følte mig af en eller anden grund hjemme i den store, røde transport-maskine. Bussen havde en øvre salon med lange bænke og lys oppe under loftet. Tophastigheden var 70 km. i timen, hvis man havde rygvind. Den var skabt til Londons vejnet og ikke de amerikanske landeveje, og hvis der var passagerer både for neden og på øverste etage ville bremsekraften blive mærkbart nedsat. Køreegenskaberne på highway'en var rent gætværk. Men jeg slog selvfølgelig til, og vi lavede en aftale, hvor jeg fik 300 dollars for at køre bussen til Los Angeles. Det var ikke meget, men jeg fik jo til gengæld rejsen ud af det. Nå, jeg satte en annonce i avisen. ”For 50 dollar kan du rejse til Californien i en dobbeltdækker-bus!” og oplyste Sullivan's Bar i Park Square den følgende fredag aften som mødested for alle interesserede.

Fjorten langhårede typer af begge køn, hver især medbringende 50 dollars og soveposer, dukkede op den følgende fredag aften. En af dem var en skør hippie, Dickie the Sickie, han havde slæbt sin elektriske guitar og en forstærker med sig. Og så gjorde Dorothy sin entre. Hun var en midaldrende kvinde, som medbragte sin teenage-datter, Toto. Hun havde forladt sin mand, Totos far, og sagde, at hun havde rejst meget på tommelfingeren, og at hun ikke kunne udholde tanken om at være en afdanket, hjemmegående støvsugerpilot. Hun spurgte mig, om Kerouac skulle med på turen, og da jeg svarede nej til dette, fnøs hun: ”Han var søreme også en svindler.” Dorothy berettede om flere forskellige ægtemænd. Hendes yndlingssamtaleemne syntes at være bigami. Hun lo højt, og sagde at hendes og datterens navne forresten kom fra Troldmanden fra Oz, men at det eneste hun personligt kunne trylle med var mad. Hun påstod, at hun personligt havde kendt Jack Kerouac og digteren Gary Snyder. Hun sagde, at Snyder havde været vegetar, da hun lærte ham at kende, men at han var begyndt at spise kød igen, fordi han på et tidspunkt begyndte at høre skrig, hver gang han tilberedte grøntsager. Hun fortalte, at hun ligefrem længtes efter af komme til San Francisco for at genopleve 'beat kulturen'. Imens sad hendes – meget fremmelige – fjortenårige datter og drak tequila og kiggede på os alle sammen med et udtryk, som om hun kedede sig enormt meget.

Vi skålede i øl og champagne, og så gik vi ud til bussen for at komme afsted. Jeg startede maskineriet og navigerede forsigtigt ud af Park Square. Vi kørte ad Massachussets Avenue, igennem Cambridge, og selv på dette tidspunkt af døgnet var trafikken tæt hele vejen ud til forstæderne. En ting er at køre i højre side af vejen i en bus, hvor rat og førersæde er i venstre side, men at sidde i en bus med en motor, der lyder, som en forpint og usmurt dampmaskine, skønt man kun kører 50 km i timen, var en prøvelse. Der var en frygtelig dieselos ved bussens rat, og ud over generne med motoren var der støjen fra hjulene og passagererne. Fra bagenden af bussen hørtes højlydt snak, passagerne måtte nemlig råbe højt for at kunne høre hinanden.

Jeg kørte indtil næste morgen, hvor rattet blev overtaget af en af fyrene, Rich, der lige var sluppet ud af søværnet. Jeg sov som død indtil sent om formiddagen, hvor jeg blev rusket til live igen, fordi bussen var ved at løbe tør for brændstof. Vi gjorde holdt ved en station for at få diesel og kaffe og hamburgere. Og selvfølgelig: Netop denne dag havde en af de virkeligt emsige amerikanske landevejsstrømere valgt at holde sin kaffepause samtidig med os. Han kom hen til vores bord og spurgte, hvem der var føreren af den røde dobbeltdækker, der holdt udenfor. Jeg meldte mig og forsøgte i de næste ti minutter at forklare strømeren, at vi blot var ved at køre en bus til Los Angeles, at bussen skam var forsikret, og at det godt kunne være, at baglygterne var lidt små efter amerikansk standard, men til gengæld kørte jeg med det tændt hele tiden, og bussen var i øvrigt ejet af en ægte englænder, som betalte mig i ærlige og redelige dollars for at køre hans – jeg blinkede vidende til strømeren - ”museumsgenstand” ud vestpå, helt ud til hippierne. Strømeren så op og ned ad mig og var tydeligvis ikke tilfreds med min forklaring. Han ville gerne se bussen indvendigt, sagde han surt. Jeg tænkte på Dickie the Sickies rygsæk og gættede fortvivlet på, hvad den monstro ville vise sig at indeholde af sjov tobak og diverse andre illegale substanser. Strømeren stak hovedet ind i bussen og sniffede højlydt. Han vendte sig og kiggede på mig med et sjofelt blik.

”Her lugter af parfume.” sagde han og så sig omkring i bussen, hvor rygsække, guitarkasser, sko og støvler, tæpper og soveposer lå hulter til bulter. ”Og hvor gemmer du så dit kørvel, kammerat?”

I det samme kom Toto søvndrukken ned af trappen. Langbenet, i miniskørt og med eye liner smurt ud omkring øjnene. Hun havde ikke opdaget, at vi gjorde holdt, og da hun nu kom ned fra bussens førstesal for at se, hvad der var på færde, gik hun omtrent ind i den bredvommede politimand. Men hun reddede os, gjorde hun. Betjenten fik et ganske langvarigt kig, op og ned af hendes let påklædte, stærkt kurvede ungpigekrop, imens hun stod med trutmund og så mopset ud. Strømeren sendte mig et sjofelt grin, lettede på kasketten og gik baglæns ud af bussen. Han luntede fløjtende bort i skumringen, imens jeg forklarede Toto, hvor god hun var til at sno lovens lange arme om sine fingre. Hun så på mig og sagde, at jeg var åndssvag. Så gik hun ind for at finde sin mor.

Vi fortsatte rejsen. Og nu kom der musik på kassettebåndoptagerne. Jeg havde tapet en kassettebåndoptager fast foran rattet, og spillede Kris Kristofferson for fuldt skrald. Ovenpå syntes de, at countrymusik var lidt til den lade side og satte Janis Joplin på. Da Janis på et tidspunkt skreg ”Get it while you can!”, imens Kris brummede "The Law Is for the Protection of the People" kom vi til at grine, for nu var det, som om der blev sunget duet i bussen fra hver sin side af loven. Og vores bus, som for længst var blevet døbt ”Khmer Rouge” dunkede og larmede ind i Ohio.

Næste stop var endnu en diner, og her opdagede Dickie the Sickie, at man ikke skal forsøge at belære bønderkarle om herremode, når man selv er hippie med langt hår og guitarkuffert. Dickie røg ind i et kæmpe skænderi, som det holdt hårdt for os andre at få trukket ham ud af igen. Vi kørte afsted uden at sige farvel, men jeg så godt to lastbiler bakspejlet, der helt tydeligt forfulgte os. De kom nærmere og nærmere, og da de nåede op til vores langsomme køretøj, trak de op på hver side af os. Det var Rednecks imod Khmer Rouge. Os imod dem. I bussen sad vi og kiggede ud af ruderne, hvor to 16-hjuls lastbiler med sure macho-skiderikker passerede os med 80 centimeters afstand – til hver side af bussen! De kørte op foran os, og så snart de var kommet forbi bussen lavede de en V-kile. Jeg sparkede bremsen i bund, og det lykkedes mig at bringe bussen til standsning nogle få meter fra de kæmpemæssige lastbiler. Chaufførerne hoppede ud, hver havde et baseball-bat i hånden. De må have vejet plus 150 kilo begge to, og de grinede som flækkede træsko, imens de vinkede til os. Vi skulle komme ud af bussen, signalerede de til os. De ville snakke med ”ham tøsedrengen med guitaren” råbte de og svingede lystigt med deres bats. Det så ikke godt ud for Dickie the Sickie. Det så ikke godt ud for resten af os. Og netop da kom kavaleriet fordi og reddede os. En lang og blå og hvid politibil med blinklyset tændt rullede op på siden af Khmer Rouge og parkerede lige foran de to truckere. En state trooper med en solid mave spændt godt ind bag uniformens kraftige skjortestof kom hen til mig. Hans blik vandrede fra mig og videre til truckerne og endelig til bussen. Han spurgte, langsomt og drævende, ”Hvad laver en flok unge mennesker her, på denne tid af døgnet?”

Jeg fortalte ham det, som det var. Sagde, at vi havde mødt de to mænd med på en diner et stykke tilbage, og at vi var kommet til at diskutere, hvilken frisure, der var klædelig for en mand. Vi var ikke nået til nogen enighed, og så var vi kørt videre, og nu holdt vi her, og det var tydeligt for os, at de to ... herrer ... ikke havde været enige med os i, at hårkanten i en mandlig frisure helst skulle gå til skuldrene og meget gerne endda nå helt ned imellem skulderbladene. Strømeren sukkede og nikkede for sig selv og gik hen til chaufførerne, som stod og kiggede surt på os. Strømeren snakkede med dem i lang tid. De pegede og lyttede og snakkede og nikkede og gik tilbage til deres lastbiler, som de startede med et brøl og kørte bort i en sky af dieselos. – Keep on truckin'! Strømeren kom tilbage og fortalte os, at det var nogen i dineren, der havde ringet til politiet og indberettet en mistænkeligt udseende rød bus fuld af unge mennesker. Strømeren spurgte, om vi fragtede stoffer. Vi så på Dickie the Sickie og sagde "Nej, nej!". Strømeren fulgte vores blik. Et øjeblik stod han og betragtede vores langhårede guitarhelt, og så sagde han, "Og det der ... han er født stenet, ikke?"

”Øh ...” sagde jeg. ”Faktisk kan han alle Grateful Deads guitarlicks udenad.”

”Wow ...” sagde strømeren dæmpet og noterede noget på sin blok. Han så op fra papiret og spurgte, om vi ønskede eskorte frem til grænsen til Illinois. Jeg sagde, at det var unødvendigt, og at vi havde tænkt os at køre hele vejen, non stop.

Strømeren lo og klappede mig på skulderen.

”Bare du ved, hvad du laver, knægt!” sagde han og gik tilbage til sin bil. Idet han åbnede døren til sin bil, råbte han, ”Safe journey!”

Khmer Rouge trillede afsted langs Mississippi floden, på vej bort fra de flade områder i midtvesten. På markerne omkring os så vi bøndernes kæmpemaskiner spytte frø ned i Amerikas mave i den sene efterårssol. Det fik os til at tænke på mad, men vi skulle først ind i St. Lois – eller ”St. Loo”, som Dickie the Sickie kaldte byen. Ud over svampe vidste han alt om offentlige toiletter, og hans humor var stærkt præget heraf. Nå, men når man kommer østfra, som vi gjorde, er det sidste stykke af vejen ned ad bakke. Vi rullede og hostede afsted med næsten 80 kilometer i timen. Hastighedsrekord for Khmer Rouge! Jeg holdt udkig med alle lavthængende objekter, træer, broer, skilte og den slags. Til slut skulle vi igennem en viadukt. Viadukten var muret ind i en skråning. Til den ene side var der bakken, til den anden side floden, og vi kørte langsomt ind i viadukten. Jeg råbte til alle i bussen, at de skulle holde øje med viadukten, for jeg var sikker på, at det var på et hængende hår, at vi kunne passere. Og idet vi kørte afsted i halvmørket, så jeg det næste problem komme imod os med 30 kilometer i timen i det svage lys fra floden. Tværs henover vejen havde en ingeniør-Einstein lagt et vejbump på 10 centimeters højde. Det var lige nøjagtig nok til at give Khmer Rouge en puf opad, så taget ramte viaduktens stenloft. Sammenstødet imellem sten og metal resulterede i en skrabelyd, der mindede om en kæmpegorilla, der trækker neglene hen over verdens største tavle. Alle os, der var vågne, stivnede af skræk. Dem, der sov, vågnede og stivnede af skræk. Jeg standsede bussen og råbte op til Toto på førstesalen og spurgte, om de var okay ovenpå. Hun svarede, at det var hun, men Dickie the Sickie, som havde ligget og hørt musik sammen med hende, var død. Dickie the Sickie blev båret ned i bunden af bussen, ligbleg og livløs. Dorothy, bussens selverklærede støvsugerpilot, reddede hippiens liv. Hun havde en flaske med neglelakfjerner i sin toilettaske, som hun holdt hen under næsen på Dickie the Sickie. Stanken af acetone fik ham til at åbne det ene øje. Han sagde, at forskrækkelsen havde forstenet ham. Dorothy sagde, at nu skulle han ikke tro, at han havde gang i noget med hende datter. Toto sagde, at det var totalt syret at være i bussen på den her ”helvedestur” ind i Mississippi. Jeg sagde, at vi skulle se at få Khmer Rouge ud i det fri, inden der kom en truck blæsende igennem viadukten. Da vi nåede ud af viadukten, var vi faktisk nærmest inde i St. Louis, og vi gjorde holdt, det første, det bedste sted, vi kom til. Dickie the Sickie luntede ind på lokum og satte sig på tønden, hvorefter han faldt i søvn og måtte låses ud af båsen, fordi han ikke kunne vågne igen. Richie og en anden gut kravlede over skillevæggen og låste døren op indefra, og vi bar Dickie the Sickie ud i Khmer Rouge og fortsatte turen imod Tulsa, Oklahoma. Det var midt om natten, og vi var besluttede at forsøge at holde top marchhastighed hele vejen til Tulsa. På vejen stoppede jeg bussen og tog to fyre op. De troede, at de var kommet i hippie-himlen, da de kom ind i bussen og så de sovende kvinder, der lå i bussens bagende.

”Har i noget marihuana?” spurgte de og grinede sjofelt.

Dorothy hørte dem fra sin plads på øverste etage, og hun var der som et jern.

”Tror I, vi er dumme nok til at køre omkring i en rød London-bus med marihuana!?” råbte hun, så alle i bussen vågnede.

De to fyre rystede på hovedet og sagde, at de mente de bestemt ikke, da det var helt sikkert, at vi ville blive stoppet i Texas, New Mexico og Arizona i dette køretøj. Det var ikke lige det, jeg havde brug for at høre. Men kort efter fik jeg noget andet, meget slemt, at høre. Khmer Rouges motor hakkede og hostede og begyndte at gå i stå og tænde og gå i stå og tænde igen. Forestil dig at ride på en elefant, der har fået hikke. Sådan var det at køre Khmer Rouge frem til den nærmeste by. Alle ombord var søsyge, da vi gjorde holdt ved en tankstation med en diner og værksted, og mange af dem løb ind på dinerens lokum, hvor de kastede op, hvorefter de spænede ind på dineren for at få noget i maven. Efter at have talt med mekanikeren om problemerne og fået en forklaring på Khmer Rouges dårlige mave, kom jeg ind til dem og sagde, ”Sæt jer bare roligt ned og slap af. Vi kommer til at være her nogle timer, inden vi kan fortsætte. Mekanikeren havde sagt til mig, at det kunne tage en dags tid, men jeg lod, som om vi kun gjorde holdt for en kort bemærkning. En ting var, hvis Toto begyndte at græde, men hvis Dickie the Sickie også begyndte at flæbe, ville det ikke være til at holde ud. Jeg gik ind i baren, død tørstig, og hvem mødte jeg der? Bag disken stod ingen andre end Marlboromanden. Mindst en meter og halvfems høj i slidte jeans, med bandana på hovedet, en læderagtig hud og øjne, det var umuligt at bestemme farven på, fordi de var så tæt sammenknebne. Jeg bad om en øl, men han sagde ”Nej” med sin knastørre stemme. Jeg spurgte ”Hvorfor ikke?”. Han sagde, ”Fordi jeg ikke kan lide langhårede hippier, og du ser ud som en langhåret hippie.” Jeg så mig om i lokalet. Henne ved poolbordene stod en fyr og spillede med sig selv, og jeg gik hen til ham.

”Vil du spille om øl?” spurgte jeg.

”Okay,” sagde han. ”Du ser tørstig ud.”

”Jep!” sagde jeg og lagde kuglerne op i rammen. ”Kan det ses på mig?”

Han startede og fra første stød kunne jeg se, at jeg kunne slå ham så let som at klø mig i nakken. Da det blev min tur så jeg, at otteren lå lige ved et af hullerne og lige ved siden af min nier. Jeg spillede mit livs elendigste stød og fik nieren til ramme otteren, som røg lige i hullet. Det var et stød, der fik mig til at ligne en idiot, men fyren smilede tilfreds til mig.

”Sikke noget møg,” sagde jeg. ”Jeg tabte vist?”

Fyren nikkede og spurgte med det samme, ”Men vi kan vel godt tage et nyt spil, hvad?”

”Øjeblik!” sagde jeg og gik tilbage til baren.

“Hør her, jeg har lige tabt et spil pool til fyren derovre,” sagde jeg til Marlboromanden. ”Vi spillede om øl.”

Marlboromanden vendte langsomt sit lukkede ansigt imod mig og nikkede, så hans næsetip vippede måske 2 millimeter.

”Kan jeg få to øl?” spurgte jeg. Marlboromanden sukkede og bøjede sig ned, og jeg overvejede, hvad han ville tage frem: Øl eller våben? Det blev øl, og jeg tømte de to flasker i nogle få slurke, imens Marlboromandens furede fjæs tænksomt stirrede på mig.

”Kan jeg få to til?” spurgte jeg høfligt.

Marlboromanden brummede for sig selv og bukkede sig endnu engang ned under baren. Jeg tænkte, ”Denne gang bliver det helt sikkert en shotgun, han hiver frem.” Men nej! To øl kom på disken, og jeg betalte nu for i alt fire øl og gik tilbage til min modstander ved poolbordet.

Dagen gik, jeg spillede pool og vandt og drak ret meget øl. Jeg ringede til Jette i LA og sagde, at jeg var på vej. Vi snakkede lidt om, hvordan hun havde det. Jeg sagde ikke noget om det rullende cirkus, jeg befandt mig i. Først ville hun sikkert have grinet af mig og sagt, at jeg var godt tosset, at rode mig ud i sådan noget, men bagefter ville hun være blevet vildt bekymret.

De andre hang ud i dineren. Da vi om aftenen kørte vores vej, stod mekanikeren, Marlboromanden og min pool-modstander og vinkede, imens vi rulle bort i solnedgangen.

Vi kørte igennem Texas ad route 66. Retning stik vest imod det forjættede land, Californien. Men først skulle vi igennem New Mexico og Arizona. Der skete ikke en skid på de lange, lige stykker asfalt, førend grænsepolitiet standsede os ved grænsen til New Mexico. De troede ikke på min forklaring om, at vi kom fra Boston. De troede heller ikke på, at vi skulle aflevere bussen til en køber i Los Angeles, og de troede slet ikke på, at vi ikke havde noget skjule. De krævede at undersøge bussen. Det eneste, de fandt, der mindede om stoffer, var Dickie the Sickie. De hev ham ud af bussen og fik ham til at ånde sig i ansigtet. Bagefter skulle han gå på de opmalede streger omkring grænseposten. Han kunne først ikke, betjentene grinede ondskabsfuldt, de lugtede blod, men så bad staklen om at få lov til at prøve igen, imens han bar på sin guitarkasse. Og nu gik han – utroligt nok – fuldkommen stensikkert og og ned ad samtlige streger på hele parkeringspladsen. Han var ikke til at stoppe igen. Betjentene lod ham være, og kom hen til mig og spurgte nu, om vi havde betalt ”diesel-skat”. Jeg rystede på hovedet, og førend jeg fik set mig om, var der gået fem minutter med lange forklaringer om afgiftsreglerne i New Mexico. Gradvist forstod jeg, at tolderne i New Mexico fortolder den diesel, de rejsende har købt tilbage i Texas. Vi lavede en hurtig indsamling i Khmer Rouge og gav dem 20 dollars. Jeg var lige ved at spørge, om alle fly, der krydsede grænsen også smed penge ned til dem, men valgte alligevel at holde mund. Dickie the Sickie kom hen til os med et virkelig mærkeligt smil. Betjentene så på ham og vendte sig igen imod mig.

”Hvor høj er ...” sagde de.

