KOMMENTAR I ANLEDNING AF STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE 2007 af Rolf Sindø

Tiden går

Planeten Rasmussen

Kommentar om nogle af de ting i statsministerens nytårstale 07/08, der ikke kan forklares i en sound bite

Han indledte sin tale med fem minutters peptalk. Han omtalte os i vendinger, så man fik røde øren ved tanken om, hvor gode vi er, når vi selv skal sige det. Det var Storebror, som talte til os, og han virkede umiddelbart til at være i godt lune. Med et skiftede tonen, og vi fik nu at vide, at vi skulle udvise ansvarlighed for ellers ville velfærdsboblen briste. Storebrors bekymring var smittende: Vores penge er måske i fare?! Og så fik vi at vide, at Storebror i øvrigt er ikke til sinds at trække de danske styrker ud af Afghanistan. Den internationale terrorisme må og skal bekæmpes, fordi de fundamentalistiske huleboere ikke bekender sig til Mammon. Og endelig sagde han, at Danmark skal være fuldgyldigt medlem af EU, de fire forbehold må derfor væk. Storebror end ikke antydede dette, men vi vidste med det samme, at den dag det lykkes ham at få et flertal af danske æsler trukket hen til truget for at drikke, vil vejen være banet for, at han runder sin glorværdige karriere af som direktør for Bruxelles zoologiske have.
Pianisterne kan himle op og mene, hvad de vil, men når resten af verden er til dyr, kan man ikke byde på håndyppede stearinlys i Frilandsmuseet. Søvngængerne, som er så politisk korrekte, tror, at de kan forandre verden, hvis de blot laver moderigtige film, som kan vises på gymnasierne, er bange for det militære samarbejde på tværs af landegrænser. Godnat og sov godt. De vil vågne op til kanontorden. Og Helle-for-mig – valgets helt store taber – er tilhænger af EU og i øvrigt fuldkommen uskadelig. Hun markerede, som de fleste endnu vil huske, sin totale afmagt på valgaftenen med det mageløse udråb til sit parti: ”Så slår jeg ham næste gang”. (Der bliver ikke nogen næste gang, Helle, for når Storebror skal til Bruxelles, står Lykke-Lars klar til at videreføre Planeten Rasmussen som den tredje 'Rasmussen' i ubrudt rækkefølge siden 1991. - Hvad må de ikke tro om os i udlandet!).

Hen imod talens afslutning formildedes Storebror tilsyneladende en smule. Han lod champagnen boble med den næsten H.C.Andersenske formulering, at Danmark er et lille land, der kan udrette store ting. Vi er et Dream Team, ja, vi er så, men hov! Hvad er det i grunden, Storebror gør, når han taler således til os? Jo, han signalerer værdibaseret ledelse og forpligter dermed den enkelte på samarbejdet om løsningen af projektlignende opgaver: Skattestoppet, nedlæggelsen af amterne og kvalitetsreformen. Storebror overvåger os ikke, han forpligter os i stedet følelsesmæssigt på det, der ikke kan sættes præcis etiket på, men som kan sammenfattes i udtrykket ”Danmark og danskerne”. Disse dejligt rimende gloser, som var talens oratoriske omdrejningspunkt, fortryller og betvinger os. Ingen ærlig sjæl kan hertillands sætte spørgsmålstegn ved dem (gør man det, er man enten islamist eller terrorist eller det, der er værre, nemlig begge dele!). Storebror er villig til at give Danmark tilbage til folket, sprogligt og økonomisk, men ikke administrativt. Teamstrukturer gennemtvinges i DR og på de offentlige hospitaler, eftersom de siges at være billigere og bedre. Institutionerne er ikke er lavet til det, men i dag skal vi spare og samtidig være verdens bedste.
Det hænger ikke sammen.

Politisk set er der fremelsket et hver-for-sig-fund, ideologisk set en mono-kultur, hvor alle enes om, at samfundets fornemmeste opgave er styrkelsen af privatøkonomien. Historiens ironiske pointe er, at vi er blevet langt mere sårbare, følelsesmæssigt, fordi vi har fået mere at miste, materielt set.

Resultatet er, at ingen længere vil betale for noget, der plejede at være dyrere og meget bedre i gamle dage.
Supertankerne sendes til ophugning, og imens står en række investorer og forretningsfolk klar til at søsætte mindre hybrider, der ser ud til at kunne køre på vand.
Storebror kender til Milton Friedman og hans chok-teori. Den amerikanske økonom og nobelprismodtager mente, at overgangen fra Keynesianisme til liberalisme skal gennemføres i forbindelse med krig eller katastrofer. Ganske vist har vi hverken jordskælv eller revolutioner på vore breddegrader, men Storebror har tillempet den hyperliberalistiske chok-teori til danske forhold. Han udskrev valg umiddelbart efter Tsunamien i julen 2004 og fangede dermed medier og opposition på det forkerte ben. Og kommer situationen ud af kontrol i Pakistan efter Benazir Bhuttos død, så udskriver han muligvis et lynvalg om de fire EU-forbehold. Den officielle forklaring vil da være: Nu skal EU stå sammen imod truslen fra øst. Kommer der amerikansk invasion i Iran, kan det blive et signal til at nakke de ulydige kommuner og til yderligere at undergrave den frie fagforeningsret: Forklaring: I disse år skal vi respektere stærke ledere, der værner om demokratiet (: vores penge). Smelter isen helt bort på Grønland på grund af den globale opvarmning vil nye miljøafgifter ramme Danmark som en pekuniær Tsunami. Efter klima-topmødet i København vil Storebror vaske sine hænder og sige, at de nye afgifter indføres af hensyn vores fælles fremtid. Ingen kat vil kunne kritisere ham for at gøre det, for verden er så stor, så stor. Vi har fået enestående velfærd siden 2001, men nu skal vi altså til at passe på pengene. – Ja, og husk så på, at demokrati historisk set har betydet dels respekt for ytringsfriheden, dels hensynet til et overordnet fælles gode. Det er et paradoks, at samfundet ikke har opnået større sammenhængskraft af alle de gode penge, staten har kanaliseret over til brugerne. Politisk set er der fremelsket et hver-for-sig-fund, ideologisk set en mono-kultur, hvor alle enes om, at samfundets fornemmeste opgave er styrkelsen af privatøkonomien. Historiens ironiske pointe er, at vi er blevet langt mere sårbare, følelsesmæssigt, fordi vi har fået mere at miste, materielt set.