|
Vi var sent på den. Jeg løb op ad flisegangen og ringede på hos Allan og Helle. Døren blev revet op. Allan havde uglet hår, skjorten i uorden, Mathias på fem, i den ene hånd og en McDonalds-pose i den anden. Drengen stirrede på mig. "Vi har været i City2, Planetariet og på McDonalds i dag. - Det er værre end at gå på arbejde!" sagde Allan uden at hilse og trådte til side. Hvad han mente? Jeg undrede mig lidt over drengen, som gloede på mig, som om jeg havde stjålet legetøj fra ham. "Jeg afspadserer i dag, så Helle mente, at Mathias så skulle blive hjemme. Jeg skal jo have noget kvalitetstid med ungen, ikke?" Mathias slap Allans hånd og løb ind i stuen.
Jeg så på uret. "Men hvad så med vores squash?" "Ja, det bliver der sgu ikke noget af, for Helle arbejder over i aften." "Ku' du ikke have ringet?" "Jeg har simpelthen ikke haft en øjeblik ..." "Far!" skreg Mathias inden fra stuen, og Allan for afsted. "Nej, Mathias!" lød det ud til mig i entréen. Drengen satte i et hyl, der varede, indtil Allan råbte, "Okay! Men så siger du ikke noget til mor, vel?" Allan kom tilbage, rystende på hovedet, nu uden McDonalds-posen. "Den dreng ... Vil du have en kop kaffe?" Vi havde næppe sat os ved køkkenbordet, inden Mathias stod i køkkenet og råbte, at han var sulten. Allan foreslog drengen brød og pålæg. Nej. Frugt-youghurt? Nej. - Men så guldkorn da? Ja. Men i det øjeblik, Allan begyndte at servere, råbte drengen "nej". Hvad så? "Is!" skreg drengen. "Okay, men det siger vi heller ikke noget om til mor, vel." Allan var langt fra sin vanlige kølighed. Drengen rystede på hovedet, fik sin is og begyndte at spise. Med sin frie hånd greb han noget fra posen og kylede det i gulvet. Et uhyggeligt skrig fyldte køkkenet. "Hæ, hæ," gnækkede Allan nervøst, da jeg forbløffet så på ham, "det er det nyeste fra McDonalds. Ungerne er vilde med de der monsterlyde." Jeg rystede drillende på hovedet. Allan fangede den. "Ja, ja! Man er jo far for sit barn, ikke."
Vi satte os ved køkkenbordet. For nu at få noget andet at snakke om, fortalte jeg om en tur til Fisketorvet, det nye, fantastiske storcenter ved Kalvebod brygge, i efterårsferien. "Uge 42!" udbrød Allan og så fortvivlet på mig. "For satan, mand, det var simpelthen et helvede at få tøsen passet i den uge. Jeg mener, vi er jo en hel del forældre, der ikke har ferier i tide og utide som lærerne." Allan kørte en af sine kæpheste, og jeg vidste, hvad der nu ville komme. "Hvornår bliver folkeskolen synkroniseret i forhold til resten af arbejdsmarkedet!?" Han blev afbrudt. Mathias kastede McDonalds-dimsen hårdt ned i gulvet ved siden af mig og så på mig med et arrigt udtryk, mens skriget ekkoede ud i køkkenet. Jeg smilede til drengen, som spurgte, "Hvornår skal du hjem?" Inden jeg kunne svare, fortsatte barnet, "Jeg er den eneste, der er sammen med far i dag!" "Jamen, derfor kan jeg da godt besøge jer," forsøgte jeg. "Kan du bevise det!" Drengen virkede næsten vred. "Hva'?" spurgte jeg forbløffet. "At du har lov til at være her!" Allan greb drengen i skulderen, "Så, Mathias, nu holder du op. Det der gider far ikke høre på!" Mathias samlede dimsen op fra gulvet, kylede den i hovedet på Allan og løb ud af køkkenet. Allan udstødte et brøl og for efter drengen. Inde fra stuen lød hyl og skrig.
Svedende kom Allan tilbage, mens Mathias' gråd lød inde fra stuen. Han gik hen til køleskabet og tog to øl ud, knappede dem op satte sig hen til mig. Han tændte en smøg, stadig uden et ord. Så ringede hans mobil.
Han flåede den op af skjortelommen, kiggede på nummerviseren, klikkede "SVAR" og sagde med sin blideste stemme, "Hej, skat." Jeg tog en slurk af min øl og stillede flasken tilbage på køkkenbordet med et dæmpet smæld. Allan så på mig med sit "Pas nu på, for satan!"-blik og spurgte muntert, "Hvor er du henne lige nu?" Allan vrængede ansigt, men intet i hans stemme røbede, hvad der foregik. "Nej, nej - det går supergodt - Alt er under kontrol."
© Rolf Sindø 2000
|