”Høj?!” afbrød Dickie the Sickie grænsens vogtere. ”Jeg er da ikke høj. - Jeg er clean, jeg er cool, mand!”

”Hvor høj er bussen?” fortsatte betjentene og ignorerede den krænkede hippie, der rasende hoppede op og ned på stedet.

”Fire meter og tyve,” sagde jeg.

”Sikke præcist, du kan svare.”

”Ja, øh ... Vi har haft problemer med højden i St. Louis.”

”Nå, men så længe I ikke opholder jer deroppe under kørslen ...”

”Jamen, jeg sover deroppe ...” råbte Dickie the Sickie.

”Kom,” afbrød jeg ham. ”Sæt dig ind på din plads. Nu!”

Jeg nikkede til grænsepolitiet og smilede skævt ad min kronisk kiksede rejsekammerat. Nu ville de have, at jeg kørte Khmer Rouge ind under en højdemarkør. Khmer Rouge bestod prøven med glans, den målte ikke mere end lige godt fire meter og ti centimeter. Strømerne sagde ikke en lyd om, hvorfor det var så vigtigt at måle bussens højde, men da jeg troede, at vi kunne komme videre, ønskede de at se mit kørekort. Jeg rakte dem mit danske kørekort i den ridsede og halvt uigennemsigtige, lille plastiklomme. Håbede inderligt, at han ikke ville begynde at granske kortet med samme grundighed, som Khmer Rouges højde var blevet testet. Så var det frem med passet, som blev holdt op imod den brændende sol, og til slut forlangte de at få mine fingeraftryk. Med tre timers forsinkelse kørte vi afsted fra den stærkt bevogtede grænse. Det var ikke kun mig, der glædede sig til at komme igennem New Mexico på dette tidspunkt. Arizona lå forude, lokkende med klapperslanger og øde ørken. Alle snakkede om, hvordan Khmer Rouge virkelig skulle gasses op, så vi kunne komme igennem denne ”nazi-stat” og ind i Arizonas lilla marker og komme frem til bakkerne, der markerede begyndelsen af det vilde vest.

Der var varmt i Arizona. Vi svedte tran og kørte afsted med nedrullede vinduer. Vi drak som huller i ørkensandet af vores medbragte vandflasker og standsede for hver 200 kilometer for at hælde vand på Khmer Rouge. Alligevel var det ved at blive for meget for den stakkels bus. For at køle motoren maksimalt af, fandt vi på, at suge motorvarmen ud af motorrummet ved at åbne alle luftdysser i bussen og satte fuldt blæs på. Det hjalp en kende på motorens temperatur, men nu begyndte folk at besvime i varmen. Oppe fra førstesalen hørte vi pludselig Dorothy råbe til Dickie the Sickie: ”Nej, kammerat, du scorer ikke et medlidenhedsknald på at tage tøjet af foran mindreårige!” Dickie græd, men fik blot endnu flere skænd af Dorothy.

Dorothy og Toto kom ned til os andre, de var ved at blive tossede af Dickey the Sickey. Jeg sagde, at hensynet gjaldt bussen, vi andre måtte tage tingene, som de kom. Dorothy hvæsede, ”Ikke når der er børn til stede!” Toto blev rasende over morens bemærkning og satte sig surmulende ned i bussens bagende.

Vi nåede grænsen til Californien klokken tre om natten, og for første gang under hele turen, var der ingen problemer ved grænsen. Grænsepolitiet var ret høflige, næsten britisk korrekte, i deres henvendelsesform, og gad end ikke rejse sig for at se bussens passagerer.

Med et blev stemningen nærmest euforisk i bussen. Folk snakkede højt og lo, og ingen sagde noget til Dickie the Sickie, som brølede ”I feel good, I feel nice, like sugar and spice!”, da vi rullede ind i verdens mest alternativ by. Jeg kørte Khmer Rouge til den aftalte adresse, midt inde i Los Angeles. Da jeg for sidste gang trak i bussens håndbremse var det med en følelse, som når man tager afsked med en god ven, eller måske snarere en dårlig vane. Bussen blev inspiceret, skaderne på taget blev kommenteret højlydt og vredladent, men – desværre for køber, heldigvis for mig – var bussen 'købt som beset'. Dorothy belærte i mindst lige så højlydte vendinger køberen om, at han skulle være lykkelig for sit fremragende køb, og imens stod jeg lidt i baggrunden og kom til at smile af det hele. Når man stod her og betragtede situationen, sådan lidt fra oven, måtte man jo sige, at turen havde været en vild triumf. Jeg listede bort og fandt en telefonboks. Der blev svaret efter kun et enkelt kald, og det var Jette, der løftede røret.

Vi er på en mark. Foran os går en mand. Han er kraftigt bygget, sidst i fyrrerne. Han bærer en riffel over den ene skulder og er klædt i foret bævernylon. På hovedet har han en hue med kort og kraftig skygge og pelskant. Den ene hånd er stoppet ned i jakkens yderlomme, i den anden holder han en lille, sammenklappelig skovl.

Bladene og græsset glimter overalt af dug eller af regn. Plovfurerne, der ligger væltet om – våde og lerede – og den tætte damp fra hundens mund og mandens næse viser, at det er sent på efteråret.

Hunden er en ruhåret hønsehund. Den danser afsted og snuser til knolde, græstotter og sten. Vi følger manden og hunden ind over en stor mark, og går hele vejen ud til et læhegn. På den anden side af hegnet ligger havet. Vi genkender Øresund og ser Sveriges kyst, langt ude i disen. Måger og krager flakser omkring overalt. Bølgerne har hvide toppe. Da manden kommer hen til hegnet, drejer han til højre og går et stykke langs buskene og kanten, der markerer grænsen imellem landet og stranden. Vi fornemmer, at manden nøjagtig ved, hvor han er på vej hen. Og ganske rigtigt, da han når markens højeste punkt, set fra stranden, standser han og ser sig omkring. Han ser enten bekymret eller sur ud. Han hænger sin riffel på en hegnspæl. Han trækker en riflet metalæske med cigaretter frem af inderlommen, åbner den og tager en filtercigaret ud, som han tænder med en Ronson lighter. Hunden løber omkring og begynder – med snuden imod jorden – så småt at trække længere bort fra stedet, hvor gåturen endte. Da cigaretten er røget, folder manden den lille skovl ud og begynder at grave i markens våde og lerede muld. Han graver længe og uden pause. Han graver et knædybt hul og kommer til at svede ved arbejdet. Bagefter ryger han endnu en cigaret, og imens står han og leger med lighterens brede kontakt. Han lader tommelfingerens hud glide over det bronzefarvede mærke på siden af den sølvfarvede lighter, hvor initialerne PJ er indgraveret med slyngede bogstaver. Så fløjter han på hunden, der kommer springende. Da den sidder foran ham, klapper han den på hovedet og klør den bag øret. Så trækker han den ned i hullet i dens halsbånd. Hunden står et øjeblik nede i hullet og kigger op på manden. Den snurrer en gang rundt om sig selv og sætter sig så. Nu griber manden hurtigt riflen fra hegnet. I en, ubrudt bevægelse, afsikrer han våbnet, peger imod hundens hoved og trykker af. Vi er gået tættere på for at følge optrinnet og ser, hvorledes hunden kastes tilbage imod jorden og ligger bomstille. Halvdelen af kraniet er blæst bort og blod pulser ud af et sortsveden hul der, hvor øjne og øren sad.

Vi kan høre, at manden siger noget. Det lyder, som om han mumler ”Sådan”, men det er ikke til at afgøre på grund af vinden.

Nu hænger manden sin riffel på hegnet og med hurtige bevægelser dækker han hunden til. Da han er færdig, er der opstået en lille høj, og han hopper et øjeblik omkring på graven for at jævne jorden. Til slut samler han sin riffel op fra jorden og går tilbage, samme vej som han kom. Efter et par hundrede meter vender han sig med et sæt og ser sig over skulderen. Han ser ikke os. Han ser marken og længere bagude det grågrønne hav. Han ser skyer i drift over himlen. Han vender sig og går.

Peter Jensen kørte igennem en lille by med følelsen af skuffelse over besøget på Nordkap. Nu kunne han sige, at han havde været der. Men det var ikke storslået natur, han huskede. Han havde ikke mærket nogen særlig glæde over at være nået til det nordligst beliggende, offentligt tilgængelige toilet i verden. Det var derimod regn, kulde og et mærkeligt evigt sollys over et landskab på størrelse med Danmark, han fremover ville tænke på. Peter Jensen var det, tyskerne kalder 'weltbumler', verdensturist. Han samlede koordinater på sin GPS, men vel at mærke kun destinationer, han selv havde besøgt.

Peter Jensen gjorde stop ved et Sametun. Et gammelt, faldefærdigt skur med en stor rude ud imod gaden, der signalerede, at her handledes der. Inde i boden sad en gammel fyr. Hans ansigtshud var læderagtig, håret hvidt og fjæset furet i skarpe linjer omkring øjnene og munden. Peter syntes, at han lignede en kalendernisse, og bemærkede i det samme, at manden sad og snittede. Han lavede bittesmå, udsøgte graveringer i renknogle. Hans vareudvalg bestod af ren- og elgtakker på pandeben. Renskind og -huder lå til priser, der var cirka det halve af, hvad Peter ellers havde set dem til. Der lå også knive og anden husflid til salg i den lille butik. Alt sammen af egen tilvirkning.

Vejret var godt, så Peter havde ladet jakken blive i bilen. Det første, samen bemærkede, var det vedhæng af ben, som Peter bar i en buksestrop. Han havde fået den lille ting tilsendt i fødselsdagsgave af sin søn, Jacob, som var rejst til New Zealand. Vedhænget havde ligget indpakket i et avisudklip om en jagtulykke, og sønnen havde vedlagt en lille lap papir, hvorpå han forklarede, at figuren betød lykke på rejsen, held på jagten og et langt liv.

Peter var nærmest allergisk overfor overtro, og naturfolks religioner havde aldrig sagt ham et suk. Han forstod ikke, hvorfor Jacob mente, at han skulle have en talisman. Alligevel gik han altid med den.

Men den gamle same pegede nu på vedhænget og sagde, at det måtte være elg-knogle. Peter fortalte, at det var fra New Zealand, og at man ikke havde elg dernede. Samen vendte sig halvt og kaldte ud i bodens baglokale. En bittelille kvinde trådte hurtigt ind i butikken. Manden bad hende nu se på Peters vedhæng. Peter rakte det til hende, og hun granskede det i lang tid, stående under en nøgen pære, der hang over mandens arbejdsbord.

"Det er et havpattedyr," udbrød hun med rynket pande. "Men det er ikke Spækhugger …" Kvinden stirrede på Peter med sine isgrå øjne. Peter smilede venligt. Ikke en muskel fortrak sig i kvindens ansigt.

"Spækhugger kender jeg," sagde hun alvorligt og på et sært, syngende norsk, som Peter næsten ikke kunne tyde. "Det er havpattedyr."
Peter spurgte, hvordan hun kunne se, hvilket dyrs knogler vedhænget var skåret af. Den lille kvinde besvarede hans spørgsmål med to løftede øjenbryn og antydningen af et overbærende smil. Hun var af Søsame-slægt, sagde hun og nikkede eftertrykkeligt. – Nå, da! Jamen, det forklarede jo alt, tænkte Peter og kom til at smile ironisk. Men nu spærrede konen øjnene op og sagde, at dette vedhæng, skulle Peter passe virkelig godt på. Hendes stemme skiftede klang. Hun lød som et orakel, der udtaler gudernes vilje.

"Den giver dig lykke på rejsen, held på jagten og et langt liv."

"Hvor ved du det fra?!" spurgte Peter forbløffet over kvindens ordvalg, der var fuldstændig identisk med ordene i sønnens brev.

Den gamle kvinde, hvis ansigt atter var stivnet som en maske, sagde to ord: "Eg vet …". "Jeg ved," for det igennem hovedet på Peter.

I det samme vendte kvinden sig og vendte tilbage til baglokalet. Peter stirrede forundret på den gamle mand og hans snittearbejde. Manden smilede venligt og sagde: "Hun ved."

Manden ville nu vide, hvad "det der Maori" var for noget. Peter forklarede, at sådan som han havde fået det forklaret af en, der vidste besked, så var det det folk, der havde været længst på New Zealand. Længe inden den hvide mand opdagede øriget. Den gamle mand så på Peter og sagde: "Lige som os."

Peter nikkede bekræftende. Ja, på en måde – nej, faktisk på samme måde – var samerne jo et urfolk, som tiden havde ført ind i det 21. århundrede uden at forandre dem og deres viden ret meget.

Peter havde en stund stået og vendt og drejet en af den gamle mands knive, der lå på bordet. Samen bemærkede dette og skiftede samtaleemne. Han sagde, at Peter burde have en ordentlig kniv. Peter svarede, at han skam havde en udmærket kniv. Peter trak sin foldekniv frem og viste den frem. Foldekniven havde en fiks låsemekanisme i skæftet og var beklædt med smukt ådret lærketræ. Samen kastede en enkelt blik på Peters kniv og trak så sin egen kniv frem, som han lagde foran Peter med et udtryk af slet skjult stolthed. Den var 40 cm. lang, sortblå i stålet og placeret i en groft syet bælg af fedtet og smudsigt skind. Skæftet var af en ubestemmelig træsort; møgbeskidt og knudret.

Med et indså Peter, at han havde indladt sig på en konkurrence om, hvem der havde den bedste kniv i Nordnorge. Det var en konkurrence, han ikke kunne vinde. Peter havde altid afskyet at tabe og tilbød i stedet at købe same-kniven. For at få den anden til at holde kæft. "Åh, det er bare en gammel kniv," sagde samen. "Du må få den …".

Peter insisterede på at betale for kniven. Samen takkede nej. Peter lagde en seddel på bordet. Samen så ud af butikkens vindue og rystede på hovedet. Peter lagde endnu en seddel foran samen. Den gamle mand så nu eftertænksomt på Peter.

"Ja," sagde han og rømmede sig. "Men når du absolut vil købe den, så skal den også hænge ved siden af din mana.

"Min mana?!"

"Ja … Den der!"

Den gamle mand pegede på Peters maori-amulet og så trist ud.

Det var den 13. marts. Luften var klar og kølig. Enkelte skyer anedes på himlen over de lave bjerge. Månelyset faldt dæmpet over landskabet, hvor motorvejen bølgede igennem lave, ældgamle bjergegne. Jacob og Ulla kørte på motorvejen syd for Kassel. Klokken var over tre om natten. Ingen af dem orkede at snik-snakke længere, og Ulla drejede ryglænet helt tilbage og lagde sig til at sove. Jacob tændte for radioen og forsøgte at finde en bekvem sidestilling i det varme bilsæde. Han svedte. Maven var gået i udu af junkfood. De havde gjort holdt på et rasthof et kvarter tidligere, og det rumlede og gjorde ved under sikkerhedsselen. Han pruttede og havde halsbrand. Hans øjne sved og faldt i af sig selv. Jacob faldt til sidst i søvn over rattet og kørte sin bil ind bagsmækken på en lastbil. Lastbilen var sidste del af en lang bilkø, der var opstået på grund af natligt vejarbejde. Der var skilte, der advarede imod kødannelse, men Jacob havde ikke bemærket dem. På lang afstand sås lastbilens baglygter. Også dem overså han. Det er et faktum, at alt der ikke bevæger sig på en motorvej er ekstremt iøjnefaldende, men bremsesporenes længde indikerede, at Jacob først så lastbilen på cirka 80 meters afstand. Hans bil ramt lastbilen med omkring 60 kilometer i timen. Ulla døde på stedet. Jacob overlevede selve sammenstødet og blevet klippet ud af bilvraget af et autobahn traume-team og kørt afsted til det nærmeste hospital.

Da Jacob blev bragt ind, kunne lægerne ikke ikke afgøre, hvor store hans chancer for at overleve var. Han var bevidstløs og havde alvorlige traumer i ansigtet. Skanningen viste, at der var opstået en blødning centralt i frontallapperne. Neurokirurgerne var bange for at trykstigningen ville skade hjernen og to borehuller, der reddede Jacobs liv.Da Jacob Jensen 10 dage senere kom til sig selv igen i respiratoren, sad hans mor og søster ved hans seng. De var ilet til Tyskland for at være ved hans side.

Jacob bad om at få at vide, hvilken stue, Ulla var indlagt på. Hans søster, Vibeke, fortalte meget lavmælt, at Ulla desværre var død, og at hendes lig allerede var blevet kørt hjem til Danmark til begravelse.

Jacob lukkede øjnene og sukkede.

”Jeg er så træt,” sagde han.

Det virkede, som om han ikke forstod, hvad der var sket? Han lød tilfreds og helt afslappet? Var det medicinen, der gjorde ham mærkelig?

Jacobs hoved var blevet slået ned i ratstammen. Højre kindben og næsen var brækket. Venstre øje sad skævt i øjenhulen som følge af læsionen under øjet. Øjenhulen var rekonstrueret ved hjælp af en silikoneplade, der var skruet fast i øjenhulen under højre øje. Det farligste for Jacob – efter at blødningen var standset – var den kæmpemæssige hjernerystelse, han havde pådraget sig. Jacob sov det meste af tiden. Når han var vågen, oplevede Jette og Vibeke ham meget forandret. Hans korttidshukommelse var slettet fra og med det øjeblik, hvor han faldt i søvn over bilrattet. Han havde symptomer på det, lægerne kaldte personlighedsforandringer. Han blev let aggressiv, fik paranoide forestillinger og opførte sig temmelig grænseløst. Ringede til Vibeke på hotellet midt om natten for at tale med hende om en eller anden absurd ide, han tilfældigvis var kommet på. Var uhøflig, plat og mærkeligt fraværende at være sammen med.

Han tilbragte de næste uger på forskellige afdelinger, og fra det tyske hospital overførtes han per ambulance til Glostrup. Vibeke kørte med ham, hele vejen op igennem Tyskland, Jylland, og ind over Fyn. Da de nåede færgen i Nyborg, spurgte hun sin bror, om han var sulten. Det var han ikke, sagde han, men han ville gerne have noget chokolade. Hun gik op i kiosken og købte en kæmpe plade chokolade, så der var nok til resten af turen. Hun rakte sin lillebror, der var sortblå i store dele af ansigtet, chokoladen uden at se på ham. Hun brød sig ikke om synet.

”Hør, jeg skal tisse,” sagde hun. ”Jeg smutter lige op igen.”

Da hun fem minutter kom tilbage følte hun sig en smule lækkersulten og bad om et stykke chokolade. Jacob så på sin søster og smilede.

”Den har jeg altså spist,” sagde han stille.

”Har du spist 750 gram chokolade, imens jeg var på toilettet!” sagde Vibeke og rystede på hovedet. ”Så har du sgu da ikke kunnet nå at smage på den!”

”Du har selv givet mig det, så det har jeg da ret til!”

Vibeke fandt det vanskeligt at genkende sin bror i den mærkeligt selvopslugte person, hun sad sammen med i den tyske sygetransport. Men hun undertrykte fornemmelsen. Man kunne ikke sige noget til Jacob, for han var jo meget alvorligt syg og på vej til en indlæggelse på en dansk, neurologisk afdeling til yderligere udredning.

Jacob blev undersøgt og behandlet i alle ender og kanter, hele den vinter. Han havde skiftet personlighed som følge af traumet. Han var ikke noget kønt syn. Alle de fysiske skavanker. De blå mærker i øjenomgivelserne forsvandt heldigvis helt efter nogle måneder. Tre fortænder var blevet slået ud, og Jacob havde fået et dårligt tilpasset smilegebis i Tyskland. Der samlede sig spyt under protesen; når Jacob talte, pressedes tungen imod protesen i hans overmund. Nogle gange blev spyttet presset ud, uden at han havde kontrol over det. Jacobs hans næse var brækket, og den var groet skævt sammen. Den blev sat på plads igen ved et operativt indgreb, der betød, at han måtte gå med ansigtet delvis dækket af forbindinger i fjorten dage.

