En orm i det store æble

Et sted i Danmark efter 11. september 2001

Hvis jeg skal give Bush et godt råd,” sagde min nabo, ”så skulle han tage og atombombe Afghanistan og asfaltere området bagefter, så vi kunne være sikre på, at der ikke opstod livsformer dér igen.”

”Der har været orm i det store æble i år,” sagde min nabo til mig i weekenden. Vi var begge to ude for rense tagrender, og så kom vi til at snakke, sådan hen over hækken. Først troede jeg, at han talte om sine æbler, dem er han nemlig meget stolt over, og de er også flotte, det må jeg indrømme. Men så gik det op for mig, at han ville snakke storpolitik.

”Vi ændrer planerne for vinterferien,” sagde han. ”Ja?”, svarede jeg. ”Vi skal helt sikkert ikke til Ægypten alligevel,” fortsatte han. ”Nej?” sagde jeg. ”Næ,” sagde han. ”Vi tager til Norge til februar. Det er ligesom også mere nærliggende for os skandinaver at stå på ski i stedet for at ride på kamel og spise dadler.” Jeg måtte give ham ret. Det kunne da have været spændende at at se pyramiderne, men pyt med det! - Dem kunne man se på Discovery Channel, og så slap man samtidig for risikoen for solskoldninger, madforgiftning og malaria. Jeg fortalte ham, at min kone og jeg også havde talt om problemet med nytårsaften, og vi var blevet enige om, at vi lejede et sommerhus ved Vestkysten i år.

”Efter september måned skal vi til at tænke lidt mere på os selv her i Danmark. Og nok især på vores sikkerhed. Ikke mindst for børnenes skyld, ikke.”

Jeg nikkede, for børnene har ret til at leve i en sikker verden, og det er den ikke længere. Man tør jo snart ikke gå hen i centeret. Hvordan mon de har det i Kongehuset med al den racisme og fremmedhad? Jeg mener, der er jo også flere af dem, der er indvandrere, på en måde, og det er jo blevet til had alt sammen. Had, had, had. Man fornemmer det tydeligt, hvis man går på indkøb. Man kan nærmest fysisk mærke det på den måde, de ser på os på, ikke. Altså de hader os jo. Så min kone går mest på indkøb for øjeblikkket.

”Altså, jeg er ikke rascist, vel,” sagde min nabo. Jeg rystede på hovedet. ”Men nu sortsmudskerne - det er jo dem, der ødelægger det hele. Nu var vi jo ellers lige ved at komme i orden efter murens fald.” Det kunne jeg kun give ham ret i. Dengang da vi afsluttede den kolde krig for ti år siden, da var fronterne jo trukket klart op. Sådan så man kunne forklare børnene om, hvad det var, der foregik på tv, ikke. Men i dag? Jøsses! Det er jo ikke til at forklare noget længere. Heldigvis har vi eksperterne til at fortælle om tingene på tv, og det gør de sådan set meget flot. Der er bare ikke altid en normal logik i det, de fortæller om, og det gør det jo lidt svært.

Jeg gik ind og hentede et par øl, og så gled samtalen selvfølgelig over i politik.

”Nyrup,” sagde min nabo, ”gør det jo for så vidt rigtig, rigtig flot.” Jeg nikkede. Også jeg havde overvejet mit næste kryds endnu en gang efter de sikre taler, vi havde set statsministeren holde i den seneste tid. ”Han skal bare holde sig fra indenrigspolitik, så er han egentlig god nok,” sagde jeg. Min nabo kiggede et øjeblik på mig. ”Ja,” sagde jeg. ”Der er da også en del år til, at vi går på efterløn, ikke?” Han lo og rystede på hovedet. Det var en slags appelsin, statsministeren havde fået i sin turban, sagde jeg, alt dette med terroristerne. Det var jo vigtigt, at regeringslederne viste, at de var landsfædre, at de kunne tage ansvar og forklare befolkningerne, at der ikke er noget at bekymre sig over. I Europa. Den gamle del af den civiliserede verden. Og det havde han jo ligesom gjort. Poul Nyrup, altså. Her, hvor vi for længe siden fandt ud af at dele tingene op i kirke og stat, så man ligesom bedre kunne overskue, hvem der hørte til hvor. Og så gik vi ikke for meget op i religion.

Men så var det jo desværre det med, at politiet aldrig rigtig havde fået styr på rockerne og på Tvind. Og det var altså, som om den gode, danske hæderlighed blev trådt under fode af alle disse nye grupperinger og sekter og bander.

