Homo zappiens - FUT i fejemøget

Et af vore dages mest anvendte remedier er fjernbetjeningen. Der er efterhånden ikke det apparat, vi ikke rutineret anvender fjernbetjeninger til. Også musen - og dermed computeren - er de fleste fortrolige med. For såvel fjernbetjeningen som musen gælder det, at vi anvender dem som pegefinger og -pind i en virkelighed, der bliver stadig mere visuelt præget og grafisk orienteret. En virkelighed, hvor informationsmængden og -hastigheden samtidig er steget enormt i de seneste 30 år.
Fjernbetjeningen er homo zappiens' vigtigste hjælpemiddel.
Homo zappiens? spørger nogle måske. - Ja, det kanalskiftende menneske. Alle os fra børnehavegenerationen, som i dag aldersmæssigt befinder os i 30'erne. Os, som lever i det flimrende og kolde lys fra sort-hvide TV-skærme, og som voksede op i parcelhuse over det ganske land. Kvarterer, vi for en dels vedkommende i dag har overtaget, og som vi lever i med vores - unge - familier. Os med de tre S'er: Sommerhus (endnu kun en andel), SEAT (billig, tysk kvalitet) og surf (oppe ved sommerhuset).
Vores dejlige børn surfer forresten også. Mens vi - unge - voksne realiserer os selv på arbejdsmarkedet, sidder vores unger i skolens datalokale og surfer på internettet. De er jo kvikke, vores pokalbørn, så de ved godt, at ud over en NOKIA 3210, giver det status at have de gældende bogmærker til hjemmesider med snuff-porno, ultravold eller terror.
Imens går vores forældre - "pioner-parcellisterne" - som helt i tråd med den socialdemokratiske drøm anskaffede villa, vovhund og Volvo - hjemme på efterløn og hygger sig med at justere lidt på parabolen. Af til kører de til Louisiana ("På mimrekort!" ler de, når de fortæller os om den seneste, totalt uforståelige Warhol-udstilling, de har set i Humlebæk) og hver aften sover de sødt ind foran "Stripperkongens piger" og "Sex i 90'erne".