Ved juletid kom Jacob hjem på ferie hos familien. Han virkede glad, men opførte sig fortsat sært. Han var overfølsom for lyde og tolkede trivielle begivenheder temmelig alternativt. For eksempel nægtede han at deltage i afsyngningen af julesange, fordi familiens stemmer satte ”skadelige svingninger i luften i gang”. Vibeke var rasende på sin bror – hendes børn syntes, at deres onkel var uhyggelig, og at han ødelagde julestemningen – men der var ikke noget at gøre. Han havde ret til at være lidt mærkelig, sagde Jette.

Alt dette blev sidenhen Jacob fortalt, selv husker han ikke det mindste af det. Hos en psykolog udtalte han siden, at han forestillede sig, at alt var blevet slettet, ligesom man kan slette en harddisk. Psykologen blev lidt vævende i sine kommentarer, men efter en stund kom det frem, at han mente, at alle data fortsat var et sted i Jacobs hoved, men at Jacob altså ikke længere havde adgang til dem. Psykologen gennemgik journalens indhold i store linier sammen med Jacob. Han forklarede, hvilke skader, der var opstået, og sagde, at der var et hul i Jacobs hjerne, der hvor blødningen var opstået. Formuleringen gjorde Jacob en smule ængstelig, og han spurgte, hvad psykologen mente med et ”hul i hjernen”. Psykologen mente 'hul' i betydningen: ”hulrum”. Der, hvor blødningen fandt sted, var der opstået en indsænkning i hjernevævet, som ikke ville forsvinde, fordi dødt hjernevæv som bekendt ikke gendannes.

Jacob havde ingen smertefulde men, psykologisk set, noterede psykologen bagefter i sin journal. Han led ikke af mareridt eller spontane flashbacks og angstfyldte stimuli-response-reationer. Han var begyndt at køre bil igen og fortalte, at synet af baglygter fra lastbiler i trafikken ikke gjorde ham det mindste ræd. Han havde heller ikke noget imod at køre i biler uden airbag. Men han var absolut ikke rask. Problemet bestod i, at han ikke besad nogen egentlig sygdomserkendelse. Han havde gentagne gange udtalt, at så snart hans tænder var blevet repareret, ville han være frisk til at vende tilbage til sit arbejde. Men han glemte helt, at han var blevet sagt op fra sit job på grund af for mange sygedage, og det værste var, at han ikke var i stand til at komme i kontakt med sine følelser over – indirekte – at have slået sin kæreste ihjel ved trafikuheldet. Det var, som om han opfattede sin egen ulykke som en interessant historie, og når som helst kunne han give sig til at berette om den. Imens han talte, lød han som en, der fortæller en anden mands historie. Han var pedantisk med begivenhedernes rækkefølge og ledte ofte længe efter det helt rigtige ord til at beskrive særlige detaljer med. Familien bemærkede, hvordan han begyndte at tale langsommere, og hvordan han lød besynderligt overfladisk, faktisk upåvirket, imens han berettede om alle de gruopvækkende oplevelser.

Jacobs søster ringede til psykologen for at høre, hvad der kunne gøres. Psykologen snakkede udenom.

”Men hør nu her, hvad er der galt med min bror?!” spurgte Vibeke.

Jah, svarede psykologen, det var jo ikke så nemt at sige kort.

”Nej, men så sig det langt. ”Jeg er ikke dum, så jeg kan muligvis godt forstå dig."

Jo, altså, hendes brors personlighed fremstod ”affladiget følelsesmæssigt”.

Vibeke spurgte, hvad ”affladiget” betød.

”Det betyder, at din bror næsten ikke har nogle følelsesmæssige udsving. Han føler ingen sorg, men omvendt heller ingen glæde.”

”Men det er, som om han også blevet dummere på en eller anden måde ...” sagde Vibeke. ”Han er ude af stand til at koncentrere sig, og han er samtidig blevet en værre pindehugger, der går vildt meget op i alt muligt fnidder-fnadder.”

”Hans hjerne har været udsat for et meget voldsomt traume. Den skal lige lære at fungere igen.”

”Men det, jeg mener, er, at det sgu virker uhyggeligt på os alle sammen, at han aldrig har talt om, at han faktisk slog sin kæreste ihjel.”

Psykologen forsikrede Vibeke om, at denne erkendelse nok skulle komme på et senere tidspunkt.

”Han er lige som en zombie!” sagde Vibeke.

”Ja, vi må se, hvordan tingene udvikler sig, når han får lidt mere tid til at komme sig i.”

Støttet af optimistiske lægevurderinger tolkede Jacobs familie alle hans særheder som 'forbigående' og bar over med ham. På den ene side var det jo en frygtelig ulykke, han havde været udsat for. Men på den anden side var de også ubehageligt berørt over hans til tider bizarre adfærd. Familiens optimistiske forventninger til Jacobs rekonvalescens holdt for så vidt stik. Ar holder man op med at bemærke efter et stykke tid. Jacobs hukommelse blev genoptrænet, og han kom til at huske lige så godt, som han havde gjort inden ulykken. Paranoiaen og de halvpsykotiske hallucinationer og tvangsprægede tankemønstre forsvandt efter nogle måneder. Men der var en særlig evne, der ikke kunne genoptrænes. Jacobs natlige drømme forsvandt. Formentlig på grund af blødningen i frontallappen, men vi kan ikke sige det med absolut vished. Jacob savnede sine drømme. De havde været en væsentlig ting i hans liv. Ikke at han skrev dem ned eller tolkede dem, men han havde altid vidst, at han havde dem. Inden ulykken kunne han vågne, badet i sved efter en hyperrealistisk drøm, hvor der var sket alt muligt fantastisk. Men efter ulykken var der intet, når han vågnede om morgenen. Ikke så meget som et enkelt, lille billede var han i stand til at genkalde sig, når han vågnede.

Den del af hans bevidsthed, der drømte, forsvandt i Tyskland.

I sine mest tænksomme stunder forklarede Jacob for sig selv, at det – i hans situation – gav mening at fortolke tabet humoristisk paradoksalt.

”Man kan måske drømme, at man ikke kan drømme,” tænkte han. ”Og måske vågner jeg om et øjeblik, og så er alt, som det plejer at være.”

Andre gange kæmpede Jacob med den tanke, at det hele – ulykken, skaderne og Ullas død – måske i virkeligheden blot var en drøm, han til slut ville vågne op fra. Alt ville måske igen blive, som det var, inden ulykken indtraf.

En dag stod han ved kajen i Nyhavn og stirrede på det beskidte vand, som om han læste i en bog. Han havde fået den tanke, at han måske i virkeligheden var fanget i et koma efter ulykken, og om hans drømmeløse liv nu i virkeligheden var et mareridt, han var fanget i. Et mareridt, som ville fortsætte til den dag, han skulle dø, fordi hans pårørende besluttede, at der skulle slukkes for respiratoren. Det kunne være Ulla, som fik lægerne til at slukke for maskinen. Sæt nu, at han en dag kom til sig selv igen, hvad ville han så vågne op til? – Måske var han – i virkeligheden – død?

Og nu vi er ved emnet 'død': Halvandet år senere døde Jacobs mor af uhelbredelig cancer i mave- og tarmsystemet. Efter en lang og pinefuld sygdomsperiode modtog Jacob en skønne dag det opkald, han havde ventet og frygtet igennem længere tid. Hans søster ringede og fortalte, at moren nu lå på det allersidste.

”Satans osse! Hvad siger lægen?” sukkede Jacob.

”Det er ikke til at sige. Det ene øjeblik tror jeg, at det er slut. Næste øjeblik kommer hun til sig selv igen og lyder helt klar.

”Hvad siger lægen?”

”Hun vil ikke sige noget med sikkerhed, men jeg kan da godt se, hvad hun tænker ... Hun tror ikke mor holder natten over.”

Jacob satte sig ned. Det klør på hans højre lår, og han krassede, indtil det gjorde ondt.

”Hallo?” sagde Vibeke utålmodigt.

”Ja?!”

”Hvad har du gang i?”

”Nå ... Jeg skulle bare lige skrue ned.”

”Kommer du over og sidder hos os?”

”Nu? I aften? Ved du hvad, jeg er lige kommet hjem fra vagt. Jeg kommer over i morgen tidlig, og så ses vi.”

”...”

”Vibeke?”

”Du er godt klar over, at mor ligger på det sidste, ikke.”

”Jo, det man kaldte ”dødslejet” i gamle dage.”

”Stop det der snak, Jacob. Du ved udmærket, hvad jeg mener.”

”Ja, jo ... Men jeg tager derind i morgen meget tidligt, ikke.”

Vibeke sukkede og hostede.

”Du er bange, lillebror,” sagde hun tørt.

”Tak fordi du er hos mor i nat ... Jeg kan bare ikke selv ... fordi ... Ja, jeg ved sgu ikke.”

De afsluttede samtalen. Et øjeblik sad Jacob med røret i hånden og kiggede hen på vinduet. På den anden side af gaden hang ungerne som sædvanlig ud af vinduet og råbte til nogle venner nede i gaden. Han tændte for fjernsynet og fulgte billederne på fjerneren. Der var et indslag med nogle talende jakkesæt, han ikke kendte. Han kunne ikke koncentrere sig om at følge med. Vibekes ord om, at deres mor lå på det sidste, virkede overvældende på ham. Da han var ung ville han have sprunget op og løbet ud af døren for at gøre et eller andet, men nu orkede han ingenting.

Han tænkte på morens sygdomsforløb fra begyndelsen. Sidste forsommer, hvor Vibeke overtalte hende til at gå til lægen, efter at hun i tre måneder havde haft mere eller mindre konstante mavesmerter. Hun havde drukket urtete, når hun lagde sig til at sove, og ikke kunnet lukket et øje på grund af de mærkelige krampetrækninger i maven. Om dagen tænkte hun ikke så meget over det, sagde hun. Typisk deres mor. Aldrig gå til lægen for noget som helst. Aldrig spise medicin. Aldrig give sine børn nogen form for medicin. Kun de obligatoriske koppe-vacciner fik Vibeke og Jacob.

Mor Jette havde sine principper. Hun spiste biodynamisk i 70'erne, hvor det ellers kun var et fåtal, der havde hørt om den slags. Hun kørte i hundredvis af kilometer for at kunne købe det, der ti år senere skulle blive omdøbt til ”økologisk” mad i supermarkederne. Alle gårdene lå langpokkerivold ude på landet, og Jacob spurgte engang sin mor, om det var økologisk forsvarligt at køre så langt efter økologisk mad. Hun spurgte, hvad han mente med det, men da han forklarede hende, at hendes bil forurenede, og at ”naturens økologiske regnskab” jo også blev negativt påvirket af hendes bils skidt og møg, blev hun rasende.

”Og hvad med din og fars rygning?” spurgte Jacob. ”Den kan da ikke være biodynamisk?”

Jacob blandede to forskellige ting sammen, svarede moren hvast. Det var jo slet ikke det, det handlede om. Jacob spurgte, hvad det så handlede om? Jamen, ih og åh ... hist op og kom herned, begyndte hun ... Det gjaldt om, at man tog vare på sin krop, fordi madindustrien lavede sådan en underlødig kost, som hun ikke forstod, at befolkningen fandt sig i at skulle æde.

Men madpyramider og kostcirkler og biodynamisk skævvredne grøntsager kunne ikke redde Jette. Hun var ryger ligesom sin mand. Begge havde de kæderøget siden teenage-årene, og selv ikke ægtefællens cancer fik hende til at lægge sin egen rygning på hylden. Jacobs far fik cancer i lungerne og i lymfesystemet. Han stoppede rygningen til slut, fordi det gav ham mere luft, men han gjorde det først, da lægerne havde fjernet hans ene lunge. Det må have været hårdt for Jette at sætte vandtætte skotter op imellem sin egen rygetrang og synet af ægtefællen, der døde en pinefuld død for øjnene af alle i familien.

Hans mor døde i en tung morfindøs. Gul i huden som solen på Ota-solgrynspakkerne, gul som hætterne på hans barndoms remouladeflasker. Vibeke var hos hende på hospitalet. Jacob sad i stuen i sin lejlighed og kiggede ud i luften. Han kunne tage til hospitalet og være sammen med sin mor og sin søster. De behøvede ikke ikke at tale sammen, Vibeke og han. De skulle bare være der sammen for mors skyld.
Han burde have gjort det, men han kunne ikke.

Han gik i stedet ud i køkkenet og åbnede en flaske vin. Han trak telefonstikket ud og slukkede for mobilen. Han satte mig ind i stuen og gloede på Discovery hele aftenen. Da flasken var tom, var han blevet møgtræt og sjoskede ud og børstede tænder. Det sidste, han gjorde, inden han lagde sig til at sove, var at tænde for mobilen igen.

Han vågnede ved, at Vibeke ringede. Klokken var halv fem om morgenen, og hun lød rolig og meget stille i telefonen.

”Ja, så er mor død,” sagde hun langsomt.

Jacob sukkede og rullede om på ryggen. I mørket lå han og stirrede op i loftet. Han følte sig helt blank i hovedet.

”Har lægen været der?” spurgte han.

”Ja. Hun var ret urolig i aftes. Nogle gange faldt hun hen, men så vågnede hun op og spurgte forvirret om det ene og det andet.”

”Hvad spurgte hun om ... Far?”

”Ja, det gjorde hun vist også,” sagde Vibeke. ”Men jeg sagde bare til hende, at hun skulle lægge sig ned og slappe af. Jeg sad med hende i hånden hele aftenen. Omkring midnat faldt hun i søvn. Jeg tror også, jeg blundede lidt i stolen ved siden af hendes seng. Jeg vågnede, hver gang hun rørte på sig. På et tidspunkt trykkede mor min hånd. Hun lå og kiggede ud i luften. Jeg så på hende i halvmørket på stuen.

”Skal jeg tænde lyset, mor,” spurgte jeg

”Nej, det gør ikke noget ... Hvor er far?” sagde hun.

”Han har det godt,” sagde jeg.

”Nå, det var godt,” sagde hun og lukkede øjnene igen.

”Du skal ikke være bange,” sagde jeg.

”Det er jeg heller ikke,” svarede mor og fortsatte, så stille at jeg måtte læne mig ind over hende, for at høre, hvad hun sagde.

”Hvad sagde hun?” spurgte Jacob.

”Hun sagde såmænd ikke andet end: 'Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil helst ikke.' ... Jeg gav hende et lillebitte klem og satte mig og betragtede hendes ansigt. I halvmørket hørte jeg, hvordan hendes vejrtrækning blev meget kort. Pludselig holdt hun op med at trække vejret ... Jeg kunne både se det og høre det, at nu døde hun.”

”Og så tilkaldte du sygeplejerskerne?” spurgte Jacob.

”Nej,” svarede Vibeke. ”Så begyndte jeg at tælle. Da jeg talt til 100, slap jeg mors hånd og prøvede at tage hendes puls ... Der var ikke noget at mærke, der er klart. Imens jeg talte, kunne jeg se, hvordan rynkerne i hendes ansigt ligesom blev rettet ud, fordi hun havde fået fred.”

”Jeg klæder mig på, og så er jeg hos dig om en halv time,” sagde Jacob hurtigt.

”Nej, det gør ikke noget,” svarede søsteren. ”De har kørt hende væk og laver nogle undersøgelser ... Bagefter bliver hun kørt ned i kapellet ... Du må vente til hen på formiddagen med at komme herud.”

”Men hvad med dig selv?” spurgte Jacob.

”Mig? Jeg er træt. Jeg skal hjem og sove nu,” sagde Vibeke i samme rolige tonefald.

De ringede af. Det var mørkt udenfor, og Jacob lå i mørket og forsøgte at holde den tanke, at begge hans forældre nu var døde af cancer, ud. Vibeke og han var dermed familiens ældste, og han var dårligt nok fyldt fyrre endnu. Jacob havde dårlig samvittighed. Han vidste, at han havde svigtet ikke blot Vibeke, men også sin mor. I stedet for at tage ud på hospitalet, havde han gloet tv og drukket sig tilpas fuld til, at han kunne falde i søvn. En del af hans bevidsthed ville gerne vise moren den sidste respekt, men en anden – og stærkere – del kunne ikke udholde tanken om det ud. Jacob fattede ikke, hvordan Vibeke kunne fortælle så roligt om natten begivenheder. Hun havde engang sagt til ham, at når man først gik ind i smerten i en samtale, så var den slet ikke ubehagelig. Faktisk kunne man slappe af i en helt anderledes kontakt med den døende end ellers, når man ”gik ind i det rum”, sagde Vibeke, hans gennem-fornuftige søster med den tørre humor og de krasse kommentarer, som ellers aldrig brugte billeder eller forstærkende udtryk, når hun talte om noget som helst. Hverken over for sine børn, sin mand eller overfor mor og bror.

Jacob så på mobilens ur. Klokken nærmede sig syv, og han stod op og gik ud på badeværelset, hvor han tog et langt brusebad. Imens vandet løb ned over ham, stod han lænet op af badeværelsets mur med lukkede øjne. Han nød det varme vand, der løb ned over mit ansigt. Nød følelsen af vanddråber, der landede på huden, samledes og løb ned over ansigtet, ned på hans krop og videre ned i afløbet.

Og med et vældede tårerne frem. Den ældgamle skuffelse over, at hans mor – hun som havde bragt ham til verden, som man siger – aldrig havde kunnet rumme ham. Og i det øjeblik vidste han, at uanset at mor og han havde gået og talt om alle ”traumerne” fra 70'erne, og uanset om de havde forsikret hinanden om, at skilsmissen og delebarns-periode var fortid, som de havde lagt bag sig, så var han mærket. Alligevel havde han sagt, ”Jeg bærer ikke nag, mor” da de en dag var spadseret en tur sammen i parken. Hans mor havde uden tvivl været lettet.

Sandheden var, at Jacob ikke kunne tilgive sin mor, at hun havde brugt så megen tid på at realisere sig selv. Han vidste, at han ville huske hende som en person, som interesserede sig for ham og hans storesøster når og hvis, hun havde overskud til det. Det havde hun ikke i det meste af ti år efter skilsmissen. Jacob boede hos sin far og undgik sin mor. Han deltog udelukkende i pligtbetonede højtideligheder og sammenkomster, hvor de ikke kom på tomandshånd med hinanden. Hans far, gamle Peter, var en rigtig 68er, der havde rejst overalt i verden som ingeniør, og som havde ligget i med alverdens kvinder. Han var promiskuøs af natur, sagde han om sig selv. Jo tak, det var årsagen til, at ægteskabet opløstes i 1980, da Jacob var knap 14 år gammel. Skilsmissen var hård at komme igennem for familien. Det endte med et kompromis, hvor børnene blev delt imellem de to forældre. Jette søgte og fandt støtte i en kvindegruppe. Peter fandt hurtigt en ny kæreste.

Jacob var med sin mor og søster på en ødegårdsferie i Sverige. Det var i feminismens højtideligt løsslupne år, hvor nøgenhed, seksualitet (lesbianisme!) og hash skulle afprøves uden indblanding fra mandschauvinister (eks-mændene). Socialisme og kapitalisme blev diskuteret som 'historiske realiteter', og sammen med tampax, pessaret, skedeorgasmer og ungernes skole var bøger af Susanne Brøgger og Karen Blixen obligatoriske samtaleemner. En dag styrtede sommerregnen ned i ødegården, og alle kvinderne smed tøjet og løb ud i gården, hvor de jublende legede 'brusebad'. Alle børnene skulle smide tøjet og brusebade sammen med kvinderne, for ingen kunne jo føle hæmninger overfor hinanden i et frit og naturligt samvær, hvor ingen dominerede hinanden. Det var vanskeligt at gøre for Jacob, som var vokset op hos sin far, som var en gammeldags type, der aldrig delte følelser med sin søn. Jacob hadede ideen om at skulle smide tøjet foran alle damerne og foran moren. Vibeke tog det køligt. Hun var et par år ældre end Jacob og stolt af sine små bryster, men han, han hadede at stå i regnen, nøgen og hårløs. Det var pinagtigt at få tøjet af, men morens blik fik ham til at gennemføre det, og til slut stod han nøgen i sommerregnen sammen med de andre og hoppede op og ned i mudderet.

Og så – kraftedeme! – flyttede forældrene sammen igen efter 12 års skilsmisse. – Hvor tåbelig teenager-agtig har man lov at være?!

Badevandet sved i Jacobs øjne. Han slukkede for vandet og tørrede øjnene og klædte sig på. Han følte sig tung og øm i musklerne.

”Som en gammel mand,” tænkte han.

