af Rolf Sindø og Bo Kampmann Walther
Jeg gik og slog græsset, skævede ærgerligt til uret, da min
nabo pludselig stak hovedet ind over hækken. "Har du hørt det?" råbte
han. "Næ, hvad?" svarede jeg og slukkede maskinen. "Den er
kraftedeme for gal," sagde han. "Nu har en af de dersens selvfede
eksperter dømt Danmark ude af VM. - Idioten har "analyseret" sig frem
til, at de danske spilleres psyke ikke passer til den moderne, internationale dommermentalitet."
Jeg nåede lige at udstøde et overrasket "Nåda!", inden min nabo
fortsatte. "Hvad fanden ved sådan en spasser fra et åndssvagt
"Institut for Idræt" overhovedet om fodbold?! For helvede, drengene har
banket Frankrig. - Hvad har han gang i?"
Det var et godt spørgsmål. Jeg var lige så rystet som ham over at høre, at Danmark ikke ville vinde VM. "Men det kan
man jo egentlig sige sig selv - idioten sidder jo på universitetet." Jeg
kendte min nabo. Han var selvstændig, blikkenslager, men han lavede alt muligt
og havde konen som kontordame. Vi snakkede ikke sammen efter, at han havde fået
sat videokameraer op overalt i sin have. Jeg havde klaget over, at et af dem
pegede ind i vores stue. En tid havde vi "overset" hinanden, men nu
var han altså lige pludselig på banen igen. Jeg fintede ham, trak ud på fløjen
og sagde, "Men det er jo meget rart at føle sig tryg, når man har med
komplicerede ting at gøre. De der eksperter … altså, de får jo én til at føle
sig velinformeret, ikke." Jeg trak helt frem og lavede et nyt, dybt
indlæg, ind til midten. " "Nej," sagde min nabo. "Pjat! Blot
fordi man har læst nogle bøger, så har man da ikke nødvendigvis forstået noget
som helst, vel?" Næ, det kunne jeg godt se, sagde jeg og trak lidt tilbage
mod midten. Presset var hårdt. Jeg var selv akademiker. Lektor i elfenbenstårnet.
Min nabo slog kontra: "Og fodboldmentalitet? Min bare!!! Det
handler sgu da om kærlighed til spillet - og flair for det - og ikke
skid andet. Men det ved sådan en belæst nar jo selvfølgelig ikke, for det står
der ikke noget om i de tykke bøger, han har læst. Sådan en skidespræller som
ikke ville kunne ramme en bold, om man så lagde den for hans fødder." "Nåh,"
sagde jeg og kunne ikke understå mig i en finte, "ved vores sidste
oldboys-kamp her på vejen forstuvede du da selv foden ..."
Det skulle jeg ikke have sagt, for det fik virkelig min nabo til at sparke græstørv af
støvlerne. "Det jeg mener," nærmest råbte han og så på mig,
som om han var ved at give mig det gule kort for at have filmet. "Det er,
at hvorfor skal vi høre på alle de såkaldte eksperter, dag ud og dag ind? -
Hvorfor kan vi ikke bare få lov at opleve det, der nu sker?" Jeg
sparkede til en tot græs, der lå ved min fod og sagde så, "Det er jo vel
fordi, de fleste ting i dag er ret … vanskelige at forklare. - Altså når
det skal på TV og sådan ... Det ligger ligesom i tiden, ikke. Det er vel også
det, statsministeren mener, når han taler om eksperttyranni ..." Jeg
forsøgte at spille defensivt. At please min modstander. Men bemærkningen
lå lige til et straffe hos blikkenslageren. ”Med det nye årtusinde,”
sagde han og så på mig med skrævende ben og hænderne i siderne. "fik vi denne
hersens usynlige krig, der bliver slået op som noget helt ubegribeligt,
men i dag er frontlinierne da bare væk, fordi der er tale om en ny
fjende: Psykopater som ham Bin Laden." Det lød som et skældsord, når
blikkenslageren udtalte navnet på den berømte terroristleder. Han fortsatte.
"Det' sgu da lige til at blive nervøs af!" Han pegede op på sine
videokameraer og grinede skævt. "Vi vandt den kolde krig ved et
kæmpe slid igennem flere menneskealdre, og imens sad beduinerne jo bare og så
til og skummede fløden, ikke. Men vores velfærd blev bedre og bedre i løbet af
80'erne og 90’erne.” Jeg nikkede, en smule fascineret af hans evne til at holde
bolden i luften. Han ville formodentlig ikke være i stand til at skrive et
takkekort til sin datters konfirmation, men at klare verdenssituationen, det
var han mand for. ”Og det er da klart," sagde han. "At de er blevet
misundelige og synes, at vi har fået lige lovligt meget af det gode, og at de i
deres turbaner har fået det vendt på den måde, at vi krænker dem og deres
religion og evindelige stammekrige.” Jeg bemærkede, at man jo da var
nødt til at respektere andre kulturer. Jeg kunne høre hans tv og skævede til
uret. Ville gerne ind. ”Ja, men prøv lige at forklare de der religiøse tosser noget
om respekt,” afbrød han mig. ”De fatter jo ikke et hammerslag og hvad har
de? - Intet ud over olien, som vi snart ikke længere er afhængige af i
vesten. Og hvad har de så tilbage?” Jeg rystede på hovedet, lidt
udmattet af det massive pres fra hans banehalvdel. ”Nemlig!” råbte han. ”In-gen
ver-dens ting ud over deres haremer, gigantiske børneflokke og elendige,
bundkorrupte middelalder-regimer. Og der skal jo betales for det hele. Det er
nærmest komisk, at det lykkedes dem at kapre fire indenrigsfly med
hobbyknive og grotesk, at det også lykkedes dem at ødelægge World Trade
Center. De er så primitive, at hverken FBI eller CIA kan forstå noget af det.”