Dagligt blæser homo zappiens TV- eller internet-kanalerne igennem for at se, om der er noget, der er værd at bruge sin tid på. Det er der næsten aldrig, og derfor oplever man gang på gang, at man bruger tiden på simpelthen ... at zappe.
Ligegyldige informationer er som bekendt kedelige. Vi zapper altså for at undgå kedsomhed og keder os ved at zappe. - Hvilket paradoks.
Homo zappiens kan ikke døje kedsomhed, bliver fysisk utilpas af det. Desværre rummer samfundet ganske mange både kedelige og kedsommelige elementer, og da vi af natur (i lighed med f.eks. DAMP-børn) er udadreagerende, er kværuleren, hypokondri og rastløshed blevet vores almindeligste kendetegn.
Amerikanerne har et interessant begreb: "F.U.D.". Forkortelsen står for: Fear, Uncertainty and Doubt. På dansk bliver det til: Frygt, Usikkerhed og Tvivl. FUT, kort sagt.
Skønt samfundet er præget af en næsten pinlig materiel overflod og sikkerhed, og trods dén fundamentale antagelse, at det danske samfund er verdens bedste, lever homo zappiens i en diffus tilstand af FUT. "Lidelsen" er foranlediget af erfaringen om, at samfundet består af omkring stadig mere uoverskuelige styringssystemer. Det skaber paranoia. Måske også en voksende fornemmelse af, at det danske samfund undergår fundamentale forandringer i disse år.
Urbefolkningen i dette land - danskerne, som nu helt er uddøde - var et besindigt og fornuftigt folkefærd: De vidste, hvad de havde, men ikke hvad de fik. Denne valne og afventende holdning står homo zappiens i et naturligt modsætningsforhold til. Forventningsfulde - og en anelse benovede - skuer vi ud mod den strålende uvisse fremtid.
I denne situation kommer fjernbetjeningen til at fungere både som et uundværligt hjælpemiddel og en mental krykke. Et symbol på, at man trods alt har kontrol over noget. For eksempel altså det, der kører på skærmen.
Det, homo zappiens ikke kan kontrollere - ligegyldigt om det er naboens nye, grimme carport eller pinsepakken - er utåleligt. Homo zappiens begynder automatisk at klage til alle tænkelige instanser. Og da så mange ting i dag slet ikke lader sig styre, endsige bare antydningsvist forstå, brokker homo zappiens sig konstant.
I denne tid er der for eksempel rig lejlighed til at være utilfreds, uanset om man var for eller imod ØMU'en, for intet af det, vi blev lovet, henholdsvis truet med, sker tilsyneladende? Men det kan være mange andre ting. For eksempel ægtefællen, børnene, familien, vennerne, chefen eller samfundet. - Der er altid en anledning ...
Homo zappiens lever i en diffus angst for bakterier og andre mikroorganismer. I det nittende århundrede var folk bange for nisser og trolde. Under den kolde krig efter Anden Verdenskrig frygtede man UFOer. Begge dele er til at dø af grin over i dag, hvor vi har helt anderledes uoverskuelige katastrofer tæt inde på livet, over alt hvor vi færdes. Ja, vi risikerer faktisk helt konkret at få dem ind i kroppen.
Dengang - i de gode, gamle orange-brune, hessianbeklædte og socialdemokratiske halvfjerdsere i forrige århundrede - kendte man også til at være bange. Diffuse, sociale fobier tematiserede i film, når udefrakommende kræfter - hajer, højhuse og jumbojetter - truede menneskeheden.
I det hyperkomplekse, ultraliberalistiske samfund er angsten meget, meget værre. Nu frygter vi, at det forfærdelige findes inden i os selv. Nutidens skrækscenarier i Hollywoodproduktioner skildrer således, hvorledes det er selve den menneskelige bevidsthed, fremmede kræfter manipulerer med. Hjernevaskede eller kodede bevæger mennesker sig i pseudovirkeligheder, der ved teknologiens hjælp fremstår 100% virkelighedstro. - Intet er, hvad det giver sig ud for at være. Alt er kan være farligt.
Luften i byerne er mættet med udstødningsgasser, og det er dokumenteret og velbeskrevet, hvorledes bly skader fosterets udvikling. - Og rent a pro pos: Mænds sædkvalitet er faldet drastisk siden 70'erne. Forurening truer homo zappiens forplantningsevne: Ikke i form af udslip fra danske fabrikker. Næh, dem har vi gudskelov for længst fået omlagt til bæredygtig og forsvarlig drift. Til gengæld skyller forureningen bogstavelig talt ind over os fra andre lande. Og den lader sig ikke stoppe, for der er tale om tidligere sovjetrussiske vasalstater, som for nogles vedkommende enten allerede er blevet opslugt af Vesteuropæiske nationer eller aktuelt er ved at fedte sig ind i EU, mens de fortsætter svineriet i Donau-floden.
Angsten for madforgiftning lurer konstant, selv de yngste skolebørn ved, at kantinens mad kan være livsfarlig. Ikke mærkeligt, at så mange i dag lider af spiseforstyrrelser. Endelig er det i praksis umuligt at afgøre, om der er anvendt gensplejsede amerikanske majs- og soyaprodukter i fødevarerne. Vi kan derfor uvidende komme til at spise fødevarer med ukendte, skæbnesvangre bivirkninger. - Hvem ved, hvornår vi selv begynder at mutere?!
Det er kort sagt meget kompliceret og til tider angstprovokerende for homo zappiens at være samfundsborger. Derfor vælger mange at nøjes med en ganske snæver familie- og vennekreds. Alt det andet - det, der vedrører lokalmiljøet og samfundet - orker man ikke.
Det manglende medmenneskelige engagement hos homo zappiens skyldes altså, at det nok er ensomt at være individualist, men slet ikke til at holde ud at være social!
Der må gøres noget for at standse denne udvikling! Nogen må da tage affære. - Politikerne? Nej, nej ... Alle ved jo, at der ikke findes en eneste ansvarlig politikere på Christiansborg. - Det Høje Tings medlemmer tæller udelukkende tågehorn, båndsløjfer og strimmelregnere.
Skal vi så gå til medierne!!! - Næ, nej ... Mediefolk af i dag er helt åbenlyst og skamløst fokuserede på seertal og reklamekroner. Kommercielt korrumperede, manipulerende eller mikrofonholdende linselus.
Hvad da!!? - Det må da være en menneskeret, at vi som borgere kan forvente, at samfundet får styr på disse ting. - Nej, nej og atter nej, og desuden er der tale om en misforståelse.
I Danmark angår menneskerettigheder kun den ukrænkelige ejendomsret over børnene. Samfundet, som vi kendte det, er under afvikling. Socialakrobater og venlige og forligsvillige højreekstremister arbejder på sagen, og det skal nok lykkes dem inden for en overskuelig fremtid.
I den lidt mere nære virkelighed, står det imidlertid også galt til. Virkeligheden er simpelthen næsten for kaotisk til at opholde sig i, fordi den indeholder for mange ubekendte faktorer.
For eksempel, når en forælder forfærdet må indse, at både barnet og ægtefællen ligger syge med influenza, og at der ikke bliver købt ind, vasket tøj og vasket op, med mindre tennis-træningen aflyses. Eller når curling-barnets klasselærer (folkeskolelærere er som bekendt overprivilegerede, arbejdssky elementer) på det halvårlige forældremøde er så uforskammet at hævde, at ens pokalbarn har sociale problemer. - Det burde sgu da i øvrigt være en menneskeret, at skolen tog sig af ungernes opdragelse!?
Zap! - Ny skole til junior.
I dag zapper man sig frem. Fra kanal til kanal og fra sag til sag. Holdninger erstattes af pragmatiske løsningsmodeller. Homo zappiens er af natur fleksibel og mobil, for sådan er samfundet og arbejdsmarkedet indrettet. - De mennesker, der ikke har disse egenskaber, er ilde stedt. Det kan meget vel ende med, at vi må tilbyde dem krisehjælp ...

© Rolf Sindø 2000