På hospitalet talte han med en sygeplejerske. Hun bad ham vente og gik afsted for at hente den mand, der styrede kapellet. Jacob satte sig og ventede. Kiggede på de andre besøgende og på enkelte patienter, der gik omkring i hospitalstøj eller blev kørt til og fra elevatoren af portører eller sygeplejersker. Så længe han koncentrerede sig om at kigge, kunne han undertrykke sine følelser. Så kom bestyreren af kapellet. En venligt udseende mand i fyrrerne, skaldet og med markante, gråsprængte øjenbryn. Let buttet og med en sund kulør som efter en lang solferie. Han ledte Jacob hen til en elevator og sammen kørte de ned til hospitalets kapel. De gik sammen igennem lange gange og kom til sidst til en sektion, der var malet i afdæmpede farver. Midt på gangen var der en dobbeltdør i brunt træ med matteret og facetslebet glas i to dele. Over døren sad et lille skilt i sort plast med hvid skrift: ”Kapel”.

”Din mor er herinde, og du kan bare gå ind og sætte dig. Når du er færdig, kommer du bare og henter mig. Jeg sidder derhenne.”

Portøren pegede på en anden dør, et lille stykke nede af gangen.

Jacob skubbede døren op og gik ind i det lille kapel. Der var dæmpet belysning på væggene, som var nøgne på nær at par komplet neutrale billeder af træer og fugle. Der lugtede af en mellemting imellem gammeldags Irish Spring-sæbe og røgelse. Ude langs væggene stod en række stole med sorte plastiskpolstrede sæder og ovalt træryglæn. I midten af lokalet stod hospitalssengen og ved siden af den stod et lille bord. På bordet stod en vase med kunstige blomster, og der lå desuden en lille bibel.

Jacob gik hen til sengen og stillede sig ved hovedgærdet i sengens højre side. Længe stod han og kiggede på morens ansigt og på lagenet, der var lagt over hende fra halsen og nedefter. Så gik han om på sengens anden side. Vibeke havde haft ret, morens rynker var for en stor dels forsvundet, men hun havde intet nævnt om, hvor lille hun var. Der var kun nogle ganske uanselige forhøjninger på lagenet, der hvor hendes fødder måtte være. Det venstre øjelåg var en anelse åbent, og Jacob lænede sig tæt ind på moren for at se på hende, som han aldrig nogen sinde tidligere havde betragtet sin mor, imens hun levede.

Øjet var fuldstændig ubevægeligt. Han trådte et skridt baglæns. Der var intet at se, intet at mærke, ingenting der blot antydningsvist mindede om den kvinde, som havde været hans mor. Det gik op for ham, at det ikke var et menneske, der lå her på sengen. Ud over ham selv, hans egen vejrtrækning, hans egen puls og hans egen, levende krop, var lokalet tømt for liv. Han forstod, hvad folk mente, når de talte om et afsjælet legeme og kom til at smile af sig selv. Han havde kørt som Falck-redder i hundrede år og en rødbede og havde mødt døden ganske ofte i sit arbejde. Og alligevel følte han sig fuldkommen paf over at stå og betragte døden i skikkelse af hans mors livsløse legeme. Han stod foran hende som søn og som menneske, ikke som professionel, og betragtede døden.

Jacob kom til at tænke på, om han var ved at komme til at græde. – Nej. Følte han en klump i halsen? – Nej. En smerte i brystet? – Absolut ikke. Hvis han havde nogle levende følelser i sig, så var de ved en ubegribelig psykisk proces blev låst i hans syn. Han kiggede og stirrede og registrerede og observerede sin mors afsjælede legeme. Han følte et stik af dårlig samvittighed – eller måske var det skam – over ikke at føle noget ved synet, og rakte impulsivt ud for at berøre morens kind. Ansigtshuden føltes gummi- eller voksagtig. Morens kind var fast og maskeagtig at røre ved. I dette øjeblik gik det omsider op for ham, at han var helt alene i kapellet.

Manden havde ganske vist sagt til ham, ”Hun er derinde ...”, men her var jo ingen andre end ham selv. Det, der lå i sengen havde mange ligheder med et bestemt menneske, han havde kendt, men det var ”jordiske rester”.

Jacob satte sig på kanten af en stol og stirrede på sengen for at at fylde sit blik med billeder. Følelserne og tankerne måtte følge efter på et senere tidspunkt. Første reaktion kom allerede, da han lidt senere satte sig ind i bilen på parkeringspladsen, lige uden for hospitalet. Han fik pludselig den tanke, at nu var Ulla død, og begge hans forældre var døde. Han var halvvejs i sit liv, barnløs, og ansat i et job, han ikke kunne huske, hvorfor han havde søgt. Havde han i grunden nået det, han skulle? Det, han kunne? Han anede det ikke og lænede sig ind over bilrattet. Holdt fast i det med begge hænder og bankede panden imod airbag'ens polstrede dæksel. Det gjorde ikke ondt, men efter et øjeblik følte han sig fjollet, og sådan undgik han at græde.

Vi sætter tre forskellige figurer op overfor hinanden i en delikat tre-retters menu. Forretten er hurtigt overstået, den fylder ikke meget på tallerkenen, men den følges af et glas isafkølet Chablis, og den har både farve og noget godt til fantasien:

Lars er født i Løvens Tegn 1967, 194 cm, 90 kilo, kornblond hår, aflangt ansigt med røde kinder og varmepletter, når han bliver ophidset. Han er kvabset muskuløs – man kan fornemme, at han har dyrket atletik eller bøjet jern som ung, men at det er ved at være længe siden. Arbejder som ekstern lektor i Århus og Odense. Læser meget og sidder mange timer foran computeren hver dag. Smugryger.

Og så går vi over til hovedretten: Majken. Som det gælder for alle hovedretter er smagsindtrykkene af både kød og grøntsager beriget af forrettens indtryk. Majken er gift med Lars og dermed omdrejningspunktet i vores menage a trois.

Majken er født i Tvillingernes Tegn 1968, 170 cm, 62 kilo, brunette med kraftigt, skulderlangt hår, kønt ansigt, lang hals, spinkle, lidt firkantede skuldre og lange ben. Store bryster, smalle hofter, store fødder. Patolog. Omhyggelig med sin personlige hygiejne uden af være forfængelig. Ordensmenneske med forældre, der har været gift i næsten fyrre år. Et særtræk er, at hun samler på sko.

Til slut kommer desserten, der er sammensat af noget sødt og lidt surt. Farverne er overvejende røde og brune, og der er pyntet med blå og rød glasur. Øverst på anretningen er der sat en lille klat flødeskum.

Jacob er født i Fiskens Tegn 1967, 188 cm., 80 kilo, nøddebrunt hår, høje kindben, hagehul, blå skygge på kæben uanset hvor nybarberet han er, kraftig kropsbehåring og en lys stemme, Han er Falck-mand og lystsejler. Begge forældrene er døde af kræft, og han er fanatisk ikke-ryger. Går til møder i ATTAC og støtter Greenpeace. En rigtig idealist, med andre ord.

Lad os nu starte med Lars og Majken. De er akademikere på vej imod de fyrre med hus, to biler og sommerhus ved Gevninge, nær ved Roskilde fjord. Materielt set har de det godt, følelsesmæssigt stiller sagen sig helt anderledes. Majken føler sig emotionelt udsultet. Lars er holdt op med at gå op i den slags. De er ufrivilligt barnløse og har efter flere behandlingsforsøg opgivet at få børn. De undersøgte i en periode muligheden for adoption og familiepleje, men opgav det fordi det simpelthen ikke var dem. Lars og Majken dyrker rutinesex, cirka en gang om ugen. Hver gang de boller, får Lars en koncentreret fure i panden, og Majken skjuler ansigtet i håret, eller drejer det ned i puden. Han analyserer situationen på lagenet – sengen er det eneste sted, de nogensinde har elsket, for Majken vil ikke have griset husets møbler til – som et skakbræt. Hun ved præcis, hvordan hun kan få sin mand til at komme. Hvis hun sætter sig oven på ham, tænker han: ”Kort rokade”. Når hun ruller om på maven og lægger sig på knæ for at få ham til at tage sig bagfra, tænker han: ”Skak”, og når hun kommer med et lille hvin, tager det ham ikke længere end et halv minut at arbejde sig frem til sin egen orgasme. Skakmat.

Så sker der forskelligt, som vi ikke behøver at komme nærmere ind på her; men det korte af det lange er, at Majken en dag vil skilles. Sådan. De sælger huset og sommerhuset og flytter hver til sit. Lars får en depression og sumper. Han mister jobbet efter 120 sygedage. Majken føler sig lettet. Hun er overrasket over, hvor megen tid hun får til sig selv, men efter et halvt år som single, og efter to fusere på dating.dk, får hun lyst til at gøre tingene på gammeldags maner. Hun ringer til sin veninde, Marianne, og sammen aftaler de en 'tøseaften' en fredag i begyndelsen af september. De tager ind på et lille, trendy sted i Nyhavn og spiser en rigtig lækker middag. Bagefter går de på cafe. De taler om smoothies. Marianne har netop købt en bog med opskrifter, og de diskuterer om den lækreste smoothie er den med gule kiwier og nektariner, eller om det er den med passionsfrugt. Pludselig ser Majken en fyr i lokalet. Han sidder alene, et par borde væk. Han læser i et magasin og drikker fadøl. Majken er sikker på, at hun kender ham. Hun vender sig efter ham, da han på et tidspunkt rejser sig og går op i baren. Idet manden passerer dem, sender han Majken en mellemting mellem et heartbreaker-smil og palle-alene-i-verden-smil. Marianne ler og siger: ”Nå, der var sgu da kontakt der, hva'!” Situationen pirrer Majken, men hun bliver også nervøs. Inden hun tog afsted lagde hun rent sengetøj på og stillede friske blomster og stearinlys ind i soveværelset. Hun ved godt, hvorfor hun har gjort det; nye, uforudsete, seksuelle muligheder skal have rene lagner at afprøves på. Men ingen anden mand end Lars hat rørt ved hende på den måde, siden de blev gift.

Marianne begynder at fortælle om sin ufornuftige, femten-årige datter, Amalie, som blev kørt hjem fra en natklub af politiet i sidste uge. Hun gør det for at lette lidt på stemningen. Imens sidder Majken og bider sig i læben. Hun kan ikke koncentrere sig om Mariannes datter. Hun tænker stadig på fyren fra før. Navnet?

På et tidspunkt griber Marianne hendes hånd og giver den et lille klem.

”Majken,” siger hun og smiler. ”Hvor er du henne, lige nu.”

”Åh, jeg ved ikke ...” svarer Majken. ”Jeg er bare lidt træt.”

”Ja, vi er nogle kønne gamle tanter,” siger Marianne ironisk. ”Vi sidder her og er for trætte til andet end at gå i seng, og klokken er ikke mere end halv ti!”

Der kommer en tjener forbi, og Marianne griber ham i ærmet og råber, ”Ja, en kop øl mere til os hver, tak!”

Og nu, ved ordene ”ja-en-kop ...”, falder femøren omsider for Majken. Hendes hjerne bladrer sig frem til den side i fotoalbummet, hvor fyrens ansigt står anført sammen med et navn. Det er Jacob, ja, det er. En af Lars' surfkammerater fra gymnasieårene, vist nok. Hun har ikke set manden i årevis.

Når hun betragter ham nu, ser hun en person, der er pæn på en meget almindelig måde. Han er blevet lidt furet omkring øjnene og ved munden, men ansigtet virker harmonisk. Hun fornemmer, at han er følsom. Hans næse er mindre end Lars', og der er noget særligt med hans øjne – de virker drengede og intelligente. Hun synes, at han er sød.

Nå, men nu ved vi altså, at Lars og Jacob kender hinanden helt tilbage fra teenage-årene. I fortællende tid er det altså over 20 år siden, at Lars var med i et slæng af surfere, der ”surfede, svirrede og horede”. Da Majken i sin tid traf Lars, var Jacob hans bedste surf-kammerat, og Jacob var med til både polterabend og bryllup, men derefter gik venskabet stille og roligt i stå.

Jacob går forbi dem, han vender tilbage til sit bord. Marianne tier og kigger på Majken.

”Go' røv.” fniser hun og rejser sig. Inden Majken har set sig om, har Marianne inviteret Jacob over til deres bord. Hun sender Majken et særligt venindeblik, som betyder: ”Nyd det.” Hun blinker, og det betyder: ”Du har lov til det.” Majken mærker sveden bryde frem under armene.

De bestiller Martinier, og da de har tømt glassene, undskylder Marianne sig med, at hun skal hjem til sine børn. Hun forlader Jacob og Majken med et stort smil og masse søde ord. Hun giver Majken et kæmpe knus. Majken føler en stærk impuls til at gå sin vej. Marianne har altid været så fri og liberal, men selv er hun nok lidt mere pragmatisk. "Faktisk blev hun kaldt 'snerpet' af sine veninder, dengang hun var ung for snart nogle hundrede år siden ...

Og så sidder de der. Mand og kvinde på hver sin side af et lille, rundt bord. Han spørger interesseret til hendes mand, som det er alt for længe siden, han har set. Da hun fortæller, at hun ikke er gift med ham længere, siger han: ”Nå!” Og han fortsætter, efter en lille pause, og siger forundret: ”Ja, det er søreme også for galt, at jeg ikke har talt med Lars ...”

Han tier igen, for nu indser han, at situationen er helt anderledes, end han først antog. Det, der umiddelbart tog sig ud som et tilfældigt møde – som godt kunne være blevet lidt halv-pinligt på grund af alt muligt fnidder – syner nu langt mere åbent. Her sidder han i selskab med den kvinde, som giftede sig med hans bedste kammerat. Det er længe siden, men hun er stadigvæk en af de smukkeste kvinder, han har truffet i sit liv.

Og nu sker det noget, der accentuerer de erotiske elementer i vores historie. Majken ser pludselig noget i rummet bag Jacob, der vender hendes stemning. Hun føler sig pludselig opstemt. De sidder centralt i lokalet ved en halv skillevæg, der er beklædt med grønt glas. Lokalet er oplyst af halogen, ikke for meget og ikke for lidt, men nok til at farverne og ansigtshuden tager sig naturlig og sund ud. Majken kan se gæsternes ben spejles i glasset. Jacob sidder afslappet i stolen, vendt direkte imod hende. Bag ham sidder der tre yngre kvinder ved et identisk bord. En af pigerne, sidder ved sit bord på samme måde som Jacob og er altså vendt imod Majken. Majken kan se hele vejen op imellem kvindens ben. Jacob bemærker Majkens blik. Han spørger, hvad der er på færde omme bag hans ryg.

”Nå, jeg sad bare og kiggede op under skørterne på pigerne bag dig,” siger Majken med et skævt smil. Hun føler sig fjollet. Den slags bemærkninger er slet ikke hende.

Hun fortsætter med at fortælle løst og fast om sig selv. Set lidt udefra er det stort set udelukkende fakta, hun oplyser Jacob. Hun ved, at hun kan komme til at lyde lidt kedelig, men undgår helt bevist at tale om følelser. Jacob borer ikke i tingene, men lytter opmærksomt til alt, hvad hun fortæller. Og – på trods af situationen og Majkens usikkerhed – bliver samtalen mere og mere umiskendeligt dobbelttydig. Efter en time kan det meste af, hvad de siger til hinanden, tolkes som erotiske ladet. Majken føler sig lidt mere afslappet og er næsten kommet i feststemning. Hun tilskriver det den alkohol, de indtager. På et tidspunkt retter kvinden bag Jacob sig op, Majkens blik falder igen på spejlbilledet, og nu ser hun et trusseløst skød. Synet får Majken til at gå i stå, midt i en sætning. Jacob kan godt se, at Majken atter kigger på glaspladen på væggen skråt bag ham.

”Ser det godt ud?” spørger han og kigger ned til højre, så hans øjne krydser Majkens blik. Når han smiler genert med lukket mund, får han smilehuller, som Majken synes er søde.

”Hun har lidt tynde ben,” griner Majken og fornemmer, hvordan det, at Jacob kan se hende glo, tænder hende på en måde, hun ikke har prøvet før. Det minder hende på en omvendt måde om de gange, hvor Lars ville have hende til at glo pornofilm sammen med sig. Det handlede mest af alt om, at hun skulle se ham tænde på synet andre kvinder. Nu mærker Majken en ganske svag krampefornemmelse i skeden og retter sig uvilkårligt op i stolen. Hun lægger hænderne på bordet. Jacob synes, hun er cool, og at hun virker enormt afslappet. Majkens ben ryster under bordet.

De drikker fire Martinier hver, inden de rejser sig og kører afsted i en taxa. De taler ikke rigtig sammen under køreturen, for der er i grunden ikke så meget mere at sige. De ved begge, hvad det her går ud på.

Han kan ikke få den op at stå. Han har ellers givet hende the full treatment og nydt hendes klynken og sukkelyde. Hun var dødnervøs i starten, og tog en tube med glidecreme frem. Han tog flasken fra hende og lagde den på natbordet. Så gav han sig til at kysse hende på hele kroppen. Ansigt, hals, krop, bryster, mave og så videre nedad. Nedad, nedad og så op igen. Og nu var hun plaskvåd. Han smagte på hende. Han gumlede blidt på skamlæberne og nød den tynde, lysebrune behåring, der løb hele vejen fra røvhullet og op i en tynd stribe til lige under navlen.

Hun smager pragtfuldt. Salt, sæbe og parfume og en kropslugt, som han med det samme ved, at han er vild med. Kropslugte kan være et totalt turn off for ham, men Majken er bare for lækker.

Men så går det galt for ham. Han kommer til at tænke på Ulla. Han gør det, man aldrig må: Han sammenligner de to kvinder med hinanden. Hun mærker, hvordan han pludselig bliver underlig planløs i sine bevægelser. Hun sætter sig op. Han ser op og smiler nervøst.

”Hvad er der?” hvisker hun.

”Jeg kan sgu ikke,” siger han og rømmer sig.

”Vi har ikke travlt.”

”Nej, men ... Jeg kan bare mærke, at det ikke går.”

”Er det noget med mig?”

”Nej, nej! Jeg ved ikke; måske er det fordi ...”

”Fordi hvad?”

”Ja – jeg er sgu sjov – men jeg ... Jeg kom pludselig til at tænke på ...”

”På Lars?”

”Ja ... Undskyld.”

”Det skal du da ikke sige undskyld for.”

”Nej, men altså, jeg har det lidt, som om han ligger her i sengen sammen med os.”

Han lyver. Det var et spøgelse, der gik igennem soveværelset for et øjeblik siden. Majken ler dæmpet og tager en morgenkåbe over sine skuldre.

”Jeg troede ikke, den slags var et problem for 'moderne mænd'?”

Med krumme pegefingre markerer hun anførselstegnene i luften imellem dem.

”Det kan godt være, jeg skal gå til lægen.”

”Det var ikke det, jeg mente. – Det gik måske også lidt stærkt i aften.”

”Det er ikke det, jeg mener.”

”Nej?”

”Nej, det er oppe imellem ørerne, at der noget galt. – Der er sgu så meget gammelt lort, som bare kører af sig selv. Forstår du, hvad jeg mener?”

”Ja. Det kender jeg godt.”

”Gør du?!”

”Ja, da.

”Nej, det tror jeg ikke, du gør.”

”Jo, jeg gør da. Ingen af os er jo unge længere, og det er da klart, at vi kommer i tanker om så meget forskelligt. – Jeg gør i hvert fald ... Du siger ikke noget?”

Han smiler og skutter sig. Han trækker dynen op over skuldrene.

”Jeg ... Det må du undskylde.”

”Nej. Det behøver du altså ikke. Vi kan også bare ...”

”Spise noget natmad!” afbryder han hende. ”Og drikke et glas vin og sidde sammen i sengen og bare høre musik og snakke resten af natten.”

”Ja? ...”

”Kunne du ikke høre, at der var anførselstegn omkring min sidste sætning?”

”Nej. Hvad mener du?”

Han sukker og klør sig i håret med store bevægelser.

”Klicheen, du ved, om hvordan 'man' opfører sig efter et godt knald.”

Han markerer anførselstegnene omkring ”man” med krumme fingre i luften imellem dem.

”Det kan da godt være, at det er set før, men det betyder da ikke ...”

