Socialkammeraterne beskylder statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have stjålet velfærden fra dem og gjort den til sit partis mærkesag. De har imidlertid svært ved at profilere sig på dette standpunkt i medierne, eftersom alle folketingets partier også uden for snapsetingets hyggelige rammer kan enes om, at velfærd er godt, fordi velfærd er godt. Velfærd er et ubetvivleligt gode i Danmark. I det 19. århundrede betød ordet velfærd en ”gunstig” eller ”lykkelig tilstand” og anvendtes synonymt med ”nytte” og ”lykke”. I første halvdel af det 20. århundrede var skabelsen af samfundsmæssig velfærd vigtig af hensyn til højnelsen af folkesundheden og arbejdsstyrkens skolekundskaber. Hensynet gjaldt dengang landets produktivitet, og i mere end 30 år var det Socialdemokratiets mål at løfte arbejderklassen ind i middelklassen. Nu blev ”velfærd” gjort ensbetydende med ”fremskridt”, imens arbejderklassen en tid endnu levede og knoklede under materielle og sanitære forhold, som et menneske fra vore dage finder nærmest ubegribelige. John Maynard Keynes teori om at lade det offentliges omsætningen styre samfundets økonomi, så få fik for meget og færre for lidt, realiseredes på enestående vis i Grundtvigs Danmark i årene efter 2. Verdenskrig. Der var vitterlig mange sider af samfundet, der bittert trængte til velfærd, og kunne en arbejdsledig fra tredivernes Danmark få et kig ind i danske hjem i det 21. århundrede ville han formentlig chokeres af den kollossale velstand, danskerne har opnået.

Der er dog et aspekt ved velfærdsbegrebet, der fortjener at blive diskuteret i dag: Dets disciplinerende effekt i den offentlige debat. De, der har vundet taleretten, har samtidigt overtaget retten til at skabe det, man kan kalde et nationalt narrativ. Anders Fogh Rasmussen ynder således at karakterisere danskerne i sin taler til befolkningen. Han har indset, at fortællingen om Danmark som et unikt velfærdssamfund - anvendt som rammesætning om hans politiske projekt, som han _ikke_ fortæller meget om - er af afgørende betydning for hans regerings levedygtighed. Herigennem giver han befolkningen ord og udtryk, som den kan bruge til at forstå sig selv ud fra. Danskerne er ikke gjort af en og samme bolledej og kan ud fra en nærmere betragtning selvfølgelig ikke beskrives som en klump ligedannede og -sindede væsener. Ikke desto mindre fortæller statsministeren os historien om, hvordan ”vi” danskere er. Denne indsats er ekstremt vigtig, omend dens effekt er vanskelig at måle. Anders Fogh Rasmussen har rost danskerne for deres samfundssindelag. Han har beskrevet dette træk som det danske demokratis grundlag. Han har defineret ytringsfriheden som kernen i det danske folkestyre og talt om ”retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod”. Og han har i flere sammenhænge rost befolkningen for manglende autoritetstro. For Fogh Rasmussens regering gælder der imidlertid – set inde fra Christiansborg – det bekvemme forhold, at danskerne i virkeligheden er uhyre autoritetstro. Det er vi måske, fordi flertallet af os er vokset op i efterkrigstiden, hvor socialdemokratiet ledede samfundet, og hvor staten passede os, fra vi var helt små, og i øvrigt altid havde ret i næsten alting. Måske er det derfor, at den konservative justitsminister, Lene Espersen, med sin meget konsekvente hårdere-straffe-politik kan skabe den samme følelse af tryghed i medierne, som dengang vi alle sammen gik på blå stue, og de voksne passede godt på os.

I og med, at begrebet har vundet betydning som ”dobbeltplusgodt”, kan regeringen stoppe kritik af sin økonomiske politik blot ved at henvise til hensynet til den fortsatte velfærdssikring og -udbygning. Velfærd er synonymt med fremskridt, men man må huske på, at i den vestlige verden af i dag er fremskridt lig med forbrug og merforbrug og overforbrug. Ikke mange i oppositionen eller blandt landets intellektuelle og kunstnere vover at stille ”upopulære” spørgsmål som: Har vi i dag opnået et tilstrækkeligt niveau for velfærden, kan vi måske begynde at justere overfloden om fra _forbrug _og til _opsparing_ af hensyn til de kommende generationer?

Den retoriske og mentale tvang, danskerne dagligt udsættes for i medierne og fra landets talerstole, har blandt andet forårsaget, at der er opstået en politisk, økonomisk og kulturel mono-kultur i Danmark. Der udvikles ikke slagkraftige alternativer til Foghs nationale narrativer, som befolkningen kan opfatte som troværdige. Socialdemokraternes problem er, at de dybest set er enige med Fogh om alt det basale, hvad angår arbejdet med forretningen Danmark. Folk kan udmærket høre, at de lyver, når de påstår, at Fogh gør alting helt forkert. Det er historien, og ikke partiet Venstre, der har overhalet dem indenom, fordi de forsømte rettidigt at forny sig med en vision for, hvad Danmark bør udvikles til i det 21. århundrede.

Vi lever i en tilstand af ”velfærd comme il Fogh”, ikke ”velfærd a la Fogh” som socialkammeraternes førstedame, fru Helle Thorning-Schmidt, vil have os til at mene. Men når det om føje tid går op for danskerne, at nationale statussymboler og monumenter for værdien af den keynesianske offentlige administration, som f.eks. DR og sygehusene, er på vej ned i et dramatisk, kvalitativt styrtdyk, fordi citronen (: de nye kommuner) er blevet presset til sidste dråbe af venligt udseende tids- og kvalitetsanalytikere, bliver det interessant at se, om Foghs strategi har virket efter hensigten. Hvis befolkningen vitterligt er anti-autoritært sindet, som Fogh Rasmussen har fortalt den, at den er, bliver han stemt ud af sit kontor ved næste valg. - Men på den anden side, hvad er alternativet? Mindre velfærd?! Fordi danskerne er en af verdens mest autoritetstro og (for øjeblikket) materielt set velstillede befolkninger får Anders Fogh Rasmussen naturligvis en tredje periode til at føre regering i.

© Rolf Sindø 2007