|
Det var torsdag, og Allan og jeg sad og hyggede os ude i garagen. Sam Cookes "Stand by me" roterede på grammofonen. Vi fejrede, at det var femten år siden, vi forlod gymnasiet. Garageluften var blå af cigarrøg, der blandede sig med duften af den VSOP-cognac, Allan havde snuppet fra barskabet inde i stuen. Det kunne han sagtens gøre, for Helle var til håndbold med ungerne.
Allan tog et mægtigt sug af cigaren, lagde hovedet tilbage og så op på top-box'en og familiens ski, der hænger på væggen ind mod oliefyret. Jeg kunne se på ham, at han havde fået en ide. Og ganske rigtigt: Med et lille smæld satte han glasset fra sig og så på mig: "Ved du, hvad jeg kommer til at tænke på?" Jeg rystede på hovedet. "Konnektivitet, symmetri og nomadicitet," kom det langsomt fra ham. Han så på mig med en betydningsfuld mine og begyndte så at le. Allan elsker at kloge den. Sådan har det været lige siden, han fik job i det der management-firma inde i byen.
"Jo, altså, alt det der solidaritets-pis," hér så han over på grammofonen og vrængede et øjeblik med på omkvædet, "det betyder jo ikke en skid for moderne mennesker, vel?" Jeg rystede spørgende på hovedet. "Og der synes jeg sgu," fortsatte han, "at de eneste i det offentlige, der har fattet, hvad det går ud på, er HK." Jeg fik cognac galt i halsen. "HK?!" hostede jeg vantro. "Ja, for fanden da. De har sgu da regnet den ud og hyret et ordentligt reklamebureau, så de kunne få et tidssvarende slogan: "Det gælder om at være solidarisk med sig selv." "Jo, men, øh, hvad har det at gøre med ... de der ord, du nævnte?" sagde jeg og forsøgte at få vejret.
Allan så triumferende på mig. "Konnektivitet betyder, at medarbejderne - de stærke - arbejder i teams uden en centralt overvågende autoritet. Symmetri betegner det forhold, at de arbejder under lutter mellemledere, der også selv arbejder med hænderne nede i suppen. Og "nomadicitet" betegner det forhold, at jeg - hvis jeg ikke bliver behandlet respektfuldt som en individuel, menneskelig ressource - er rejst, inden min chef kan nå at sige "total quality commitment."
Jeg indvendte imod talestrømmen, at han ikke tog højde for, at situationen var en anden på min arbejdsplads. Det offentlige var siden 80'erne blevet omlagt til en serviceinstans for erhvervslivet og for borgerne. Vi troede stadig på, at der var nogle, der skulle hjælpes, og jeg følte i øvrigt ikke, at man kunne zappe rundt mellem arbejdspladser på dén måde.
"Gu' kan man da så, men problemet er, at I er for tunge i røven, gamle dreng." sagde Alllan og fortsatte, "Og ved du hvad? - De private virksomheder har simpelthen guldet! Vi har både ideologi - neo-liberalisme - og strategi -"Vi skal dén vej, drenge, hvis vi skal være førende". I det offentlige mangler I en decideret ideologi. - Fælles interesser, min bare røv! -.Og så kan I ikke engang finde ud af støtte og opmuntre de enkelte medarbejdere målrettet."
Irriteret indvendte jeg, at det engang ville have været et kors for tanken, at en fagforening tænkte i individer i stedet for faggruppen. "Vågn op! Det er sgu da sådan, virkeligheden er i dag!" Allan bemærkede, at jeg var ved at blive sur og fyrede en joke af. "Og nu vi er ved det! Forestil dig et mere tidssvarende slogan til BUPL - Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. - De har kraftigt brug for en relancering i offentligheden, og far hér har ideen til det: "Pas dig selv!"
© Rolf Sindø 2000
|