”Jo. For mig gør det. Der er så mange ting, vi ikke ... Vi kender ikke hinanden.”

”Nej. Men du sagde, at du var alene? Du har vel ikke ... Er der alligevel en anden?!”

”Det er ikke det, jeg mener.”

”Nej? Hvad så?”

”Ja, jeg skal rejse til New Zealand om tre uger.”

”Ja, det lyder da lækkert, der har jeg aldrig været. Du skal vel ned og sejle?”

”Det er ikke det, jeg mener. Jeg mener, jeg kommer ikke hjem igen foreløbig.”

”Hvad mener du?”

”Jeg har tænkt mig at blive dernede i en lidt længere periode.”

”Ja?”

”Ja, måske arbejde lidt. Jeg ved det ikke.”

”Men så kommer du vel hjem igen.”

”Jeg ved det ikke.”

Han ser ikke på hende. Kigger stift på gulvtæppet. Majken rejser sig.

”Undskyld, men jeg skal altså lige på toilettet.”

Majken halvløber ud på badeværelset, sætter sig, tisser og krummer sig sammen, hen over sine knæ. Med ansigtet skjult i hænderne tænker hun: ”Åh, nej. Ikke en af de sårede og komplicerede typer. Bare han ikke også er skør.”

Men jo, Majken, der er lige præcis sådan en fyr, du netop har dyrket sex med. En pæn, brugt tekop. Ser godt ud i kataloget, men tæt på, er det pludselig tydeligt, hvor brugt den er. Forgyldningen er delvist slidt af, og indvendig er glasuren krakeleret. Sådan er det jo. Vi bliver alle sammen ældre. Nogle af os har båret mere end andre. Der er så meget, du ikke aner om ham.

Hun rejser sig og går hen for at vaske hænder. I spejlet ser hun sig selv vaske hænder. Hun tænker: ”Han lugter godt. Jeg kan godt lide ham.”

Og Majken, han kan også godt lide dig. Totalt. Og når du om et øjeblik kommer tilbage i soveværelset, så ligger han og snøfter. Nøgen, på ryggen i din seng. Benene ud over sengekanten. Fødderne krydset på sengeforliggeren. Armene ned langs siden af kroppen. Pikken runken og delvist skjult i kønsbehåring. Ansigtet fortrukkent i en grimasse.

I lyset fra natbordslamperne vil du kunne se hans tænder, og du vil uvilkårligt komme til at tænke på, at man jo godt kan se, at han ikke 20 år længere. For sådan er du. Altid det kolde lægeblik. Men du vil slå det hen, for det er du jo heller ikke selv, længere. Og du er også et sødt og ordentligt menneske. Og derfor du vil sætte dig i sengen ved siden af ham og spørge, meget blidt, om han synes, at det var rædselsfuldt at gå i seng med dig. Der er ikke noget som en kvik bemærkning. Og han vil suge luft ind imellem tænderne og sætte sig op og grine skævt til dig. Han vil tørre øjnene i lagenet. I er jo voksne mennesker, når alt kommer til alt.

”Åh, det er bare snot, ikke rørelse,” vil han sige.

Og fingrene vil markere anførselstegn omkring ordene ”snot” og ”rørelse” i luften imellem jer.

Og så, lige pludselig, så er den der. Gnisten. Og så kysser I. Og nu kan han.

De nåede at være gift i mere end ti år, inden Majken forlangte skilsmisse i vinteren 2005. De var akademikere – hun læge, han universitetslærer – og vidt forskellige af temperament og vaner.

Majken var grundlæggende utilfreds med Lars' dovenskab og magelighed. Kunne han få nogen til at udføre en opgave for sig, og derved samtidig undgå et eventuelt ansvar, så gjorde han det. Hun vidste, at han syntes, at hun var en bitch, der brokkede sig over alt.

Lars på sin side kunne i samme åndedrag, som han dødede Majken verbalt, argumentere for, at hans ægteskab kunne og skulle reddes. De var ikke taber-typer, der opgav, blot fordi turen ind imellem gik op ad bakke.

Med tiden voksede forskellighederne desværre til barrierer, som de søgte hjælp for at overvinde. Ak ja, de gik til parterapi, og i flere år og sad de troligt en gang om ugen og fortalte løs. Natpotten kom på bordet, og indholdet blev endevendt og dissekeret, igen og igen. Af hensyn til ægteskabet. Og til familien. Det forekom Majkens venner og hendes nærmeste familie paradoksalt, at hun insisterede på at blive i sit ægteskabet, skønt alle kunne se, hvordan det kørte mere og mere af sporet, som tiden gik.

Det endte med, at Majken opdagede, hvor meget Lars løj over for hende. Han forsømte sit arbejde og brugte penge på fjollede og unødvendige ting og sager. Mest til sig selv. Han var ansat som Ph.D.-stipendiat. Han sagde tit og ofte, at han nød sin 'forskningsfrihed' i fulde drag. I praksis betød dette, at han aldrig fik skrevet tilstrækkeligt mange artikler, ej heller formåede han at fremstille tilfredsstillende papers til de seminarer og symposier, hans studieplan tvang ham til at deltage i. Der var mange andre, små opgaver på universitetet, der ikke havde noget at gøre med hans stipendiat, som han frimodigt kastede sig ud i. Lars ignorerede Majkens forsigtige forespørgsler angående disse opgavers relevans for hans Ph.D.-projekt. Lars påtog sig en ureglementeret vejlederopgave, imens han var stipendiat, og Majkens kritik af ægtefællens dispositioner intensiveredes. Lars sagde, at hun bekymrede sig for meget, og at hans egen vejleder var fuldt ud orienteret om alt, hvad han foretog sig. Majken sagde, at – skønt han ikke ville vise hende sine artikler – var hun ret sikker på, at hans stipendiat hang i en tynd tråd. Lars blev meget vred og forsvarede sine valg med, at ingen andre på universitetet var i stand til at hjælpe den pågældende, meget lovende, studerende med at skrive speciale. Det var derfor, hans overordnede stiltiende accepterede hans ekstra arbejdsindsats. ”Som du altså ikke får løn for!” sagde Majken.

”Nej, det er sandt, men min løn er sgu o.k. alligevel,” forsvarede Lars sig.

Bagefter tænkte Majken over, at det var bemærkelsesværdigt, at hun ikke hæftede sig ved Lars' bemærkning om den ”meget lovende” – kvindelige – studerende. Lars' ry, hvad damebekendtskaber angik, havde været blakket, dengang hun lærte ham at kende. Efter at være blevet præsenteret for hans såkaldte ”venner” – ungdomskammeraterne Pierre og Tom, som han dengang stadig surfede med – havde hun hurtigt fået vished for, at Lars var en rigtig womanizer. Hun havde truffet Lars' venner til en fest og moret sig storslået over Pierres konstante drillerier af Lars. Særlig hans bemærkninger om, at Lars ”så så godt ud, at man kunne se, at han var fuld af løgn”, og at han jo ”kneppede alt med en puls” havde umiddelbart vakt alles latter. Bagefter indså hun sandheden af disse vittige bemærkninger og arbejdede i årevis hårdt på at reformere Lars, som hun inderligt troede på, havde nogle unikke menneskelige kvaliteter. Hun fik skilt Lars fra surfvennerne ved at undergrave venskabernes bæredygtighed og ved konstante og ihærdige påpegninger af samtlige fejl og mangler, der kunne iagttages hos dem. Til slut kunne Lars også godt selv se, hvordan han lod sig bruge af vennerne, hvordan de udnyttede ham uden at give noget tilbage. Dette både slidsomme og langvarige arbejde lykkedes – en efter en faldt vennerne fra – men Majken kunne ikke ane, at det kun var delvist, at Lars blev drømmefyren, som hun trygt kunne være gift med.

Hun beundrede Lars' gode begavelse, men allerede inden, de blev gift, vidste hun, at han havde rod i sine pengesager. Han var lige omvendt sin far, der var forretningsmand og som altid, på kroner og øre, vidste, hvad hans månedlige rådighedsbeløb var. Lars skyldte både A-kassen og Skattevæsenet penge, og tilbagebetalingen af hans studielån trak ud, fordi han til stadighed satte indbetalingerne i bero. Lars arbejdede som undervisningsassistent og havde mange forskellige ansættelser. Han smed lønsedler, kvitteringer og årsopgørelser bort.

Men Majkens indsats syntes umiddelbart at virke efter hensigten. Lars fik styr på sin økonomi ved hjælp af en forbrugskonto. Majken førte hans regnskaber, og hun lavede hans selvangivelse. Til slut vovede hun at få arrangeret en fælleskonto i banken. Hun indså hurtigt, at det havde været en både ufornuftig og dyr beslutning. Lars' forbrug udviklede sig nu komplet uforudsigeligt, da han nu rådede over en konto med to indtægter, hvoraf den ene var en reservelæges.

En dag kom han hjem og oplyste, at han var nødt til at købe alufælge til bilen, fordi de gamle var skæve og ikke kunne rettes op. ”Hvor meget koster det?” spurgte Majken. ”8000.-,” sagde Lars og så hende fast i øjnene.” ”Men synes du virkelig, at vi har brug for det?” spurgte Majken. ”Ja, da. Af hensyn til bilens sikkerhed, synes jeg, at det var vigtigt,” lød svaret. Majken købte forklaringen, fordi den virkede både rimelig og plausibel. Tre måneder senere opdagede hun ved en tilfældig gennemgang af bankudskrifterne, at bilens fælge havde kostet 8000.- stykket, og det var uden montering. Og sådan var der mange hvide og grå løgne, som Majken med tiden lærte at leve med. Men der var også alle mandens dårlige vaner. Lars trykkede på tandpastatubens midte, så den morgen og aften ynkeligt lå og krøllede sammen på badeværelseshylden. Lars tog altid det sidste mysli, så bøtten var tom, når Majken stod op. Han tog de største stykker kød på fadene og drak af hendes glas, når hans eget og flasken var tømt. Hun kunne ikke have slik liggende i hjemmet, og Lars lærte heller aldrig at lægge toiletbrættet ned, ligesom hun ikke kunne formå ham til at bruge toiletbørsten, når han havde lavet brune striber på kummen.

Episoder som disse er trivielle og ærgerlige, men ægtefæller sliber som bekendt kanterne af hinanden. I de første år formåede Majken og Lars altid at blive hurtigt forsonede. Ofte endte de larmende skænderier med, hvad Majken bagefter kom til at kalde for ”trøsteknald”, og hver gang skete det med et dybt følt og gensidigt formuleret ønske om at blive gravide.

Majken var i løbet af ti år blevet opereret for tre graviditeter uden for livmoderen og havde derudover været igennem en række frugtesløse IVF-behandlinger. Forklaringen var ikke ”cellemæssige uoverensstemmelser”, men simpelthen, at der tilsyneladende var noget galt med hendes æggeledere. De kunstigt befrugtede æg satte sig aldrig fast i hendes livmoder, men gled – af uforklarlige årsager – op i bughulen, hvor de satte sig til at gro og dermed udgjorde en livstruende risiko.

En dag hos terapeuten kom Majken til at sige, at det måske netop var ønsket om at få børn, der holdt dem sammen. Lars og terapeuten kiggede intenst på hende. Majken følte sig med et forlegen, slog bemærkningen hen og begyndte at tale om noget andet. Nu var de jo i sidste halvdel af tredverne, sagde hun, og det biologiske ur tikkede ikke så højt længere. Hun holdt en lille pause, fordi Lars rømmede sig. Og når de ellers var oplagte, fortsatte hun, kunne Lars faktisk være en rigtig god elsker.

”Hvordan?” spurgte terapeuten.

”Jeg kan faktisk godt lide hans pik,” sagde Majken rødmende.

Og nu løb ordene pludselig lettere for hende. Hun sagde, at deres ægteskab i høj grad byggede på hendes egne behov for nærhed og ærlighed. Hendes damebladshjerne, sagde hun, havde forvekslet sex med kærlighed. Hun tilføjede, at hun havde indset, at Lars' kriterier for ærlighed og inderlighed var helt forskellige fra hendes egne. Den, hun havde bollet med, først og fremmest var et drømmebillede.

Der blev helt stille i terapeutens kontor.

Fra og med vores bryllup har jeg ikke tal på, hvor mange gange, han har snydt mig og bundet mig halve og hele usandheder på ærmet.

Først blev han fyret fra sit arbejde på et bogforlag, fordi han er doven og fordi, han gjorde sig umulig med chefen. Han kan ikke sammen med kvindelige chefer. Så opgav han det næste arbejde, han fandt frem til, men klokkede endnu mere i det, da han omsider – ved held, støtte og velvilje fra folk, der ikke kender ham så godt som jeg – nåede frem til nålen i høstakken og fik en ansættelse som stipendiat. Med sin utrolige sans for drama og skuespil kæmpede han sig hele vejen frem til indleveringen af en Ph.D.-afhandling, inden korthuset væltede, og han blev afsløret i noget så banalt og pinligt som plagiat. Han er ude af stand til at tænke en selvstændig tanke, men har formået at klare sig næsten helt frem til fyrreårsalderen ved at reproducere delvise sandheder i samtlige sammenhænge, han går ind i.

Da jeg rejste fra Lars gik det for alvor op for mig, at jeg var nødt til at redefinere mig selv. Hele mit liv havde jeg dybest set gjort, hvad andre forventede af mig. Studentereksamen blev ikke engang diskuteret i mit hjem, og min efterfølgende universitetsuddannelse var indforstået for mine forældre. Jeg fik dog – allernådigst, ha-ha! – lov til selv at beslutte, hvad jeg ville læse. Så mødte jeg Lars, og han havde på sin egen måde også fået lov til at definere mig på utrolig mange måder. Min tøjsmag, musikken, jeg lyttede til. Bøgerne, jeg læste. Fra starten i vores forhold var der det, der var forkert og udtryk for ”dårlig smag”. At jeg godt kan lide sko, sagde han sjovt nok aldrig noget til, måske fordi han selv har sine samlermanier. Nå, men det 'forkerte' var alt sammen mit, og så var der ”det rigtige”. Det var selvfølgelig alt sammen hans.

Det kunne jeg godt leve i. Det gav mig vist en form for tryghed at blive ”defineret” af andre. Jeg bestod mine eksaminer og tog min medicinske eksamen med de samme psykiske problemer som alle andre på studiet. Jeg kom igennem turnus uden konflikter af nogen art, for det var nemt for mig at adlyde ordrer fra den lange række af mere eller mindre tyranniske overlæger. Jeg var vant til altid at gøre andre tilfredse. Da jeg nogle år senere begyndte på mit Ph.D. begyndte forholdet til Lars at knage. Jeg blev ”besværlig” og ”overfølsom for kritik”. Men helt ærligt, i den periode kom der sgu aldrig andet end kritik fra Lars, som mere og mere lukkede sig om sit eget arbejde. Jeg tror ikke, at han kunne tåle, at jeg fik en Ph.D.-grad ret nemt.

Da jeg blev 35 år gammel, opgav jeg at få børn. Da jeg fyldte 36 var vores forhold så dårligt, at jeg begyndte at tage p-piller igen, jeg var ret sikker på, at det ikke ville være smart at få børn. Da jeg blev 37 fulgte en lang periode med op og nedture i vores forhold. Så fandt Lars ud af, at jeg tog p-piller og overtalte mig i en af de gode perioder til at lade være med det. Så blev jeg gravid igen, denne gang havde fosteret sat sig det rigtige sted, i livmoderen. Samtidig brød helvede løs i forhold til Lars. Han mistede sit arbejde på universitetet og røg ud i en krise, hvor han blev mere og mere mærkelig og urimelig. Det var på det tidspunkt, at jeg traf jeg den første voksne og selvstændige beslutning i mit voksne liv. Jeg besluttede, at jeg ville skilles fra Lars, og jeg ville beholde det barn, der lå i min mave. Jeg kunne godt få det til at fungere som enlig mor, tænkte jeg.

En aften fik jeg nok over en eller anden fuldkommen ligegyldig bagatel, Lars brokkede sig over. Det var dråben, jeg følte mig kuldslået indvendig, da jeg gik ud på badeværelset og pakkede toilettasken og derefter gik ind i soveværelset og pakkede min weekendtaske. Jeg sendte en sms til Marianne. Lars opdagede, hvad der skete og hev fat i mig i entreen. Det endte med, at han slog mig i maven, hårdt og med knyttet næve.

”Lad os håbe, det bliver en abort nu!” råbte han.

Jeg spyttede på ham og løb afsted. Det var sidste gang, jeg så ham. I taxaen, på vej til Marianne, overvejede jeg, om jeg virkelig ønskede af få det barn med Lars. Det var det højeste ønske, jeg havde haft i årevis. At få et barn. Jeg orkede ikke at skulle ud på kødmarkedet og finde en ny mand først. Der kunne gå år. Det måtte kunne lade sig gøre, hvis bare jeg tog mig sammen ... Fjorten dage senere gik jeg til kontrolskanning på hospitalet. Fosteret, der nu var i 11 uge, viste tegn på misdannelser, sagde gynækologen og så venligt medlidende på mig.

”Nakkefolden ser ikke helt fin ud ... Downs syndrom er nok ikke helt usandsynligt ...”

”Hvor sikkert er det?”

”Sådan som billedet ser ud, så er det mere end 50% sikkert ... Hvis du kigger her ...”

Han pegede på det kornede røntgenbillede – der viste profilen af et foster, der netop nu befandt sig inde i min krop, levende og i vækst – med en billig, blå BIC-kuglepen.

”Okay,” afbrød jeg lægen. ”Hvor hurtigt kan jeg få foretaget en abort?”

”Har du brug for at være alene? – Eller er der nogen, du gerne vil ringe og snakke med?”

”Du kan give mig tid til abort hurtigst muligt,” sagde jeg.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kom til at smile. Efter 11 år med IVF og pligtsex på bestemte kalenderdatoer og skanninger en masse og mange, mange timers gråd og tænders gnidslen lykkedes det at blive gravid med Lars, da det var slut imellem os, og som om det ikke var nok ville ungen altså blive retarderet ... Tingene blev definitivt afgjort. Aborten var en formalitet. Jeg fik en tid om formiddagen, to dage senere. Jeg tog hjem og gik i karbad. Hældte badeolie i vandet og gned mig ind i duftende cremer og olier. Lå i badekarret og masserede min mave og prøvede at forestille mig fosteret, der lige nu voksede i mig. Misfosteret. Jeg vaskede mit hår, langsomt og uendeligt grundigt. Imens jeg masserede hårbunden fløj tåbelige fraser igennem hovedet på mig:

”Det er den eller mig,” og ”Hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig bare stærkere.”

Jeg skyllede sæben ud af håret med bruseren og græd, imens det varme vand løb ned over mit ansigt og mine skuldre. Så lukkede jeg vandet ud af badekarret og rejste mig op og skyllede mig langsomt af. Jeg følte mig tung og træt. Jeg følte mig tom og død indeni. Der var ingen drømme og forhåbninger tilbage i mig. Jeg var nået næsten halvvejs i mit liv, og jeg følte det, som om jeg var kørt i grøften i en gudsforladt udørk, midt om natten. Der var ingen vej hjem. Jeg kom i tanker om et digt, jeg havde læst, dengang jeg studerede medicin. Digtet var aftrykt på fakultetets ugeseddel, og vi var nogle veninder, der sad og kom til at snakke om det i en frokostpause. Vi syntes, at det passede enormt godt på os, når vi læste i eksamensperioden. Jeg har aldrig været god til at huske den slags, men det var noget med, at ensomheden en gang om dagen var så stor, at man ikke kunne stille noget op med den. Og en gang var lykken. Ind imellem måtte man se at få ordnet sine ting.

Jeg kom ud af badet, klædte mig på og gik ud for at trøsteshoppe. Fandt nogle fjollede sneakers i Illums Bolighus. Købte en kinaboks. Gik i Dagmar og vrælede over den sidste nye Almodovar. Og så var den dag forbi.

Tre måneder senere traf jeg Jacob en aften, jeg var gået i byen med Marianne. Det er umuligt at forklare, men tingene udviklede sig helt vildt hurtigt fra noget totalt kikset til noget vildt godt. Vi var rå-generte til at begynde med, begge to, sådan nogle halvgamle typer, der ikke havde dyrket det vilde byliv siden vores helt unge dage. Marianne havde overtalt mig til at gå i byen og til at tage kondomer med for alle tilfældes skyld. Jeg sagde, at det var jeg altså ikke rigtig parat til den slags endnu.