Min nabo gav mig ret. Vi skålede og en tid snakkede vi lidt om det nye tagrende-net, der er kommet i Silvan, så man undgik, at tagrenderne stoppede til. ”Jeg køber det, ” sagde jeg. ”Jeg hader at stå med hænderne nede i tagrende og fiske det snask op hvert efterår og blive iskold.”

”Her i den civiliserede del af verden opfandt vi missilskjoldet, og vi lander på mars,” afbrød min nabo mig. ”Det var os, der opfandt Internettet og stjernekrigsprogrammerne, og det var os, der viste verden, at pengene arbejder bedre, hvis man uddelelegerer opgaven sådan, at de underudviklede lande bliver en del af fremskridtet og samtidig lærer at arbejde for pengene. Så det var da klart, at de blev misundelige, alle de der islamister.

Den bemærkning gav min nabo et stikord. ”I den kolde krig,” sagde han, ”havde vi to politiske fronter. - Men så kommer denne hersens usynlige krig, hvor fronten er væk, fordi fjenden kujonagtigt gemmer sig anført af sådan en … sådan en milliardær-møgknægt som ham Bin Laden. Jeg mener, mens vi vandt den kolde krig ved tålmodigt slid igennem en menneskealder, der sad de andre jo bare og så til, ikke. Og vores velfærd blev bedre og bedre i løbet af 90’erne.” Jeg nikkede og tømte min øl. ”Og det er da klart, at de er blevet misundelige og måske synes, at vi har fået lige lovligt meget af det gode, og at de i deres turbaner har fået tingene vendt på den måde, at vi har gjort tingene på den forkerte måde, at vi krænker dem og opfører os som de gamle kolini-røvhuller, som holdt slaver og alt muligt.” Jeg bemærkede, at pointen jo var, at der var ingen af os her i vesten, der var tilhængere af den slags. ”Men prøv lige at fortælle de der terrorister det,” sagde han. ”De fatter jo ikke et hammerslag! - Og hvad kan de, hvad? For hvad har de? Ingen ting ud over olien, som vi snart udfaser som forældet teknologi. Og hvad har de så tilbage?” Jeg rystede på hovedet. ”Rigtigt gættet!” råbte han. ”Ingen ting ud over deres haremer, gigantiske børneflokke og elendige, bundkorrupte middalalder-regimer. Og der skal betales for det hele. Det er nærmest komisk, at det lykkedes dem at kapre fire indenrigsfly med hobbyknive og grotesk, at det bagefter lykkedes dem at ødelægge både World Trade Center og Pentagon. De er så primitive, at hverken FBI, CIA og Echelon kunne gennemskue dem.” Jeg nikkede. Det var helt ubegribeligt, hvor primitiv man kunne være. ”Og nu alt det der pjat i Afghanistan,” sagde min nabo og spyttede hånligt ind i hækken. ”Igen er det det her problem, at alle de infame slyngler er så primitive, at man næsten ikke kan finde dem, fordi de gemmer sig i deres jordhuler og kun kommer frem, når de skal poste alle deres infame pulverbreve.” ”Afghanistan er jo en kriminel afkrog,” sagde jeg. ”Førhen lavede de jo narkotika. Men nu de her breve med bakterier …”

”Hvis jeg skal give Bush et godt råd,” sagde min nabo, ”så skulle han tage og atombombe Afghanistan og asfaltere området bagefter, så vi kunne være sikre på, at der ikke opstod livsformer dér igen.”

Dét var måske også så voldsomt igen, sagde jeg, men det var tydeligt, at min nabo havde fået nålen i grammofonpladen.

”Og hvis jeg skulle give Statsministeren et rigtig godt råd til valget,” fortsatte han. ”Så skal han altså lige tænke lidt over det faktum, at rigtig mangere borgeres retsbevidsthed er blevet krænket i de sidste par måneder. Hvordan fa’en kan det gå til, at vi har ham der gift-generalen gående i Sorø og mindst 400 andre forbrydere, som har ”tålt ophold” i Danmark? Hvad fa’en er det i det hele taget for en blødsødenhed, vi udviser. Nu må de heller ikke holde julefrokost i Ikea længere på grund af muslimerne. Firmaet vil ikke at krænke nogen, men hvis man kan respektere alle så meget, at man tilsidesætter danske skikke og traditioner, så har man jo ingen selvsrespekt.”