To kvinder i dansk politik
Politisk supernova og storpolitisk novice
Kommentar til mediernes dækning af kvinder i dansk politik i sommeren 2010
To toppolitikere et blevet ført på medieskafottet i år. Det har vi ganske vist oplevet før, men der er sket noget: Tiden er svanger med politiske forandringer. Mediedækningen af Helle T.s og Lene E.s ”sager” markerer indirekte, at vi hastigt nærmer os den dag, hvor vi ud over vores kvindelige monark også vil have en kvindelig statsminister. Indtil da må vi stille os selv to spørgsmål. 1) Kan et medlem af det internationale politiske jetset arbejde som dansk toppolitiker? 2) Kan en dansk toppolitiker blive medlem af det internationale politiske jetset? Svaret er i begge tilfælde nej, omend forklaringerne er forskellige.
Helle T. er en politisk supernova i national, socialkammeratlig sammenhæng. For snart 10 år siden blev hun valgt som formand for Socialdemokraterne under kampråbet ”Jeg kan slå Anders!”. - Hun kom til os ud af EU-stjernetågen, men nåede som bekendt aldrig at slå Anders Fogh Rasmussen i en valgkamp. Vigtigere opgaver end statsministerposten i Danmark ventede ham forude. Siden har det vist sig, hvor kompliceret tilværelsen som politisk jetsetter med udearbejdende ægtefælle af anden etnisk herkomst, flere boliger og delte privatøkonomier er for Helle T.. Medlemmer af det politiske jetset arbejder i meget stor lufthøjde, visse detaljer kan fortone sig i det uklare, og den slags tager sig desværre meget let ud som sjusk og sløseri, når medierne først stikker deres næse i skraldespanden. Det handler ikke om mangel på solidaritet med vælgerne, men der er altså himmelvid forskel imellem det, Helle T. udtaler til diverse vælger- og presseforsamlinger og de ting, hun og hendes ægtefælle er nødt til at foretage sig på andre områder. Områder, der dels vedrører private, økonomiske forhold, dels de logistisk, praktiske løsninger på et hyperaktivt rejseliv, der følger med opgaverne som EU lobbyist og europæisk socialdemokrat. Og den går altså slet ikke i den Andersenske andegård, hvor man bryster sig af, at alle ligner hinanden, hvad (ydre) værdier angår. Helle T. er som politisk supernova ude af sync med den forholdsvis jævne vælgerskare, hun kandiderer som politisk leder for.
Lene E. blev for snart 10 år siden indsat som justitsminister under Anders Fogh Rasmussen og i folkemunde omgående døbt ”Terrorpakken”, fordi hun var ung og køn og lovende og det lige have været d. 11. september 2001. Hun var flittig med at indføre populære stramninger af straffeloven og arbejdede sig helt op i sit partis top, hvor hun slutteligt som partileder resolut greb den prestigegivende udenrigsministerpost og med et coup de grace fældede en populær partifælle. Umiddelbart efter kiksede hun desværre en mødeaftale med det internationale politiske jetset, og resten er nutidshistorie: I dag kaldes Lene E. for ”Ferieministeren”. Hun valgte nemlig at tage på charterferie med sin familie i stedet for at mødes med Hillary et mondænt sted i det store udland. Det var en utilgivelig fejlvurdering af hende som toppolitiker at prioritere det nære, familien. For hun skulle jo have minglet med en lang række politiske kendisser og dermed være steget endnu højere op i det medieskabte star system. Man havde ventet sig mere af hende, men i dag er Lene E. dømt ude – af det globale, politiske jetset – som den storpolitiske novice, hun viste sig at være.
© Rolf Sindø 2010
|