Ny Alliance er det første parti, der blev dannet i Danmark i det 21. århundrede. Det er stiftet af en mand af palæstinensisk og syrisk afstamning. En mand, som blev dansk på den hårde måde, i Istedgade, og som i kraft af særlige, personlige egenskaber er blevet mere dansk end mange af os andre hængerøve. Han er cand.polit, folketingspolitiker og rollemodel for rigtig mange borgere i DK. Han er skarp i sine holdninger uden at blive rabiat, og så gør han sig hamrende godt på TV. Han besidder star quality, en karismatisk personlighed, som kameralinser suges imod. Han kan bære en brandert hjem fra Tivoli uden at havne i formiddagspressens rendesten. En rigtig guttermand, med andre ord.

Som politiker er han upåvirket af den europæiske koldkrigstid, til gengæld er han influeret af en kultur, hvor man stadig har lov til at være mand med stort T som i ”testosteron”. Der er lidt alpha-han over ham, men alligevel ikke for meget til den danske smag. Som partistifter kan han minde om salig Erhard Jacobsen, der også brød ud af et gammelt parti og i to årtier spillede en central rolle i dansk politik. Khader er også kommet for at blive. Han vred sig ud af Mariannes Jelveds pænt manicurerede jerngreb, for han er for meget mand til et kvindeparti. Khader vil magten frem for blot at tale om den. Men samtidig er han for intellektuel til et mandeparti som Venstre, hvis historiske grundlag han står fjernt fra. Han brød ud af det radikale venstre sammen med strimmelregneren Anders Samuelsen og trak Gitte Seeberg, en af de konservative karrierekvinder, der var endt som ministeriel bænkevarmer, med ud i mediestrømmen. Sammen stiftede de partiet Ny Alliance. Et navn der signalerede forandring og omstillingsparathed.

Det var smart af Khader at lancere sig selv som d'Artagnan, anføreren for det kreative musketerkorps på Christiansborg. Friskt og frejdigt valgte de det ledige partibogstav Y, og den forstenede venstrefløjs gamle slangebøsse blev dermed omdannet til symbolet for den kreative klasses solidarisk krydsede klinger.

Khader piller ved et af de ømtålelige områder i grundlaget for VK-regeringens sammenhængskraft: Skattespørgsmålet. Han har gjort sig til talsmand for flad skat. Jo mere, skatteyderen tjener, desto mere får han til sig selv. Flad skat er oplagt mulighed, når der skal sættes turbo på privatforbruget. Flad skat er ren liberalisme, men det er interessant, at denne skatteform i dag tager sig ud som en progressiv demokratisk strategi. Demokratiforståelsen har ændret sig fundamentalt siden Niels I. Meyer, Villy Sørensen og K. Helveg Petersen for 30 år siden udgav ”Oprør fra midten”. De talte heri for borgerløn. En pengesum, der skulle tildeles alle landets borgere efter et nøje skønnet, fælles behov. Borgerløn er en socialistisk ide, og der blev aldrig noget af midteroprøret, som på nogle måder var den intellektuelle venstrefløjs manifest og samtidig dens svanesang.

Siden maj måned har kendte politikere og erhvervsfolk sluttet sig til de tre musketerer, og deres karisma får NA til at vokse under parolen ”frihed, forskellighed og kreativt broderskab”. Den kreative klasse er kompetent, effektiv og omstillingsparat, og NA er skabt til dagens Danmark. Vores samfund er bygget op omkring en tegn-økonomi, hvor der udkæmpes rasende kampe om at besidde størst visuel gennemslagskraft og mediemæssig indflydelse De, som har de stærkeste tegn og symboler, er de mest velhavende. Derfor er Ny Alliance det rigeste parti, netop nu. De besidder det måske stærkeste og mest tidssvarende symbol på det, vi i dag opfatter som politisk foretagsomhed: d'Artagnan og de kreative musketerer. Det vil ikke i første runde skaffe dem ministerposter og regeringsmagt, dertil er der endnu for mange år tilbage i jakkesættene i den nuværende regering, men det gør ikke noget. I dag er det ofte bedre, at et parti undgår ministerposternes trædemølle af embedsværk og bureaukrati. Se blot på DF, som deres størrelse taget i betragtning har haft maksimal indflydelse i dansk politik i en årrække. De må imidlertid skiftes ud, eftersom deres EU-skeptiske holdning er ved at blive et politisk problem for regeringen. Og her står NA klar til at overtage støttetjansen for Anders Fogh Rasmussen.

Det er NAs ambition ”... konstant at tænke fremad uden hensyn til politiske traditioner og forældede bindinger.” NA signalerer, at de repræsenterer et oprør fra midten i dansk politik. Men er det sandt? Den politiske midte, folketingets fløje bejler til, fordi politik er det muliges kunst, har flyttet sig markant til højre siden murens fald. Venstre har på mange måder udgjort den reelle midte i dansk politik siden 2001. NA ønsker ikke revolution, tvært imod, men det skal være federe at være dansker. De ”tænker fremad”. Det er ikke politik som sådan, de beskæftiger sig med, de realiserer blot et ønske om at dele med dem, der ligner dem selv, og at uddele almisser til dem, der er helt forskellige fra os, dvs. ”udemokratiske” og ”fattige”. NA var længe om at udvikle et partiprogram, og de undgår fortsat at tale om principper i nogen stivnet betydning af ordet. Årsagen er, at de ikke er interesseret i politik set fra en traditionel synsvinkel. De går efter magt, efter indflydelse, dybest set dominans. Her og nu. Khader og co. har formået at tiltage sig magt uden overhovedet at have været på valg til Tinge endnu, fordi de signalerer omstillingsparathed. I dag søger magt derhen, hvor den bliver sat i spil. Men ved NA helt overordnet, hvad det er, de ønsker at omstille Danmark og danskerne til, eller er det blot et postmoderne enkeltsagsparti a la Centrumdemokraterne? Ny Alliance har flair for magt og medier, men partiet har en akilleshæl. Der er en risiko forbundet med at arbejde ”uden hensyn til politiske traditioner og forældede bindinger”. For man kan ikke tage magten i en historieløs tid uden selv at besidde en klar, historisk profil.

© Rolf Sindø 2007