”Hvad fanden!” lo hun. ”Du har sgu da ret til at få et uforpligtende knald ligesom alle os andre.”

Men altså, vi løb ind i Jacob, og kom til at snakke med ham. Jeg kendte ham jo fra dengang, jeg traf Lars. Han havde surfet sammen med Lars, men de var holdt op med at se hinanden af forskellige grunde, jeg ikke husker i detaljer. Men, altså, det endte med, han og jeg sad til den lyse morgen hjemme i min seng og pjattede. Fuldkommen uden alle de sædvanlige forbehold, parader og overfladiske ting og sager. Han var der bare, fuldkommen til stede, helt ærlig, kan jeg huske, at jeg tænkte. Og han var vild med mig, sagde han. Totalt.

Der var bare den hage ved det, at han rejste til New Zealand fjorten dage senere, og han først efter en uge fik sagt til mig, at han ikke havde tænkt sig at komme hjem igen.

”Men hvad så med os?” spurgte jeg og tænkte på ordene om, at sorgen en gang om dagen var så stor, at man ikke kunne stille noget op med den.

”Ja, hvad med os?” svarede og stirrede på mig. ”Vi kan vel godt holde forbindelsen ved lige ...”

”Hvordan det?”

”Ja, der er da telefon og Skype og e-mail.”

I første omgang blev jeg rasende over den bemærkning. Jeg kan huske, at jeg gik min vej. Eller også smed jeg ham ud? - Jeg kan ikke huske, om vi var hjemme hos mig. Men bagefter gik jeg ned i H.C. Ørstedsparken og satte mig på en bænk og tudbrølede. Til sidst kom der en sød bøsse hen til mig og fik mig sat på en bus, så jeg kunne komme hjem i seng. Og da jeg så var kommet hjem, så ringede jeg til Jacob og fik ham til at komme over til mig. Han var dårligt kommet inden for døren, førend jeg sagde, at det var forbi med os. Det kunne han jo ikke så godt sige noget til, sagde han og satte sig ned ved mit køkkenbord og begyndte at tude. Han sad der – midt i mit køkken – og græd, så tårerne dryppede ned på gulvet. Så lille og så skrøbelig. Og vores situation var jo simpelthen så åndsvag, at jeg syntes Almodovar ville have kunnet lave en film om det, hvis det ikke lige var fordi, det drejede sig om mig selv. Jeg stod en tid og betragtede Jacob. Fik ondt af ham. Hadede ham fordi han skulle rejse. Ville hævne mig på ham, så han rigtig kunne mærke, hvor ondt den slags gør. Tænkte et øjeblik på, hvordan Lars kunne iscenesætte et skænderi, så det endte med, at jeg fik sympati med ham. Tænkte igen på at få det sidste ord. Jeg ville simpelthen for enhver pris lære Jacob en alvorlig lektie, så han kunne vågne op og opføre sig som et voksent menneske. Så jeg forførte ham. Tog ham der ved køkkenbordet, satte mig op på ham. Gik omkring med hans sæd i mig i over et døgn. Håbede og frygtede alt det bedste, alt det værste.

Og den dag blev jeg gravid for anden gang inden for 6 måneder.

Englands måske mest berømte søn er James Cook. Han var en højt dekoreret søofficer, opdagelsesrejsende og kartograf, som opmålte store dele af Stillehavet og fremstillede mageløst præcise søkort, der anvendes den dag i dag. Han var et fuldkommen enestående menneske, der i sin levetid var kendt for en tilsyneladende overmenneskelig perfektion i alle livets forhold. Hans kærlighed til havet og til naturen og hans store visdom blev besunget i tidens skillingsviser. Men han var dog et menneske, og selv store mennesker fejler undertiden. James Cook begik den fejl at vende ryggen til en person, der tilbad ham og samtidig ville æde ham. Denne fejl kostede ham livet. Han døde med ansigtet begravet i sand og med lyden af stillehavet blandet med råb og skud sydende i sine øren.

James Cook tegnede blandt andet kort over øen Anthoonij van Diemenslandt, der oprindelig var blevet fundet i 1642 af Abel Tasman (øen er siden omdøbt til ”Tasmanien”). Ud over det andet Sjælland tegnede Cook også det østlige Australien og New Foundland. Hawaii tegnede Cook på sin anden jordomrejse i årene 1772 til '75. Dette forhold fortjener især at fremhæves på grund af det kuriøse og triste forhold, at det netop var på Hawai – på sin tredje jordomrejse – at Cook blev ædt af kannibaler. Set udenfor det kristne paradigme er tretallet ikke blot lykkebringende, det kan også være et uheldsvangert, ja, måske ligefrem et dæmonisk tal.

James Cook vendte tilbage til Hawaii som kaptajn på HMS Resolution i januar måned 1779. Tre år forinden havde han forestået opmålingen af øen. Denne gang lagde han til i Kealakekua-bugten for at proviantere og restituere skibets mandskab. Hvad han ikke kunne vide var, at han ankom i den årstid, måneden omkring det europæiske nytår, i hvilken de indfødte tilbad guden Lono. I denne måned herskede der fred overalt på Hawaii. Myten beretter, at Lono efter et vildt og begivenhedsrigt liv forsvandt fra sit land, men at han ved en dyr ed svor at ville vende tilbage. De indfødte troede nu, at James Cook var Lono. I atten dage befandt Cook sig i konstant tilstand af tilbedelse og modtog et utal af gaver. Da det blev tid at fortsætte ekspeditionen, forlod James Cook de indfødte i en tilstand af den allerstørste fortvivlelse. De indfødte var forvissede om, at Lono nu forlod dem for anden gang.

Tilfældigvis faldt englændernes afrejse præcist sammen med afslutningen på det hellige måneskifte, der betød fred, og der skete nu det – endnu et indslag af Tilfældet, eller Skæbnen, om man vil – at Cooks skib umiddelbart efter afrejsen løb ind i en kraftig storm. I denne storm knækkede HMS Resolutions formast, og Cook så ikke anden udvej end at vende tilbage til Kealakekua-bugten. Dette var altså tredje gang, han lagde til ved Hawaiis kyst.

De indfødtes reaktion blev en ubehagelig overraskelse for James Cook. Han kom nemlig tilbage til øen i den del af året, der var ensbetydende med krig. Den lokale konge, Taraiopu, hadede langnæserne. Han sagde, at der havde været tale om en fejltolkning, som præsterne havde gjort sig skyldige i, da de knap en måned forinden udlagde tilsynekomsten af det mægtige skib med de hvide sejl som Lonos tilbagekomst. De hvide mænd, udtalte høvdingen, var blot pakepakeha, eller ifølge traditionen hvide alfer med blå øjne. Høvdingen ophævede det tabu, der ifølge traditionen omgav Lono. Guden skulle herefter dræbes af mennesker, hvorved den mytologiske balance i landet ville genoprettes. Således sagde kongen til sit folk.

Cooks mandskab blev spottet og ydmyget. Kong Taraiopu tillod allernådigst langnæserne at ligge underdrejet i bugten, så længe reparationen stod på. Imidlertid blev skibstømrernes værktøj stjålet i nattens mulm og mørke, og da Cook resolut kidnappede Taraiopus underhøvding – for derved at iværksætte en udveksling imellem værktøj og underhøvding – tilbageleveredes det stjålne værktøj ganske vist, men de indfødte mødte talrigt og bevæbnet op og signalerede, at parterne nu befandt sig i åben krig. Ved hjælp af sit skibs kanoner og strategisk anvendelse af musketter som skræmmemiddel holdt Cook en tid de indfødte i skak inde på stranden. Det lykkedes imidlertid barbarerne den følgende nat at bortføre to af hans søfolk i ly af mørket, og Cook så sig nødsaget til at gå i land og forhandle med høvdingene om en udlevering.

Inde på stranden ventede de blodtørstige krigere utålmodigt på at komme på nært hold af væsenet, de opfattede som Lono. Guden skulle – ifølge kongens befaling – dø, ved sin tilbagekomst. Cook og hans mænd blev omringet, idet de trådte ud af skibsjollen. Det resterende mandskab, der fra skibet iagttog udviklingen inde på stranden, affyrede en 4 tommers kanon hen over hovederne på forsamlingen inde på stranden for at skræmme de vilde. Men Cook vendte sig imod sit skib for at standse den utidige indblanding i hans diplomati. I det samme sprang en indfødt ind på livet af ham og dolkede ham i ryggen. Cook faldt forover med ansigtet begravet i det kridhvide og finkornede sand. I Cooks allersidste, svage åndedrag blandedes havluft og sand med smagen af blod. De vilde greb Cooks lig og trak sig tilbage under vilde skrig, og Cooks følge stod magtesløse tilbage på stranden og så, hvorledes deres kaptajns legeme førtes bort.

Nogle dage senere modtog Charles Clerke, som havde overtaget kommandoen på HMS Resolution efter James Cook, en udsending fra kong Taraiopu. Udsendingen krøb ydmygt hele vejen fra rælingen til roret, hvor Clerke ventede. Udsendingen overrakte ham – uden på noget tidspunkt at se op fra skibets dæk – en flettet sivæske. Clerke åbnede æsken, kastede et kort blik på indholdet og lagde hurtigt låget på plads igen. Den indeholdt en bunke aske iblandet stumper af sortsvedne menneskeknogler. Clerke var vis på, at dette var Cooks jordiske rester. Men i stedet for at ty til en øjeblikkelig henrettelse handlede han i sin afdøde kaptajns ånd. Kaptajn Charles Clerke tillod den indfødte at vende tilbage til øen. Budbringeren bragte kong Taraiopu HMS Resolutions afskedshilsen og nådige gaver i form af søm og synåle. Cooks jordiske rester opbevaredes under lås og slå på HMS Resolution, indtil de et år senere omsider stedtes til hvile i indviet, engelsk jord.

Dette er historien om et mislykket projekt. Det er historien om, at ord er farlige. Min egen historie.

Det begyndte alt sammen med en rudekuvert torsdag den 13. marts. Tågen hvilede tungt over byen. Skoven var mugfarvet, gennemblødt og smattet af gammel sne. Langs stierne og i hegnene lå et tykt lag visne og halvrådne blade, og under trækronerne var vandpytter dækket af en beskidt og våd hinde af is. I dagen s løb smeltede den blege sol isen på asfalten, men så snart mørket faldt på, forvandledes vejbanen atter til en zone, hvor udskridningen, sammenstødet og døden overalt lurede på den rejsende.

Manden, vi skal høre om, er blevet kaldt 'parasit' af sine fjender, og vel er det sandt, at han i sit arbejde nærede sig ved andres blod, men han agerede også værtsdyr for andre. I denne triste affære, var det til slut ham selv, alt blev taget fra. Man kan måske sige, at han blev et offer for ulykkelige omstændigheder. Samtidig er man nødt til at understrege, at han lagde løkken om egen hals.

Hans protege på universitetet angav ham for plagiat, han er uønsket på sin tidligere arbejdsplads, og personalemappen er hans kors, han får aldrig igen ansættelse på et dansk universitet. Hans mor døde af cancer samtidig med at lokummet brød i brand, og hans kone har ladet sig skille fra ham. Hun har indledt et forhold til en mand, som engang var nær ven af ham. Alt sammen på grund af dette elendige brev, der med et pennestrøg forvandlede ham fra forsker til fusker og igangsatte en uafvendelig proces – mors academica, den akademiske død – som består i transformationen fra videnskabelig medarbejder til paria.

Det var ikke plagiatsagen i sig selv, men snarere det forhold, at han i alle livets forhold fuskede, der betød, at Majken ville skilles. Hun ville aldrig kunne tage ham tilbage, for han havde ikke alene svigtet hende, men også sin egen, stakkels mor – som på det tidspunkt lå for døden – og – værst af alt – han havde svigtet sig selv.

”Hvorfor holdt du mig udenfor ... Jeg kunne have hjulpet dig!” råbte hun.

Majken og Lars skændtes. Hun fremhævede et træk ved sin mand, som gjorde det umuligt for andre mennesker at være sammen med ham: Hans hang – nej, hun sagde faktisk ”trang” – til at monologisere. Hun kritiserede hans associerende bevidsthed og sagde, at dette træk især var problematisk, fordi han hadede at blive afbrudt. Hun påstod, at dette træk gjorde ham ”tyrannisk” og sagde, at det var et held, at de ikke havde fået børn sammen.

Imens hun talte, sad Lars og betragtede koldt Majken. Han kunne ikke indse, hvad de to ting havde med hinanden at gøre og afbrød hende uden videre.

”Jeg vil ikke benægte, at der har været episoder, hvor jeg er blevet tosset, fordi jeg oplevede ikke at blive hørt ... Det er også rigtigt, at jeg hader, når andre ikke forstår mig.”

Han holdt en kunstpause og kiggede ud af vinduet med et teatralsk såret udtryk malet i ansigtet.

”Men om du har ret i, at jeg ikke egner mig til at leve sammen med børn ...”

”Ved du hvad, Lars?” spurgte Majken.

Hun havde skiftet tonefald og næsten hviskede de følgende ord til sin mand.

”Måske kan jeg engang komme til at savne den, du engang var ... Men tiden er gået ...”

Lars stirrede skiftevis på Majken og på sine hænder, som han holdt strakt ud foran sig, som om han inspicerede sine negle.

”Jeg aner ikke, hvad du taler om,” sagde han koldt.

Copy and paste er formentlig en af de allermest brugte funktioner på en computer. Dagligt fungerer kopieringen af digitale repræsentationer af skrifttegn som en kæmpe hjælp i mange menneskers liv, verden over. Lars brugte flittigt copy and paste, imens han skrev sin afhandling. En hel måned sad han og ordnede afhandlingens noteapparat og litteraturhenvisninger og dette arbejde ville vel have været umuligt at overkomme på 30 dage, hvis han ikke havde kunnet anvende sin computers tekstbehandlingsanlægs mange hjælpsomme funktioner.

Der er så meget, man kan hente på nettet i dag, og nyttiggøre ved copy and paste. Wikipedia er nok det bedste eksempel på, at vi alle ikke blot deler ejerskab over informationer, men at vi også skriver med på hinandens leksikalske opslag.

Alt sammen såre godt.

Men alt det bedste i verden kan som bekendt misbruges, og det, der for den ene er et fantastisk hjælpemiddel, kan for en anden være en tabubelagt dødssynd. Vi skal i det følgende iagttage Lars i den stund, der blev altafgørende for hans videnskabelige svendestykke, Ph.D.-afhandlingen. Den aften, hvor han kannibaliserede sin akademiske yngling, netop ved hjælp af computerens copy and paste-funktion.

Vi træder ind i hans kontor klokken halv ni, en mørk og stormfuld februaraften, og vi ser ham med det samme sidde koncentreret foran skærmen. Højre hånd på musen, venstre på tastaturet, øjnene klistret på skærmen. Vi placerer os ved skrivebordets ene ende og betragter opmærksomt hans ansigt. Lars ser ikke blot koncentreret ud, hans blik er skiftevis irriteret og bekymret. Han suger luft ind imellem tænderne og nipper af et dugget glas med hvidvin, der er placeret lige til venstre for skærmen. Vi bemærker nu askebægeret i vindueskarmen, hvor Majken har placeret en stor vedbend for at bekæmpe røglugten på kontoret. Alt omkring Lars befinder sig inden for rækkevidde, og han fokuserer på teksten på skærmen foran sig. Vi læner os frem og læser med. Det går hurtigt op for os at, det er et kapitel, der handler om litteratur, som Lars arbejder på. Der står fremmedartede gloser som ”litteraritet”, ”meta-litteratur”, ”narratologisk”, ”semiotisk” og ”dialektisk” i hvert eneste af sidens mange afsnit. I skærmens øverste, blå kant kan vi læse, at dokumentet er ”kapitel 11” i ”L_afh”.

Lars ruller ned over et par sider og standser ved et bestemt afsnit. Vi kan se, at teksten her er sat til med fodnoter, citationstegn og indrykkede tekstblokke. Lars tømmer glasset med en hurtig bevægelse og til vores overraskelse, giver han sig nu til at slette fodnoterne, en for en. Brødtekstens citationstegn forsvinder også i løbet af de næste 15 minutter.

Under dette arbejder læner vi os tæt ind på ham. Vi trækker vejret igennem næsen. Lars lugter af sved. Ikke på nogen beskidt måde, men meget typisk som en mand, der har lavet havearbejde en dag i efterårsferien. Han har svedperler i panden og på næsen, og vi mærker nu, hvor uroligt han sidder i kontorstolen. Han rømmer sig og kaster sig tilbage i stolen, så vi er nødt til hurtigt at trække os et skridt tilbage. Et øjeblik sidder han og strækker sig i stolen, og så kaster han sig atter frem over tastaturet. Der opstår et spændende øjeblik, da han ved en uforsigtig tastekombination kommer til at at slette et større tekstafsnit. Lars bander højlydt, imens han lynhurtigt – under tekstbehandlingsprogrammets tekstmærkater – fortryder handlingen under ”Rediger”. Vi fornemmer klart, hvor øvet han er i dette arbejde. Hvor ofte det er sket før. Hvor meget han er ovenpå tekstbehandlingsarbejdet. Vi forvirres til gengæld kortvarigt, da vi i næste nu følger ham i et – indrømmet, ganske overraskende – forløb, hvor han sletter en række navne i et nyt dokument, der har filnavnet ”afh_litt_liste_”. Handlingen ser systematisk og gennemtænkt ud, men det forekommer os med et, som om det, vi har overrasket Lars midt i, er udførelsen af en akademisk dødssynd: Plagiatet. Først kopierer man en anden persons tekst ind i sin egen tekst, og til slut sørger man for at slette alle spor af tyveriet ved ikke blot at fjerne den bestjålne person fra sit arbejde, men også alle øvrige litterære referencer, der kan føre tilbage til – eller måske snarere ”frem til” for den granskende blik – den kilde, der er blevet bestjålet.

Da vores antagonist første gang mødte Maria Tromsen – i september 2000 – var han netop startet i sin anden ansættelsesperiode som undervisningsassistent. Maria var en overbygningsstuderende, som studienævnet havde ansat som 'instruktor' på det hold, han skulle undervise i Litterær Metode og Analyse. Det var et nyt tiltag, fakultetet iværksatte for at sikre, at de nye studerende fik en så blid studiestart som muligt. Der var en stort frafald på danskstudiet, og man afprøvede forskellige strategier for at sikre, at de studerende blev hængende. Bevillingerne var direkte afhængige af, at de studerende bestod deres eksaminer, og systemet arbejdede også på de indre linier på at sikre, at kødhakkeren kørte så optimalt som muligt.

Maria Tromsen havde på dette tidspunkt bestået sin bachelor-uddannelse og sagde, at hun ville være sprogforsker. Hun havde en kæreste, som løb omkring i hælene på hende. Han læste også dansk. Han hed Henrik og snakkede for meget. Han var egentlig uddannet som blikkenslager, men havde droppet sit håndværk til fordel for åndens værk.

”Mester var et dumt svin, som fløjtede ad mig, som om jeg var hans hund. – Men heldigvis er der frit optag på danskstudiet.”

Henrik var en lyshåret, mager fyr med lysende blå øjne og et smil, der sjældent forlod hans ansigt. Han yndede at udbrede sig om hvad som helst, og imens sad Maria ofte tavst og tyggegummityggende og kigge trist ned i askebægeret eller i sin kaffekop.

Sent på efteråret blev universitetets årsfest afviklet med tusindvis af festdeltagere. Vores hovedperson blev inviteret af de studerende, fordi de havde udvalgt ham som ”årets underviser”. Han husker, hvordan han talte med Maria stort set hele aftenen. De talte om at være kvindelig studerende på universitetet – får man gode karakterer, fordi man ser godt ud, eller fordi man har store bryster? – og de talte om den udfordring, der ligger i at være ung, kvindelig forsker. Maria mente, at særligt de mandlige studerende betragtede hende på en anden måde, når hun stillede sig op som underviser. I stedet for at lytte til, hvad hun havde at sige, kiggede de på hende som et seksualobjekt. Det føltes ubehageligt.