Jeg nikkede, godt forsvarsspil var alfa og omega i dag. "- Men var det
egentlig ikke eksperter, vi kom fra?" spurgte jeg. ”Jo, men så send mig
derned som ekspert!” råbte han og undgik min tackling. Han spyttede på jorden
foran sig. Jeg skævede til videokameraerne og håbede, hans kone ville se ham.
Hun hadede, at han spyttede, jeg havde så tit hørt dem stå og skændes om det i
indkørslen. ”Så skal jeg fortælle dem, at de slyngler er så primitive, at man kun
kan finde dem, når de kommer frem fra deres jordhuler for at poste deres infame
pulverbreve.” ”Man skal altså bare stille sig op ved postkasserne?” spurgte jeg
og spillede lidt hæl og tå, ganske vist på egen banehalvdel. ”Hvis jeg skal
give Bush's nye ministerium et godt råd,” sagde han og sparkede så helt
igennem, ”så skulle de simpelthen atombombe slyngelstaterne og asfaltere
områderne bagefter. Bang! - Sådan!”
Imens vi stod dér, hørte jeg min kone - cheftræneren! - i indkørslen. Den er sådan lidt
halvlang og buet, indkørslen, og når min søn og jeg spiller bold i den, ender
det altid med, at kuglen bliver væk i nogle af de forbistrede kørvelbuske, som hun
opfatter som et tegn på, at jeg ikke bestiller nok. Buske eller
haverenderi ville aldrig blive min livret. Jeg kæmpede mod naturkræfterne,
fordi cheftræneren forlangte det. Noget
fór i mig, og ved et - imaginært - dommerfløjt drejede jeg hovedet og råbte:
"Hej, skat, skal du ind og se Danmarks lækre drenge, hva'?!" Det var nok
det tåbeligste, jeg kunne have sagt. Hvis hun havde mistanke om, at der var et
eller andet, der ville få mig - hendes "nuttet velopdragne" akademiker,
som hun pralede med over for veninderne - væk fra havearbejdet, så var helvede
løs. Og nu vidste hun, at tv'et stod og kørte derinde i stuen.
Når du at få klippet plænen?" spurgte cheftræneren og sendte os et iskoldt
blik fra bilen. Jeg kunne fornemme min nabos grin. Hun gik ind. "Hvad, øh …
Hvem er anfører?" afbrød min blikkenslageren mine zigzaggerier nede i
forsvaret. Nu var det, som om kæden var hoppet af i midtbanespillet, jeg lå
halvt ned nu, gjorde jeg, konen var ilter, og kampen mellem Danmark og England var
allerede 20 minutter gammel (pis!). Som om det ikke var nok, evnede min
nabo at køre zone- og mand-til-mand-opdækning i ét. Blikkenslageren nød tydeligvis
situationen. For ham var jeg en af de intu-elle. En af dem, der skal
stoppes med dybe, hårde tacklinger.
Første halvleg blev fløjtet af midt i en glidende tackling, hvor jeg agerede Gravesen
på speed og var ved at save benet af på Hr. Nabo. "Din syrenbusk,
skal den ikke snart beskæres?" spurgte jeg. Jeg vidste det udmærket: Syrenbusk-skænderiet
ville såmænd bare være den sædvanlige Brasilien vinder 14-0 over Mongoliet. Jeg
havde ikke en chance mod blikkenslageren, og det var dårlig timing, og mit
humør bare sank og sank, og kameraerne svævede over haven og zoomede ind på
dette sindbillede på den demokratiske, danske forstadskultur, hvor høj og lav
bor side om side. Speakeren lød alvorlig: "Ja, lektoren er presset helt i
knæ nu, og blikkenslageren kan nøjes med uafgjort for at gå videre.
Men min nabo er helt ligeglad med syrenen. Han tror ikke et øjeblik på Danmark, og det
bruger han de næste tyve minutter på at fortælle mig alt om. Ingen røde kort,
ingen nasty tackles, slet ingen 1-2-kombinationer, ej heller Gravesen-stunts.
Bare snak, snak, snak. Og jeg har sat 400 kroner på os, og hvis jeg er heldig,
får jeg lov at se scoringerne i reprise i aften (pis-pis). Og pludselig gjalder
cheftræneren inde fra køkkenet. Der er mad lige om lidt. Og bøde ved
udeblivelse. Måske skulle jeg "overhøre" cheftrænerens tilråb og selv
styre spillet, spørge blikkenslageren: "Hvad med Portugal-kampen? - Alt
det der med Bin Laden og eliten og samfundet, det kan vi da snakke videre om,
inde hos jer, kan vi ikke?!" Og bedst som jeg står og tager tilløb, hører
jeg det: Der er scoret!!!
© Rolf Sindø 2000
|