|
Jeg sad sammen med Allan og spillede gamle plader. Når vi kan snige os til det, sidder vi og hygger os med soulmusik på grammofonen ude i hans garage. Ryger cigarillos som i gamle dage og drikker måske en pils eller to. Allans kone, Helle, kalder garagen for "værestedet" og siger, "Det er i orden, at I sidder og dyrker jeres dårlige vaner derude, der er i forvejen så meget ragelse."
Nå, vi sad og lyttede til Aretha Franklins og Annie Lennox' superhit fra 80'erne, "Sisters are doing it for themselves". "- Og det gør de!" sagde Allan. "Gør hvad?," spurgte jeg. "Gør det for sig selv. - Kører kontrolræs både herhjemme og på arbejdet! Sgu godt, man ikke længere er ansat i det offentlige." Som ansat i kommunen følte jeg mig en kende ramt. "Mænd med mellemlange og lange uddannelser søger overvejende job i det private, fordi de giver magt og status," fortsatte han, "Og det gør de, fordi det offentlige har udviklet sig til et slags lavstatus jobområde. Måske netop fordi der er flest kvindelige ansatte, hvis man ser bort fra topledelsen."
Dén kommentar fik mig til at tænke. Danske kvinder er jo nu en gang kommet på arbejdsmarkedet, og man må sige, at de har gjort det godt: Flertallet af nyuddannede læger, præster, pædagoger og lærere er i dag kvinder, og der bliver stadig flere kvindelige ledere i det offentlige system. Vi fik for eksempel en ung, kvindelig leder for 14 måneder siden. Men hun gik på barsel efter 8 måneders ansættelse og efterlod kontoret delvis lammet i et forløb, der så ud til at ville vare, indtil hendes forældreorlov var slut. Den stedfortrædende leder - også en kvinde - havde ganske vidst overstået ble-alderen, men var til gengæld for gammel til at lede og administrere arbejdspladsens netværksmiljø. Hun kendte stort set kun til computere fra teenage-barnets værelse.
Et øjeblik sad jeg faktisk og overvejede at skifte job. Jeg måtte give Allan ret: Det var ikke til at holde ud at blive ledet af kvinder både derhjemme og på arbejdet. Det gik også op for mig, at det at være offentligt ansat var både udynamisk og uambitiøst. - Og hvem havde lyst til at være det? - På den anden side hastede det jo ikke ...
"Det gode ved det private er," sagde Allan, "at man kan få lov til at være der som mand. - Mænd er som bavianer: Når først lederen er udpeget, affinder man sig med situationen. Eller strejfer videre!"
Det skålede vi på. Så kom jeg til at tænke på noget andet: Mine chefer fulgte faktisk med i udviklingen på arbejdsmarkedet. Jeg havde hørt, at både kontor- og sekretariatschefer - som i øvrigt med en enkelt undtagelse er mænd - havde været på internatkursus for at dygtiggøre sig i moderne management-principper. Og de lod dele af deres viden sive nedad i systemet. Vores kvindelige mellemledere kendte for eksempel alle nu til begreber som human ressource management, top-down-leadership og til principperne om værdibaseret ledelse. Men i det daglige var der nu ikke sket meget andet end, at møderne var blevet længere, fordi vi nu skulle til at være enige om alting. "Ja, ja, gamle dreng," grinede Allan, da jeg fortalte ham om det, "men lederskab går jo ud på, at man netop ikke er lige. - Og hvornår går det i øvrigt op for kvinder, at arbejdsmarkedet ikke fungerer som hjemmet? Man kan ikke både administrere og sagsbehandle som leder."
© Rolf Sindø 2000
|