Den ene fejrede sit partis spidskandidat i en knaldrød spadseredragt og med teatersminke og feberhede øjne. Der var en ungdomsfest i gang i baggrunden af det store lokale, men hun talte højt og gentog - igen og igen - at hun var ovenud tilfreds med kandidatens præstation i valgkampen. Han havde været både flittig og dygtig. Hun viste personligt overskud og lavede i talen et vittigt ordspil over kandidatens navn. Demonstrerede star quality for de jublende gymnasieelever, der trængtes omkring hende for at komme med på Tv. Sådan! Hun talte om partiets enestående sejr. Partiet var netop gået over 11 % tilbage ved det nys afsluttede EU-valg, men hun forklarede, at det skulle opfattes som en valgsejr, eftersom sidste EU-valgs stemmesluger fra hendes parti ikke genopstillede. Det var ret enestående. Hun talte på en måde, så de mange berusede, unge mennesker omkring hende måtte tro, at der var noget stort og vigtigt af fejre. Bagefter kom hendes spidskandidat til mikrofonen, og han holdt stilen perfekt og navnetjekkede 360 grader, fra Lange Svend og til Gud og Hvermand: Det mindede om Oscar-uddelingen. - Hold op, hvor har socialdemokraterne dog meget at takke hinanden for! Scenen endte med, at kvinden i rødt og spidskandidaten stod og krammede hinanden foran kameralinserne. Længe.

Den anden stillede sig op på et bord, iklædt et ubestemmeligt sæt til midaldrende kvinder i gule nuancer, for at holde tale. Ordene var rettet til arvingen. Den unge politiske tenor med de følsomme øjne og den skarpt slebne tunge, der intonerede det høje C renere end en golfspiller, der rammes rent i klokkeværket af en geværkolbe. Hun smilede sit karakteristisk lune smil, hvor øjnene spillede bag brillernes multifokale glas og mindede i det hele om en hvilken som helst husmor, der holder tale til sønnens svendegilde. Hun sagde noget om, at han var dygtig og at han skulle til Bruxelles, men at hun regnede med at se ham jævnligt i Danmark. Hun sagde, at folk havde betroet hende, at de normalt ikke stemte på Dansk Folkeparti, men de ville søreme stemme på ”ham Messerschmidt”. Og så sagde hun: ”Men du har også været dyr!” Og den slags forpligter. Hun mindede spidskandidaten og tilhørerne om, at man må være ydmyg, når man fremlægger sit mandat for vælgerne. Hun talte med erfaringens og fornuftens stemme til sin protege. Erfaren mand er god at gæste, for hans mor laver så pragtfuld mad. Det er for resten sandt, ham Messerschmidt fik vi ikke at høre, Tv skulle lige vise os noget andet ...

Senere på aftenen, imens man stadig talte stemmer udenfor Christiansborg, optrådte de to kvinder i en partilederrunde. Her var spidskandidaterne i bund og grund ligegyldige og derfor ikke længere synlige. Nu var det landets virkelige magtelite, der havde taleretten og sendetiden. Først gav man ordet til statsministeren. Han sagde, hans parti var gået frem for første gang siden 2001. Han var tilfreds. Dernæst fik kvinden i den røde dragt lov til at gentage alt, hvad hun et par timer forinden havde sagt i talen til sit parti: Hendes parti havde vundet valget og var nu det største parti i EU-parlamentet. Hendes øjne afslørede, at hun følte en næsten overvældende glæde ved at være i fokus. At have ordet. Høre sig selv udlægge dagens valgresultat for pressen, for konkurrenterne og ikke mindst for alle dem ude i det ganske land. Hendes vel modulerede stemme var skruet en kende mere op. Sådan! Kvinden i den røde dragt havde taget sko med meget høje hæle på. Høje og slanke kvinder ser godt ud på Tv, især når de er i selskab med mænd i jakkesæt. Samtidig gjorde hælene hende i stand til at se ned på den trinde statsminister, der stod blot en meter fra hende og smilede lidt med sine skæve tænder. Hun kastede mange og sigende blikke ned over næsetippen i retning af landets leder, imens hun lyttede til en anden mand fra et parti, der havde vundet godt 11 %. Det var i grunden pudsigt, men han lød faktisk lissom ham Højholt, der læser Gittes monologer. Sjov på den frække måde. Det kunne godt være lidt svært at tage ham rigtig alvorligt, men han virkede søreme flink. Han varslede for resten statsministerens snarlige valgnederlag. Nå, ordet gik hastigt videre, og snart fik kvinden bag ”ham Messerschmidt” ordet. Hun virkede glad som valgets andre vindere, men i modsætning til kvinden i rødt var hun samtidig også helt rolig. Man mærkede hendes skepsis over EU og forstod, at hun mente, at valgresultatet var retfærdigt, at vælgerne havde stemt fornuftigt, og at de folkevalgte nu endelig kunne komme i gang med det, det hele egentlig handlede om, nemlig det politiske arbejde. Hun var aldeles uimponeret af kameraernes linser og af, at alle lyttede til hende. Det var klart, at vælgerne sagde ”Helle for Pia!”. Det, hun sagde, var jo uimodsigeligt fornuftigt. Sagt sådan i al ydmyghed. Og stilen er som bekendt profilen. Det blev klippet. Kvinden i rødt stirrede med et kunstigt smil på kvinden bag ”ham Messerschmidt”. Det var rød imod gul. Det var det ydre overfor det indre.

Det var den gamle verden overfor den nye. Tempelpræstinden overfor den gamle kætterske. Men på en mærkelig uren og omvendt måde.

© Rolf Sindø 2009