|
Over halvdelen af den danske befolkning gav d. 28. september Christiansborg fingeren og stemte imod tingets først salvelsesfulde, siden mere truende anbefalinger. Jeg stemte "ja". "Gamle Danmark" er ikke i fare, men selve idéen om det autentiske, demokratiske kongerige er et uhyggeligt fatamorgana.
Det må være et problem at opfatte sig som "ansvarlig politiker" i dag. Det må føles nærmest umuligt at styre landet inden for rammerne af den politiske virkelighed. En situation, hvor man er nødt til at inddrage både kommunikationseksperter, tilfældet og kaos-teori i det politiske arbejde. For det ideologiske kit, der bandt samfundet sammen i de "gode, gamle" socialdemokratiske tider, er forlængst forvitret. Danmark er - i lighed med resten af verden - et kaotisk system. Uoverskueligt, heterogent og dog alligevel tilsyneladende stabilt. Præcis som den moderne dansker. - Altså mig! Jeg står jo i centrum som aldrig nogen sinde tidligere. Fra alle sider appellerer man til min opmærksomhed og eventuelle sympati. Det er skam smigrende, men jeg er altså ikke stemmekvæg. Jeg er tro mod mine private holdninger og følelser.
Danmarks autonomi lovprises af anarkronistike nationalromantikere og "socialister uden en sag", men de har ikke fattet, hvilken situation vi befinder os i. Ja-partierne forstår på den anden side ikke, hvad det er, de anbefaler. De har endnu ikke kunnet forklare befolkningen, hvad EU's videre udvikling går ud på. Forklaringen er hyperkompleksitet. Alle styringsmekanismer og -systemer er så komplicerede, at de hverken de ansatte, deres chefer eller politikere - ja, selv ikke Hans Bischoff - kan illustrere dem med overskuelige diagrammer og lagkagemodeller. En god del af EU-midlerne bruges på selv-forvaltning. For borgerne med en dårligere uddannelse end min kan det se ud, som om EU lukker sig om sig selv i bureaukrati og magtarrogance. Det gør det muligvis også. Men vi kan ikke kan vide det, så længe vi forsøger at holde os uden for udviklingen.
Nej-siden gjorde d. 28. til et selvtilstrækkelighedens og -godhedens valg, da man postulerede, at det var et flertal i den danske befolkning, der hér stod sammen om at sige "nej". Sikke noget ævl: Nej-sigerne er dybt uenige om, hvad deres "nej" betyder, ligesom de uenige om alt muligt andet. Omvendt kunne man heller ikke på ja-siden finde ud af at anskueliggøre, hvilke uhyggelige perspektiver, der var forbundet med dette "nej". Politik er for kompleks en størrelse til almindeligt folkevalgte MF'ere. - De er simpelthen ikke kompetente til at håndtere opgaven! Det er dén nye, politiske virkelighed, vi skal have en debat om i Danmark Personligt synes jeg også, at vi må diskutere, om vejledende folkeafstemninger er hensigtsmæssige. Direkte adspurgt viser flertallet i Danmark sig jo at rumme en blævrende, nostalgisk klump af anarkroniske impulser. Tårevædede ser alle tåberne tilbage på et fortidigt scenarie, der muligvis aldrig har eksisteret andre steder end i Paul Hammerich's pastelfarvede tv-krønike om "gamle Danmark", velfærdssamfundet over dem alle!
Netop uoverskueligheden er kvintessensen af den globale politiske og økonomiske udvikling. Begreber som nationalitet, sprog og møntenhed er af sekundær betydning i den nye virkelighed, om vi vil det eller ej. Udvikling ikke kan sættes i stå, langt mindre vendes, og den finder per definition sted over alt. Og uoverskueligheden er ikke destruktiv, men tværtimod produktiv og dynamisk. - Nå, i det mindste jeg agter at tage skridtet videre og går nu ind i den nye globale realitet. Farvel, Danmark.
© Rolf Sindø 2000
|