Han så forstående på hende og sagde, ”I stedet for at gå ind i den bekymring, kan du jo blot gå ind til katederet, som om det var en rolle ... Brug dit køn, tag din krop i besiddelse, inden du stiller dig over for de studerende.”

”Altså ligesom Madonna?” spurgte hun.

Han kiggede længe på hende. Han nikkede betydningsfuldt. Henrik lo højt et sted i baggrunden, men de så ham ikke.

”Express yourself,” fortsatte hun og stirrede intenst på ham.

”Ja, sådan kan du godt udtrykke det,” sagde han og greb sit vinglas, der var placeret umiddelbart ved siden af hendes hånd.

”Eller måske snarere 'Exploit yourself' ...”

Deres hænder strejfede hinanden, da hun i det samme rakte ud efter et askebæger. Han fortsatte med at docere for de blafrende øren. Det, han mente, var, at man altid spiller en rolle, når man underviser. Han uddybede synspunktet. Det er vigtigt, at man som underviser er i stand til at gå ind i lærerrollen ved at flytte fokus over på tilhørerne. Han problematiserede sit eget synspunkt: Der er et sæt uskrevne regler, der foreskriver, hvorledes man opfører sig, hvilke formuleringer, hvilken gestik og hvilke fraser, man benytter. Han perspektiverede: Det er en tavs viden, som man lærer, imens man studerer. Man gør det ved at betragte de forskellige forskeres undervisning. Han pointerede: Det er en viden, som kandidaten tager i anvendelse den dag, han eller hun selv skal undervise. På den måde bliver man en del af en tradition.

Maria tændte en cigaret, imens hun betragtede læreren foran sig. Han havde en lækker hjerne. Læreren bemærkede, at kvinden over for ham rystede ganske let på hænderne. Han holdt en lille pause og rømmede sig. Kvinden sugede på cigaretten og læbestiften satte lyserøde mærker på cigarettens filter. Kanten på hendes vinglas var smurt ind læbestift. Han sagde nu, at han mente, at hvis hun var bevidst om dette, ville det blive lettere for hende at gå ind i rollen som underviser, hvis hun skulle nå frem til en ansættelse som undervisningsassistent eller stipendiat.

Maria tav fortsat, men så på ham med et blik, som han fornemmede, var blevet temmelig tvetydigt. Det kunne tolkes på den måde, at hun syntes, at han sagde noget enormt klogt. Det kunne også betyde, at hun havde fået lyst til at bolle. På lokummerne. Eller på et kontor. Han vidste, hvor der var en briks.

Han var ved at blive fuld, men var pinligt bevidst om, at de nu sad og råflirtede. Midt i al virakken og med tumbe-Henrik siddende som skødehund lige ved siden af. Når man er tilstrækkeligt belæst, kan man få nogle fantastisk idealistiske ideer om, hvor åbent man kan tale om seksualitet, når blot samtalen iklædes faglige gevanter. Igennem retorisk formfuldendte tirader kan man – lige uden for sin egen talestrøm – gejle sig selv og sin samtalepartner op til stormfulde fantasihøjder. Henrik sad ved siden af og blev mere og mere fuld. Til slut gik han bort og spillede luftguitar til ”I'm waiting for my man” af The Velvet Underground. Han faldt om på dansegulvet, og imens nogle kammerater leende løftede ham hen i en lænestol, nær dansegulvet, følte vores hovedperson det akkurat, som om en kælen hånd fra det øverste af hans lår søgte op imod gylpen af hans bukser. Det var nok bare en erotisk fantasi, der brød igennem til bevidstheden, og han sendte Maria et åbent blik og smilede svagt, imens han mærkede, hvordan hans rejsning blev stenhård. Det gav et sæt i hende. Hun rødmede som en ung pige, tændte en smøg og tømte sit glas med abrubte, usikre bevægelser.

”Skål!” sagde han og tømte sit eget glas, imens han fascineret betragtede hendes famlende hænder. En stund sad han og tænkte egentlig ikke på noget bestemt, han var blevet ret fuld, men så kom han i tanker om noget vigtigt. Han havde lovet Majken ikke at komme for sent hjem, fordi de skulle besøge hendes forældre i morgen. Han så på uret. – I dag, sgu! Aftenen var fløjet afsted, og han rejste sig hurtigt og forlod selskabet.

Den unge kvinde ligger vågen i mørket. Uden for er Østerport stille på nær nogle taxaer, der haster igennem gaderne. De første busser begynder først at køre om et par timer. Hun er vågnet i panikangst efter endnu en drøm, hvor hun drømte, at hun drømte, at hun ikke kunne skrive sit speciale færdigt. Tiden var gået. Hendes penge var sluppet op. Ikke flere fjumreklip. Hendes vejleder gad ikke længere tage kontakt.

Ved siden af hende ligger en lidt ældre mand. Hendes kæreste igennem det sidste halve års tid. Han er vågen og uden et ord tager han hende i hånden. Han kan mærke, at hun er urolig. De har truffet hinanden på Willumsens museum, hvor hun arbejder som studentermedhjælp og lejlighedsvis rundviser. Han er kurator. Han forstår hende. Kan rumme hende og uroen over, at hun ikke kan få afsluttet sit studium ved at få skrevet sit speciale færdigt. Skriveblokering er ikke kun noget, der rammer forfattere, studerende kæmper også med denne frygtelige lidelse. For det er en lidelse for hende, at hun ikke længere kan overskue sit manuskript, at hun har tabt tråden, og at hun ikke har flere vejledningstimer tilbage. Hendes læge bekræfter hende i, at disse følelser er vanskelige og i, at det er blevet en form for lidelse for hende at være specialestuderende. Lægen kan godt forstå, hvor vanskeligt det er, og udskriver Akarin til at tage panikangsten med. Hun får også recept til en mild indsovningspille.

”Jeg drømte, at jeg stod med en pen og rørte i en mægtig skål,” hvisker kvinden ud i det blåsorte mørke.

Hendes kæreste lytter opmærksomt.

”Imens jeg rørte i skålen, vidste jeg, at jeg skulle ud til en mægtig sø og bade, men først når det, der var i skålen var rørt ud ...”

”Hvad var der i skålen?” hvisker kæresten til hende.

”Det lignede en mellemting imellem rent, hvidt fedt og sæbe. - Jeg tror, det var ... hjernemasse. På et tidspunkt er jeg sikker på, at det er min egen hjerne, men så går det op for mig, at det er min vejleders hoved, jeg står og rører i, som var det en skål. Først har han lukkede øjne, mens jeg står og rører oppe i hans hoved, men pludselig slår han øjnene op og ser direkte på mig. Og han genkender mig, og smil skævt, og jeg rører – hurtigere og hurtigere – og han smiler mere og mere. Og pludselig ser han vred ud, og han åbner munder og siger noget, men alle ordene drukner i blod, der løber ud af munden på ham og flyder over på mig, hvor det sætter sig fast. Og pludselig går det op for mig, at jeg er midt i en rigtig, rigtig ulækker drøm, og jeg vil bare væk fra hovedet. I drømmen tænker jeg, at hvis jeg nu virkelig ønsker det, så ændrer drømmen sig, så jeg kommer ud til søen og kan vaske mig ren.”

En tid ligger de stille i mørket og lytter til hinandens vejrtrækning.

”Hvad tror du, drømmen betyder?” spørger han.

”Jeg kan ikke ...”

”Hvad kan du ikke?”

”Jeg bryder mig ikke om at indrømme det, men jeg tror, at jeg har været forelsket i min vejleder, og at det er derfor, jeg ikke kan gøre mig færdig med specialet.”

”Du er afhængig af ham?”

”Ja, men ikke direkte. På den måde, at vi mister kontakten, hvis jeg afslutter specialet.”

”Og så vil du hellere risikere at blive evighedsstuderende?”

”Ja! Jeg ved godt, hvor sygt det lyder, men hvis du anede, hvordan der opstår nogle ... ulækre ... bånd imellem en selv og de undervisere, man virkelig ser op til. - En syg form for afhængighed.”

”Kender det godt.”

”Gør du?!”

”Mm. Der var en kvindelig professor ved vores center, langt oppe i halvtredserne, hærget og stresset uden for auditoriet, men når hun stod i auditoriet og forelæste, så var man simpelthen væk i hende og hendes smukke tanker og fantastiske sprog.”

”Hvad gjorde du?”

”Gik i seng med hende ved en julefrokost.”

Der bliver helt stille i soveværelset. Den unge kvinde holder vejret og tæller til ti, og så kan hun ikke længere mærke følelsen af vild jalousi.

”Men det var godt på en måde,” siger hendes kæreste og stryger hende beroligende over håret. ”Det var godt, fordi oplevelsen af, hvor almindelig min professor i virkeligheden var – ja, hun var sgu under standard hvad angår de fleste menneskelige og fysiske egenskaber – det virkede fuldkommen ædrueliggørende på mig. Fortryllelsen brast.”

”Det kender jeg godt, det der med at blive fortryllet ... Tror du på fortryllelse?”

”Ja, da. Du har fortryllet mig.”

”Men er du ikke bange for at være det?”

”Nej, da.”

”Men jeg tror, at jeg er forhekset, og jeg vil slå trolden ihjel.”

”Ja, man kan blive så vred, når man bliver forsmået.”

”Det er ikke det ... Det er mere mig selv, jeg hader for det ... For at det er sket.”

”Hvad vil du gøre?”

”Som jeg sagde før: Slå trolden ihjel.”

”Jeg synes, du skal starte med at skrive dit speciale færdigt. - Måske vil det hjælpe dig.”

Den dag, jeg satte mig til at læse Marias speciale, forstod jeg, at jeg befandt mig i en uventet, ubehagelig situation. For hendes speciale, der omhandlede mit eget forskningsområde, var perfekt. Jeg kunne ikke finde så meget som en kommafejl i dokumentets 150 sider. Analyserne var brillante og skarpt vinklede i konklusioner og perspektiveringer. Hendes historiske gennemgang af metalitteratur og avantgardekunst var så skarpt pointeret, at jeg – selv ikke ved anvendelse af den studerendes omfattende reference-apparat – følte mig overbevist om, at her stod jeg med et videnskabeligt arbejde, jeg ikke helt var i øjenhøjde med. Censor var enig. 13-tallet var en formalitet, og da jeg ringede til Maria for personligt at overbringe hende den gode nyhed under uformelle former, glædede jeg mig oprigtigt på hendes vegne. For hvor var det godt gået. Og hvor var det godt, at det var gået godt, der her med hendes privatliv og krisen og alle de personlige omstændigheder, som selvfølgelig ikke havde influeret det mindste på min og censors vurdering af hendes arbejde. Hold da kæft for en røvfuld fraser, jeg lukkede ud, overvældet som jeg var af ambivalens. På den ene side var det smukt at hjælpe andre frem mod lyset. På den anden side: Den unge kvinde havde lånt alle sine gode ideer fra mig. Sådan følte jeg det dengang, det kan jeg godt se i dag.

Maria fortalte mig nu, at hun ville forsøge at få specialet udgivet som bog. Jeg lyttede paf til den af succes berusede kvinde, der fortalte, at hun havde tænkt sig at sende manuskriptet til universitetets forlag. Hun spurgte mig forsigtigt, hvad jeg syntes om ideen. ”Prøv at gøre det!” udbrød jeg. ”Det er vigtigt, at gøre det, imens stoffet er friskt,” fortsatte jeg entusiastisk. ”Jeg fik aldrig selv gjort mere ved mig eget speciale, end at jeg i al hast baksede en artikel sammen til et obskurt tidsskrift”.

Det var sandt, hvad jeg fortalte min nu forhenværende speciale-skribent. Jeg havde haft travlt med at forberede mit første undervisningsforløb, da jeg modtog bedømmelsen for mit eget speciale, der meget beskedent handlede om tre udvalgte titler i et dansk forfatterskab fra halvfjerdserne. Jeg fortalte ikke, at jeg kun havde fået 10 for specialet, og at denne karakter måske nok lå i den pæne ende, hvis man anlagde et kritisk perspektiv på mit speciales teoretiske indhold. Men jeg havde mange gange – dengang Maria stadig arbejdede for mig som tutor – betonet over for hende, at hvis man ikke var i stand til at formidle sin viden som humanist og som underviser, så var ens viden på en måde død og værdiløs. Det var en banal indsigt, som hun nu måske forsøgte at efterleve. Men det var ikke helt så banalt, at hun med sit speciale på en måde kom mig i forkøbet. Ifølge min egen studieplan skulle jeg indlevere min afhandling halvandet år efter hendes speciale, og den ville omhandle den samme bog, som Maria havde udvalgt til sit speciale. I sig selv var det ikke et problem, men jeg havde nok alligevel fået ejerfornemmelser, eller – jeg ved ikke, hvad man kalder det – men dybt inde i mig selv var jeg også vred og misundelig. Jeg følte inderst inde, at Maria med sit speciale vanskeliggjorde og mærkværddiggjorde et forfatterskab, som jeg selv mente at have forstået til bunds og selv havde en plan om at skrive en bog om. Men hvis hendes analyser virkelig var så suveræne, som censor sagde, så var der aspekter ved forfatterskabet, som jeg ikke havde fået ordentlig hånd om.

Jeg havde kort sagt brug for mere tid til at få mit eget lort arbejdet igennem.

Kort efter at have modtaget sin karakter sendte Maria et manuskript til universitetets forlag. En kvik redaktør, som vidste, at jeg var en autoritet på dette område, kontaktede mig og bad om en vurdering og en udtalelse. Jeg frarådede på det bestemteste en udgivelse under henvisning til emnets kompleksitet. Skuespilleren-som-også-var-forfatter, docerede jeg ind i telefonrørets mikrofon, forandrede sig fra bog til bog, og hans værk i dets helhed lod sig ikke beskrive sammenfattende ud fra begreberne avantgarde og metalitteratur. Heller ikke som gymnasielærebog egnede manuskriptet sig, da dets teoretiske implikationer faldt uden for rammerne af den ”nye-nye” gymnasiereforms læreplaner. Alt dette tog redaktøren til efterretning. Han sagde, at han ville afvise Marias manuskript med disse gode argumenter. Da vi havde lagt på, kan jeg huske, at jeg et øjeblik kiggede på et fotografi af min hustru og kom til at le, fordi jeg på en måde kom til at betragte mig selv udefra. Jeg sad på mit kontor og trak i Marias tråde. Der fik jeg på en diskret, men effektiv måde sat en stopper for en studerende, som var blevet lige lovlig ambitiøs. Jeg følte mig diabolsk. Hun var min marionet, tænkte jeg, og jeg hendes dukkefører.

I månedsvis var det eneste, jeg tænkte på, skandalen. Skammen. Siden kom ønsket om hævn. Jeg ønskede brændende at tage hævn. Men hvordan. Der var ingen bånd, der bandt mig, og det var det, der var forfærdeligt. Jeg var blevet dolket i ryggen af en kvinde, der tilbag mig. Det var mig, der havde åbnet litteraturens og kunstens verden for hende, og dette var takken?! Som en kannibal havde hun dræbt mig og fortæret mig, og til sidst havde hun spyttet knogler og ben ud i skarnsdyngen. Og hvordan knuser den u-døde de levende? Hvad?

Jeg fik en depression og gav mig til at læse biografier om danske kunstnere, der havde begået selvmord. Der var en del litteratur om emnet, og løsningen på mine problemer kom til mig, da jeg nåede til Ingeborg Stuckenberg. Der var mange ligheder. Hendes mand havde skrevet hendes bøger af og fået dem udgivet i eget navn. Også dengang var Danmark for lille til frie sjæle. Hun havde et stærkt følelsesliv, der søgte – og fandt – sit udtryk i en brillant udtænkt flugt fra småborgerlighedens snærende bånd. En kort tid levede hun sammen med sin elsker i Auckland i New Zealand. Siden valgte hun heroisk døden for egen hånd, fordi fattigdom dengang var sjæledødende.

Ingeborg Stuckenberg gav mig ideen til at bryde op, emigrere, forlade landet, give danskerne fingeren. Jeg indså selvfølgelig, at jeg ikke ville blive et nyt og bedre menneske af at forlade Danmark, men her ville tavlen blive vasket ren, ren, ren. Landet down under er skabt for de frie og de utilpassede sjæle.

Men hvorfor? Hvorfor ødelagde jeg alt for mig selv? Nærede et uerkendt ønske om at leve af at skrive skønlitteratur? - Det kan man ikke. Var det for at slippe ud af mit dødkørte ægteskab? Fordi Majkens gennemnormale, veltilpassede væsen, hvis største passion var en lidt absurd samlermani, kedede mig efter næsten 10 års ægteskab? Eller var det, hvad psykologen kalder ”acting out”, altså en følelsesmæssig overspringsmanøvre, hvor jeg gjorde noget ulovligt – og blev straffet for det – for at slippe for følelserne i forbindelse med min mors dødelige cancer? - Hvorfor gjorde jeg så ikke noget sindssygt, da min far døde nogle år forinden? Nej, ham gider jeg ikke at tænke på.

Majken forlod mig, da hun fik kendskab til plagiatsagen. Akademisk set var jeg en skandaliseret zombie. Socialt set en paria. Jeg var med udslettet på stort set alle kanaler. De tre ting – mors død, plagiatsagen og skilsmissen – til sammen var dråber af malurt, der fik mit skumfyldte bæger til at flyde over. Alt, jeg havde, var min sorg, skam og frustration, som jeg kæmpede for at få vendt til vrede, fordi vrede er mere produktivt end noget andet. Seks måneder senere modtog jeg arven efter mor, der – heldigvis – var død kort inden plagiatsagen var afgjort. Havde kræften ikke taget hende, ville skammen over mig, hendes eneste søn, måske have slået hende ihjel. Min søster gav mig en kæmpemæssig skideballe og kaldte mig for et forbandet fjols.

Parasit, flt. -ter. (jf. lat. parasitos. Rævebog.; fra lat. parasitus, gr. parásitos; af gr. pará, ved siden af, og sîtos, føde; egl.: medspisende)

1) om den især fra den græske og romerske komedie kendte snyltegæst, der for et maaltid lod sig bruge til hvad som helst, underholdt gæsterne og lign.

2) videre anv.: snylter.
2.1) (natur) snyltedyr ell. snylteplante, der lever paa og af sin vært.

2.2. i sammenligninger. ”Mange ... knytte deres Existents aldeles til en Anden, ligesom Parasiten til Planten.” Kierkegaard. P.I. p. 43.
2.3) nedsættende, om person, der lever som snylter (på andres, samfundets bekostning). ”Denne Klasse af imbecille Personer ... leve som Samfundets Parasiter.” Knud Pontoppidan Psychiatrie II. p. 99.

Efter afskedsbrevet er færdigt, åbner han en flaske gin, skænker op til kanten i et stort vandglas og sætter sig ved spisebordet. Han kigger på TV'et med lyden slået fra. Glas efter glas tømmer han, imens billederne strømmer over skærmen. Af og til skæver han til brevet, som han har sat på køleskabsdøren med en magnet. Magneten er hjerteformet. Det var den eneste, der ikke var i brug. Brevet blev ikke særlig langt. Da han har skænket det sidste glas op, rejser han sig med et sæt og går ud på badeværelset, hvor han først tisser og bagefter tænder for vandet til badekarret. Hælder den beroligende urtebadeolie i vandet. Stiller shampooen og balsammen op på håndvasken. Så børster han tænder, kigger sig længe i spejlet og går tilbage til køkkenet. Han tømmer glasset. Den sidste slurk føles kold og smager grimt af tandpasta. Han lader vædsken flyde ud i hele mundhulen. Efter en flaske gin kan man ikke smage noget længere, men fornemmelsen er behagelig. Temperaturen er perfekt. Til slut sætter glasset i opvaskemaskinen og slukker for fjernsynet med et kort blik i retning af brevet på køleskabsdøren. Så går han ud på badeværelset og klæder sig af. Han maser sit tøj ind i skabet med håndklæderne. Et ganske kort øjeblik betragter han L og M-mærkerne over de to sirligt ordnede stabler med lyseblå og lyserøde håndklæder. Han skærer tænder og vender sig bort. Han tisser endnu engang. Den kraftige stråle lyder, som når en hest kaster vandet. Så sænker han forsigtigt sit nøgne legeme ned i det skoldhede bad. Karret er kun er halvt fyldt, og det plaskende vand fylder rummet med mild støj. Han rejser sig efter barberudstyret under spejlet. Spejlglasset er dugget til, badevandet dufter af lavendel, og ud af øjenkrogen fornemmer han sine bevægelser som farver, der skifter i duggen. Han sætter den forkromede æske med gummikanter på badekarrets ene hjørne og læner sig tilbage med lukkede øjne. Han lukker for vandet. Døser en kort stund, indtil han mærker sveden pible frem i hårbunden og kommer til sig selv igen. Han åbner æsken og tager et barberblad frem og sidder længe og betragter bladets glimten imellem tommel og pegefinger. Han læner sig frem og tager nogle blade toiletpapir, som han folder til et beskyttende håndtag til barberbladet. Han tænder for vandet igen og læner sig tilbage. Han lægger højre arm på badekarrets kant og laver pumpebevægelser med fingrene, imens han sidder med barberbladet parat i den anden hånd. Der går lang tid, indtil han med et sæt trækker begge armene ned under vandet og læner sig helt tilbage i karret, så kun næse og mund er over vandoverfladen.

