|
Fredag d. 21. juli, 2006.
Floyd Fønix
gik død på L'alpe d'Huez onsdag den 19. juli 2006, men genopstod allerede
dagen efter, hvor han kørte Bib-shortsene af resten af feltet. Verden applauderede måbende, konkurrenterne anerkendte præstationen som en "mandfolkepræstation" og
medierne skrev om "et raserianfald". Selv sagde han efter etapen, at han skyldte sit hold at vise sig deres tillid til ham som holdkaptajn værdig.
Nu er det vist, at man lige skal tænke sig om en ekstra gang: Hvordan kan det lade sig gøre at
restituere så hurtigt imellem to MotherF"#&/er-etaper? Hvorfor var der ingen konkurrenter, der udtalte, at denne præstation var for utrolig? - Det kan de simpelthen ikke anklage Floyd Fønix for, fordi de dermed indirekte indrømmer, at de kender til anvendelsen af præstationsfremmende medikamenter. Det er et smågenialt illusionsnummer, Floyd Fønix opfører for øjnene af millioner af publikummer, konkurrenter og sponsorer. For vi synes jo også alle sammen, at det er fed underholdning: Den sympatisk smilende amerikaner fortjente virkelig den sejr efter sin nedtur på L'alpe d'Huez (og de mest naive af os vil nok også gerne tro på, at man - i virkeligheden - kan gøre ting, der er lige så fantastiske som eventyrenes historier.
Men hvorfor er der ingen journalister, der tør stille disse
spørgsmål? Det er fordi, de selv er en del af den underholdningsindustri, som TdF er. Man kan ikke kritisere et system indefra. Journalisterne lever jo af dramaet, sensationerne og skandalerne, og der er en usynlig grænse for, hvor langt de kan gå, førend historien om "verdens hårdeste cykelløb" bryder sammen: Man kan derfor ikke lave for sensationelle afsløringer, imens løbet står på. Det var nok derfor at L'equipe først "afslørede" mr. Armstrongs doping-forseelse fra 1999 en måned efter TdF (og efter at han havde trukket sig tilbage). Det virker som en ironisk understregning af hykleriet i denne sport, at monsieur Leblanc tilsvinede Armstrong med en opsigtsvækkende fortielse.
Han talte ved præsentationen af TdF ´06 i et kvarter om TdFs 100-årige historie og nævnte alle de gammelkendte legender, men den mand, der har vundet flest gange og kørt mest konsistent, nævnte han ikke. "Omerta", tavshedens lov, hedder det på siciliansk. Man nævner ikke familien, når alle er i familie med hinanden. Ligesom Freddy Corleone blev Armstrong "læsset af et øde sted og
nakket". For familiens skyld. Familien eksisterer altså fortsat i bedste velgående, den er blot blevet et pinligt familiemedlem fattigere.
Team Phonak har tidligere fostret store doping-syndere som Tyler H. og Oscar C. Der er altså en tavs viden på holdet om, hvordan man gør, når resultaterne lige skal en tand op. Jeg tror, der nu er endnu en aktuel anledning til at konstatere, at dette schweiziske hold råder over usandsynligt dygtige læger, soigneurer etc., og at de efter alt at dømme ikke kører på edelweis og urtemedicin.
Jeg er ikke forarget, vi lever i en medicinsk reguleret virkelighed, hvor vi alle tager medicin for et eller andet, og der intet i cykelsporten, som ikke allerede også findes i samfundet. Jeg forsøger til gengæld at argumentere for, at doping-begrebet nok bør udfases, fordi det betegner en
gammeldags forståelse af idrætsfysiologi, træningsmetoder og præstationsfremmende midler. Giv atleterne lov til at bruge al den medicin, de ønsker. De skal blot gøre det på eget ansvar, og vi vil gerne vide, hvad det er, de tager, når de for eksempel skal restituere efter en hård etape. - Jeg er
udmærket klar over, at dette aldrig vil kunne gennemføres, men jeg er faktisk ikke den eneste, der har tænkt lidt over Floyd Fønix' utrolige præstation:
http://www.velonews.com/news/fea/10513.0.html
http://www.cyclingnews.com/letters/?id=2006/07-21letters2
Det må slutteligt, for en sikkerheds skyld understreges, at dette indlæg blot er udtryk for en ond mistanke, og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er utilsigtet og tilfældig.
|