”Om øjeblik løber vandet over badekarrets kant og ned på terrazzo-gulvet,” tænker han. ”Der vil dannes en sø på gulvet, der forsvinder ned i kloakken under håndvasken.”

Og når det sker, vil han stå ud af badet og klæde sig på igen. Ude i køkkenet tager han sit brev ned fra køleskabsdøren. Han læser det igennem endnu engang, og så krøller han det sammen og smider det ud i skraldespanden under køkkenvasken.

Først formøblede Søren Kierkegaard en stor arv på modetøj og papir, siden skrev han sig ind i døden. At tænke sig, han stod op, når han arbejdede. Herman Bang var skuespiller, journalist, forfatter og narkoman. Han tog billetten i USA. J.P. Jacobsen var biolog og skrev en afhandling om alger. Han fik tuberkulose, og så døde han da døden, den vanskelige død. Som dreng skar han skibe, som ung mand overlevede Johs. V. Jensen et meget alvorligt trafikuheld på motorcykel. Efter et langt liv som borger i Frederiksberg fik han konstateret tuberkulose, som endte med at tage livet af ham. Amalie Skram led af svære depressioner og hadede til sin selvpåførte død Henrik Pontoppidans storebror, Knud, som havde mishandlet hende på sindssygeanstalten Skt. Hans. Det ligger lidt udenfor Roskilde. Gustaf Munch Petersen meldte sig til den Internationale Brigade i Spanien og faldt for en fascistisk kugle. Han troede på socialismen og digtede om det ubevidste, og han forstod aldrig, at det var det rene selvmord. Tom Kristensen skrev et mindedigt om ham. Han frygtede sjælen og dyrkede den ikke; han holdt meget mere af en kølig pilsner. Martin A. Hansen havde dårlige nerver og var hypokonder. Han led også af tuberkulose og døde i Sverige efter at have drukket et glas med rensevæske. Karen Blixen var mytoman, men hun døde af en kønssygdom et sted i Nordkøbenhavn. Først rejste han Jeghuset, siden blev Ole Sarvig småreligiøs, til slut slog han sig på flasken. Det må have gjort ondt. Tove Ditlevsen skrev kun om sit eget liv. Da det blev umoderne at skrive om den slags, tømte hun et glas med sovepiller. Hendes eksmand drak også, men han var journalist, så det tæller ikke. Ikke mange ved, at Leif Panduro brugte lattergas; det kendte han til fra sin tid som tandlæge. Thorkild Hansen var jæger. Han fik en depression, og så ved man jo, hvordan det går. Hans-Jørgen Nielsen omkom på DSBs banelegemer et sted i København. DSB kalder det for 'personpåkørsel', når folk begår selvmord ved at springe ud foran toget. Christian Kampmann blev skudt af sin kæreste, så det tæller heller ikke rigtigt. Men han var bøsse ligesom Bang. Poul Ørum sprang ud fra Norgesbåden. Han var fra Fanø. Henrik Stangerup skrev om munke, der drak som huller i jorden. Han blev skilt, og så døde han også, men jeg ved ikke, af hvad. Michael Strunge forlod denne verden i Hvidovre. Han var manisk, da han sprang ud af vinduet på niende sal. Vis på, at han kunne flyve, kastede han sig ud i æteren.

Han havde et træhus ved foden af Maungakiekie. Sydkorset lyste hver nat over Auckland. Huset lå 70 meter over havet. Om dagen følte man blæsten fra Stillehavet i trækket fra vinduerne, voldsomme regnbyger kom strygende ind over byen og fik tagrenderne til at løbe over, men den vulkanske jord sugede regnvandet op i løbet af få timer, og de tidlige morgener og aftener var klare og rolige, og nætterne var kolde. Han købte et eltæppe for at holde varmen om natten.

Den geografiske position og områdets mange vulkaner skabte et bylandskab, der ikke havde sin mage nogetsteds i verden. Der var parker overalt. Og byens politiske ledelse sørgede for at klassesamfundet forblev stabilt. Luksus og slum lå ved siden af hinanden i parallelle gader, og ingen kiggede ind over hinandens stakitter; højhuse ved havnen; den stolt buede bro mod nord, den ydmyge bro til det fattige syd og til lufthavnen; det var New Zealand, der blev koncentreret i asfalt og beton, som den stærkeste og mest talende essens af landet. Farverne var tørre og grønne, som farver i en dansk juli måned. Træerne havde delikate blade med en struktur helt anderledes end den, man ser på træerne i Europa; de groede i buer, spiraler og kupler, bregnerne stod i skove omkring hver en lille offentlig park, og formerne gjorde, at man kom til at tænke på palmer, eller på en heroisk og romantisk luft, som bar fuldriggede skibe med fyldte sejl over vandene. I udkanten af byområderne syntes træerne sært levende, det var, som om hele skoven vibrerede. Spredt over græsmarkerne stod gamle Remutræer, og græsset duftede af salt og støv; nogle steder var duften af forrådnende løv så stærk, at den stak i næseborene. Alle blomster, man fandt på hegn og græsplæner i forhaverne, var farvemættede, men i begyndelsen af vinteren falmede de europæiske træer gradvist, og skyggerne på gaderne blev lange. Udsigten fra Maungakiekie var umådelig stor. Alt, hvad man så, mindede om storby og undertrykt natur og enestående menneskelig foretagsomhed. Det mest karakteristiske ved byen, og for hans liv i den, var solen. Ser han tilbage på en udflugt i de offentlige parker og fredede naturområder, tænker han uvægerligt, at han har levet en tid i verdens største forstad. Himlen var sjældent mere end falmet blå eller violet, og henover den trak mægtige, vægtløse, evigt foranderlige skyer, og luften indeholdt en fad smag af udstødningsgas i sig. På kort afstand så man, hvorledes husene og bilerne var skrammede og dårligt vedligeholdt. Ved middagstid var himlen fyldt af smog over hele byen, vibrerende sodet som luften bag en firehjulstrækker, der sætter i gang ved en lyskurv; solen vibrerede, bølgede og skinnede stikkende, og den brændte og afsved alt, der ikke stod med rod i jorden, og som ikke fik vand af de hyppige regnbyer. Fra toppen af Maungakiekie, trak han vejret let, men følte en fundamental skepsis over kiwi-kulturen, som ikke var høflig-engelsk og ikke var socialt sindet-skandinavisk. Byen mindede ham om alt det, der var dansk i ham selv. Ved monumentet for de gamle Totaratræer i OneTreeHill-parken tænkte han ordene: ”Det er i Danmark, du hører hjemme”. Han undrede sig. På den ene side lød ordene som nostalgisk pis fra Højskolesangbogen. På den anden side, mærkede han hele tiden, at alt det danske i ham strittede imod New Zealand. Kiwiernes deregulerede helvede, et hver-for-sig-fund hvor erhvervslivet satte dagsordenen for alt. Nosse- og visionsløse politikere og anarkistiske vælgere, der ikke ville finde sig i at blive regeret.

Indledning. Det er den 13. marts, efteråret er på vej her i Royal Oak, Omvendslev, Down Under, og jeg sidder og makker på computeren. Radioen og tv'et kører i baggrunden. Glade og friske stemmer, der holder mig med selskab. Hvis jeg koncentrerer mig, kan jeg se mit spejlbillede i skærmen, imens jeg arbejder. Så ser jeg et billede oven på teksten. Jeg ser en fantast og en løgner, hvis efternavn minder om en fiktiv ø, som Johannes Vig levede, underviste og elskede på. Mit navn er Sindø, Rolf Sindø, og det er konstrueret af min farmors fødeby, Sindal, som faktisk findes. Jeg ser en kulturel flygtning, som inden han forlod Det første Sjælland skrev en roman-synopse og sendte den til Statens Kunstfond. Bogen skulle skildre moden kærlighed under vulkanerne i Auckland. Jeg syntes, ideen var original og aldeles ulig noget, der ellers er forfattet på dansk. Kunstfonden sendte et standardafslag, og vores kulturflygtning fik dermed ingen starthjælp til sin flugt. Har betalt alt med arven fra min mor. Jeg købte en returbillet til det andet Sjælland, som udløber om få dage, og imens flyet steg op og vendte i en bue over Helsingør, sad jeg og nød synet af Det første Sjælland, der forsvandt i smudsfarvede regnskyer. Farvel til Danmark og danskerne. Goddag til et nyt liv. Hvis det bliver det. Måske kommer politiet og henter mig, hvis jeg ikke kommer i gang med et job? Så må snyltehvepsen ekskorteres ud til Auckland Airport og sættes ombord på det første det bedste fly. Tilbage til den mentale borgerkrig, udslettelsen, skammen og hadet.

Jeg sidder ved mit ramponerede skrivebord, som jeg har købt for en slik hos marskandiseren i Onehunga. For første gang i år har jeg sovet med det elektriske tæppe og tændt radiatoren, der står og klikker bag mig her i min lille stue. Jeg har lejet et rækkehus og indrettet det efter mine behov. Seng, spisebord, et køleskab. Skrivebord med computer, en kommode med mit tøj og et tv. En reol med bøger. En clockradio med CD-afspiller. The bare necessities. Mine elskede billeder har jeg hængt op over sengen på nøjagtig samme måde som de hang i min barndoms værelse. Snehvide, Gnavpot, Dumbe, Prosit, Brille, Flovmand, Søvnig, Fessor, jægeren, dronningen, heksen og prinsen. Et af billederne mangler glas. Jeg har aldrig nænnet at få det repareret. Det ville ødelægge billedernes magi, synes jeg. At billederne af Disneys figurer blev malet af en storsvindler med Danmarksrekord i tremmeruskeri har altid tiltalt mig. Det minder mig om Andersens kunsteventyr, Snedronningen. Kay minder om mig, kan man sige med en anakronisme. Der er noget galt med mine øjne, jeg er stærkt nærsynet, og uden briller synes jeg, at alt i det andet Sjælland ligner bræk. Hernede kommer jeg til at tænke på udkogt persille, når jeg ikke har briller på. Her er alt for grønt.

Min kone sagde, at jeg var fuld af løgn. Hun sagde, at jeg var min far op af dage. Jeg sagde, at det vidste jeg nok bedst selv. Hun sagde, at alt hvad jeg foretog mig, sørgede jeg for at omfortolke, så det blev til et skønmaleri af mig selv. Jeg sagde, at det var løgn. Det at skabe fiktioner havde da nok altid været en af mine yndlingsforeteelser, hun skulle blot ikke tro, at det var omkostningsfrit. Som forfatter bruger man jo løs af sig selv. Hun sagde, at det kunne enhver jo komme og sige. Hun sagde, at mit liv mindede hende om en film, hvor hovedpersonen led af et særligt hukommelsestab og kontant søgte at rekonstruere, hvad der var hændt ham, ud fra noter. Det uhyggelige var, at han ikke forstod sine egne noter og hele tiden fejltydede dem. Jeg sagde, at først det, man kan forstå, kan man afslutte. Det forstod hun godt, sagde hun, det mindede hende om noget, hun havde læst i en bog. Og i øvrigt ønskede hun at afslutte vores ægteskab.

Men jeg ønsker faktisk at forstå mig selv. Jeg er blandt andet interesseret i at forstå årsagerne til de meget ubehagelige følelser, jeg nærer til tre bestemte personer. Den ene var min førnævnte hustru, den anden min ven, og den tredje min protege. Min ven gik grueligt meget igennem, siden tog han, hvad der var mit kæreste eje. Eller også lader jeg ham i fiktionen gøre det, jeg selv ønsker mig: Komme i kanen med mit hug. Cherchez la Femme. Han er en romantisk drømmer. Min ekshustru vil ikke tale med mig. For fanden. Min protege var ansvarlig for min akademiske udslettelse. I dag er hun redaktør på Statens Filmcentral. Jeg har googlet hende og fandt hendes medarbejderprofil med foto og hele porteføljen på en smart hjemmeside. Hun har fået langt hår og designerbriller. Hun har også fået sig et nyt efternavn. Hun ser frisk og glad ud.

Hun kan sagtens.

Min helbredsattest og min opholdstilladelse skal fornys. Jeg har pletter på lungerne, og mit kolesteroltal er for højt. Jeg får angstanfald på immigrationskontoret i Queen Street, men ministeren for immigration siger, at det går fremad for landet.

Hun kan sagtens. Den sæk.

Hver morgen vågner jeg efter endnu en drømmeløs nat og tænker på, hvordan jeg får bedst får hævn over de forbandede levende. Hjemme i Danmark. Jeg agter at skrive den forbandede bog, for jeg er efter mange overvejelser kommet frem til, at det mest nedrige, jeg kan gøre – efter at have forladt andedammen – er at skrive en roman om alle skeletterne i mit klædeskab. Jeg er ikke taget så langt for naturherlighed alene. Enten bliver det verdenslitteratur, eller også til en ny version af Pontoppidans ørneflugt.

Jeg har læst, at verden er en roman, og at det er forfatterens opgave at opfinde virkeligheden, og jeg har derfor besluttet at skrive en virkelig roman for det 21. århundrede. Det skal være dansk emigrantlitteratur, der illusionsløst tager udgangspunkt i afskeden med et hjemland, ja, med selve ideen om hjemlandet. Jeg tror nemlig, at det 21. århundrede er grænseløshedens århundrede, og i tankerne har jeg givet denne bog arbejdstitlen ”Ud af Danmark”. Jeg tror, at der er en vis risiko for at kommet til at skrive en bog, der handler om at finde frem til Danmark. Jeg ved godt, hvad ”Danmark” betyder. Det er naturligvis blot et symbol på mig selv. ”Ud af Danmark” betyder ”ud af mig selv”. At være ude af sig selv betyder, at man er forrykt, mangler sin sunde fornuft eller er forstyrret i hovedet. Og jeg vil fortælle en virkelig mageløs historie om, hvordan ideen om det andet Sjælland sprang ud af et af neuro- og plastikkirurger omhyggeligt rekonstrueret hoved. I virkeligheden var det mit eget, men man må som bekendt ikke tage af hovedstolen.

Jeg har tænkt mig at skrive et kapitel med titlen ”Jeg havde et træhus ved foden af One Tree Hill.” Jeg indrømmer, at det ikke er mig, der har fundet på den. Den er stjålet fra indledningen til Karen Blixens Out of Africa fra 1937. Jeg synes, at der mangler en bog, der kan tage over der, hvor Karen Blixen slap. Det vil være min hævn over en fejret, død forfatter. Karen Blixen var lavadelig kolonialist og dertil mytoman, og hendes prosa ramte samtiden, der længtes efter en upolitisk, autentisk virkelighed, lige i hjertekulen. Da 2. Verdenskrig var slut, var denne længsel blot blevet forstærket, og alverdens læsere har siden spejlet sig i Blixens formfuldendte narrativer uden at sanse, hvor autoritær og, ja, tyrannisk en fortæller Blixen i virkeligheden var. Er. I sin prosa hersker Blixen så enerådigt som dengang, hendes husholdning talte over 100 kenyanere, og Dennis Finch-Hatton begravede den danske baronesse i ærbødige, engelske kys og hede blikke. Stakkels Tanne, da hun ikke kunne beholde sin kaffefarm, fordi hun ikke havde sans for penge, forsøgte hun resten af sit liv i samtlige sine historier at realisere en ny form for dominans: Fiktionens tyranni over læseren. Tabet af farmen, aborten og hendes kønssygdom, det blev alt sammen til litteratur. Virkeligheden transformeredes til fiktion, hvori hendes traume korrigeredes, så det blev til at holde ud at leve med.

Jeg agter at skrive en omvendt hjemstavns-roman, der beskriver stedet, jeg kommer fra, landet, min slægt er rundet af, igennem en spejling i en fremmed kultur. Jeg vil sætte temaer som 'sandt og falskt' og 'mit og dit' i spil. Jeg vil skildre, hvordan en emigrant i det 21. århundrede rejser 17500 kilometer fra sin fødeø, det første Sjælland, hvordan han tænker tilbage på sin danske tilværelse med følelsen af både afsky og længsel, og hvordan han føler sig endnu mere ensom og udstødt i det andet Sjælland. Alt det gamle, moralske pis er definitivt rodet sammen nu om stunder. Jeg har til hensigt at skabe en romanfigur med træk fra mig selv. Jeg kunne kalde ham 'Marcel', men den fonetiske lighed med ”mig selv” vil nok være for tyk. Jeg tror, jeg vil kalde ham noget mere almindeligt, måske bruge et bestemt navn fra en novellesamling, jeg engang skrev. Der bliver helt sikkert lidt Lykke-Peer over det hele. Vi har en mandlig hovedperson, som forkaster sin baggrund og forsøger at blive et godt menneske, men som ender med at forstå, at han er blevet nøjagtig den samme bakketrold, som hans egen far var. Et rigtigt dumt, dansk svin. På hjemmefronten evig og altid tavs og sur, nærmest hemmlighedsfuld om, hvad han foretog sig, når han ikke var hjemme. Skød sønnens kæreste eje, en sort labrador, fordi drengen ikke passede sin skole og ikke adlød og forlod siden sin hustru og sine børne til fordel for en yngre model. Vores hovedperson er traumatiseret for livet, kan ikke knytte sig til andre mennesker og dør ensom og forhadt efter at have svigtet alt og alle. Sådan. En ren kliché, fordi det er så sandt, så sandt.

Ak, ja.

Jeg aner en indledning, der starter som et skud og hugger ned i deres elendige historiske virkelighed som et sværd, en midte der afslører alle drømmene og illusionerne, og en afslutning, der gør rigtig ondt på dem, som måtte føle sig afluret og misbrugt. Jeg har hede dagdrømme om denne onde bog. Læseren tror først, at det hele handler om at opdage, rejse og kortlægge. Om kærlighed. Men historien går ad pokker til. Hun indser, at noget er galt, men for sent til at kunne lægge bogen fra sig. Til slut udsletter bogens virkelige hovedperson – som er fortælleren selv – fiktionen med beretningens allersidste punktum.

Sådan.

Epigrafer

He's back from New Zealand after forgetting about her the way I jumped out of an airplane to forget someone else, picking kiwis as a kind of penance for falling in love the way parachutes are penance for gravity, libraries for authors, sneezing for breath, life for death and sometimes he'd just squeeze one out of its hairy tuft right into his mouth under the New Zealand sun which he says is yellower than ours just as the kiwi bushes were full of tame yellow birds about their yellow business of living forever just as the night must be about its business of darkness. I mean in the middle of nowhere and none of us had bled to death internally yet.

Dean Young, ”Poem in which Everyone Survives”, 1995

Sometimes I am a collector of data, and only a collector, and am likely to be gross and miserly, piling up notes, pleased with merely numerically adding to my stores. Other times I have joys, when unexpectedly coming upon an outrageous story that may not be altogether a lie, or upon a macabre little thing that may make some reviewer of my more or less good works mad. But always there is present a feeling of unexplained relations of events that I note; and it is the far-away, haunting, or often taunting, awareness, or suspicion, that keeps me piling on ...

Charles Fort, Wild Talents, p. 40, 1932

Kolofon

Hyperteksten er udviklet med OpenOffice Writer 3.0 og Stone's webwriter 4.0. FireFTP (Mozilla Firefox).

Webhotel: Servage.net.

URL: http://www.sindoe.dk/

Opdateret d. 4.12.2010